Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Når krigen flytter ind i familien

Cirka 1.000 veteraner og pårørende henvender sig hvert år til Veterancentrets Militærpsykologiske Afdeling for at tale med en psykolog og eventuelt indlede en psykoterapeutisk behandling. Dette tal indikerer, at mange har brug for – og modet til at bede om – professionel hjælp.

Julie-Astrid Galsgaard, Militærpsykolog ved Forsvarets Veterancenter
Julie-Astrid Galsgaard, Militærpsykolog ved Forsvarets Veterancenter

Danmark har siden 1992 udsendt godt 31.000 soldater til international krigsmission. Dermed også sagt, at mange danske familier har krigsdeltagelse tæt inde på livet, og at de fleste af os i en eller anden udstrækning er i berøring med krigsveteraner og deres familier. At drage i krig har en række samfundsmæssige og ofte personlige konsekvenser, særligt hvis man er i familie med en soldat.

Myndighedernes opmærksomhed har tidligere næste udelukkende har været rettet mod at tage vare på soldatens behov før, under og efter mission, men nu er der så småt ved at blive kastet lys på soldatens bagland. Springbrættet er især udenlandsk forsknings påvisning af soldaterfamiliernes ofte svære udfordringer og dermed omkostningsfulde konsekvenser for samfundet og til tider fatale følger for den enkelte familie.

Heldigvis fungerer de fleste soldaterfamilier som enhver anden dansk familie – de er stolte over deres soldats arbejde for det danske samfund, og de formår at finde et system, hvor hverdagen med børnepasning og jobs kan fungere, både når soldaten er hjemme, og når han eller hun er udsendt på international mission. Desværre oplever en stor andel af familierne også massive problemer, når krigen flytter ind.

Cirka 1.000 veteraner og pårørende henvender sig hvert år til Veterancentrets Militærpsykologiske Afdeling for at tale med en psykolog og eventuelt indlede en psykoterapeutisk behandling. Dette tal indikerer, at mange har brug for – og modet til at bede om – professionel hjælp.

Dog kunne forskere ved Veterancentret i 2013 fremlægge, at næsten ti procent af de hjemvendte soldater, som i 2009 havde været udsendt til Afghanistan med ISAF hold 7, havde udviklet symptomer på PTSD (posttraumatisk stress-syndrom) tre år efter deres hjemkomst. Et tilsvarende mønster gjorde sig gældende for udviklingen af depressionssymptomer. Videre viste godt en fjerdedel af alle soldaterne sig i årene efter udsendelsen at have et øget symptomniveau. (USPER PSYK-rapport, 2013).

Diagnosen PTSD kan stilles i forbindelse med oplevelse af en traumatisk hændelse, der indeholder en oplevet trussel om alvorlig tilskadekomst eller død, og som for den enkelte er forbundet med frygt, rædsel og hjælpeløshed. De typiske symptomer er genoplevelse af traumet, undgå̊else af tanker og følelser, der kan minde om traumet, og øget årvågenhed i form af søvnproblemer, vagtsomhed, irritabilitet og koncentrationsbesvær. PTSD griber ikke kun ind i den enkeltes liv. Et amerikansk studie fra 2009 viser, at 86 procent af de adspurgte veteraner mener, at deres PTSD er årsag til, at der er markante problemer i familie, og 79 procent af dem ønsker, at deres familie er en større del af deres PTSD-behandling (Batten et al., 2009).

Men det er ikke kun de gængse PTSD-symptomer, soldaterne oplever. Og det er ikke kun soldater med PTSD-symptomer, der har problemer.

Også mere eksistentielle temaer som sorg over tab af identitet og generel fortvivlelse er aktuelle. Herudover optræder, hvad man kalder tilpasningsvanskeligheder ofte i den første tid efter hjemkomsten – noget der kan føre veteranen ud i et misbrug af alkohol og stoffer foruden øget vold i hjemmet, brudte parforhold og familierelationer (Finley, 2011).

Som psykolog ved Veterancentret hører jeg fra tid til anden venteraner fortælle, at de føler sig ensomme og bebrejder sig selv deres misserable tilstand. Mange sidder tilbage i en tilstand af fortvivlelse over deres situation og ikke mindst deres fremtid. De har svært ved at nære tillid til andre mennesker og længes egentlig blot efter at føle sig trygge blandt deres soldaterkammerater eller være ladt alene og dermed ikke skulle forholde sig til andre mennesker, herunder deres familie.

På samme vis oplever mange af de efterladte familier, at deres ellers entydigt kærlige følelser for deres udsendte soldat bliver blandet med følelser af vrede, frygt og utryghed, hvilket bevirker, at deres ellers sikre hjemmebase bliver usikker. Der opstår konflikter mellem soldaten, partneren og eventuelle børn på grund af skuffelse over uindfriede forventninger om forståelse for hinandens situation foruden om en vis eksklusiv fortrolighed dem imellem (Sørensen i Mogensen & Olwig, 2013).

Soldaten, der har børn, kan opleve, at disse forholder sig ambivalent til ham eller hende, når soldaten vender hjem. De reagerer på utrygheden med afvisning af invitation til samvær eller med gråd eller provokation for at prøve den hjemvendte forælders trofasthed af. Forældre interviewet i Veterancentrets undersøgelse fra 2011 fortæller, at deres børn ofte bliver mor-pattet og græder før sengetid samt taler meget om død, og om far mon kommer hjem i en kiste (USPER PSYK-rapport, 2011).

Temaer som kommunikation internt i familien og håndtering af konflikter er ofte på dagsorden i terapisessionen. En Balkan-veteran, som jeg har i ugentlig terapi, forklarer i sin beskrivelse af sit forhold til sine to sønner, at »de undviger mig og tilgiver mig næsten, før jeg har nået at sige undskyld til dem, bare for at de kan slippe for mine evindelige forklaringer.« En anden veteran, som kom hjem fra Afghanistan i 2010, fortæller, at hans datter imiterer ham ved at vrænge mundvigene nedad og rynke panden som en træt og sur mand. »Det gør sgu’ ondt på en far«..

De vokse pårørende udtrykker ofte bekymring over, at deres hjemvendte soldat i mange henseende er overflødig i det huslige arbejde og opdragelse af børnene (Fredman et al., 2014). Pårørende til soldater med PTSD indretter deres handlinger, holdninger, kommunikation og omgangskreds sådan, at hverdagslivet med veteranen glider nemmest muligt. Jeg har oplevet partnere og børn, der tilsidesætter deres egne behov for at være sammen med venner og den øvrige familie eller ændrer måden, de taler på over middagsbordet – af hensyn til veteranens psykiske tilstand. Andre beskriver, at de oplever ikke at kunne genkende deres mand efter udsendelsen og derfor har svært ved at fortsætte samlivet med ham. Amerikanske studier viser imidlertid også, at partneren i langt højere grad end soldaten oplever, at soldaten er forandret med udsendelsen, og at dette er problematisk, fordi der opstår konflikter om bl.a. samvær, børneopdragelse og seksualliv. (Renshaw et, 2011). Desforuden er ægteskaber, hvor den ene part er diagnosticeret med PTSD i 1,6 gange større risiko for at ende i skilsmisse end baggrundsbefolkningen (Kessler et al., 1998).

Soldaterfamilierne oplever i mange tilfælde et pres fra såvel omgivelsernes som Forsvarets side til at agere på en bestemt måde. Mens medier, venner og øvrig familie ofte efterspørger, at soldaterfamilien tager afstand fra krigsmission, oplever soldaterfamilien, at Forsvaret forsøger at disciplinere dem til at være loyale over for Forsvaret og altid agere en stabil støtte for deres soldat. Herudover oplever flere, at deres omgivelser placerer dem i en slags offer-position, en såkaldt sølle-boks. (Sørensen i Mogensen & Olwig, 2013). Denne stigmatisering tjener kun til at modvirke udviklingen af et stærkt familiebånd knyttet sammen af stolthed over deres soldat.

Det er altså ikke kun soldaten, der drager i krig, men hele familie, der er sat i beredskab til at støtte soldaten, før han eller hun tager af sted, ringer og skriver hjem, er på orlov og kommer hjem permanent. Familien skal også være beredt til at forklare og forsvare deres soldat over for omverdenen samtidig med, at den går med frygtsomme tanker om, hvad er der er sket deres soldat i hans eller hendes fravær.

Det stigende fokus på soldaterfamilierne har ført til, at Forsvarsministeriet har bevilliget 25 millioner kroner fordelt over de næste tre år til Veterancentret. Forskningsprojekter er så småt ved at blive søsat og konkrete tiltag målrettet soldaterfamilier og særligt børn af soldater forventes at begynde i forsommeren 2015. Det danske samfund sender folk i krig og familier ud i skæbnesvangre forandringer. Det er et vilkår. Dermed også sagt, at der ligger en samfundsmæssig opgave fra såvel politikernes som befolkningens side i at støtte såvel soldaterne som deres bagland.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.