Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Når måltavlen passer sig selv

Det handler ikke om at opnå resultater, men om at skabe dem. I sportens verden bliver varig succes skabt gennem en hård, næstekærlig ledelse, hvor man arbejder lige så meget med mennesket som med spilleren. Den metode kan også benyttes uden for de hvide streger på banen.

Af Thomas Frank, cheftræner i Brøndby IF, Kasper Hjulmand, cheftræner i Bundesligaklubben Mainz 05, Mikael Trolle, landstræner og elitechef i Dansk Volleyball Forbund og Peter Brüchmann, digital chef, TV 2

»The Score Takes Care of Itself«. Sådan lyder titlen på en bog om den amerikanske football-coach, Bill Walsh. Sådan var hans filosofi. Han forvandlede i 80erne San Francisco 49’ers fra det, medierne kaldte ’verdens værste fodboldhold’ til at blive et af sportens største dynastier med hele fem Super Bowls på 14 år. Fra det værste hold til det bedste. Bill Walsh leverede dermed en af de mest definerende og inspirerende ledelsespræstationer i sportens historie. Så næppe overraskende, at der er skrevet mange bøger om præstationen dengang i San Francisco. Men hvordan kan man tale om at lade resultattavlen passe sig selv, når man netop skaber de største resultater? Hvad kan vi lære af Bill Walsh? Og hvad kan vi lære af en verden, hvor vinderen normalt altid har ret og hvor sort er meget sort og hvidter meget hvidt?

Når Berlingske i den aktuelle serie, De bredeste skuldre, sætter fokus på Danmarks talenter og det, der skal bære vores fælles fremtid, er det værd at kigge på forholdet mellem resultater og præstation. I Danmark anno 2014 taler vi meget om »konkurrenceevne«. Vi måler os direkte på resultater i enhver henseende. Læser vores skolebørn bedre end eleverne i Ungarn og Irland? Hvor meget dyrere er slagteriarbejdernes timeløn i Danmark? Og får vi flere medaljer til OL end Norge og Finland? Det er bestemt heller ikke uden betydning. Resultatet vil altid sige meget. Men hvor dygtige er vi til at forbedre os – fra præstation til præstation? Hvor dygtige er vi til at folde vores talenter ud – hvad enten de hedder Kevin Magnussen fra Formel 1 eller Pia og Said fra IT-universitetet? Kommer vores stjerner langt nok op på himlen? Hvor ofte har vi ikke rundt omkring hørt en chefgruppe sige, at vores medarbejdere ikke er dygtige nok. Eller en træner antyde, at han jo ikke kan sparke bolden ind for sine spillere – underforstået de er heller ikke dygtige nok. Men er ansvaret ikke netop lederens. Har vi ikke de medarbejdere, vi fortjener. Og som vi har formået at udvikle gennem vores ledelse. Sat på spidsen: Er der i virkeligheden slet ikke tale om et problem med vores konkurrenceevne i Danmark, men et problem med vores ledelse? Har vi for meget management og måltal og for lidt præstationsledelse?

Bill Walsh tabte 14 kampe og vandt 2 i sin første sæson. Nøjagtig det samme dårlige resultat som sæsonen, før han kom. Men Walsh var i gang med at indføre sine »Standards of Performance«, som handlede om værdier og adfærd. Han var i færd med at forbedre hver eneste lille tandhjul i en stor organisation. Fra spillere og spillestil over kontorpersonale og salgsorganisation til adfærd og værdier. Han var i fuld gang med at forbedre præstationen, men resultaterne var ikke ankommet endnu. To år senere vandt San Francisco 49ers Super Bowl første gang. Det handler om præstationsledelse. At glemme resultatet og fokusere på præstationen. Vejen går gennem at løfte individerne, at folde talentets potentiale ud til det maksimale og at få teamet til at fungere.

»Walsh lærte os spillere at stræbe efter at nå det perfekte, at tage vores præstationer til det næste niveau og det næste og det næste. Stedet, som du måske drømte om at nå, men som du ikke selv troede, du kunne nå,« som en af NFL-historiens største quarterbacks, Joe Montana, sagde om sin nu afdøde chef.

Når man ser på den røde tråd fra Bill Walsh og andre store historiske trænere til nutidens Pep Guardiola, Jürgen Klopp eller Louis van Gaal, så handler det ofte om den ekstreme, faglige vision – måden, vi udøver vores sport på – til en lige så ekstrem individuel tilgang til at lede det enkelte menneske. Aldrig kun den ene af delene. Høj faglighed og en ledelse, der handler lige så meget om mennesket som om spilleren. Præstationsledelse, når det bliver udøvet til perfektion, når helt ned til den inderste motivation og de mest dybtliggende værdier hos den enkelte spiller og den enkelte medarbejder og tager denne til niveauer, vedkommende næppe selv havde troet på. Ofte i en hård, næstekærlig ledelse, men med stor respekt for mennesket og stor kompleksitet i at lede den enkelte i teamet. Og det interessante, når man skal lære af sportens verden, er den transparens, som ledelsen ofte udøves med. En evaluering kan foregå i fuld offentlighed og fungerer altid bedst med stor autenticitet. Det handler om at forbedre hvert del-element i præstationen hver eneste dag. At lære. At udvikle kompetencer og mennesker. At skabe karakterer – ikke at være det. At gøre det hver dag. Og gøre det længe nok. Det er derfor, man siger, at det ikke handler om at opnå resultater, men om at skabe dem. Varig succes i sportens organisationer som hos Alex Ferguson, Guardiola, Vince Lombardi og Phil Jackson handler om at skabe en kultur, hvor mennesker udvikles hver dag. Hvor kultur og værdier til sidst bærer sig selv videre. Og hvor ledelsen har maksimalt fokus på individet. Det er her, man taler om at gøre hverdagen til et mesterværk eller som nogle af os siger: Guldet skabes og vindes i hverdagen.

Og her kommer vi så ind til dér, hvor man skal kigge på både ledelsen og medarbejdersiden i Danmark. Og hvor vi måske skal udfordre os selv lidt mere. I vores verden hedder det ofte »vi var bare ikke klar« eller »vi må bare ud på træningsbanen igen og se at komme videre«. En typisk dansk spillerreaktion efter en skuffelse på sportsbanen. En statisk konstatering. Lidt virren med hovedet og så videre – til næste nederlag. Hvor er refleksionen? Viljen og evnen til at lære og til at komme videre? Alle vores discipliner og idrætsgrene er ’a game of mistakes’, som vi siger. Fejl afgør kampe. Men den, der ikke lærer af sine fejl, kommer aldrig til tops. Vi har i flere år kunnet se f.eks. hollandske fodboldspillere være i stand til at analysere deres egne kampe på ekstremt højt niveau i selv meget ung alder. Danske spillere stod længe bare og mumlede »vi var ikke klar«. Der er sket meget. En god udvikling er i gang. Ledersiden og spillersiden er på vej i dansk idræt. Men vi kan og skal som samfund være mere ambitiøse, hvis Danmark for alvor skal lære at præstere. Vi skal turde stille krav i selv ung alder. Og her taler vi ikke om at pace otte-årige fodboldspillere eller sætte latin på skemaet i 1.B, men om tro på potentialet, presse op imod det i en næstekærlig, individuel ledelse. Såvel i bold som i business.

Kun ved at fokusere på præstationerne, evnen til at lære og udvikle og ved at komme langt nok ned i arbejdet med værdier og den motivation, der driver mennesker, kan vi lære at præstere. Så kommer resultaterne også af sig selv – og vi kan lade måltavlen passe sig selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.