Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Mens vi venter på den næste flygtninge-storm

»Når mørket falder på, venter de i uvished, efter at aftalen med Tyrkiet er kommet i stand. For hver nat forsvinder der folk fra lejren. Og ingen ved hvor de bliver af.« Forfatteren Jens-Martin Eriksen beretter fra flygtningelejrene i Grækenland.

Flygtningedemonstration i Mytilene. Privatfoto: Jens-Martin Eriksen
Flygtningedemonstration i Mytilene. Privatfoto: Jens-Martin Eriksen

Der er stille ude i farvandet mellem Lesbos og den tyrkiske kyst lige nu. Jeg stævner ud med en båd, der patruljerer for Frontex, EUs grænseagentur. Der er afgang før daggry, og jeg sejler med indtil hen på formiddagen, uden at vi observerer nogen flygtninge.

Opgaven for båden og for de andre, der sejler i farvandet, er at patruljere og samtidig fungere som redningsbåd for dem, som kommer i havsnød. Strædet er smalt uden internationalt farvand, så arbejdet foregår på den græske side med en græsk liason-officer om bord. Man har kun tilladelse til at sejle ind i tyrkisk territorialfarvand i tilfælde af, at et fartøj er ved at synke, og mod at man straks alarmerer de tyrkiske myndigheder.

Men at have til opgave at bevogte og samtidigt redde dem, der ulovligt krydser grænsen, forekommer som en modsigelsesfyldt opgave.

Men selv om alt er stille nu, virker det på dem, jeg taler med, som om man venter på stormen af nye flygtninge, der vil komme, når vi nærmer os fristen for de tyrkiske krav om visumfri adgang til EU 1. juli for fortsat at holde flygtninge tilbage på tyrkisk territorium.

Egentlig en flagrant politisk afpresning. Præsident Erdogan har direkte udtalt, at får Tyrkiet ikke sin vilje, så lader man flygtninge fortsætte til Europa. Men der er også andre grunde til at man i Myteleni frygter at invasionen fra sommeren sidste år vil gentage sig.

Aftalen mellem EU og Tyrkiet med den omstændelige ombytning af én deporteret flygtning fra Grækenland tilbage til Tyrkiet mod én flygtning den anden vej fra Tyrkiet til Grækenland – omhyggeligt udvalgt af tyrkiske myndigheder efter uigennemskuelige prioriteter – fjernede umiddelbart incitamentet for flere flygtninge til at betale smuglere på den tyrkiske kyst for at fragte dem ud på en uvis sejlads.

Markedsprisen for overfarten var sidste år ca. 1.000 dollars for den ganske korte rejse – få kilometer eller to timers sejlads i en gummibåd, afhængig af hvor man krydser strædet.

Det er mange penge at betale for at blive sat på den tyrkiske færge, der afgår fra havnen i Myteline efterfulgt at et skib fra den britiske marine for at samle eventuelle afhoppere op på turen tilbage til Tyrkiet.

Men i og med at flere flygtninge anmoder om asyl i Grækenland – og ikke ønsker at tilkendegive, at de vil fortsætte, da dette kun betyder deportation efter nævnte aftale – så annullerer de dermed myndighedernes ret til at henvise til aftalen med Tyrkiet. Så har de ret til at få deres sag vurderet i det land, hvor de anmoder om asyl. Hvilket kun kan betyde, at flere og flere flygtninge ophober sig i Grækenland, da mange kommer fra Syrien, som der er enighed om, alle har en seriøs grund til at flygte fra.

Betjente, jeg taler med på bådene, der patruljerer, fortæller dog også, at de i den tid, de har været påmønstret, har mødt folk så forskellige steder fra som Afghanistan, de nordafrikanske lande, landene syd for Sahara samt steder så langt væk som Den Dominikanske Republik (der som bekendt ligger i Caribien). Folk kommer alle vegne fra for at tage turen til Lesbos.

Det er dog endnu en juridisk tvist, hvorvidt det er aftalen med Tyrkiet, der skal gælde eller retten til at få sin asylansøgning behandlet i Grækenland.

Hvis det sidste viser sig at blive tilfældet, vil det betyde, at incitamentet til at betale smuglere de 1.000 dollars for overfarten igen vil være til stede, og på denne måde kan man formode, at aftalen med Tyrkiet af sig selv vil blive udhulet. Denne gode nyhed for rejsernes værdi vil smuglerne hurtigt sprede for at kunne holde markedsprisen og sikre nye kunder.

En butiksindehaver oppe i byen husker tydeligt stormen af flygtninge, der kom sidste sommer. Det var flere end de 36.000 indbyggere, der bor i Mytilene. Der var mennesker overalt, i gaderne, i parkerne, i gårde og på fortove, hjemløse og forkomne. Og der lugtede fælt, da de sanitære forhold ikke var til stede til at kunne betjene dem. Der stank overalt. Det var dog ikke sådan, at det betød kriminalitet, men alligevel blev folk bange. Der var sort af mennesker overalt, selv nede på havnen.

Og naturligvis blev turisterne væk. Nu et år efter er man kun nået op på omtrent 20 procent af den almindelige omsætning for sæsonen. Men ellers virker alt normalt – for indbyggerne, selv om det er sløjt for hoteller og restauranter.

Denne stilhed skyldes aftalen med Tyrkiet. Sidste sommer ankom der 6.000 personer om dagen. Nu er flygtningene interneret i bl.a. Moria-lejren nord for byen. Jeg tager derud og møder en syrisk kvinde, der sidder og venter på, at hun og hendes to søstre og mor bliver klar til at tage til Athen. Deres papirer er gået i orden, og de vil få deres sag behandlet ovre i hovedstaden. Derefter kan de formodentlig vente på at få et tilbud om asyl i et europæisk land.

Hun er selv engelskstuderende og begyndt på en journalistuddannelse, men krigen afbrød det hele. Og hun er lettet over at kunne slippe ud af lejren. Den ligger lidt oppe i bakkerne nede fra havet, ude midt i ødet her, og er et indhegnet område på omtrent 500-600 meter på hver side. Enten er der mure eller hegn omkranset med pigtråd for oven.

Man kan som flygtning gå ind og ud hveranden dag, krydse over til marketenderiet overfor, hvor jeg møder den syriske kvinde, og sidde og vente og få en drink i skyggen.

Men ellers er der ingen andre udfoldelsesmuligheder. De fleste taler i telefon hele tiden, hvis de ikke sidder og snakker og halvsover i middagsheden. Kvinden, jeg taler med, fortæller, at trods de kummerlige forhold, lever de ikke mere i frygt, siden de er ankommet til Grækenland. Her er der ikke mere nogen, der forfølger dem, som det var tilfældet i Tyrkiet. Derovre er politiet en mafia, og afpresning og røveri er helt almindeligt over for flygtninge. De har ingen til at beskytte sig derovre.

Men alligevel er det ikke alle, der sover roligt inde i Moria-lejren. Jeg taler med en pakistank mand i 20erne, som er rejst hele vejen fra sin hjemegn i nærheden af Islamabad og her til Lesbos. Han er gift hjemme i landsbyen, og de har drøftet, at det ville være en god investering at tage til Europa. Så familien har skrabet et beløb sammen ved at rejse lån, og han er taget af sted med et par venner.

Når mørket falder på, venter de i uvished, efter at aftalen med Tyrkiet er kommet i stand. For hver nat forsvinder der folk fra lejren. Og ingen ved hvor de bliver af. Man frygter, at det er politiet, der kommer og henter dem for at deportere dem til Tyrkiet. Men der er ingen sikker viden her.

Men han tager ingen chancer mere. Der er klippet hul i hegnet omme på bagsiden af lejren og fri passage, uden at politiet griber ind. Det må være en helt forsætlig måde at håndtere uvisheden på fra vagtpersonalets side, for ødelæggelsen af indhegning er tydelig for enhver, der patruljerer.

Om natten sover pakistanerne uden for lejren i soveposer eller tæpper af frygt for at blive afhentet og sendt til Tyrkiet. Pakistanske Risvan peger ud på området under træerne ved siden af lejren, herude holder man til efter mørkets frembrud for at være i sikkerhed og kunne flygte, hvis politiet kommer for at hente nogen til deportation. Det går ud over pakistanerne, siger han, de har svært ved at få asyl. Syrene har prioritet og kommer foran i køen og kan hurtigere end alle andre forlade Lesbos på legal vis og rejse til Athen for at få deres sag behandlet.

Jeg går med en tysk politibetjent nede ved havnen. Han deltager i grænsebevogtningen ude i strædet og har været her siden vinter. Dengang var det forbandet koldt, og de samlede forkomne flygtninge op af vandet.

En dag stod han selv med en baby i armene, fortæller han. Og han forbander tyrkernes kynisme over at have sat alt dette i værk. Andre gange måtte de samle døde op af havet. Vi kigger på de gamle, udrangerede tyrkiske færger, som ligger i havnen, og som de græske myndigheder har opbragt i forbindelse med grænsepatruljeringen. Både, der har været brugt til menneskesmugling over strædet. Alle sammen med navne på tyrkiske kystbyer på den anden side.

Hvordan kan de mobiliseres til flygtningeinvasionen uden de tyrkiske myndigheders viden, spørger tyskeren. Speedbådene har billige kinesiske motorer, som ankommer i containere til Tyrkiet. Og gummibådene ligeså. De bliver overladt til flygtningene, som selv må navigere efter landkending herover til øen, så smuglerne ikke risikerer noget.

Det må staten være impliceret i eller dele af det tyrkiske statsapparat, der er korrumperet. Det er politik eller forbrydelse eller begge dele. Opbragte skibe hernede i havnen er resterne af et stykke succesrigt og kynisk tyrkisk udenrigspolitik. Han spørger sig selv, om det ikke kan defineres som en aggression med ikke-militære midler og en afpresning af os.

Alligevel kan krisen kun løses politisk eller militært ved hermetisk at lukke grænsen, for der er ingen ende på den. Fordelingsdiskussionen hjælper ingenting, for ingen ved, hvor mange der skal fordeles.

Der er endnu stille på Lesbos. Forlydender vil vide, at man skønner, at der lige nu opholder sig godt én million flygtninge på den anden side af strædet. Alle venter på stormen.

Et par dage efter taler jeg med flygtninge i parken over for banegården i Beograd, Serbien.

Sidste år var der tusinder her, nu er der nogle få hundrede, allesammen fra Afghanistan. De, jeg taler med, giver ikke udtryk for at være bekymret, når jeg fortæller, at grænsen til Ungarn er befæstet og lukket. Man kan altid kommer over om natten, får jeg at vide. For fem dage siden var de i Tyrkiet, nu er de her efter at have passeret både den græske og makedonske grænse. Serbien er et venligt og godt land, men de må videre.

Forlydender på internettet fortæller, at aktivister hjælper dem igennem grænsehegn med udlånte boltsakse. Og de dage, jeg er i Beograd, ser jeg nye ansigter hver dag over for banegården, hvor man venter på bussen nordpå. Så er endnu et par hundrede taget af sted siden i går.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.