Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Nåh, hej, far, du er her forresten også

Mænd råber normalt ikke op, når de føler sig kønsdiskrimineret. Men hvorfor bliver ligestillingen tilsyneladende sat ud af kraft, når det gælder retten til at være sammen med sine børn?

Modelfoto: Scanpix
Modelfoto: Scanpix

Når der tales om ligestilling i Danmark, er der sjældent nogen, der tænker på mænd. Ligestillingsdebatten i Danmark er tydeligvis kvindernes domæne. Den handler om, at kvinderne skal have de samme karrieremuligheder og det samme lønniveau som mænd. Men ligestilling gælder vel både kvinder og mænd?

Vi vil i det følgende se på et eksempel, hvor det er mænd, der kønsdiskrimineres, mens kvinderne får alle fordele: Mænds rettigheder som far efter samlivsophør eller manglen på samme. Det vil vi gøre ved at præsentere hovedresultater fra en kandidat-afhandling fra 2015, der bygger på en kombineret spørgeskema- og interview-undersøgelse.

Lovgivningen fastslår, at »børn har ret til to forældre«, også efter et samlivsophør mellem forældrene. Imidlertid er den måde, loven praktiseres på, klart til mødrenes fordel.

Når forældrenes samliv ophører, skal det afgøres, hvem der skal være henholdsvis bopæls- og samværsforælder. Afgørelsen kan enten træffes frivilligt af forældrene selv, ved Statsforvaltningens mægling eller ved en domskendelse. Kampen om at blive den primære forælder er kampen om at blive bopælsforælder, dvs. den forælder, som børnene får folkeregisteradresse hos. Den kamp vinder kvinderne i ni ud af ti tilfælde. Udover økonomiske fordele som at modtage børnepenge, boligstøtte fra staten og underholdsbidrag fra faren får kvinderne den fulde magt over børnene (og manden). Hun kan f.eks. flytte frit rundt i verden med sine børn, hvilket kan bruges som et pressionsmiddel over for faren, ligesom hun (helt eller delvis) kan nægte ham samkvem med børnene. Herudover tilbyder statslige institutioner hende hjælp og rådgivning som enlig forælder, og hun inddrages aktivt i de dagligdags beslutninger, der træffes om barnet f.eks. i forbindelse med skolegang. Den kvindelige bopælsforælder er med andre ord med statens velsignelse i fuld kontrol.

Samværsforælderen, som altså i ni af ti tilfælde er faren, får derimod ikke nogen anerkendelse eller opbakning fra staten. Han bliver tværtimod straffet ved at skulle betale til sin tidligere samleverske. Staten tilbyder ham ikke hjælp og rådgivning, og han skal selv være opsøgende for at få informationer om barnets dagligdag. Han oplever derfor at stå på sidelinjen i forhold til barnet og dets dagligdag. Ydmygelsen fuldendes af mandens retslige afmagt, som udstilles over for venner, forældre, søskende og kolleger.

Mest uretfærdigt behandlet føler samværsforælderen sig, når det drejer sig om samværet med barnet. Han har nemlig ikke per automatik ret til samvær med sit eget barn. Om end Forældreansvarsloven § 19 stk. 1 fastslår, at barnet har »ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos«, ophæves denne rettighed straks i stk. 2, der præciserer, at »den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær«. I praksis vil det sige, at fædrene skal tigge om moderens og/eller statens tilladelse til at være sammen med deres egne børn.

Hvorfor i alverden skal fædre på denne måde ydmyges i det danske velfærdssamfund anno 2015? Hvordan har de fortjent denne behandling af staten? Hvori består deres forbrydelse? Denne brutale behandling står i grel kontrast til nutidens forestillinger om den perfekte mand og far. Såkaldt »omsorgsmaskulinitet« er nemlig blevet et dominerende ideal i Danmark. Men i virkelighedens verden taber mændene som regel kampen om børnene efter samlivsophør.

Kvindernes ansvarsfølelse over for børnene er ikke nødvendigvis et biologisk træk, men nærmere en forventning i samfundet. Denne forventning medfører, at der til stadighed sås tvivl om moderne, danske mænds evner til, og reelle interesse for, omsorg. Et godt eksempel herpå er Statsforvaltningens afgørelser.

Når forældrene ved et samlivsophør ikke kan blive enige om barnets bopæl og samværsordning, tages der ofte kontakt til Statsforvaltningen i håb om hjælp fra en objektiv, tredje part. For mødre og især fædre bliver oplevelsen dog en ganske anden – en indædt, opslidende kamp for anerkendelse som forælder.

I mødet med Statsforvaltningen oplever fædre og mødre, at anerkendelsen som forælder opnås ved at udvise gode samarbejdsevner. Definitionen af »det gode samarbejde« er dog temmelig uklar. 75 procent af de fædre, der deltog i spørgeskema-undersøgelsen, oplever manglende vejledning i, hvilke kriterier de som forældre bliver bedømt ud fra.

Fordi fædre og mødre uvægerligt positionerer sig i forhold til både hinanden og Statsforvaltningen, gøres der brug af handlingsstrategier, der består i 1) som forælder at fremstå på bedst mulig vis, f.eks. ved at tage skjorte på, tildække tatoveringer og forberede sig godt (evt. også forberede løgne), 2) devaluere den anden forælders ressourcer ved at fremhæve den andens mangler, f.eks. manglende uddannelse eller job, voldelighed eller alkoholproblemer.

Disse ret destruktive handlingsstrategier, som Statsforvaltningen motiverer til, skaber endnu mere mistillid og fjendskab mellem forældrene. Det efterlader særligt fædrene med en oplevelse af, »at det værste faktisk er, at moderen til ens barn bliver den værste fjende i forhold til at vurdere, om man ikke kan tage vare på sit eget barn«, som en interviewperson formulerede det. Konsekvenserne er, at børn kommer i klemme i en krigszone mellem mor og far. Hertil kommer forældrenes oplevelse af uvished, afmagt og frustrationer, som i værste fald medfører depression, stress og sygemeldinger på arbejdet.

Oplevelsen af at blive mødt som ligeværdige forældre forekommer kun sjældent hos fædrene. 80 procent af fædrene oplever tværtimod at blive mødt af et system, hvor de mistænkeliggøres og betragtes som sekundære forældre. Oplevelsen kan opsummeres i gengivelsen af den hilsen, som en mandlig interviewperson fik af en sagsbehandler ved et møde: »Goddag mor – nåh, ja, hej far, du er her forresten også«. Kun uddannelsesniveau og jobtitel kan »forstyrre« en dom, der foregår næsten uden rettergang, og som næsten altid falder ud til morens fordel.

F.eks. udtaler en mandlig interviewperson: »Når man er to universitetsuddannede, mig med godt job og min eks uden job, men stadig med en universitetsuddannelse, så krakelerer billedet hos medarbejderne i Statsforvaltningen (…) Man tillægger folk, der er godt uddannet flere ressourcer og bedre samarbejdsevner«.

Her tager sagsbehandlingen ikke udgangspunkt i forældre, som er i sorg og bange for at miste tiden og samværet med barnet – eller i værste fald rummer problematikker som vold, misbrug, alkoholproblemer eller sindslidelser. Spørgsmålet er i første omgang: Er du mand eller kvinde? Og i anden omgang: Hvilken uddannelse og titel har du? På den måde kan afgørelserne ofte forekomme vilkårlige – ikke mindst set fra fædrenes perspektiv.

Favoriseringen af mødrene sker som sagt i fortolkningen af loven, hvor medarbejdernes vurdering af, hvem der er primær og sekundær forælder baserer sig på stereotype billeder af manden som skaffedyr i periferien af kernefamilien og kvinden som omsorgsperson i familiens midte – kønsidealer, der kan spores tilbage til tiden før 1960erne. Undersøgelsen viser som sådan en faderrolle, der bærer præg af at være degraderet til en rent økonomisk omsorgsgiver, hvor tiden, samværet og nærværet mellem far og barn ikke tillægges samme værdi som relationen mellem mor og barn. »Det er ikke til at komme til for mor,« som en interviewperson formulerer det.

Overordnet rejser undersøgelsen spørgsmålet: Har de offentlige systemer formået at følge med et faderskab og familieliv i rivende udvikling? Hvorfor bliver ligestillingen tilsyneladende sat ud af kraft, når det gælder retten til at være sammen med sine børn? Mænd råber normalt ikke op, når de føler sig kønsdiskrimineret. Men det er dog himmelråbende uretfærdigt, at staten direkte forhindrer mænd i at være aktivt deltagende i deres børns liv efter samlivsophør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.