Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Men hvad kæmper vi så for?

Vi bruger årligt fire milliarder kroner på kultur, og det svarer til kun fire promille af statsbudgettet. Det er set med klassiske konservative øjne chokerende lidt. Hvis der nu skulle være noget at slås for, som Brian Mikkelsen for nylig sagde, så kunne vi måske starte med at tredoble kulturstøtten.

Kristian Ditlev Jensen.
Kristian Ditlev Jensen.

Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri. Derfor er det så vigtigt, at alle borgere i Danmark udvikler så kreativ, åben og dannet en ånd, som overhovedet muligt.

Danmark er et lille land, stort set uden råstoffer. Og da jeg voksede op i halvfjerdserne og firserne, sagde man, at Danmarks eneste råstof var viden. Det var knowhow. Og det var kultur. Danske soldater var verdensberømte for at kunne tænke selv. I skolerne brugte man pædagogiske metoder, som folk kom rejsende helt fra Asien for at undersøge og lære. Og både dansk scenekunst, dansk malerkunst og dansk musik peakede i den tid. Man behøver bare at vende en CD med Kaj & Andrea om, for at forstå, hvad jeg taler om. Den er indspillet af tidens hotteste jazznavne. Både bassist Hugo Rasmussen, saxofonist Jesper Thilo, pianist Niels Jørgen Steen, trompetist Lars Togeby og Povl Kjøller – på ukulele – er med. Og det var vel at mærke det, man serverede for børn i 1974.

Sådan var kvaliteten i kulturen bare i en tid, hvor maleren Jens Jørgen Thorsen malede Gud med erigeret penis på en mur, så der kunne komme lidt ramasjang i religionskritikken og i den almindelige, og muligvis berettigede, forargelse.

Brian Mikkelsen: Jeg har elsket dem, så længe jeg...

Brian Mikkelsen skrev forleden – 14. december – i kronikken, at »Den danske kulturarv er fundamentet for en succesrig og åben tilgang til den hastige, skiftende globale verden, vi er en del af.« Og det er rigtigt. Det er også rigtigt, at det er en af de mest soleklare grunde til, at vi skal have gratis adgang på alle landets vigtigste museer. De skal nemlig aldrig underlægges markedsmekanismerne, men forblive egentligt statslige. Nationalmuseet er på mange måder Danmark.

Imidlertid er det afgørende, hvis fremtidige generationer skal glædes over en kulturarv, at der så også er en kultur, de kan arve. Vi er nødt til løbende at støtte det aktuelle kulturliv, der skaber alle de udtryk, som vi om mange år vil kalde for »danskhed«.

Forleden deltog Brian Mikkelsen også i Ugens Gæst på P1. Her nævnte han et stort konservativt forbillede, nemlig Winston Churchill, og Mikkelsen citerede ham for en et ægte guldkorn. Da en general foreslog, at man flyttede hele kulturbudgettet over til krigsministeriet, svarede Churchill: »Men hvad kæmper vi så for?«

Desværre tyder noget på, at Churchill aldrig har sagt ovenstående citat. Historien dukkede op i Village Voice i 2008 og er siden citeret mange steder, blandt andet også af House of Cards-»statsmanden« Kevin Spacey i en tale. Den forvanskede historie stammer muligvis fra et fejlcitat fra den dagbog, som en af Churchills nære embedsmænd, Jock Colville, førte, mens han var ansat i Downing Street nr. 10. Heri er der i hvert fald en dagbogsoptegnelse fra 1. juni 1940, hvor Colville beretter om, at en general spørger Churchill, om det ikke er på tide at sikre den britiske kongefamilie ved at sende den i landflygtighed »et sted i det Oversøiske Imperium, hvor krigen endnu kan afværges«.

Churchill svarer angiveligt: »Jeg tror, at de vil fortryde den dag, de prøver at invadere vores land. Så sådan en diskussion kan ingenlunde tillades.« Men i det samme træder Kenneth Clarke, der er direktør for The National Gallery, ind ad døren og spørger: Kunne det tænkes, at man skulle sende landets vigtigste malerier til Canada, hvor de ville være i sikkerhed?

Churchill svarer prompte: »Nej. Gem dem i huler og kældre. Vi skal nok vinde over dem.«

Dette korrektiv er på ingen måde ment som en irettesættelse af Danmarks længst siddende kulturminister. Jeg blev selv først opmærksom på vandrehistorien i forbindelse med arbejdet med denne kronik – og jeg har selv citeret den forkerte udgave af historien ivrigt. Men det tjener jo bare til at vise, at vi alle alt for let falder for den overfladiske »visdom«, der findes på internettet og i massemedierne, i stedet for at sætte os ned med en god, gammeldags bog og studere tingene ordentligt og redeligt.

Det sidste forudsætter imidlertid, at der overhovedet eksisterer en bog, man kan sætte sig ned og læse. Og i et sprogområde som det danske, er der ikke mange roman- eller fagbogsforfattere, der kan overleve uden statslig støtte – eller uden at bruge nærmest al deres tid på at skrive kronikker.

Danskerne er imidlertid på mange måder et forkælet folkefærd, der lider slemt under det dannelsestab, der griber mere og mere om sig. De fleste danskere aner ikke, hvilken kulturel rigdom, de har – eller hvorfor de har den. Derfor kan det heller ikke komme bag på nogen, at hver anden dansker – i en undersøgelse offentliggjort i Politiken 3. november 2015 – mener, at man skal skære i kulturbudgettet. Hele 51 procent af danskerne mener faktisk, at man skal bruge »færre« eller »meget færre« penge på kultur. I Politiken udlægger lektor i teatervidenskab, Stig Jarl fra Københavns Universitet, sagen sådan, at det skyldes, at kulturen »opfattes som flødeskum, ikke som rugbrød. Når det så samtidig er lykkedes politikerne at bilde befolkningen ind, at vi nærmest er på fallittens rand, er det jo klart, at folk siger, at man kan spare flødeskummet væk.«

Sandheden er, at det her drejer sig om en ren politisk prioritering. Hvad er det, vi vil have for vores penge? Hele det samlede danske statsbudget er på 1.100 milliarder kroner. Af dem bruger vi – hold fast – fire, altså 4, milliarder kroner på kultur. Man kunne også sige, at vi brugte godt tre promille af statsbudgettet på alt det, der udsiger og definerer, hvem vi som folk er.

Ifølge Danmarks Statistik får en gennemsnitsdansker cirka 150.000 kroner udbetalt per år. Hvis man overførte fordelingsnøglen i statens budget til sin egen privatøkonomi, ville det svare til, at man som dansker brugte 540 kroner hele næste år på kultur – i alt.

Se det lige for dig. Du kan maksimalt bruge en plovmand om året på bøger, på CD’er, på biografbilletter, på billetter til rockkoncerter. Men af samme beløb skal du finansiere alle de smukke huse med arkitektoniske kvaliteter, som omgiver dig. Du skal betale for Per Kirkebys tankevækkende murstensværker i hovedstadens offentlige rum og for kongestatuen på torvet i Nyborg og for den svenske kunstner Dennis Anderssons skulptur, der står i rundkørslen ved Føtex i Skive. Du skal betale for dit besøg i sommerferien på Holbæk Museums udstilling af vestsjællandsk danefæ, for alle højskolesangene, som du går og nynner, og for »Højt fra træets grønne top«, som du synger juleaften, og for Peter Langdals opsætning af »Fornuft og følelse« på Aarhus Teater, som din søn skal ind og se med sin gymnasieklasse. Man kunne også sige det på en anden måde: Det ville tage dig mere end to år at spare op til bare ét års licens. Glem Netflix, glem Spotify og glem alt om at sende din datter til obo. Og du ka oss rolig glæm al om og mester den dansk ratskrevning – for Dansk Sprognævn, som udgiver Retskrivningsordbogen, ville du slet, slet ikke have råd til. Er du forpustet? Det er godt. For organiseret sport – herunder handicapidræt – er der ingen penge til. Og hvis ikke du forstår, hvorfor noget af alt det her er vigtigt, så kommer du heller aldrig til det. Al forskning i kunst og kultur er nemlig nedlagt per dags dato.

For mig at se er det ret tydeligt, at fire milliarder af statsbudgettet ikke er særlig meget. Faktisk er det – set med klassiske konservative øjne – chokerende lidt. Og hvis der nu skulle være noget at slås for, som Brian Mikkelsen for nylig selv sagde, så kunne vi måske starte med at tredoble kulturstøtten i Danmark. Så ville vi bruge 12 milliarder om året på kultur.

Det er ikke mere end godt en procent af hele statens budget. Og bare til sammenligning, så svarer det til knap fem milliarder mindre, end Danmark for tiden giver i ulandsstøtte.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.