Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ned med de rige – ned med lønnen!

Hugo Gården: Med den dramatiske Cypern-affære tager EU-landene først nu fat på kernen i eurokrisen, men en holdbar løsning kræver, at vi skeler til vækstlandene, Tyskland og – andelsbevægelsen!

Foto: Patrick Baz/AFP
Foto: Patrick Baz/AFP

Overskriften er selvfølgelig en provokation. Jeg anbefaler hverken en socialistisk omvæltning eller en kapitalistisk undertrykkelse. Men den betændte Cypern-affære viser, at der er brug for barske indgreb mod finanskrisen med beslaglæggelse af en del af de riges formue og med en lavere indkomstudvikling for alle i EU. Det er nu, gælden fra boble-økonomien skal betales. Den tyske kansler, Angela Merkel, betegnede sidste år Cypern som det største problem i euro-zonen. At et så lille område kan kaste EU ud i en politisk krise, viser, at EU-landene ikke hidtil har fået greb om krisen. Tænk sig, hvis verdens næststørste økonomi, Kina, ikke kunne håndtere den slags småproblemer. Så havde verden i hvert fald ingen drivkraft, der kunne kompensere for Vestens stagnation. I Kina lægger den ny ledelse op til en hård kurs mod korruption, magtmisbrug og statslige monopoler – for ellers lurer oprøret i ét-partistyret. Der skal være mere økonomisk frihed, og befolkningens synspunkter skal i højere grad inddrages for at kunne fortsætte væksten, erkender magthaverne.

I Mexico bryder den ny Pena Nieto-regering den dominerende indflydelse, som verdens rigeste mand, Carlos Slim, har haft på Mexicos økonomi ved at gribe ind i hans telekom- og fjernsynsmonopol, ved at skabe mere konkurrence og ved at gribe ind i olie-monopolet. I vækstlandene, hvor uligheden ervokset ekstremt, tager nogle af landene langt mere resolut fat, end vi gør i den såkaldt udviklede verden. Uanset hvordan indgrebet på Cypern bliver vurderet, er der nu skabt præcedens for, at velhavere og finanssektoren skal yde klækkelige bidrag til en økonomisk genopretning. Når EU-landene med Tyskland i spidsen har valgt en så hård kurs, skyldes det helt givet, at mange af velhaverne er udenlandske skatteflygtninge, især russere og briter. Det ’koster’ ikke noget for EU-landene at føre en hård kurs.

Men indgrebet viser også, at nordeuropæerne i praksis vil vise, hvad en valutaunion indebærer. Skal den være levedygtig, er der ikke plads til økonomisk-politisk slendrian, kasino-økonomi eller skattely. Man kan diskutere, om indgrebet mod velhavende indskydere (over 100.000 euro) er fair. Indskydere i bankerne på Cypern er i hvert fald ikke mere skyldige end finanskrisens bagmænd, nemlig børsspekulanter, finansfolk og de regeringer, som lempede de finansielle regler. Men EU-landene har sendt et utvetydigt signal om, at velhavere skal til at betale for oprydningen, og det kan brede sig til hele Europa. Der kom ingen renteskat, men velhaveres indskud bliver beskåret, og det er aldrig sket før. Nu gælder der ingen sikkerhed for ens formue. Det er, som når danske regeringer øger beskatningen af pensionen for at dække hullerne i finansloven. Politisk kan indgrebet begrundes med, at velhaverne har klaret sig langt bedre gennem krisen end befolkningen generelt. De tjente godt på boblen inden krisen. Officielle tal fra USA viser, at godt 90 procent af formuestigningen under krisen og i årene efter skete hos kun én procent af amerikanerne. I perioden 1983-2007 steg formuen for de rigeste 1 procent med 103 procent., mens 40 procent af befolkningen med den laveste indtjening havde et formuefald på 63 procent. Billedet er næppe så grelt i Europa, men i de sidste 10-20 år er der sket en svimlende skævvridning. Ifølge en ny rapport fra bl.a. Capgemini har op imod ti millioner dollarmillionærer verden over en samlet formue på rundt regnet 30.000 milliarder dollar – en tredjedel i Europa. En ekstra formueskat i EU på ti procent vil give 1.000 milliarder dollar, ca. 5.750 milliarder kr. Det svarer til dobbelt så meget som kinesernes stimulipakke i 2008-2009 for at dæmpe virkningen af den vestlige krise.

Europæerne har brug for investeringer af det omfang for at skabe fornyet fremgang – ikke for at betale sydeuropæernes gæld. Det er i den forbindelse, at en velhaverskat er rimelig. Den skærer kun en brøkdel af deres formuevækst de seneste år, og den kan bremse udviklingen af en finansiel adelklasse, der kan få en negativ virkning på demokratiet. Kan et demokrati i længden fungere, hvis én pct. af befolkningen – plutokrater og oligarker – sidder på 25-33 procent af pengene? Men det vigtigste er, at en beskatning af de rige kan give den vækst-stimulans, der er nødvendig, og som tilmed er nødvendig for at få hele befolkningen til at acceptere, at levestandarden må sænkes i en lang årrække, mens gælden afvikles. Vi må gennem samme proces som japanerne. Det er også nødvendigt for at styrke konkurrenceevnen, som ECB-chefen, Mario Draghi, skolemesteragtigt belærte EU-lederne om for nylig: lønomkostningerne må ned, eller også må produktiviteten stige.

Lederen af business-skolen IESE i Barcelona, Jorge Canals, sagde for nylig i Shanghai, at vi har behov for en anden model end den spekulative finanskapitalisme, som brød sammen i 2008. Politikerne i den vestlige verden trak sig tilbage fra den politiske styring og lempede reglerne for finanssektoren, som pressede virksomhederne til at tænke kortsigtet. Efter krisen har solide selskaber som Unilever, Nestle og Siemens ændret kurs og lægger vægt på det lange, seje træk, som Novo Nordisk og A.P. Møller altid har gjort. Pensionskasser og fonde begynder at få øjnene op for det lange perspektiv og den gammeldags dividende fremfor aktiernes svingende kursgevinster. En mere konservativ virksomhedsledelse er på vej. Den tyske økonomiske model i efterkrigstiden (Kansler Ludwig Erhardts Rheinlands-kapitalisme) har vist sig langt bedre end den amerikanske, præget af mådehold og soliditet, og tysk industri står særdeles stærkt internationalt. Der har altid været et stærkt samspil mellem virksomhedsejerne, fagforeningerne og det politiske system uden at det svækker virksomhedernes dynamik. Det er også årsagen til, at Tyskland for over ti år siden kunne gennemføre arbejdsmarkedsreformer, så lønomkostningerne i dag ligger 30 procent under de danske, og uden at tyskerme er dårligere stillede, tværtimod. De holdt sig også fra boligprisboblen.

Vi kan også skele til vores egen udvikling. I 1800-tallet gik bønderne sammen i andelsbevægelser, hvor de drev mejerier og slagterier i fællesskab. Hver bonde havde en andel af det fælles gods og drev samtidig sin gård efter sit eget hoved, til tider med voldsomme indtægtsforskelle. Man kan sige, at fællesskabet og individualismen - socialismen og liberalismen – fungerede side om side. Det er måske lige der, at kæden er hoppet af i de seneste par årtier: Der har ikke været en tilstrækkelig erkendelse af statens rolle i f.eks. uddannelser og innovation (internettet er et eksempel), og alt for mange troede på, at finanssektoren kunne styre sig selv og ville være en god regulator for hele samfundet.

Den konservative svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, Moderaterne, taler om fairness. Han vil ikke redde virksomheder, der kører ud over kanten. Det er deres eget ansvar. Han vil ikke svække kernen i den offentlige sektor. Han reducerer den svenske gæld. Her nærmer vi os måske en løsning.

Efter årtier, hvor staten eller den offentlige sektor spillede en stor rolle, gik friheden over gevind, fordi ansvarsfølelsen forduftede. Nu er pendulet på vej mod en genopretning og forhåbentlig uden at fjerne iværksætterånden. Det minder lidt om den progressive periode i USA efter gummibaronernes guldalder – og i Europa efter Downton Abbey. I stedet for, at socialismen og liberalismen bekriger hinanden, må begge ses som nødvendige drivkræfter. I Kina satses der bevidst på værdien af begge dele – som i yin og yang. At tænke i de baner – at søge kræfternes vekselvirkning – er uvant hos os, men det bliver måske læren af Cypern-dramaet. Det bliver måske vejen ud af krisen og ind i et bedre europæisk projekt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.