Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Monica Ritterband: Jeg er rasende på Svinkløv Badehotel

Min mands fødselsdag stod og dirrede i horisonten. Ikke nogen rund fødselsdag, men vi har en gensidig aftale om, at alt hvad der kan fejres i dette liv skal fejres.

Jeg besluttede at overraske ham med et ophold på det kendte Svinkløv Badehotel. Hvad ville være mere romantisk at byde på end et par dage i en gammel hyggelig tidslomme? Vi havde hørt om udsigten, maden og den næsten mytiske valnøddelagkage. Vi måtte indtage det hele.

Solen skinnede denne tidlige efterårsdag og lagde sig yndefuldt omkring den gråmalede lange, gamle træbygning. De blide bølger lagde sig som flade tunger, der skyllede frem og tilbage henover sandet. Dannebrog blafrede dovent mod den insisterende blå himmel, og alt imens sad vi gæster omkring runde borde og fik gammeldags brygget kaffe og dertil lagkagen med det generøse fyld af piskefløde, nødder og chokolade og et låg af kaffeglasur. Alt åndede fred og idyl.

Senere aftensmad i den gule stue, alle gæster så ud til at være klædt om til lejligheden. Mad og vin i løsslupne mængder. Og da vi gik i seng og isatte de udleverede ørepropper – der var meget lydt – var det med fornemmelsen af, at lige det her var selve livet. Det viste sig desværre, at vi næsten ikke kunne tage mere fejl. En lille time efter rusker min mand nemlig i mig. »Her lugter brændt«.

Det er en besked, der forkorter tiden mellem sovende og vågen tilstand noget så effektivt. Og lyset var gået. Vi åbner vinduerne, og så hører vi dét, der ikke er så rart at høre, når man overnatter i et tørt træhus fra 1925, hvor der er oliebemalet træ på gulve, vægge og loft: »Det brænder!«

Så gik det stærkt, på bare tæer og ud i en fart. Først var låsen næsten ikke til at vride op, pyhh, og så i mørke hen til brandtrappen og ned på den grusede parkeringsplads, hvor gæster i meget forskellig mundering havde fundet sammen i et hjørne. Nogle kun iført badekåbe, andre i pyjamas, andre helt påklædt, men alle meget rolige, venlige og omsorgsfulde. Som om vi var en stor, men tilfældigt nykomponeret familie.

En ung mand så, at jeg stod og klaprede af kulde. Han lagde uden at spørge en dyne over mine skuldre.

Der var røg at se i hotellets fjerneste hjørne. Vi talte om, at det nok kunne klares med lidt vand og lidt hurtig og effektiv indsats. En gæst forsøgte med en brandslukker.

Alle blev reddet ud

Imens bankede andre gæster de sidste sovende op. Det forekom uvirkeligt. Men det virkelige havde heldigvis overtaget, trods alt – og det, som vi gæster hele tiden var fokuseret på, var, om alle var ude. Det var vi også, næsten.

Der sov dog stadig nogle i det lille tilhørende anneks cirka 50 meter fra den ende, hvor hotellet brændte. Vi råbte næsten i munden på hinanden til den unge værtinde, som lige var ankommet til hotellet, at hun omgående skulle sørge for at få vedkommende i annekset ud. Det skete.

Brandvæsenet, politiet og en paramediciner ankom. Endelig. En ung højgravid gæst havde slugt for meget røg. Og fik taget prøver på stedet. Hun fortalte mig senere, at barnet sparkede, og at hun var ok. Sikke en lettelse.

Politiet sagde, vi ikke måtte forlade stedet. Der gik yderligere godt en halv time, og nu havde røgen taget til, og til sidst løftede en stor og selvbevidst flamme sig hånligt op gennem taget. Ilden åd sig herefter, ubesværet, begærligt, meter for meter gennem det lange, gamle hus. Som om den ingen notits tog sig af brandmændenes indsats.

Ingen er omkommet, sagde vi gæster igen og igen til hinanden. Og jeg var opfyldt af en eneste stor følelse, lettelse, og ja, også taknemmelighed. Et ægtepar var kommet ud af deres værelse uden bilnøgler, manden kun iklædt et hvidt tæppe, udleveret af politiet, som han svingede omkring sig som en romersk toga.

Vi fik endelig lov til at køre hjem, klokken var 02.45, og ægteparret uden bilnøglerne kom med os, så vi kunne sætte dem af i Århus, hvor de boede, og vi tog morgenfærgen hjem til Sjælland. På vejen var det som om, vi næsten havde kendt parret i årevis.

Følelsen af denne nærhed med de andre gæster fortsatte, da vi om aftenen blev ringet op af et andet ægtepar. Konen havde det ikke så godt, fortalte de, og de havde behov for at tale det hele igennem. Det havde vi også.

Fra undren til vrede

Hvor var den automatiske brandalarm? Hvorfor var der ingen sprinklere, der havde sat i gang? Hvorfor var der ikke en ekstra generator, så der kunne være lys, så vi ikke i mørke skulle flygte ud af en brændende bygning med super stejle trapper?

Hvorfor var der ikke en natportier til at sørge for en organiseret evakuering? Kunne det virkelig være rigtigt, at vi gæster skulle stå for sikkerheden selv? Efter megen mad og godt med vin var vi så de bedst egnede til det? Skulle sådan et gammelt ekstremt brandbart hotel ikke have en særlig opmærksomhed omkring dets sikkerhed? Noget måtte være helt galt, var vi enige om.

I de følgende dage fulgte vi undrende udtalelserne fra det unge værtspar og formanden for hotellets fond. Han sagde blandt andet, at han ikke på noget tidspunkt havde tænkt, at der kunne opstå en brand på Svinkløv, og derudover understregede han, at Svinkløv Badehotel havde opfyldt alle lovgivningens krav på sikkerhedsområdet. Krav som er meget lempeligere fordi det var så gammelt et byggeri.

Her gik vores undren over i vrede: Hvad er det for en lovgivning, som slækker kravene til de bygninger i Danmark, som rimeligvis er de allermest brandbare og farlige? Og hvorfor i alverden har Svinkløvs værtspar og bestyrelse, som formodentlig godt ved, at gammelt træ kan brænde, ikke på eget moralsk initiativ udstyret hotellet med automatiske brandalarmer og sprinkleranlæg, som i øvrigt kunne have forhindret nedbrændingen af Svinkløv. Hvilket en ekspert indenfor brandteknologi har udtalt. Eller i det mindste sørget for en natportier?

Altså, hotellet skulle have rigeligt råd til at værne om gæsternes sikkerhed eftersom hotellet i årevis har kørt med fuldt hus. Hvad er det for en gnieragtig pengepung ikke at ville investere i gæsternes sikkerhed? Men derimod henholde sig til den laveste påbudte fællesnævner for sikkerhed.

Ingen medfølelse fra bestyrelsen

Vores vrede ulmer. Den er ikke blevet mindre af, at værtsparret eller fonden ikke har fulgt op på hvordan det egentlig er gået med os gæster.

Min mand sendte endog formanden for fonden en mail. Han kvitterede ved aldrig at svare. Besynderligt, at han ikke har haft tanke for al den skræk i livet, som branden afstedkom for os gæster. Hvoraf mange tillige mistede en masse indebrændte effekter, nogle endda uerstattelige.

Vi har hele vejen haft forståelse for, hvor enormt trist det må være for værtsparret at se deres drømmehotel brænde ned. Heldigvis får de det hele erstattet og et nyt bygges op. Men netop dén medfølelse, de har modtaget landet over, fra os gæster til statsministeren, den medfølelse har de og fonden ikke følt sig tilskyndet skulle komme videre til os, der rent faktisk kunne være blevet brændt inde. Og som skal have den oplevelse siddende i os i meget lang tid.

Jeg er vred på Svinkløv Badehotel. Jeg er oprørt over vores uforståelige og ulogiske brandlovgivning, som giver de lempeligste krav til de mest trængende og mest brandbare bygninger i Danmark. Og jeg er uforstående overfor formanden for Svinkløv Badehotels bestyrelse, som har vist sig så ligeglad med alt andet end hans eget projekt.

At netop Svinkløv som igennem årtier har markedsført sig som et hotel, der har et særligt nært og kærligt forhold til deres gæster, hvoraf størsteparten loyalt kommer igen år efter år, men udviser så stor ligegyldighed, forundrer mig. Kærligheden er åbenbart ensidig. Det eneste forsonende jeg nu har at sige om Svinkløv er, at jeg i frustration, nogle dage efter branden, satte mig for at lave deres berømte lagkage, som en slags selvterapi. Det virkede, den var super let, og ja, intet kan bringe sindet så hurtigt i ro som en god kop kaffe og et seriøst stort stykke lagkage.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.