Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Når Riget fattes penge

Væksten i dansk økonomi er ikke prangende. Faktisk er vi rutsjet nedad blandt OECD-landene og ligger for tiden på en yderst beskeden placering. Så meget desto vigtigere er det, at der tages tiltag, som kan understøtte investeringer, jobskabelse og dermed væksten.

Arkivfoto: Nikolai Linares/Scanpix
Arkivfoto: Nikolai Linares/Scanpix

Når man følger den offentlige debat, er det mit indtryk, at der er brug for en forventningsafstemning til dansk økonomis formåen i de kommende år. Der er dem, som har et umætteligt krav på øgede offentlige udgifter, og for hvem det er utænkeligt at tilpasse nogle af de nuværende velfærdsydelser. Har man én gang indført en udgiftskrævende ydelse, så er den evigtgyldig, må man næsten forstå. Og så er der dem, som har ønsker om at sænke skatter og afgifter ganske markant ud fra en betragtning om, at det vil sætte gang i jobskabelsen og dermed væksten i økonomien.

Jeg deler fuldt ud det rationale, at vi skal have drevet skatter og afgifter ned. Det bliver derved lettere at investere og skabe nye jobs i Danmark i stedet for, som vi i disse år desværre i alt for stort omfang har set, en eksport af danske arbejdspladser til bl.a. Tyskland, Sverige og Polen. Men skatte- og afgiftslettelser kræver også en finansiering, indtil væksten og arbejdspladserne ad åre øger indtægterne til samfundet.

Der har for nylig i medierne været bragt en debat, hvor det blev påstået, at der skulle være et økonomiske råderum på hele 42 mia. kr. frem mod 2025, som politikerne kunne spendere efter forgodtbefindende. Tallet fremkom ved en mekanisk beregning, hvor de offentlige udgifter holdes i ro i perioden. Det kan man i teorien også gøre, men så mangler der blot svar på, hvordan der skal komme penge til de stigende udgifter, som vil følge af det faktum, at vi bliver flere og flere ældre? Det vil kræve flere udgifter til pensioner, ældrepleje etc. Det såkaldte demografiske træk vil således betyde, at finanspolitikken skal strammes betydeligt blot for at holde de offentlige udgifter på det nuværende niveau. Desuden må man forvente, at der på sundhedsområdet fortsat vil være et udgiftspres både som følge af nye og dyre behandlingsmetoder samt som følge af befolkningsudviklingen og generelt stigende forventninger.

Stigende regninger er som bekendt lettere at håndtere, hvis indtægterne følger med. Men Danmark er i disse år udfordret af flere faktorer, der presser indtægterne. Den historisk lave oliepris har stor betydning for de indtægter, som staten får fra produktionen i Nordsøen. Den aktuelle pris giver anledning til en nedgang i indtjeningen fra produktionen. Jeg har noteret mig, at operatørerne i Nordsøen har meldt ud, at produktionsniveauet kan blive tilpasset i nedadgående retning, hvis ikke priserne på olie og gas retter sig, eller produktionsbetingelserne forbedres.

Derudover er det ingen hemmelighed, at Skat står med meget store udfordringer. Inddrivelsen har ikke været optimal i de senere år. Flere eksotiske sager om potentiel skatteunddragelse i milliardklassen har i den senere tid været rullet op. Både de såkaldte Panama Papers samt diverse udbytteskattesager har vist, at vi er oppe mod voldsomme og ekstreme kræfter, som går meget langt for at undgå at betale skat til fællesskabet efter de gældende regler. Dertil kommer, at vi har et ejendomsvurderingssystem, som skal reetableres, før vi kan være sikre på, at boligejerne betaler den rette skat. Også det koster penge. Mange penge.

Mange har ellers spejdet efter det ventede økonomiske opsving, som kunne være med til at betale regningerne og kompensere for de lave olieindtægter. Den tidligere økonomiminister Morten Østergaard (R) tog endda glæderne på forskud ved få dage før udskrivelsen af folketingsvalget i 2015 frejdigt at erklære Danmark ude af krisen. Desværre må vi konstatere, at den tidligere regering også på det punkt var for optimistisk.

Væksten i dansk økonomi er ikke prangende. Faktisk er vi rutsjet nedad blandt OECD-landene og ligger for tiden på en yderst beskeden placering. Så meget desto vigtigere er det, at der tages tiltag, som kan understøtte investeringer, jobskabelse og dermed væksten. Det blev også understreget af Dansk Industri i Berlingske 11. april, hvor direktør Karsten Dybvad understregede, at uden omfattende reformer på skatte- og arbejdsmarkedsområderne vil det ikke være muligt for erhvervslivet at skabe den nødvendige vækst. Som en faktuel konstatering vil den økonomiske vækst alt andet lige ikke kunne forventes at generere nye indtægter, som kan betale de stigende udgifter, uden at vi politisk træder til.

Den tidligere regering gjorde det heller ikke lettere ved at efterlade en stribe af ubetalte regninger, som Venstre-regeringen nu må håndtere. Ikke mindst penge til Togfonden, som blev lanceret for hele 28,5 mia. kr., har vist sig ikke at være til stede i virkelighedens verden. Kun ved at lave den såkaldte »pensionsfinte« ved at tilbyde danskerne en lidt lavere skattebetaling på kapitalpensionen her og nu, kunne SR-regeringen lige akkurat holde skindet på næsen. SR-regeringen hentede således ikke mindre end 121 mia. kr. ind i skattebetalinger. Det var indtægter til statskassen, som rettelig først skulle have været kommet på det tidspunkt, hvor pensionerne blev trukket ud – og hvor statskassen dermed vil have brug for pengene til folkepensioner, ældrepleje etc. De penge mangler nu til kommende generationer.

Oven i disse økonomiske udfordringer er Danmark som mange andre europæiske lande udfordret af den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig. Vi har allerede modtaget mange asylansøgere. Selv om antallet helt aktuelt er faldende, vil selv de mennesker, der allerede er kommet her til landet, få en stor betydning for udgifterne, når de, som opnår flygtningestatus, skal integreres. Dertil kommer de tusindvis af mennesker, som i de nærmeste år vil komme som følge af familiesammenføringer. Med en gennem årtier fejlslagen integrationsindsats skal der nærmest et mindre mirakel til, hvis disse mennesker kommer til at bidrage positivt til samfundsøkonomien. Set isoleret fra et økonomisk synspunkt har regeringens opstramninger på udlændingeområdet betydet en massiv besparelse i forhold til de udgifter, som vi skulle have håndteret, hvis venstrefløjens ønske om en mere lempelig udlændingepolitik fortsat havde stået til troende. Ikke desto mindre er vi stadig presset økonomisk som følge af flygtningestrømmen.

Med andre ord: Udgifterne er stigende og indtægterne faldende.

Vi er derfor nødt til at tage bestik af disse forhold, når vi planlægger kommende økonomiske udspil. Derfor vil regeringen til sommer komme med en 2025-plan, der vil give et bud på, hvordan økonomien kan se ud for de kommende år. Det vil vel at mærke ikke blot være en mekanisk fremskrivning af økonomien. Det vil også være et bud på regeringens ambition i forhold til at frigive ressourcer gennem forskellige reformer af vores velfærdssamfund, hvor i princippet alle områder er i spil.

Noget er vigtigere end andet. Derfor bliver vi nødt til at prioritere benhårdt overalt i den offentlige sektor. Det kan godt være spændende med et nyt kulturhus, men hvis samtidig skolen trænger til en renovering, eller hvis en ny vej kunne skabe nye jobs, bliver vi nødt til at vurdere, hvad vi helst vil bruge midlerne på. Og vi skal se den offentlige sektor under ét i stedet for at tænke i de sædvanlige kasser mellem stat, regioner og kommuner.

Regeringen har sat en reformdagsorden, hvor vi vil prioritere initiativer, der kan skubbe gang i væksten. Vi gør f.eks. forskellen mellem at arbejde og ikke-arbejde større. Vi vil gøre det mere attraktivt for virksomheder at etablere sig og udbygge i Danmark. Ikke for virksomhedernes skyld, men for de mennesker, som kan komme i arbejde. Og for de indtægter, det fører med sig, som er grundlaget for, at vi også i fremtiden kan betale for gode fælles kernevelfærdsydelser.

Vi må indstille os på, at Riget fattes penge. Derfor skal vi prioritere og reformere – også på områder, hvor det kan gøre ondt. Men vi vil ikke lade stå til og bilde befolkningen ind, at man kan få det hele for det halve. Vi vil ikke skabe pensionsfinter eller andre krumspring for at maskere en dårlig økonomi. Vi vil gøre det nødvendige, og vi håber, at et flertal i Folketinget sammen med Venstre vil være med.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.