Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Omfavn drengenes naturlige aggression

Jesper Juul: I dag bliver hver fjerde dreng i danske børnehaver defineret som problembarn, fordi han har brug for at få afløb for sin irritation og frustration. Det er en farlig vej. Nu må vi finde konstruktive måder, hvorpå vi kan håndtere fænomenet aggression.

"I mange lande har vi nået et punkt, hvor læreres og pædagogers svigt af børn og unge er mere alvorligt end det, disse børn og unge har oplevet i deres egne familier. Men i offentligheden opleves den omstændighed anderledes: Der tales om, at stadig flere børn og unge har ‘særlige behov, ‘psykosociale vanskeligheder’ eller ‘manglende sociale kompetencer’." Modelfoto.
"I mange lande har vi nået et punkt, hvor læreres og pædagogers svigt af børn og unge er mere alvorligt end det, disse børn og unge har oplevet i deres egne familier. Men i offentligheden opleves den omstændighed anderledes: Der tales om, at stadig flere børn og unge har ‘særlige behov, ‘psykosociale vanskeligheder’ eller ‘manglende sociale kompetencer’." Modelfoto.

Jeg husker stadig tydeligt, da jeg første gang blev opmærksom på den udvikling, hvor både pædagoger og lærere, psykologer, terapeuter og forældre i stigende grad betegner mange naturlige følelser som aggression. For omkring 15 år siden arbejdede jeg som vejleder for undervisningspersonalet på en institution for såkaldt adfærdsvanskelige børn i det sydlige Europa. Og efterhånden som vi gennemgik de problemer, medarbejderne havde i forhold til en bestemt gruppe børn, blev nogle af disse præsenteret for mig på følgende måde: »Her er Johan, og han har et aggressionsproblem.« Da jeg havde hørt denne form for beskrivelse nogle gange, spurgte jeg forbløffet: »Hvad er det, han har?« For jeg kendte ikke denne diffuse diagnose. I første omgang bestod svarene på mit spørgsmål næsten af en ordret gentagelse af ‘diagnosen’, og når jeg forsøgte at få mere at vide om det, blev pædagogerne utålmodige og sagde: "Han er aggressiv." Og når jeg så blev ved med at spørge: "Hvem er det et problem for?” opgav de mig nærmest. Det, der forekom dem at være en selvfølge, var noget nyt for mig. Da jeg næste gang blev konfronteret med denne ‘diagnose’, forsøgte jeg straks at spørge mere i dybden: »Er der nogen af jer, der har spurgt drengen selv (det drejede sig for 95 procents vedkommende om drenge), hvad eller hvem han er vred på?« De kiggede alle forbavset på mig, så igen ned i deres papirer og rystede vantro på hovedet. Ingen havde nogensinde stillet disse børn det mest indlysende af alle spørgsmål.

Da jeg senere efterhånden lærte disse drenge og pigers baggrund at kende, var det en smal sag at dokumentere: at de endnu ikke havde slået noget menneske ihjel, var nærmest et mirakel. Antallet af voldelige og krænkende forældre, stedforældre, bedsteforældre og lærere, som de i deres korte levetid havde måttet finde sig i, var skræmmende, for ikke at sige chokerende. Ikke desto mindre var de udelukkende blevet vurderet ud fra deres aggressive adfærd og behandlet i overensstemmelse hermed. Disse børn og unge var ikke voldelige i traditionel forstand: De havde ikke angrebet deres pædagoger og lærere med køller, knive eller knytnæver. De talte som regel kun nedsættende om andre og skubbede højst til nogle af lærerne eller pædagogerne, når gryden kogte over. Egentlig udviste de selvkontrol i et omfang, som var meget større end det, voksne er i stand til, når de bliver trængt ud til deres grænser. Og alligevel var de i behandling på grund af aggression – det svarer til, at et menneske med en alvorlig lungebetændelse kun blev behandlet med hostesaft og ikke med antibiotika. Eller til, at man henviste en person til behandling på grund af vedkommendes helt legitime følelser – fordi vedkommende var forelsket, lykkelig, ked af det eller sørgede over nogen. Et menneskes aggressive holdning vidner om brist og svigt, og netop dette omsorgssvigt har de børn og unge, som lukker deres raseri og frustration ud, allerede mærket på et tidligt tidspunkt i deres liv.

I mange lande har vi nået et punkt, hvor læreres og pædagogers svigt af børn og unge er mere alvorligt end det, disse børn og unge har oplevet i deres egne familier. Men i offentligheden opleves den omstændighed anderledes: Der tales om, at stadigt flere børn og unge har ‘særlige behov', ‘psykosociale vanskeligheder’ eller ‘manglende sociale kompetencer’. Men én ting ligger fast: Netop de mennesker, som arbejder professionelt med børn og unge, og som har ansvar for, at disse bliver svigtet, er samtidig dem, der leverer tal til de offentlige statistikker, hvormed de dokumenterer de tiltagende adfærdsproblemer. En splinterny dansk undersøgelse, hvori børn i børnehavealderen for første gang i samfundsvidenskabens historie er blevet bedt om at give udtryk for deres mening, viser, at 24 procent af drengene ikke trives særlig godt i børnehaven. Dette procenttal er blevet bekræftet af pædagogerne (overvejende kvinder): De hævder, at 22 procent af drengene er ‘problembørn’, fordi de vil ‘have afløb for’ deres irritation og frustration. Hvert fjerde barn i alderen tre til seks år bliver således karakteriseret som ‘problembarn’, og jeg kan garantere, at kun en meget lille del af disse børn har været udsat for svigt og misbrug i deres familier. Det er på professionelt så vel som på nationalt niveau en skandale for et system, der opfatter sig selv som forbillede for andre lande i verden.

En hård kritik, men dog berettiget: Vi befinder os på en meget farlig vej, det bør vi være opmærksomme på, og vi må finde konstruktive måder, hvorpå vi kan håndtere fænomenet aggression, for ellers kommer vi fortsat til at skade alt for mange mennesker.

I de seneste 15 år har der været en stærkt stigende tendens til at diskriminere vrede og frustrerede børn i daginstitutioner og skoler, og i dag er aggressionen blevet et tabu. Sådan forholdt det sig også for ikke så længe siden med den menneskelige seksualitet: Den blev kun mødt med moralsk fordømmelse; professionalisme og en human indstilling i forhold til den var fuldstændig udelukket. Det nye tabu – aggressionstabuet – kunne ganske vist blive meget farligere end det seksuelle tabu, skønt sidstnævnte har anrettet store skader i og med, at det har ødelagt menneskers oplevelse af lyst, glæde og nærhed. Det nye tabu sætter børns mentale sundhed og deres selvfølelse og selvtillid på spil.

Aggression er en social reaktion, der har sit udspring i vores hjerne. Den er på ingen måde genetisk betinget. Evnen til at afkode et individs aggressive adfærd – uanset dette individs alder – kan sættes lig med evnen til at se bag om moral og selvbevidsthed. Mit daglige arbejde foregår i en lang række lande, som alle har deres egen kultur og historie. Mange mennesker i disse lande lider under følgerne af krigserfaringer og kollektive traumer (som også er eftervirkninger af krige). Som konsekvens heraf har mennesker med forskellige nationale tilhørsforhold også forskellige forklaringsmønstre for netop den tendens, der er fremherskende i deres land, til at afvise aggression og forbyde børn at opføre sig aggressivt. Mange har den opfattelse, at de derved er med til at undgå en ny krig. Om man er interesseret i at forklare de egentlige årsager til raseri, vrede, vold og had, eller om man er optaget af at finde måder, hvorpå man i familier, børnehaver og på gader og veje i vores byer kan lære kan håndtere de stærke følelser – det er to vidt forskellige ting.

I den seneste tid er det ikke kun bestemte børn og unges aggressivitet, der bliver stemplet som ‘problematisk’. Tværtimod ser vi en tendens til, at enhver væsentlig følelse, bortset fra ‘at være lykkelig’, bliver mødt med uvilje i familier og institutioner. Den samme tanke, som ligger til grund for denne tendens, betyder også, at forældre fjerner sig fra deres menneskelige identitet og bliver skuespillere. Denne tanke kan ikke tilskrives nogen dyb indsigt fra fortid eller nutid og ej heller nogen splinterny erkendelse af, hvad der er godt for menneskelige væsener. Ikke desto mindre påvirker den vores forestilling om, hvordan en ‘god’ og ‘vellykket’ person bør være. Jeg har valgt at kalde dette fænomen for ‘sjælens botox-syndrom’ og håber, at mange mennesker vil følge mig i bestræbelserne på at bringe os mennesker noget bedre i fremtiden. Konstruktiv aggression er som seksualitet og kærlighed: Alle tre fænomener gør livet muligt, beriger vores relationer, fører til dybere indsigt og bedre livskvalitet. Omfavn disse tre livsaspekter i dit indre, og du vil blive i stand til at rumme de børn og unge mennesker, som håber og satser på dit empatiske lederskab.

• Kronikken er et uddrag af forordet til bogen »Aggression – en naturlig del af livet« af Jesper Juul, som udkommer på Akademisk Forlag 1. september.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.