Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ligestilling i kongehuset: Kong Margrethe og dronning Henrik

I 1978 fik vi en ligestillingsbehandlingslov. Af § 6 fremgik det, at det ved annoncering i stillingsopslag ikke måtte fremgå, om der søgtes en mand eller kvinde. Dette indebar, at der heller ikke ved stillingsbetegnelser måtte stå, om der var tale om en mand eller en kvinde. Vi fik derfor en mandlig sygeplejerske, selv om sygeplejerske ifølge dansk sprogbrug er en feminin betegnelse for en tilsvarende (mandlig) sygeplejer. Sygeplejer-betegnelser var imidlertid forinden blevet brugt som betegnelse for en hospitalsmedarbejder, der rangerede under sygeplejerskerne. Så der var ingen vej tilbage.

Det danske sprog blev nu belemret med den pudsige betegnelse sygeplejerske, der altså godt kunne være en mand på trods af den sproglige betydning Endvidere medførte bestemmelsen i § 6, at man begyndte at anbringe betegnelsen »M/K« bag ved stillingsbetegnelser, der sprogligt signalerede en forventet kønsrelation. Der skulle derfor søges f.eks. efter en »havemand M/K« og en »stuepige M/K«, således at det ikke signalerede, at man foretrak henholdsvis en mand og en ung pige til jobbet. Alt dette skabte naturligvis problemer for den hævdvundne sprogbrug. Da en general nu godt kan være en kvinde, blev dennes ægtefælle altså generalinde!

De har det trods alt lettere på fransk – og andre sprog – hvor man på alle stillingsbetegnelser både har en maskulin og en feminin form, så man kan se, om det er en kvinde eller en mand, der besidder det pågældende job, hvad der vel ret beset er ganske praktisk.

I 2004 blev den noget krampagtige fortolkning af § 6 i ligestillingsbehandlingsloven lempet, og bl.a. forsvandt betegnelsen M/K i stillingsopslag. På trods af at ønsket om ligestilling er udbredt, er ånden og pointen fra ligestillingsloven ikke blevet videreført og bliver dagligt brudt.

Ligestillingsloven var netop ment som fastsættelse af, at det ikke skulle være muligt at reservere bestemte titler til et bestemt køn etc. Men det modsatte synes at være blevet tilfældet. Skal vi følge loven, må man altså ikke ændre på stillingsbetegnelser, således at man kan se, hvilket køn indehaveren har, jfr. den mandlige sygeplejerske. Derfor er det imod loven at kalde en formand for en forkvinde, da man derved kan se, hvilket køn indehaveren har. I lovens forstand skal der således tales om formand (M/K) og f.eks. talsmand (M/K), ikke talskvinde.

Hele denne problematik er interessant at erindre sig i forbindelse med prins Henriks meget overraskende udmelding om, at han efter sin død ikke vil hvile ved siden af sin hustru, fordi han ikke har fået titlen Kongegemal. Man kan undre sig over dette ønske, da han i grundlovsmæssig forstand og dansk kongetradition aldrig synes at ville kunne komme i nærheden af en konge-betegnelse. Derudover må man konstatere, at der i forvejen er rod i de kongelige betegnelser, og det må indrømmes, at prins Henrik – set ud fra et ligestillingslovmæssigt synspunkt – faktisk har en pointe og måske er den, der har ret.

Det hele er noget rod

I dansk sprogbrug har regenten altid været betegnet konge og har været en mand. Hans ægtefælle har været betegnet dronning og har været en kvinde. Når vi har fået rod i det hele, skyldes det to forhold, nemlig manglende præcisering i Tronfølgeloven af 27. marts 1953, samt at vores nuværende regent i 1972 valgte ikke at tage den korrekte titel som regent, nemlig konge, hvad der jo er betegnelse for regenten i Grundloven af 5. juni 1953.

Ved fravalget søgte man at knytte tilbage til dronning Margrethe (Valdemarsdatter, 1353-1412), så regenten nu betegnedes dronning Margrethe 2. Men denne tilknytning beror på en tilsnigelse. Margrethe Valdemarsdatter var dronning i kraft af, at hun var gift med den norske kong Haakon VI, men som regent i Danmark blev hun ved et rigsmøde i august 1387 betegnet som »fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder«. Hun har således som regent aldrig haft titlen Dronning Margrethe af Danmark.

Indtil 1953 var det i Danmark kun sønner, der efter kongen kunne arve tronen. Dette blev ændret ved den nævnte Tronfølgelov i 1953. Ifølge denne gik en søn stadig forud for en datter, men hvis kongens børn alle var af samme køn (læs: piger), kunne den ældste af disse arve tronen. Dette åbnede mulighed for, at prinsesse Margrethe, Frederik IXs ældste datter, kunne blive tronfølger.

I den samtidigt vedtagne grundlov henvises der i § 2 blot til Tronfølgeloven hvad angår arvefølgen, men ellers betegner Grundloven kun regenten som konge. Desværre undlod man i Grundloven at præcisere, hvilken titel der skulle anvendes, hvis der kom en kvinde på tronen i overensstemmelse med Tronfølgeloven. En konsekvens af dette må vel være, at Grundloven forudsatte, at en kvinde på tronen ville blive betegnet som konge.

Nu eksisterede ligestillingsloven ikke i 1972, men det var en formel fejl, at den kvindelige regent i Danmark ikke blev betegnet som konge. Hun overtog jo tronen og kongeværdigheden i overensstemmelse med Grundloven. Det havde været noget nemmere, hvis det i Tronfølgeloven eller i den samtidigt vedtagne grundlov var blevet præciseret, at i tilfælde af, at den kvindelige arveret kom i anvendelse, skulle regenten betegnes som dronning. Samtidig kunne ægtefælles titel være blevet præciseret.

Margrethe - konge af Danmark

På trods af, at dronning Margrethe 2. kalder sig dronning, er hun således konge af Danmark i statsretlig forstand. Hun har overtaget kongejobbet, og skulle således betegnes som sådan, således at man ikke kan se på titlen, hvilket køn indehaveren har.

I debatten omkring prins Henriks ønske om at kaldes kongegemal ses anført, at der er eksempler på, at en regerende dronnings ægtefælle er blevet betegnet konge. Disse eksempler har det dog ikke været muligt at finde. Storbritannien har en regerende dronning og Holland har også haft en, men hvorledes det statsretligt forholder sig med de kongelige betegnelser i de pågældende lande, skal ikke her gøres til genstand for nærmere drøftelse. Her er der kun taget hensyn til de danske forhold.

Hvis dronning Margrethe 2. er konge af Danmark, så kan hendes ægtefælle i overensstemmelse med ligestillingslovgivningen og dennes bogstav og intention enten kalde sig dronning eller kongegemal, d.v.s. gemal til en konge, hvad der logisk set vil være en korrekt betegnelse.

Af indlysende grunde forstår man godt, hvorfor prins Henrik ikke vil kaldes dronning. Men om dette ønske fra Prinsens side i øvrigt berettiger til, at han mener, at han kun som prins ikke kan ligge bisat ved siden af en kvindelig konge, skal ikke drøftes nærmere her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.