Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Målet er rigtigt – vejen usikker

Peter Kurrild-Klitgaard: På Venstres landsmøde præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen ti drømme om fremtidens Danmark. Berlingske Tidende har spurgt landets skarpeste kommentatorer, hvad Lars Løkke skal gøre for at få sine drømme til at gå i opfyldelse. Peter Kurrild-Klitgaard lægger for med Løkkes første drøm: Danmark skal i 2020 være blandt de ti rigeste lande i verden.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Hvad gør man, når der et sted ligger en bugnende skattekiste og venter på én, fyldt med rigdomme, man har brug for, men man hverken ved, hvor den eller man selv er henne? Dét er - metaforisk - lidt det dilemma, som statsminister Lars Løkke Rasmussen måske står overfor med det første, vigtigste og mest overordnede af de ti mål, han satte sig for Danmark på Venstres landsmøde: »Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger«. Det er et klart mål, det er et godt mål, og det burde være muligt at realisere - men det bliver det ikke uden nogle fundamentale reformer, som VK-regeringen hidtil tilnærmelsesvis har skyet som pesten. Målsætningen er helt rigtig - af flere årsager.

For det første er borgernes velstand og den vedvarende vækst heri dét, som næsten alt andet afhænger af. Uden en stigende velstand er det i længden ikke muligt at gøre vore liv bedre, længere, lykkeligere. Lidt simple eksempler kan anskueliggøre pointen. Lad os forestille os, at to lande i et vilkårligt år 1 er lige velhavende, men at deres økonomier vokser med forskellig fart. Det hurtigtvoksende land, A, har en årlig vækst på 2 procent., mens den lidt mere langsomt voksende økonomi, B, vokser med 1 procent. Altså en forskel på sølle et procentpoint om året. Men efter 43 år, er A 50 procent rigere end B, og efter 72 år hele 100 procent rigere. Når der er gået 130 år, vil B være det rene uland i forhold til A, hvor borgerne i gennemsnit vil være mere end tre en halv gang rigere.

Lyder det hypotetisk? Det er det ikke. I 1870 var Argentinas bruttonationalprodukt per indbygger (justeret for købekraftsforskelle) på ca. 1.300 dollar, mens amerikanernes var på knap det dobbelte, ca. 2.300 dollar. Men på grund af bl.a. forskellige politikker voksede landene efterfølgende med forskellig hast: I 2003 var de tilsvarende tal 7.666 dollar for argentinerne og 29.037 dollar for amerikanerne, altså svarende til en cirka fire gange højere gennemsnitlig levestandard. Hvem vil i dag ikke hellere være fattig i USA end middelklasse i Argentina?

Den anden årsag til, at statsministerens første af ti mål er velvalgt, er, at det haster. Det er nu efterhånden blevet åbenlyst for mange, hvad en del erhvervsfolk, økonomer og samfundsforskere har peget på i en årrække: at Danmark har et vækstproblem.

Nogle steder - især på venstrefløjen og i visse forskerkredse, men sågar også ind i regeringspartiernes rækker - har der længe været en vis selvtilstrækkelighed på danske vegne: Danmark har i disses optik stort set fundet de vises sten. Med velfærdsstaten og den såkaldte »flexicurity-model«, har vi opnået det bedste af stort set alle tænkelige verdener, og i hvert fald klaret os bedre end alle. Spørgsmålet har blot været, hvordan rigdommen skulle fordeles.

Problemet er bare, at det ikke er sandt - og at analysen (hvis den overhovedet kan kaldes det) hviler på anekdotiske eksempler og usystematiske sammenligninger med andre lande. Faktum er, at Danmark fra ca. 1960 - hvor den kraftige ekspansion af velfærdsstaten satte ind - og til engang i 1990erne lå stort set uændret, når det gjaldt levestandard i forhold til andre rige lande: Vi havde megen »kapital« at tære på. Men på et tidspunkt satte den økonomiske sclerose ind, og de seneste knap 15 år er Danmark støt og roligt blevet til den vestlige verdens syge kone, der er rutsjet ned af ranglisten fra at have en af de absolut højeste levestandarder til nu at ligge nr. 12, alt imens vi spås en af de laveste vækstrater i OECD i de kommende år.

Hvorfor er det så, at nogle lande bliver rige, mens andre forbliver fattige eller endog bliver fattigere? Økonomer har studeret emnet i århundreder, og mens der ikke er fuldstændig enighed, er der dog en vis konsensus blandt de økonomer, der har studeret udviklingen med data fra mange lande over en længere periode. Når man ser bort fra det forhold at fattige lande alt andet lige kan vokse hurtigere end rige lande, er de økonomier, der vokser hurtigst, dem, hvor man har en høj grad af retssikkerhed og beskyttelse af den private ejendomsret, og en offentlig sektor, der i dens omfang er begrænset og beskeden, når det gælder andet end hær, politi, retsvæsen og uddannelse (forstået som solid grunduddannelse for flest mulige, men ikke nødvendigvis lange universitetsuddannelser eller lignende). En række studier har f.eks. peget på, at når et lands offentlige sektor beslaglægger mere end ca. 25 procent af BNP - altså hvad den danske gjorde ca. 1960 - begynder det at have en negativ effekt på velstandsudviklingen.

Derudover kan man sagtens gøre noget for at reducere ens rigdom og vækstmuligheder yderligere: Diktatur er sjældent en god ting, omfattende social omfordeling, protektionisme og store reguleringer af virksomheder heller ikke, og en ustabil pengepolitik og forvridende skatter er sikre onder.

På nogle punkter står Danmark her godt rustet. Vi har en i internationalt perspektiv pålidelig beskyttelse af borgernes liv og ejendom. En meget stor del af befolkningen har en relativt solid grunduddannelse. Vi lider ikke under diktatorer, handelshindringer og hyperinflation.

Til gengæld halter det gevaldigt andre steder. Skattetrykket er det højeste i OECD. Den private ejendomsret og retssikkerheden er under konstant pres, når kommunalpolitikere ganske vilkårligt kan overtage folks huse og gårde, blot fordi de vil bygge lokale prestigeprojekter, og når myndighederne rent administrativt og uden dommerkendelse kan tiltvinge sig adgang til borgernes ejendom og informationer på flere hundrede måder. Iværksættere hæmmes dagligt af byzantinske regler og afgifter, der ville have sendt en C.F. Tietgen, en H.N. Andersen eller en A.P. Møller skrigende af sted mod fattiggården.

Men måske mest grundlæggende er der brug for et fundamentalt opgør med jantelovstankegangen og lighedsmageriet. Det er ikke produktivt at fokusere på, hvor store sociale forskelle, der er på danskerne, men derimod hvordan man gør det muligt for flest mulige danskere at få den højest mulige levestandard - og de to ting er hverken logisk eller praktisk det samme.

Et samfund som dagens danske, hvor næsten to tredjedele af alle voksne har deres primære indtægt fra det offentlige, og hvor over 80 procent modtager en eller anden form for overførselsindkomst, er ét, der dagligt opmuntrer danskerne til at tænke i, hvordan de kan flytte penge fra nogle andre til dem selv, snarere end i hvordan de ved egen kreativ kraft kan skabe sig et bedre liv for dem selv og deres kære. Det kræver modige og vidtgående reformer men også den »kulturkamp«, som Anders Fogh Rasmussen måske oprindeligt tænkte på, da han lancerede begrebet.

Problemet er blot, at det siden 2001 i vidt omfang, er den stik modsatte vej VK-regeringen har taget. Der er i dag flere danskere, der har deres primære indtægter fra det offentlige, og de offentlige udgifter er markant højere, ligesom mængden af opgaver, der løses af det offentlige - fra smøring af madpakker til kontrol af hundesnore - vokser dag for dag. Det er i sidste ende danskernes fremtidige levestandard, der står på spil.

Foretrækker man den nuværende udvikling, skal man bare gøre, som man plejer, men vil man nå statsministerens mål, kræver det andet og mere end et flot koreograferet landsmøde og nogle lejlighedsvise skåltaler.

Drevet af Disqus

Klik på anméld for at anmelde en upassende kommentar til redaktionen.

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.