Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Levende huse til hele mennesker

Vores samfund har en mangel på »sociale« rum, der kan opstå i bygninger, der er mere end de materialer, de er bygget af; mere end den skønne eller uskønne form en arkitekt har givet dem eller en bygherre har villet betale for.

»Bygger man boliger, hvor egen vedligeholdelse eller forandringer er svært eller måske ligefrem forbudt bliver det svært at opnå en følelse af ejerskab og ansvar for boligen og kvarteret. At trives i en bolig og et kvarter handler måske nok om æstetik, men også om noget mere,« skriver kronikørerne. FOTO: SCANPIX
»Bygger man boliger, hvor egen vedligeholdelse eller forandringer er svært eller måske ligefrem forbudt bliver det svært at opnå en følelse af ejerskab og ansvar for boligen og kvarteret. At trives i en bolig og et kvarter handler måske nok om æstetik, men også om noget mere,« skriver kronikørerne. FOTO: SCANPIX

I sin kronik »Døde huse til tomme sjæle« drømmer Eva Agnete Selsing sig 28. maj tilbage til en tid før funktionalismens rette linjer og minimalismens enkelhed blev dominerende i byggeriet. Hun fremhæver, hvordan moderne arkitekturer kendetegnet ved en mangel på menneskelighed. Vi er enige med EAS i, at vi generelt er for dårlige til at skabe huse, der er gode for mennesker. EAS appellerer til at få mere skønhed ind i byggeriet, men spørgsmålet er, om ikke det gode byggeri handler om mere end ornamentik. I vores optik er der brug for nogle mindre endimensionale forståelser af, hvad godt byggeri er og kan og at skabe opmærksomhed på oversete potentialer i bygninger, vi ellers ikke regner for noget. Og dermed også, hvordan vi kan skabe flere levende huse til hele mennesker.

Gennem fem år har vi med forskellige indfaldsvinkler – arkitekten og rådgiverens, juristen og lederens, psykologen og forskerens – iagttaget og diskuteret brugen og transformationen af slidte industribygninger i et nedlagt skoleslagteri og fulgt hvordan disse bygninger har bidraget til et levende inspiratorium, INSP! i Roskilde og til »helende« forandringer i mange menneskers liv.

Alt for ofte tænker vi på huse og kvarterer som »rammer« om menneskeligt liv. Og alt for ofte glemmer vi, at bygninger ikke blot danner omgivelser; de er aktivt med til at skabe og forme menneskeligt liv. Det fysiske, det sociale og det psykologiske er intimt forbundne og påvirker gensidigt hinanden. Omkranser man almene boliger af store veje, vil samspil med omkringliggende kvarterer blive særdeles vanskeligt. Bygger man boliger, hvor egen vedligeholdelse eller forandringer er svært eller måske ligefrem forbudt bliver det svært at opnå en følelse af ejerskab og ansvar for boligen og kvarteret. At trives i en bolig og et kvarter handler måske nok om æstetik, men også om noget mere. Det handler om at skabe en fysik, der opfylder centrale sociale og psykologiske behov. Bygninger kan, når de fungerer bedst, formå at invitere til oplevelse, kreativ udfoldelse og udforskning. De kan skabe møder mellem mennesker og understøtte at sociale relationer kan opstå.

I kronikken skriver EAS: »Hvordan vi bygger, er afslørende for vores syn på mennesker, på hinanden. Det siger noget om vores agtelse for næsten, hvad vi vælger at putte ham eller hende ind i. Skønhed og venlig gestik siger, at vi agter vedkommende højt. Grimhed, knaphed og nødtørft (!) siger det modsatte. »Det paradoksale er, at nødtørft og knaphed ikke udelukkende behøver at være et onde. Det ufærdige og ufuldstændige kan i nogle tilfælde fungere som en invitation til engagement; som rum i proces, der kalder på, at vi forholder os til demi kraft af det modspil, de skaber. Det viser casen, vi kan rapportere fra. Når bygningen og dens rum på mange måder er uhensigtsmæssige, så kan den »indtages« og rum transformeres af mange forskellige slags mennesker – indvandrerkvinder, unge psykisk sårbare, kreative talenter, iværksættere, ledige, ældre, manden fra kommunen m.fl. – som ikke kun ændrer på og skaber rum, men også forandrer sig selv og hinanden. De skaber en følelse af ejerskab til bygningen, og der opstår et fællesskab gennem det at være sammen om at tage bygningen i brug, gøre den anvendelig og (måske) gøre den smukkere. Skønheden behøver ikke at være til stede i forvejen eller et mål i sig selv, men kan være noget, man samles om at finde og skabe – sammen – i en kontinuerlig proces. Disse bygninger er rå industribygninger med afskallet maling, rod og ukurantheder og alligevel bidrager de til udforskning, samvær og ansvarlighed. Når unge sammen bygger eget lydstudie og spillested ud af forladte baderum, så får de nye færdigheder, nye venskaber og begynder at spørge om lov før de maler graffiti på murene udenfor. Engagement og involvering kan være en bivirkning af en bygning i transformation og en bygning, hvor zoner af tomrum udfyldes af aktiviteter, vi ikke kunne have forestillet os på forhånd. Som én fortalte, må bygninger ikke være for komfortable, for er de det, er det jo ikke »en lille sejr«, hver gang man har skabt et lille hjørne og tager det i brug. Bygningens værdi handler her ikke alene om skønhed eller om anvendelighed; derimod opstår dele af bygningens værdi gennem dens evne til at mobilisere handling og skabe individuel og kollektiv empowerment; i de små skridt gennem hvilke, brugerne »erobrer« bygningerne og får personlige og fælles sejre.

Levende bygninger formår at skabe møder mellem en mangfoldighed af mennesker og understøtter at sociale relationer, der går på tværs af sædvanlige skel, kan opstå. De appellerer til en bred vifte af mennesker og skaber samtidig rum for uformelle møder på tværs og frugtbare samtaler. Netop disse tværgående møder kan fungere som en modvægt til tab af social sammenhængskraft. Socialt blandede boligområder, hvor almene boliger, lejeboliger og ejer/andelsboliger mixes eller byområder med bevidst mix af aktiviteter, er måske en begyndelse til at oprette bedre sociale balancer. Men møder mellem mennesker kræver mere end at mennesker befinder sig på samme sted og samme tid. Der skal skabes anledninger til møder, så disse bliver mere end strejf.

Casen viser, at bygninger i sig selv kan skabe disse anledninger; at en bygning i sin uperfekthed kan bringe ressourcer i spil og facilitere sociale relationer, kreative ideer og entreprenørskab – og vedblive at gøre det, hvis vi insisterer på at se bygningen som rum i proces og udvikler nye måder at organisere og lede på for at understøtte dette.

For når disse møder finder sted, sker der noget særligt: når mødet mellem den pensionerede erhvervsmand og de unge gymnasieelever resulterer i opstarten af en lydvirksomhed; når mødet mellem unge fra socialpsykiatrien og elever fra det lokale gymnasium betyder, at diagnoser og problemer for en tid skubbes i baggrunden og der festes på tværs; når ledige hjælper andre ledige med at få kontakter til lokale virksomheder eller når fællesspisning betyder mindre stress og jag for børnefamilien og mindre ensomhed for den enlige pensionist. Levende bygninger og levende lokalområder har potentialet til at bidrage til at skabe kulturel, social og psykologisk værdi.

Vores samfund har en mangel på sådanne »sociale« rum, der kan opstå i bygninger, der er mere end de materialer, de er bygget af; mere end den skønne eller uskønne form en arkitekt har givet dem eller en bygherre har villet betale for. Tusindvis af besøgende fra nær og fjern har gennem de fem år vist, at der er både længselefter og lyst til nye rum.

Kronikken her er ikke ment som et kald på grimhed eller et manifest for det ufærdige, men er et ønske om, at vi begynder at arbejde med nogle mere multidimensionale modeller for, hvad det gode byggeri kunne være, hvor nogle bygningstyper ikke på forhånd er diskvalificerede på grund af deres uskønhed eller ufærdighed, men ses som bygninger og rum, der kan noget andet. Et kald på at blive mere nysgerrig på, hvordan bygninger rent faktisk »virker« i vores liv, og hvornår bygningerne formår at skabe liv og møder mellem mennesker. Selv den grimmeste bygning i industrikvarteret kan transformeres af mennesker, der vil det og får lov til det; hvis blot man får muligheden for sammen at tage ansvar for egne projekter. Det kræver, at man ikke er bange for det uperfekte, da det netop er det uperfekte, ufærdige, der inviterer til at processen aldrig stopper.

Dette perspektiv behøver langt fra at isolere sig til nedlagte industribygninger. Vi forestiller os, at tankerne kan overføres til eksisterende byggeri, som kan udvikle social merværdi, hvis vi ser på dem i et andet lys og tilfører nye måder at bruge dem på, som inviterer brugeren ind som en »social space maker«. Vi tror også på, at vi kan bygge nye bygninger, der kan det samme, men det kræver en særlig tilgang og mindset, der tillader os at opfatte en ny bygning som værende ufærdig eller uperfekt og klar til videre proces.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.