Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Mette og kunsten at græde i kor

Mette Frederiksen mener som mange andre politikere – og måske for at sikre kunder i Ismejeriet S A/S – at EU har svigtet. Et er sikkert: De, som argumenterer for det svagere Europa, vil med garanti ikke få mere suverænitet, tryghed, demokrati, retssikkerhed eller bedre velfærd.

Moorten Helveg Petersen
Moorten Helveg Petersen

Formanden for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, gav Grundlovsdag sin egen version af kunsten at græde i kor, da hun medfølende fortalte danskerne, at EU har svigtet dem.

De fleste danskere kender Erling Jepsens roman, »Kunsten at græde i kor«, om drengen Allan, som støtter sin faders medrivende begravelsestaler ved at stirre så længe, at han ved at lægge hovedet på skrå kan lade en tåre løbe ud af det ene øje. Når alle græder i kor, går det for en tid bedre for faderens skrantende ismejeri, og derfor spekulerer drengen på, hvordan han kan skaffe nogle flere begravelser.

Kunsten at græde i kor om EU er blevet en flerstemmig standarddisciplin blandt politikere i Danmark. Nu syntes så også Mette Frederiksen, at det var tid at melde sig i koret.

Kort fortalt mener Mette Frederiksen, at EU har svigtet, og at fællesskabet skal nøjes med at bruge kræfter på tre ting: Udrulle 56.000 km. pigtråd og lukke grænserne til EU, bekæmpe skattesnyd og social dumping.

Det er muligt, at Frederiksens stemme i koret mestendels har til formål at bidrage til en stemning og sørge for, at ismejeriet S A/S ikke mister kunder. Det kan man ikke udelukke.

Går man sangen efter i sømmene og ser konkret på såvel noder som harmonisering, må man antage, at Frederiksen godt ved, at den rummer dels nogle falske melodiske træk rent historisk, dels nogle disharmonier grundet en række problematiske akkordsætninger. En koralharmonisering, som man typisk synger salmer efter, har strenge regler for den slags.

Socialdemokraterne indledte lørdag middag deres 2-dages kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her holder formanden Mette Frederiksen der hyldes efter sin åbningstale
Socialdemokraterne indledte lørdag middag deres 2-dages kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her holder formanden Mette Frederiksen der hyldes efter sin åbningstale

Mette Frederiksen gør så absolut ret i at adressere, at der er krise i Europa. Der er både en tryghedskrise, en legitimitetskrise og en solidarisk krise. Hvis ikke vi får løst disse tre kriser i sammenhæng, ender vi med et EU uden borgere. Uden solidaritet ingen tryghed, uden tryghed ingen legitimitet. Uden legitimitet ingen borgere. Så enkelt er det.

Udfordringen rammer imidlertid dybt nok. Derfor er der ikke nogen grund til at forenkle hverken historien eller løsningerne på kriserne.

Taler man om svigt, må det også være på sin plads at nævne, at ingen har profiteret mere af EU end alle os mellem 15 og 50 år. Vi nyder i det store hele en væsentlig velstand. Vi nyder vores rejsefrihed. Vi kan stadig flytte til Berlin eller London i morgen, hvis vi har forelsket os, vil studere eller arbejde. Vi betaler vores regninger med vores kontokort og telefoner, lige meget hvor vi er. Vi har fået menneskerettigheder, demokrati, social sikkerhed og frihed i fødselsgave. Vi lever i fred – i modsætning til vores forældre og bedsteforældre og alle de, som levede før dem. I modsætning til mange mennesker omkring os.

I Radikale Venstre medgiver vi, at der, som Mette Frederiksen anfører, er en række ting, som EU ikke behøvede at beskæftige sig med. Men vi er formentlig ikke altid enige med Socialdemokraterne om, hvad EU så faktisk skal beskæftige sig med. Såfremt vi kunne blive enige, så venter den udfordring, at det nu engang ikke er Danmark, som bestemmer det hele. Alle har ret til at kæmpe for det, de synes er vigtigt, så længe der er hjemmel i traktaten. Sådan er det med fællesskaber.

Socialdemokraterne hører i øvrigt – i den sammenhæng – til de mest reguleringsivrige politikere i Europa. Vi venter spændt på at se, om S-formandens nye linje vil ændre stemmemønsteret blandt de socialdemokratiske europaparlamentarikere. De får deres hovedbrud.

Der har i Danmark altid været bred enighed om, at skattepolitik og skattekontrol er et nationalt anliggende. Vi har ikke fælles skattebaser i EU, og vi har ikke et fælles kontrolsystem, hvorfor skattesnyd rent overnationalt alene kan bekæmpes med appel til åbenhed og informationsudveksling.

Ønsker Socialdemokraterne, at EU skal have fælles skatteregler og et fælles kontrolsystem med tilhørende sanktionsregime? Det vil i så fald være et stort skridt hen imod en skattemæssig føderation. Det kan der siges meget for og imod, men hvis ikke Mette Frederiksen er klar til at tage konsekvensen af det påståede EU-svigt, er der ikke meget substans tilbage i den udmelding.

Når det gælder social dumping, hører det med til historien, at vi i Danmark altid har insisteret på, at løn- og arbejdsforhold er et nationalt anliggende. Det skyldes, at vi har vort særlige aftalesystem og derfor bredt altid har afvist fælles lovgivning.

Det seneste eksempel så vi i maj, da netop Socialdemokraterne gik sammen med DF om at afvise EU-Kommissionens forslag om ved lov at sikre lige løn og vilkår for lige arbejde for alle de, som udstationeres og som ansættes som vikarer.

Forslagets formål var at bekæmpe løndumping og udnyttelse af vikarer som daglejere. Her valgte Socialdemokraterne forsvaret for den nationale suverænitet på bekostning af kampen mod social dumping i fællesskab. Pudsigt nok betød Socialdemokraternes afvisning, at Danmark endte i en uhellig alliance med ti østlande, som også var imod forslaget. De vil gerne kunne eksportere deres arbejdskraft billigt for at undgå arbejdsløshed i hjemlandene. Tingenes kompleksitet er større end som så.

Det hører med til historien, at intet i EU-lovgivningen forhindrer Danmark i at bekæmpe social dumping; hverken ved lov eller aftaler. Vi må bare ikke diskriminere på baggrund af nationalitet. Spørgsmålet er, om Socialdemokraterne fortsat vil stå fast på den nationale suverænitet eller lade EU bekæmpe social dumping?

Svend Auken gik i 1986 imod Det Indre Marked med den begrundelse, at fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital krævede en stærk politisk overbygning, hvis ikke magten skulle overlades til den rå kapital og tilfældighederne. Den overbygning fandtes ikke, men den har siden været under konstruktion på godt og ondt, og færdig bliver den næppe nogen sinde.

Basal tryghed kræver først og fremmest svar på, hvordan det europæiske fællesmarked kan fungere konkurrencedygtigt, sikre job og velstand og samtidig være et værn mod globaliseringens økonomiske junglelove. Frygten for tab at sit livsgrundlag ligger som en konstant – om end paradoksal – undertone, der får mennesker til at vende sig bort fra EU, fra fællesskabet og fra solidariteten. Flygtningesituationen har forstærket denne undertone til også at dække kulturel identitet.

Vi skal finde svar på det europæiske markeds muligheder som jobskaber og som værn mod det ukontrollable på samme tid. Det samme gælder for en fælles asylpolitik. Tryghed må og skal være nøgleordet for det europæiske arbejde. Vi står med flygtningestrømmen med den virkelige prøvesten for solidaritet i hånden i denne tid, mens den markedsorienterede prøvesten for tryghed og jobskabelse bliver frihandelsaftalen mellem Europa og USA.

Den udfordring skal vi søge at give svar på i fællesskab. Et er sikkert: De, som argumenterer for det svagere Europa, vil med garanti ikke få mere suverænitet, tryghed, demokrati, retssikkerhed eller bedre velfærd.

Hvis vi svækker Europa og fællesskabet, handler vi ganske enkelt imod vores egen livsstil.

Mette Frederiksen siger, at EU har svigtet sin opgave i kampen mod social dumping. Men pilen peger mod hende selv. Hun afviser – som så mange politikere – EU-løsningerne med henvisning til national suverænitet og anklager herefter EU for ikke at levere.

Det er – for at citere Svend Auken lettere omskrevet – at pisse på fællesskabet og bagefter sige, at det lugter.

Eller også handler det endnu engang blot om kunsten at græde i kor – af hensyn til ismejeriet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.