Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Når væksten rammer os i nakken

De store fisk æder de små. Sådan lyder mekanismen bag vækst, som har skaffet os kolossale fremskridt. Men også på nogle områder gjort os til et fattigere samfund.

Modelfoto: Scanpix
Modelfoto: Scanpix

Da jeg var ung, hvilket er længe siden, sagde man, at man voksede med opgaven. Opgaven var med andre ord givet, men ved at arbejde med den, kunne man vokse i evner, i indsigt, i viden, i praktisk kunnen. Af samme grund var modenhed og erfaring efterspurgt.

Formel uddannelse var vigtig, men var man dygtig til sit arbejde, kunne man avancere, og det var under alle omstændigheder almindeligt, at man blev på samme arbejdsplads i mange år.

I dag er det ikke mennesket, der løser opgaven, men opgaven, der vælger mennesket. Eller rettere, det er opgaven, der dikterer, hvem der skal løse den.

Formel uddannelse er udgangspunktet. Uddannelse, uddannelse, uddannelse, som tidens mantra lyder. Men man skal også være kreativ, omstillingsparat, fleksibel, innovativ, projektorienteret, empatisk, resultatorienteret, fremtidsparat, og hvad det ellers hedder alt sammen.

Når arbejdet er gjort, kan man gå, for man er kun ansat til at løse denne ene opgave. Man må derfor straks videre til det næste projekt. Og det næste. Og det næste igen. Projektansættelse kaldes det.

Mellem projekterne skal man, ikke ulig maskiner, hele tiden opdateres og opkvalificeres, og allerhelst skal man gennem deltagelse i et eller flere af tidens ufatteligt store udbud af (mere eller mindre seriøse) lederkurser demonstrere, at man har ambitioner om at blive projektleder, hvis man da ikke allerede er leder og ønsker at blive endnu mere leder.

Man kalder det sin karriere, og for nogle er det i hvert fald til en vis grad muligt at styre forløbet. Så kaldes det karriereplanlægning. Men projektmedarbejdere er og bliver en moderne form for daglejere.

Det handler alt sammen om at “vækste” - et af tidens gyselige modeord. Eller sagt mere direkte: Man skal bidrage til væksten. Gør man ikke det, er det ud, så man kan blive erstattet af et bedre og mere effektivt tandhjul i maskineriet.

At »vækste« handler nemlig ikke kun om vækst, men om mere vækst. Vækst, vækst, vækst.

Spørgsmålet er bare, om vi aner, hvor vi kommer hen med al den vækst. Har vi overhovedet styr på, hvad der foregår, og skal vi (blive ved at) leve med bivirkningerne i det omfang, vi overhovedet vil se, at de er resultater af væksten.

Alle, der kan kigge bagud på historien (hvad færre og færre desværre kan, men det er en anden sag - eller er det?) kan se, hvad vi kom fra, og hvor meget bedre, vi har det nu. Uden vækst var vi ikke nået dertil, hvor vi er i dag, og tak for det.

Og verden »vækster« videre. Til gavn for alle, siges det. Det sidste er nu mindre indlysende.

En stadigt snævrere kreds af lande, selskaber og enkeltpersoner samler en stadigt større del af verdens samlede rigdom hos sig, mens svælget mellem dem og resten af verden, dvs. uligheden i verden, vokser og vokser.

Også her i landet, hvor en beskeden kreds af mennesker og familier samler stadigt større formuer, mens resten af befolkningen stort set står stille. Og de, der har mest, klumper sig sammen i særlige ghettoer, hvor det begynder at knibe med at skaffe folk til almindelige lønmodtagerjobs – skolelærere, sygeplejersker og den slags – fordi de ikke har råd til at bo i velhaverghettoerne.

Modsat ude i Udkantsdanmark, hvor jeg nu har boet i snart 35 år. Herude bliver der længere og længere mellem folk med lange uddannelser og høje indkomster.

Jeg har aldrig begrebet, hvorfor det skal være sådan, at de store fisk nærmest automatisk æder de små. Når et firma eller et selskab, stort eller lille, er blevet tilstrækkelig kapitalstærkt, er det så sikkert som amen i kirken, at det begynder at »vækste« gennem overtagelser og opkøb i branchen.

Globalt beherskes ølmarkedet f.eks. af blot fire enorme bryggerisammenslutninger, der gennem nye opkøb og fusioner slås om hinandens markedsandele og i sidste ende om verdensherredømmet på markedet, mens en femte, stakåndet spiller, Carlsberg, der også er resultatet af talløse fusioner og opkøb, kæmper for ikke at blive tabt helt af feltet.

Kosmetikmarkedet beherskes efter sigende af syv giganter under dække af hundredevis af navne. Og er der andre tilbage end Boeing og Airbus, som producerer store passagerfly?

For slet ikke at tale om den voldsomt ekspanderende computer-, internet- og telekommunikationsbranche. Er det mon en tilfældighed, at konkurrencemyndighederne i USA og Europa fører kolossale retssager imod giganterne i netop den branche for misbrug af deres monopollignende status?

Og her i landet? Hvordan var det nu lige, at Arla blev til det, det er i dag? Og Danish Crown? Skete det ikke også ved bl.a. at »vækste« og blive ved med at »vækste« gennem fusioner og opkøb?

Det er de samme fem-seks kæder, der handler med stort set de samme dagligvarer over hele landet. Vis mig det butikscenter eller den gågade i Danmark, hvor der ikke er en Matas, en Kop & Kande og en Bog & Idé.

Selvfølgelig er der plads til forskellighed og nye initiativer i nicherne. Så længe dét varer. Som nu Meyers og Løgismose, der hver især skabte noget nyt på fødevareområdet. Nu er de opkøbt af en kapitalfond og lagt sammen til koncernen Løgismose Meyers, og lur mig, om ikke den en skønne dag bliver solgt videre til en af de helt store i branchen.

Landbruget har gennem de seneste årtier »vækstet« ved, at titusinder af landbrugsbedrifter er blevet lagt sammen til nogle få tusinde kæmpeejendomme, så det danske kulturlandskab i stigende grad består af kolossale, biologiske ørkener af monokulturer stort set uden dyre- og planteliv.

Og turisterhvervet og kystkommunerne presser på for at få lov til at »vækste« videre ude langs kysterne.

Da jeg begyndte i skolen i 1944, lærte vi, at der var to milliarder mennesker på Jorden. I dag er der syv en halv milliarder. Det kan man da kalde en vækst, der vil noget, men har vi styr på den?

Ikke desto mindre falder antallet af de allerfattigste på kloden, og færre mennesker sulter nu end for år tilbage. Det er ubetinget godt for både dem og os.

Det er sket takket være en voldsom vækst i fødevareproduktionen, men hvor opmærksomme er vi på sammenhængen mellem det opnåede gode og prisen for det? At de tropiske skove f.eks. ryddes i hastigt tempo for at skaffe mere landbrugsjord, bl.a. til produktion af soyabønner (til dyrefoder) og palmeolie (til industriproduktion af underlødige fødevarer).

Den menneskeskabte del af klimaændringerne kan vi takke de sidste halvandet hundrede års jagt på vækst i industriproduktionen for, og mens vi famler rundt efter brugbare løsninger, opdager vi, at verdenshavene er ved at fyldes af mikroplastik.

Det er endda kun, hvad der sker i vores omgivelser. Lige nu »vækstes« der uhæmmet på det digitale område. Uden at vi aner, hvordan det vil ændre forholdet imellem os som mennesker og som samfund.

For slet ikke at tale om, hvordan der »vækstes« på det biomedicinske felt, hvor der arbejdes målbevidst på at gøre os smukkere, sundere, klogere, mere ydedygtige og udholdende. Igen uden at vi aner, hvilket menneske og hvilken menneskehed, der kommer ud af det.

Alle samfund har, uanset politisk, økonomisk og ideologisk ståsted, haft ét tilfælles inden for det seneste par hundrede år: De har alle ønsket vækst og arbejdet for det.

Som partiløs borgerlig kan jeg konstatere, at de mere eller mindre demokratiske, liberale og kapitalistiske samfund ubestridt har været de mest succesrige indtil nu.

Alle eksperimenter med en eller anden form for fascisme, socialisme og/eller kommunisme – eller for den sags skyld de primitiveste diktaturer – er enten endt i ufrihed eller kaos og sammenbrud, og jeg har heller ingen tillid til fælles regndans og mere varmluft til vindmøllerne a la Alternativet.

Fra alle sider lyder det, at svaret på problemerne er, at vi skal have mere vækst. Også herhjemme, hvor vi har ladet velfærdssamfundet »vækste« i en sådan grad, at vi ikke længere har råd til det (hvad endnu kun få tør sige højt).

Men hvad så? Hvad nu, hvis den eneste løsning, vi kender, ikke bare forstærker problemet, men samtidig er selve problemet?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.