Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Middelmådighedens målestok

Skoledebatten tog fart med DR-udsendelserne »9.z mod Kina«. Men årsagen til de danske elevers dårlige resultater findes i vores egne værdier. For det er jo os, der overalt dyrker middelmådigheden, det neutrale og ligheden. Hvis vi vil have dygtigere elever, må vi sige det højt: Det er bedre at klare sig godt end dårligt.

9.z. mod Kina er noget af det vigtigste TV, der længe er lavet. Ikke kun fordi programrækken gør det svært at komme udenom, at folkeskolen trænger til et grundigt serviceeftersyn. Men også fordi den udfordrer noget, der er så fundamentalt i det danske samfund, at vi sjældent lægger mærke til det. Programmerne sætter spørgsmålstegn ved vores forståelse af et velfungerende barn og menneske. Og hvis vi er så kritiske, kreative og fritænkende, som vi siger, vi er, så tager vi selvransagelsen på os og leder efter svarene i vores egne værdier i stedet for i verden omkring os.

Et godt udgangspunkt for denne selvransagelse er det scoreboard på bagvæggen i det kinesiske klasselokale, kameraet flere gange panorerede hen over i programmerne. Navigationsnøglen i det kinesiske skolesystem, der sort på hvidt fortæller elever, lærere og omgivelser, hvem der bliver til noget og derfor allerede er noget. Xinxin Ren Gudbjörnsson, som jeg kontaktede efter at have læst hendes fremragende kronik i Berlingske 10. maj, har nemlig fortalt mig, at kinesiske elever stort set ikke bruger tid på det sociale hierarki i klassen – af den simple grund, at det giver sig selv. Den, der ligger nummer et fagligt, er den, der ligger nummer et socialt.

Sådan kan vi vist roligt sige, at det ikke er i Danmark. Her bliver de dygtigste elever kaldt nørder, og det kræver et for en teenager temmelig usædvanligt selvværd at gøre som Julie fra 9.z i programmet og holde fast i, at det kan betale sig at lave sine ting.

Men hvordan er det så i Danmark? Når frikvartererne forvandler fodboldkampe til magtkampe om, hvem der er klassens alfahan, og pigerne konkurrerer på hår, tøj og musiksmag, så er det jo fordi, det sociale hierarki betyder noget. Og hvis det ikke er den fagligt bedste, der automatisk er den mest velfungerende og vellidte, hvem er det så? Svaret findes – fuldstændig som i Kina – i de strukturer og systemer, vi vurderer børnene udfra.

Mens man uvægerligt får et større fokus på nr. 1 end på nr. 31, når man oplister børnene i et lodret scoreboard, så er opmærksomheden i et system, der angiver børnenes resultater på en vandret akse med ’Gennemsnittet’ som den største og mest centrale kategori rettet mod gennemsnitseleven. Og når man som i de nationale tests definerer de øvrige kategorier i lyset af gennemsnittet (som hhv. under og en del under gennemsnittet og over og en del over gennemsnittet) kan man være helt sikker på, at alle, der falder uden for de 30 procent af landets elever, der ifølge Ministeriet for Børn og Undervisning udgør gennemsnittet, også falder uden for såvel lærerens som størstedelen af klassekammeraternes primære interessesfære.

Det er simpelthen ikke interessant at være blandt hverken de dårligste eller de dygtigste elever i en dansk skoleklasse. Man skal være lige midtimellem. Eller middelmådig, som man måske ville sige i Kina – hvis man da overhovedet ville placere eleverne i så firkantet opstillede kategorier. For det er nemlig en anden konsekvens af de strukturer, der ligger til grund for det danske skole- og uddannelsessystem (der som bekendt honorerer elevernes gennemsnit), og samfundet generelt (med forskellige nivelleringer af middelklassen):

Vi bilder os ind, at vi fjerner klasser og kasser, men vi kategoriserer stadig. Inddeler elever, klienter, patienter, kriminelle osv. i kategorier med passende overskrifter og tilgår dem i lyset af overskriften i stedet for som de mennesker, de er.

Danske skolelærere kan ikke håndtere de stigende krav om inklusion og differentieret undervisning, fordi de er uddannet til at håndtere gennemsnitseleven. Ham, man kan læse om i lærebøgerne, og hvis reaktioner på undervisningen svarer til de reaktioner, læreren har forberedt sig på.

Men det er et alt for stort ansvar at pålægge de 30 procent af eleverne, der udgør gennemsnittet. De skal ikke holdes ansvarlige for de 70 procent af deres klassekammerater, der ikke får det optimale ud af undervisningen, fordi de enten bliver undervist over eller under deres niveau – og det bliver de, når skolesystemet indretter sig efter gennemsnittet. Ikke direkte som i Kina, hvor den bedste elev har ansvaret for, at klassekammeraterne er rolige og laver deres opgaver, når læreren ikke er der, men indirekte i form af den faglige og sociale målestok, de – uden at vide det – sætter for klassen.

Og det er det, der er navigationsnøglen i det danske skolesystem: Det indirekte og uvisse, som i modsætning til kinesernes scoreboard er umuligt for elever, lærere og forældre at agere i forhold til.

I Kina ved Susan, at hun er den bedste, og hun ved, at det forpligter. Hun ved også, hvad hun skal gøre for at bevare sin position, nemlig arbejde hårdt. Det er på mange måder lige omvendt i Danmark, hvor gennemsnitseleven ved, at han ikke er den bedste, og derfor ikke føler sig forpligtet af fællesskabet. I stedet er han i konstant forhandling om sin position i klassen, og det er ikke hans egen indsats, der afgør, om han bevarer den, men en lang række faktorer, han ikke har indflydelse på.

Ophører han med at være gennemsnitlig – han begynder måske at interessere sig for kvantefysik, vokser hurtigere eller langsommere end de andre, får bumser tidligere, eller bliver slået ud af sin bedstemors død – kan han på få uger miste alt.

Det er en ekstrem sårbarhed, vi systematisk udsætter vores børn for, og det er langt mindre humant end at fortælle dem, hvad der skal til, for at klare sig godt og være ærlige om, hvem der klarer sig bedst.

Men det er også ekstremt dumt. For det betyder, at eleverne bruger deres tid forkert. I stedet for at gøre det bedste, de kan, og stræbe efter den mest interessante udgave af sig selv, er radaren konstant stillet ind efter den 30 procent-kasse, der alt andet lige må forventes at komme mindst originalitet ud af. Kassen, hvor det er vigtigere at kopiere de andre end at finde sine egne styrker og svagheder, og hvor man bruger al sin energi på ikke at falde ud.

Og endelig er det ekstremt symptomatisk for vores samfund. Det er nemlig ikke kineserne, der er systemstyret til at søge laveste fællesnævner og neutralisere de forskelle, der giver klasser, grupper, virksomheder og samfund kolorit.

Det er os. Vi, der hylder den gyldne middelvej i alt fra børneopdragelse til international politik – og som bilder os ind, at vi netop i kraft af vores neutralitet er i stand til at udvikle objektive og universelt gældende menneskerettigheder, styreformer og retssystemer. Vi, der mener, at frihed hænger sammen med lighed – og som har overordentlig svært ved at håndtere de mennesker og kulturer, der håndterer deres frihed anderledes end os. Vi der bruger spaltekilometer på kønsløse debatter om ligestilling – og efterhånden er fuldstændig ude af stand til at sætte pris på de fantastiske forskelle, der er mellem mænd og kvinder.

Det er os, der dyrker det neutrale, ligheden og det kønsløse. Det er vores skolesystem, der svigter 70 procent af eleverne, fordi de ikke er gennemsnitlige og middelmådige. Det er vores samfund, der amputerer os som mennesker, fordi vi i »det hele menneskes« tjeneste ikke må vise, hvad vi kan og derfor heller ikke, hvem vi er.

For jo, det hænger sammen. Og nej, vi bliver hverken dygtigere, gladere eller bedre mennesker af, at autoriterne omkring os ikke må vurdere os på det, vi kan og gør, men i stedet gør sig til herre over vores personlige og sociale udvikling.

Tværtimod.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.