Kronikken

Når fordomme – og cyklister – udfordres

Måtte vi en dag blive begavet med politikere og beslutningstagere, der tør lade deres fordomme blive sat på prøve, når de forsøger at løse de problemer, vort samfund står over for.

Jeg havde tidligere en kollega, som, mens han stadig røg (mange) cigaretter, kunne massere enhver statistik til at vise, at rygning på ingen måde havde sundhedsskadelige effekter. Det var alt andet end rygning, der forårsagede danskernes relativt korte middellevealder. Det ændrede sig, da det endelig lykkedes hans kone at få ham til at kvitte smøgerne.

For et års tid siden stødte jeg på en hollænder af tilsyneladende samme støbning. Vi mødtes ved en fælles kollegas tiltrædelsesforelæsning på Amsterdams Universitet. Talen faldt på ligheder og forskelle mellem danskere og hollændere. På et tidspunkt fik jeg sagt, at for en dansker er det totale anarki, som hersker i den amsterdamske trafik, meget særegent.

Rødt betyder for cyklister i Amsterdam grønt. Jeg har set firsårige damer køre direkte over før rødt, selv om der stod en betjent i lyskrydset. Så godt som ingen bruger cykelhjelm, børn inklusive. Cyklister kører konsekvent imod ensretningen. Børn sidder ikke fastspændt i børnesæder, og lidt større børn står ofte i fuld højde på bagagebæreren på deres forældres cykler og holder om disses skuldre, mens de transporteres rundt i det centrale Amsterdams stærkt trafikerende gader. Og så videre. For en dansker, der er pottetrænet til at hungre efter regelret orden, virker dette anarki bizart. Og lidet trafiksikkert.

Tværtom, forsikrede min hollandske kollega emfatisk: Det er særdeles fornuftig trafikadfærd. Det giver færre ulykker – og mindre alvorlige ulykker. Og så gik han ellers i gang med, punkt for punkt, at massere statistikkerne for dermed at bevise, at det hollandske trafikanarki er fornuftigt. Når man blander den bløde og den hårde trafik, begyndte han med at hævde, er trafikanterne mere opmærksomme på hinanden, de observerer den øvrige trafik, sætter farten ned, har øjenkontakt – og dermed opstår der færre ulykker.

Jeg havde på det tidspunkt to gange arbejdet og boet i Amsterdam som gæsteprofessor og havde nydt hollændernes ganske afslappede tilgang til en række forhold, som ofte moraliseres ud i det groteske i Danmark. Uagtet at varerne udstilles i vinduernes montre i Amsterdams »Red Light District«, tager amsterdamske forældre uden tøven deres børn med på en aftenspadseretur i dette spraglede nabolag. Når jeg løber min daglige tur i Vondelpark, det indre Amsterdams største park, behøver jeg ikke selv hive penge op af lommen for at blive høj af pot; jeg skal blot indånde parkens luft, der er mættet med røg fra hundredevis af joints, som folk i alle aldre og fra alle sociale lag har tændt rundtom i parken.

Men nu var jeg målløs. At anarkiet i trafikken skulle være andet end en herlig protest mod det regelrette og velfrisere – at det ligefrem skulle være fornuftig trafikadfærd – havde aldrig strejfet mig. Jeg indrømmer, at min insisterende hollandske kollega forekom mig at være i klasse med min tidligere danske kollega. Han lignede mest af alt én, som på forhånd kendte de frelste, hippieagtige resultater, han ville frem til, og så masserede han ellers statistikkerne, til de passede.

Men samtidig var der – heldigvis – en tvivl, der nagede. Min hollandske kollega havde hævdet, at der var forskning, som understøttede hans pointer. Og at de hollandske trafikmyndigheder faktisk lyttede til forskningen. Sæt nu han havde ret, og at jeg blot afviste hans pointer, fordi min danske opdragelse havde indpodet mig fordomme om trafiksikkerhed, som forhindrede mig i at lytte til og lade mig overbevise af fornuft?

Da jeg i januar i år vendte tilbage til endnu et halvt års gæsteprofessorat i Amsterdam, besluttede jeg mig derfor for at undersøge hans påstande. Ganske rigtigt. Der er masser af eksempler på, at de trafikale myndigheder i Holland har lyttet til den type forskning, som min kollega henviste til, og tilrettelagt trafikplanlægningen derefter. Et eksempel er den nye bydel i Amsterdam, Holland Park, der har samme arkitekt som Sluseholmen i København. En betragtelig del af bebyggelsen er udlagt som en 30-kilometer zone med det, en hollandsk byplanlægger med et engelsk begreb har kaldt »shared space«, og som nu benyttes internationalt om fænomenet. Det betyder, at fodgængere, cyklister, knallert- og scooterkørere samt billister deler samme offentlige rum og derfor er nødsaget til at holde øje med hinanden.

Den bærende filosofi i »shared space« er at minimere adskillelsen af bløde og hårde trafikkanter. Herved skabes der en større grad af usikkerhed, og hvis det er uklart, hvem der har fortrinsret, reducerer billister deres fart, hvorved antallet af ulykker formindskes og bliver mindre alvorlige. (Det hjælper så givetvis også, at billister i Holland nærmest undtagelsesfrit tillægges (en del af) skylden, hvis bløde og hårde trafikanter rammer hinanden).

Flere hollanske byer har indført »shared space« i hele bydele som i Holland Park på udvalgte gadestrækninger eller -kryds (danskere, der besøger Amsterdams Centralstation, vil hurtigt indse, at de befinder sig på »shared space«, når de står midt i et kaos af cyklister og fodgængere) og undertiden tidsmæssigt begrænset, som når mange trafiklys i Amsterdam slukkes, efter at myldertrafikken er overstået.

Det med at holde øje med hinanden skal tages helt bogstaveligt. Jeg krydser dagligt på min vej til arbejde et stærkt trafikeret gadekryds uden lysregulering. Her skal mange fodgængere, cyklister, knallert- og scooterkørere, sporvogne, lastbiler og almindelige billister finde ud af at krydse gaden uden at komme i karambolage med hinanden. Første gang, man bevæger sig ud i gadekrydset, er det med hjertet oppe i halsen. Men efterhånden lærer man at få øjenkontakt med de øvrige trafikanter og aflæse deres kørselshensigter. Jeg har endnu ikke set et uheld i lyskrydset.

Det er i modsætning til København, hvor jeg normalt bor. Her drøner billister såvel som cyklister derudaf med mindst den maksimalt tilladte fart, hvis der er grønt. For når de har forkørselsret, så har de fae’me forkørselsret. Og så glemmer de at holde øje med og tage hensyn til andre, der bevæger sig rundt i trafikken.

Så var der den med cykelhjelme og særlige cykelsæder til børn. Ifølge min hollandske kollega var det også noget, en vis herre havde skabt. Når børn gives cykelhjelme på og spændes fast til cyklen, kører forældrene mindre hensynsfuldt, fordi de tror, at deres børn er beskyttet. Og så sker der mere alvorlige ulykker. Er børnene fastspændt, betyder det endvidere, at de er udsat for større risiko, når uheldet endelig er ude, for de fanges under den væltede cykel og kan ikke bevæge deres lemmer frit, som man normalt vil gøre ved et fald. Forskning skulle også have vist, at billister kører tættere på cyklister med cykelhjelme, fordi billisterne ubevidst oplever det sådan, at der ikke sker cyklisterne noget alvorligt, hvis uheldet skulle være ude.

Jeg har efterhånden overbevist mig selv om, at min hollandske kollega nok ikke kun er helt så hippieagtig frelst, som hans ydre og stædige insisteren kunne give mig anledning til at tro, da jeg først mødte ham. Han er en ægte sociolog, som fordomsfrit betragter verden og reviderer sin opfattelse af denne, når hans forskningsresultater tilsiger ham det. Selv om han var øretæveindbydende, da han ved vort første møde provokerede mit ordenshungrende danske syn på tingene, så var det en gave at møde ham: En person, som kan udfordre mine fordomme.

Måtte vi en dag blive begavet med politikere og beslutningstagere, der tør lade deres fordomme blive sat på prøve, når de forsøger at løse de problemer, vort samfund står over for.

Jeg skal dog afslutningsvis indrømme, at det endnu ikke er lykkedes min hollandske kollega at overbevise mig om det fornuftige i, at forældre lader deres rollinger stå på bagagebæreren, mens de kører rundt i det centrale Amsterdams gader!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.