Kronik

Ønsker vi lighed – eller at gøre folk mere ens?

»Lighed og ulighed i sig selv er relativt ligegyldige for væksten.«

"Er forskellene på rige og fattige udtryk for, at man lever i et kleptokrati som Zimbabwe, et korrupt diktatur som Rusland, eller en velfungerende retsstat som Storbritannien?" Arkivfoto: Scanpix
"Er forskellene på rige og fattige udtryk for, at man lever i et kleptokrati som Zimbabwe, et korrupt diktatur som Rusland, eller en velfungerende retsstat som Storbritannien?" Arkivfoto: Scanpix

Den politiske debat om ulighed er præget af mange misforståelser af, hvad den økonomiske forskning viser. De er desværre ikke blevet mindre af den rapport, som Folketingets økonomer for nylig har udsendt. Politikere fra Enhedslisten og en række andre politiske meningsmagere har således benyttet Folketingets økonomer som sandhedsvidner for påstanden om, at ulighed er skadelig for samfundets langsigtede vækst.

Til trods for, at rapporten kun behandler to undersøgelser, findes der efterhånden en større økonomisk litteratur om korrelationen mellem ulighed og økonomisk vækst. Altså – udviser lande med mindre ulighed en tendens til større eller mindre økonomisk vækst? Meget kort fortalt er svaret, at der ikke er nogen robust og entydig sammenhæng. Der er en tendens til, at større ulighed er forbundet med lavere vækst i tredjeverdenslande. I den udviklede verden er tendensen lige omvendt eller slet ikke til stede. Men man kan godt finde studier, som bryder med tendenserne. Generelt er de fundne sammenhænge dog ikke særligt robuste over for ændringer i valgene af, hvordan analyserne udføres.

Der er nu heller ingen grund til at forvente, at ulighed i sig selv påvirker væksten. Derimod kan mange former for økonomisk politik påvirke både ulighed og vækst. Det er f.eks. velkendt og veldokumenteret, at høje marginalskatter mindsker både uligheden og den økonomiske vækst. Der er også eksempler på redskaber, som øger uligheden og mindsker væksten. Det er bl.a. tilfældet med de danske afgifter på el. Den netop vedtagne afskaffelse af PSO-afgiften på el vil således øge væksten og mindske uligheden. Et andet eksempel er det danske apotekermonopol, som formentlig både mindsker væksten og øger uligheden.

Den amerikanske økonom Arthur Okun talte om fordelingspolitik som en »utæt spand«. Man kan godt omfordele indkomst fra én gruppe til en anden – f.eks. via marginalskatter og elafgift – men en del af den vil altid gå tabt i processen. Som flyttede man vand i en spand med hul i bunden. Fordelingspolitik har det altså med at sænke væksten. Men fordelingspolitik behøver ikke nødvendigvis reducere uligheden. Omfordeling kan også ske fra lave til høje indkomster. Det findes der som nævnt eksempler på i Danmark, men fordelingspolitik med denne virkning er typisk mere udpræget i den tredje verden. Det kan forklare, hvorfor der oftere ses en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst dér.

Den negative sammenhæng findes også i de to studier, som Folketingets økonomer refererer til i deres rapport.

De to, et fra IMF af Ostry, Berg og Tsangarides, og et andet af Cingano i OECD, har været særdeles prominente i den politiske debat de sidste år. Folketingets økonomer overser desværre, at studierne har været omdiskuteret og udsat for alvorlig kritik i forskningskredse. Om end de kvalificerer deres fund, er hovedkonklusionen i rapporten til Folketinget således, at ulighed er forbundet med lavere vækst.

Folketingets økonomer hverken overvejer de metodiske udfordringer i at undersøge ulighedseffekter, eller refererer til den intense debat blandt fagøkonomer, der er fulgt efter IMF-studiets udgivelse. Det betyder, at rapporten til Tinget hverken afspejler tidligere forskning eller de alvorlige indvendinger, som forskningsmiljøet efterfølgende er kommet med. Ikke mindst Verdensbankens Aart Kraay har peget på problematiske forhold.

Politiske fejl øger uligheden

Der er flere grunde til, at de nye studier er af tvivlsom værdi. For det første valgte Ostry og hans kolleger i IMF ikke at tage hensyn til såkaldt »region-specifikke« forskelle. Det har ellers været kendt siden 1998, at særligt regionen Latinamerika og Caribien er så fundamentalt anderledes end de udviklede lande, at man skal være særdeles omhyggelig med håndteringen af dem i denne type analyser. Tager man dette hensyn, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens vigtigheden af ulighed helt forsvinder, og målet for graden af omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt.

Hele den konklusion, som Folketingets økonomer understreger, og som i dag bruges som politisk argument for yderligere omfordeling og statslig kontrol, skyldes altså permanente forskelle mellem verdens regioner. Det gælder i særlig grad Latinamerika, der er kendetegnet af stor ulighed, som forårsages af massive, tilbagevendende politiske fejl og en fordelingspolitik, som i mange tilfælde øger uligheden. Det er denne politik og disse politiske fejl, og ikke uligheden i sig selv, der holder den økonomiske udvikling tilbage.

Problemerne er endnu større i OECD-studiet. Her kommer metodeproblemerne bl.a. til udtryk ved, at inddragelsen af ulighed i den statistiske forklaring får ellers meget fundamentale vækstdrivere som øget kapitalapparat og mere uddannelse til at miste effekt. Det er et tegn på, at den fundne korrelation ikke er særlig sikker.

Det andet problem, som hverken IMF eller OECD tager hensyn til, er derfor det langt vigtigere spørgsmål om, hvor uligheden kommer fra. Er forskellene på rige og fattige udtryk for, at man lever i et kleptokrati som Zimbabwe, et korrupt diktatur som Rusland, eller en velfungerende retsstat som Storbritannien?

Sidst overser de fleste, at måden, ulighed måles på, ofte er et problem, ligesom man blander fattigdoms- og ulighedsdiskussioner. I debatten antager de fleste, at større målt ulighed i indkomster må betyde, at fattigere gruppers forbrugsmuligheder ikke følger med resten. Globaliseringens virkning på ulighed er et klart eksempel på det modsatte. Mens globalisering i visse lande har betydet, at den rigeste tiendedels indkomster er vokset hurtigere end restens, har den også indebåret, at det er blevet meget billigere at være relativt fattig.

Det mest basale spørgsmål, som enhver politiker og vælger bør stille sig selv, er, om vi ønsker lighed eller at gøre folk mere ens? Med andre ord, er det vigtigst at sikre folk lige muligheder, eller er det en central politisk opgave at gøre alle borgeres resultat mere ens, uanset deres indsats, evner og måden, de forvalter dem på?

Der er samtidig ikke meget, som tyder på, at ulighed i sig selv optager vælgerne specielt meget. Til gengæld viser forskningen en klar aversion mod indkomstforskelle, som er drevet af uretfærdighed – altså hvordan indkomsten er opnået. Diskussionen handler i virkeligheden om fairness, og ikke simple forskelle.

Den utætte spand

Bundlinjen efter 20 års seriøs forskningsindsats er, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem ulighed og samfunds langsigtede vækst. Lighed og ulighed i sig selv er relativt ligegyldige for væksten, mens den måde, man politisk håndterer uligheden på, og årsagerne til, at nogle lande er mere lige end andre, er vigtige kilder til vækst.

Det vil navnligt være en alvorlig misforståelse at tro, at en reduktion af uligheden vil øge væksten, uanset hvordan uligheden reduceres. I et land som Danmark er der kun få og små håndtag tilbage, som politikerne kan trække i, så uligheden falder, og væksten øges. Ingen af de redskaber, som OECD og IMF-studierne overvejer i så henseende, er relevante for Danmark.

Læs også: Velfærdsstaten er sin egen fjende

Det er da også symptomatisk, at effekten på væksten ved samtlige danske skattereformer de seneste 15 år har været proportional med stigningen i den statistiske ulighed. Det gælder også skattereformen i 2012, som både Socialdemokratiet og SF var initiativtagere til.

Hvis politikerne gerne vil reducere uligheden i større stil, må de gribe til fordelingspolitiske redskaber som mere progressiv beskatning eller højere overførselsindkomster. Og her gælder det, at spanden er utæt. Politik rettet mod ulighed via øget omfordeling vil gå ud over den samlede velstand. Kan politikerne derimod finde værktøjer, der sikrer, at færre unge klarer sig dårligt i skolen eller ikke får en uddannelse, vil det både mindske uligheden og øge væksten. Dette har dog været en målsætning for alle regeringer i mange årtier, og der er ikke fundet nogen mirakelkur.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.