Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ny fransk revolution på vej: Stormen på den Femte Republik

Foto: JEFF PACHOUD og Christian Foldager. 
Foto: JEFF PACHOUD og Christian Foldager. 

Frankrig går til valg på søndag for at vælge en ny præsident. Valget markerer starten på et afgørende fransk valgår, hvor franskmændene skal vælge ny præsident og nationalforsamling. De fire førende kandidater – Emmanuel Macron (socialliberal), Marine Le Pen (socialkonservativ), Jean-Luc Mélenchon (kommunist) og François Fillon (konservativ) – er alle outsidere, som er blevet valgt på ikke at tilhøre eliten.

Det er kun den konservative kandidat, François Fillon, som repræsenterer et af de traditionelle, regeringsbærende partier. Valgkampen er endt i et noget nær dødt løb mellem de fire kandidater, men hvis meningsmålingerne fra de seneste uger holder stik, vil Marine Le Pen og Emmanuel Macron være dagens to vindere og dermed gå videre til den afgørende valgrunde i maj måned. Derved tegner valget til at blive et historisk opgør med den politiske elite i Frankrig i endnu et jordskredsvalg i det europæiske forår, hvor vælgerne protesterer mod eliten, sparepolitikken, udviklingen på arbejdsmarkedet og velfærdsforringelserne. I Frankrig ligner det mere og mere, at dette valgår også bliver starten på den Femte Republiks fald.

Det store løftebrud

Man kan ikke forstå valget i Frankrig uden at kende til det forudgående valg i 2012. Valget stod dengang mellem den siddende konservative præsident Nicolas Sarkozy og socialisten François Hollande. Hovedtemaet i valgkampen var finanskrisen og de europæiske politikeres sparepolitik.

Sarkozy havde i samarbejde med den tyske kansler Angela Merkel gennemført en række økonomiske reformer af det europæiske samarbejde efter finanskrisen, der skulle sikre lavere underskud på de offentlige finanser. Den politik havde medført massive velfærdsforringelser og besparelser i store dele af Sydeuropa, hvilket var meget upopulært i Frankrig, hvor mange frygtede en lignende udvikling. De økonomiske reformer blokerede for, at de europæiske lande kunne føre en ekspansiv vækstpolitik med massive offentlige investeringer for hurtigt at komme ud af finanskrisen.

Hollande gik til valg på et opgør med sparepolitikken. Han lovede vælgerne, at han ville sikre en ny og bedre aftale med Tyskland for igen at gøre det muligt for Frankrig at føre en aktiv vækstpolitik og nedbringe arbejdsløsheden. Han lovede samtidig et opgør med elitens korruption og den siddende Sarkozys »bling-bling«-stil med et privatliv udstillet i de kulørte ugeblade. Hollande var kun selv blevet valgt som socialistpartiets kandidat, fordi favoritten Dominique Strauss-Kahn var blevet fældet af en sensationel sex- og korruptionsskandale kort før valget.

Hollande svigtede imidlertid sine vælgere. Han formåede aldrig at få en ny aftale med Merkel om sparepolitikken, der under tysk ledelse af EU blev videreført. Hans opgør med elitens korruption kollapsede, da hans ansvarlige minister blev afsløret i at have en hemmelig bankkonto i Schweiz. Selv det nemmeste valgløfte om at forblive fri af de kulørte blade faldt til jorden, da hans affære med en ung skuespillerinde blev udstillet af pressen i et længere drama. Hollande blev derfor hurtigt en historisk upopulær præsident, som helt usædvanligt ikke genopstiller til embedet.

Det store løftebrud fra Hollande var imidlertid, at han vendte på en tallerken i forhold til sin økonomiske politik. I lyset af nederlaget til Merkel begyndte Hollande pludselig at føre en borgerlig økonomisk politik.

Hans regering lancerede en større liberal reformdagsorden under ledelse af økonomiministeren, Emmanuel Macron, for at genoprette fransk økonomi og nedbringe arbejdsløsheden. Regeringen gennemførte på den baggrund en meget upopulær reform af pensionssystemet, der hævede pensionsalderen for mange franskmænd og øgede deres bidrag til pensionssystemet betydeligt.

Centralt i Hollandes og Macrons reformdagsorden stod opgøret med det rigide franske arbejdsmarked. Regeringen gjorde det med en ny arbejdsmarkedslov nemmere for arbejdsgiverne at fyre medarbejderne og sikrede et historisk opgør med fransmændenes 35-timers arbejdsuge. Dette blev af mange vælgere opfattet som et utilgiveligt løftebrud, og den nye arbejdsmarkedslov førte til massive protester overalt i Frankrig.

Det sydeuropæiske dilemma

Hollandes reformer har indtil videre ikke ændret meget. Frankrig er fortsat et land i dyb krise. Underskuddet på de offentlige finanser er uændret, og statsgælden bare vokser og vokser. Arbejdsløsheden er tårnhøj, og mere end hver fjerde blandt de unge er arbejdsløs. De tidligere gyldne tider med faste kontrakter er som i resten af Europa blevet erstattet med et usikkert arbejdsmarked, hvor 80 procent af alle nye stillinger er tidsbegrænset. Derved arbejder cirka hver femte franskmand i dag uden for det normale arbejdsmarked med rettigheder og privilegier. Det er særligt de unge, som er blevet ramt hårdt af denne udvikling. I udkantsområderne oplever mange, at de gode industrijobs forsvinder til andre dele af verden. Den franske middelklasse er derfor blevet ramt af en dyb frygt for social deroute. Det centrale spørgsmål i valgkampen er, hvad man skal gøre.

Her er det igen forholdet til Tyskland, der er afgørende. Euro-samarbejdet binder de europæiske lande til tysk økonomi, men de sydeuropæiske lande, herunder Frankrig, kan ikke konkurrere med tyskernes effektivitet. Tidligere kunne landene tilpasse sig tyskernes konkurrencefordel ved at devaluere deres egen valuta. Den mulighed har de imidlertid opgivet ved at tiltræde euroen. Det sydeuropæiske dilemma er derfor, om man skal træde ud af euroen (ekstern devaluering) eller ændre sin samfundsmodel (intern devaluering) for igen at blive konkurrencedygtig?

Emmanuel Macron og François Fillon går til valg på det sidste i en videreførelse af Hollandes upopulære reformdagsorden. De håber på at kunne gøre Frankrig konkurrencedygtig gennem nedskæringer og omlægninger af fransk økonomi for at tilpasse landet til den tyske model. Det indebærer velfærdsforringelser og et opgør med franskmændenes arbejdsmarkedsmodel, den korte arbejdsuge og den offentlige sektors størrelse.

Marine Le Pen og Jean-Luc Mélenchon går til valg på den modsatte løsning. De ønsker at bevare den franske samfundsmodel og videreføre den generøse velfærdsstat med en række valgløfter om yderligere forbedringer. Det vil de gøre ved at træde ud af euro-samarbejdet og EU for igen at kunne anvende en devaluering af valutaen til at sikre de franske virksomheders konkurrenceevne. Deres model indebærer, at tyskerne og resten af verden vil skulle betale for franskmændenes fortsatte overforbrug.

Revolutionens vinde blæser

De franske vælgere er trætte af korrupte politikere, som de føler har glemt dem. Ved sidste valg håbede mange, at de kunne få forandring med den anden side af eliten. Hollande har imidlertid skuffet vælgerne, og franskmændenes tillid til eliten er forsvundet under hans ledelse. Vælgerne vil fortsat have forandring, og derfor er det endt med, at en række usandsynlige outsidere står til at vinde. Deres politiske programmer giver franskmændene et klart valg: Skal Frankrig tilpasse sig Tyskland eller skal Tyskland tilpasse sig Frankrig? Uanset hvilken retning, franskmændene vælger, vil det revolutionere fransk politik.

Valget ser således også ud til at blive skelsættende, fordi det for første gang i den Femte Republiks historie forekommer sandsynligt, at præsidenten ikke vil komme fra de etablerede partier. Problemet for både Le Pen, Macron og Mélenchon er imidlertid, at ingen af dem vil få særligt mange valgt ind i Nationalforsamlingen, som med al sandsynlighed fortsat vil være domineret af de to traditionelle, regeringsbærende partier. Det vil fastlåse den politiske situation i Frankrig og gøre det umuligt at regere. Derfor er det et åbent spørgsmål, om den Femte Republik vil overleve. Den kommunistiske kandidat, Jean-Luc Mélenchon, har allerede talt for, at den Femte Republik og det præsidentielle system må erstattes af en ny politisk orden i Frankrig med et mere repræsentativt demokrati.

Det trækker med andre ord op til en storm på den Femte Republik og det politiske system. Uanset hvilken vej, revolutionens vinde blæser i dag, så er det helt sikkert, at vælgerne vil af med eliten i endnu en fransk revolution. Denne gang stemmer de sig bare til det. I hvert fald indtil videre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.