Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Måske kan vi i Danmark alligevel lære noget af islam

Uden islam var de konverterede kvinder sikkert endt som kriminelle, stofmisbrugere, prostituerede eller »blot« frustrerede underklasse-danskere.

Henrik Day Poulsen.
Henrik Day Poulsen.

Islam er utvivlsomt den religion, som har skabt mest ufred i Europa. Både på Balkan og Den Iberiske Halvø har muslimer og kristne i århundreder ikke kunnet leve i fred side om side. Efter opløsningen af Jugoslavien erkendte man, at muslimer og kristne lever bedst hver for sig og derfor blev Bosnien muslimsk, Serbien ortodoks og Slovenien katolsk.

Muslimer har som hovedregel et meget strammere syn på ting som kvinders ligestilling, bedekultur, påklædning og accept af homoseksualitet. Religion betyder i Europa meget mere for mange muslimer, end det gør for kristne. Især i Nordeuropa ser mange kristne religion som et hyggeelement, som vi bruger til jul, dåb, bryllupper og begravelser. De færreste kristne bærer tøj, der signalerer et religiøst tilhørsforhold, mens mange muslimer vælger at tildække sig og lade skægget gro for at vise omverdenen, at man er muslim. Med andre ord bliver det en vigtig mission for den enkelte muslim at vise omverdenen, hvem man er, og hvad man tror på.

De danske konvertitter

DR har netop i to dokumentarudsendelser beskæftiget sig med kristne danskere, der vælger at konvertere til islam. Der var tale om flere kvinder, der stort alle havde det til fælles, at de inden konverteringen havde levet et liv på kanten af samfundet. Nogle af kvinderne kom fra dysfungerende hjem og havde efter et liv med »sex, drugs and rock n’ roll« valgt at konvertere. Det blev for alle kvinderne meget vigtigt at vise deres nye religion ved at bære tørklæde, der for nogle af kvinderne sad meget stramt og tæt. Samme uge kunne man i et radioprogram i DR høre en reportage fra Iran, hvor muslimske kvinder er tvunget til at bære tørklæde, men her udfordrede den religiøse elite ved kun at tildække halvdelen af håret og bære stramt siddende cowboybukser.

En af konvertitterne var gift med en tyrkisk mand, der sagde, at han aldrig bad fem gange om dagen, men kun lige hvis han huskede det. Konvertitten bad troligt fem gange dagligt og lod sig filme, mens hun på et bedetæppe bad til Allah. Hendes mand fremviste et familiebillede fra Tyrkiet, og her bar hans søstre slet ikke tørklæde, men hans konvertit-hustru havde tørklædet siddende så stramt, at hun lignede en hættemåge. I Danmark vælger mange muslimske kvinder slet ikke at bære tørklæde og bruger make up, stiletter og korte nederdele. Konvertitterne valgte med andre ord »muslim classic« og ikke »muslim light-modellen«. Eller måske ligefrem »muslim ekstrem-modellen«.

Søgen efter strenghed

Hvad er det så, disse danske kvinder søger i islam? Hvorfor konverterer de, og hvad får de ud af det? Flere af kvinderne sagde ligeud, at hvis de ikke havde konverteret, var de endt som stofmisbrugere og/eller i fængsel. Islam og den stramme fortolkning heraf blev altså kvindernes redningsplanke mod et liv i kaos. De rettede ind og blev gode samfundsborgere ved hjælp af islams strenghed og disciplin. De fandt tryghed i at skulle bede fem gange om dagen og oplevede, at tørklædet og den muslimske klædedragt gav dem en identitet. De følte, at de var nogen. At de havde en berettigelse i samfundet. Det stramme tørklæde blev en uniform, som gav dem opmærksomhed i omverdenen. Måske en opmærksomhed, som de i deres kaotiske opvækst har savnet. Psykologisk set kan det for personer, der vokser op under forhold med fraværende forældre og rodede hjemlige forhold, være svært at få den opmærksomhed, som et barn har brug for fra sine forældre for at udvikle sig normalt. Forældrene skal være aktive, interessere sig for barnet og sætte de nødvendige grænser for at forhindre, at barnet ikke ender i dårligt selskab med druk, stoffer og pjæk fra skole.

Jeg tror, at konvertitterne ubevidst har søgt efter faste rammer og struktur, som vi i Danmark med vores pædagogik, skolesystem og samfundsstruktur ikke kan tilbyde. De har sikkert mødt forståelse, medlidenhed og bløde værdier til overflod, men det var ikke det, der kunne sætte en stopper for en ulykkelig teenage-piges vej mod afgrunden. Intet menneske ønsker at drikke sig fra sans og samling, tage stoffer og gå i seng med gud og hvermand i halvtåget tilstand for efterfølgende at kaste op, mens hovedpinen og den dårlige samvittighed dunker i hovedet som en forhammer. Alle mennesker ønsker succes, kærlighed og et meningsfuldt liv. Tilsyneladende har det danske samfund svigtet disse kvinder. Måske skulle der allerede været grebet ind, mens kvinderne var piger og boede hjemme. Hvis forældre ikke magter opgaven som forældre, må samfundet jo gribe ind og sikre børnenes tarv.

Det, som det danske samfund altså ikke formåede, kunne en stram fortolkning af islam altså levere og bringe kvinderne ud af et kaotisk liv.

En mor til en af konvertitterne frygtede, sikkert ikke ubegrundet, at hendes datter kunne blive indoktrineret til at begå terror i Allahs navn. Så måske udgør konvertitter en tikkende bombe under Europa? Kvinderne er psykologisk svage og har været ude for mange svigt, så hvis en fundamentalistisk person, der mestrer manipulationens kunst, kan overbevise konvertitten om, at hun skal udføre et selvmordsangreb i Allahs navn, har vi en særdeles farlig situation. Et meget magtfuldt våben er en flot, charmerende, muslimsk mand, der forklædt som prinsen på den hvide hest leverer det, som en følelsesmæssigt forsømt, dansk kvinde har søgt, men aldrig fået.

Det er ikke blot hos de kvindelige konvertitter, at islam kan løse sociale problemer. Hos de dysfungerende indvandrer-drenge i ghettoerne har det længe været et kendt fænomen, at fundamentalistisk islam kan få dem ud af kriminalitet. Her kan man rekruttere folk til at begå terrorhandlinger, fordi drengene føler sig marginaliseret og udsat for racisme. Sidstnævnte er for det meste ikke tilfældet, men følelsen af at være andenrangs-borger kan blive meget stærk.

Hvad kan Danmark lære af islam?

Som beskrevet er det primært visse segmenter af under-Danmark, der kan komme ud af kriminalitet og misbrug ved at søge en streng fortolkning af islam. Jeg har endnu ikke set en velfungerende dansker med orden i økonomien og karrieren, der vælger at tage tørklæde på og bede fem gange dagligt. Det forekommer vist kun, hvis personen forelsker sig i en muslim, der for sin kærlighed kræver, at man konverterer.

Som danskere skal vi være fair, og fairness betyder, at vi må erkende, at islam løser nogle sociale problemer, som vi med alle vores penge, dyr pædagogik, velfærd og fine skoler ikke kan løse. Uden islam var de konverterede kvinder sikkert endt som kriminelle, stofmisbrugere, prostituerede eller »blot« frustrerede underklasse-danskere.

Som læserne af Berlingske sikkert allerede har gættet, advokerer jeg ikke for, at vi skal indgå en pagt med imamer om at løse sociale problemer i Danmark. Det vil være som at lade ræven vogte høns. Tænk blot på den berømte TV2-dokumentar med skjult kamera, hvor imamerne talte med to tunger og løj danskere direkte op i ansigtet. Men jeg mener, at det sociale system og de pædagogiske miljøer bør gentænke den nuværende filosofi med fokus på bløde værdier. Nogle personer på samfundets bund lever et meget kaotisk liv og søger ubevidst struktur og faste rammer. Jeg talte engang med en etnisk, dansk kriminel mand, der lige var blevet løsladt og netop havde haft sit første møde med sin sagsbehandler i kommunen. Han sagde: »Henrik, så kommer jeg op til hende i kommunen. Og så spørger hun: hvad har du lyst til? For fanden, sig hvad jeg skal i stedet for at give mig en palet af valgmuligheder.« Manden syntes, at fængslet var meget bedre. For dér vidste han, hvad man måtte og ikke måtte. Her var der klare linjer og krav.

Jeg mener derfor, at islams succes i Danmark til dels skyldes, at man her ikke har glemt, at nogle mennesker trives bedst med forudsigelighed, krav og rutiner. Jeg ville hade at skulle underlægge mig islamiske regler, som jeg finder særdeles frihedsbegrænsende. Men jeg er heller ikke på stoffer og lever et liv i kaos.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.