Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Når vores velfærd ikke længere blot er et anliggende mellem borgeren og det offentlige

Velfærdsydelser som f.eks. operationer bliver i stigende grad leveret af private, og det skaber en række udfordringer, som dagens kronikør skriver. Foto: Liselotte Sabroe
Velfærdsydelser som f.eks. operationer bliver i stigende grad leveret af private, og det skaber en række udfordringer, som dagens kronikør skriver. Foto: Liselotte Sabroe

Alle borgere i dette land forbruger offentlige velfærdsydelser. Børn går i skole, voksne går til lægen, og ældre modtager hjemmepleje.

Vi betaler også alle til velfærdsydelser på et eller andet tidspunkt gennem livet. Ydelserne påvirker således os alle meget konkret. At ydelserne er offentlige er endvidere udtryk for en måde at indrette samfundet på, og det smitter også af på den enkeltes opfattelse af, hvordan man kan indrette sig. Ydelserne udgør et sikkerhedsnet.

Af disse grunde er det helt åbenbart, at måden de offentlige ydelser leveres på, har betydning for det enkelte menneske. Der er derfor god grund til løbende at tænke over, hvordan vi indretter samfundet i forhold til dette væsentlige emne.

Hvem der har ansvaret for, at velfærdsydelser står til rådighed for borgerne, afgøres af lovgiver. Eksempelvis bestemmes det i sundhedsloven, at regionerne er ansvarlige for, at borgerne har adgang til lægehjælp, og tilsvarende følger det af forskellige love, at kommunerne skal sikre adgang til daginstitutioner, hjemmehjælp og mange andre ydelser. Men dette ansvar betyder ikke, at det er det offentlige, som konkret skal levere ydelserne. Leverandørerne af velfærdsydelser kan udmærket være private virksomheder.

Der er ikke noget nyt i, at vores velfærdsydelser leveres af private. Tænkt blot på den primære sundhedssektor. De praktiserende læger er private virksomheder, som efter aftale med regionerne løser den opgave, regioner er pålagt. Men anvendelse af private leverandører er stigende i den forstand, at flere og flere typer af ydelser bliver leveret af private.

Der kan være flere årsager til dette. Politiske ønsker om private leverandører, forsøg på at finde bedre løsninger, eller billigere løsninger. Og i nogle tilfælde er der ganske enkelt lovkrav om, at ydelserne skal leveres af private. Men uanset hvad der konkret begrunder anvendelse af en privat leverandør, bør det – fordi ydelserne er vigtige for os alle – overvejes, hvad inddragelsen af private leverandører kan betyde.

En af de ting man bør hæfte sig ved, når private virksomheder bliver anvendt som leverandører af velfærdsydelser er, at man herved skaber et trepartsforhold.

I det som kan kaldes den traditionelle model, hvor den offentlige instans, som har ansvaret for, at ydelsen er tilgængelig for borgerne, også er den som leverer ydelsen, er der kun to parter. Borgeren som efterspørger en ydelse, og det offentlige som leverer.

Men når der anvendes en privat leverandør, kommer der en tredje aktør. Det er stadig borgerens behov, som må være i fokus, og det er også stadig den offentlige instans, lovgiver har udpeget, der har ansvaret for, at ydelsen er tilgængelig for borgeren. Men nu er det en tredje part, som faktisk leverer ydelsen direkte til borgeren. Trepartsforholdet har flere konsekvenser.

Borgere kan føle sig kørt ud til siden

Således bliver det offentlige mindre synlig. Hvor mange af os tænker f.eks. på, at det er regionen som har ansvaret, og betaler for, at vi konsulterer vores almen praktiserende læge?

En konsekvens af dette kan være mindre forståelse for, hvorfor vi skal betale (så høj) en skat til det offentlige – for hvad får vi egentlig for pengene? En anden konsekvens kan blive, at den borger, som modtager en ydelse, bliver mindre opmærksom på, at det faktisk er en offentlig ydelse, med de rettigheder der er knyttet til dette f.eks. i form af særlige retsregler og kvalitetskrav, og at borgeren ikke er opmærksom på, at der ved utilfredshed med det leverede er mulighed for at rette henvendelse til den offentlige instans, som har ansvaret for at ydelsen er tilgængelig.

At borgerne kan få den opfattelse understøttes desværre af de sager, der fra tid til anden opleves i medierne, når den private leverance ikke lever op til det forventede, og der i den anledning udspiller sig et næsten rituelt spil, hvor politikere fra den ansvarlige offentlige instans lægger skylden på leverandøren, som på sin side hævder, at der er leveret det, som følger af kontrakten med den offentlige instans. Som tredjepart – og den som burde være i centrum – kan borgeren nok føle sig kørt lidt ud på et sidespor i sådan et opgør.

Men den offentlige instans kan ikke, ved at udlicitere leverancen til private, fralægge sig ansvaret for, at ydelsen bliver leveret, og det i rette kvalitet. Derfor bør den offentlige part, når der skrives kontrakt med en privat leverandør, sikre sig tilstrækkelige midler til at kunne garantere, at borgerne får den ydelse, de har krav på.

I tilknytning til det offentliges behov for at sikre ydelsernes kvalitet bør det også bemærkes, at overflytningen til privat varetagelse kan lede til, at det offentlige taber kontrol med leverancen. Tabet er en naturlig følge af, at der med den private leverandør kommer et led ind mellem den ansvarlige offentlige instans og den præsterede ydelse. Der kan tænkes forskellige konsekvenser af dette, blandt andet mindre styring af hvilken kvalitet ydelserne har, og hvilke forhold de præsteres under. Det kan eksempelvis umiddelbart blive vanskeligere for regionen at sikre sig, at responstiden ved ambulancekørsel er, som regionen ønsker.

Borgere kan komme i klemme

Juraen kan bruges til at sikre den offentlige instans mod det umiddelbare tab af kontrol.

Det kan ske ved en toleddet proces, som starter med, at der fra offentlig side er opmærksomhed på problemet, og dernæst udarbejdelse af gode bestemmelser i de kontrakter, som regulerer forholdet mellem den offentlige instans og den private leverandør.

Her er det selvfølgelig centralt, at den offentlige instans står som pennefører på kontrakten. Men der er grund til at nævne, at krav i kontrakten, som skal give den offentlige instans kontrol med den privates leverancer, typisk koster noget.

Skal ambulancefirmaet indberette om responstider, medgår der tid til dette, og det vil leverandører naturligvis tage sig betalt for på den ene eller den anden måde. Der må derfor ske en afvejning af behovet for at kunne styre opgaverne som hidtil over for prisen. Dette aspekt overses vist ofte, i hvert tilfælde i den offentlige debat, når man diskuterer, om ydelserne er de samme før og efter udlicitering. Den velfærdsydelse, borgeren modtager, kan sagtens være den samme, og måske bedre til samme pris, men det kan tænkes, at det offentlige som ansvarlig får en ringere position i forhold til at styre kvaliteten af konkrete velfærdsydelser, men også i forhold til mulighederne for på længere sigt at planlægge den offentlige sektors tilbud til borgerne.

Som et andet, men meget centralt aspekt knyttet til private leverancer af velfærdsydelser skal nævnes risikoen for forsyningssvigt. Hvor ydelser leveres af det offentlige, kan forsyningen også svigte, eksempelvis ved strejker. Men ved privat leverance er denne risiko noget større, fordi introduktionen af markedet i forbindelse med velfærdsydelser ikke kun giver markedets fordele, men også dets ulemper, herunder muligheden for at en leverandør går konkurs. At det sker hos leverandører af velfærdsydelser, er der talrige eksempler på. Markant, men ikke eksklusivt, i de senere år er konkurser blandt leverandører af hjemmehjælp og -pleje.

Hver gang det sker, er der borgere, som oplever svigt i leverancen af de ydelser, som den offentlige instans, konkurs eller ej, er forpligtet til at sikre adgang til. Og betydelig vigtigere end denne juridiske vinkel er det, at der ofte er tale om svigt i leveringen af ydelser, som borgerne har et ganske presserende behov for.

Også i forhold til forsyningssikkerheden bør juraen anvendes aktivt. Det gør de offentlige instanser uden tvivl også, men de seneste års eksempler viser, at det ikke i alle tilfælde lykkes at indrette den private leverance af velfærdsydelser på en måde, som sikrer mod tab af offentlige penge og borgernes velfærd. Det er forståeligt, at det er sådan, for det er vanskeligt at dæmme op for konsekvenser af en konkurs, og selv den bedste kontrakt kan ikke sikre mod alle vanskeligheder. Det hører med, når man gør leverancer af velfærdsydelser til et marked, og det forhold bør derfor også indgå i drøftelser af, hvordan velfærdsydelserne skal leveres.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.