Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Lad os ikke afvise som Støjberg – men række hånden frem som Dronningen

»Det er netop, når værdierne er under pres, at det gælder om at skærpe dem. Som landets dronning, der advarer imod selvtilstrækkeligheden.«

Der er noget helt H.C. Andersensk i, at det er den danske dronning, der i sin nytårstale til nationen beder danskere om ikke, »at overse den selvtilstrækkelighed, der også kan karakterisere os danskere.« For selvom demokratiet for længst er indført, har kongehuset som et nationalt samlingssymbol stadig som i 1800-tallet før Juni-grundloven mulighed for at påvirke folkestemningen.

Der findes under enevælden mange eksempler på det mildest talt uheldige i kongehusets påvirkning af den politiske situation, men også mange eksempler på det modsatte, som f.eks. da både Christian IV og Frederik III indskrænkede fødselsadelens magt til fordel for købmandsstanden og de borgerlige erhverv, eller da Christian VIII netop i H.C. Andersens leveår gjorde en særlig indsats for at støtte »de skiønne Kunster« og også personligt var lydhør over for og understøttede halvvejs miskendte genier som H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

Da Frederik V besluttede at sende en hel ekspedition til det dengang ukendte og »lykkelige Arabien« var det både drevet af en genuin videnstrang og af et blik for handelsmæssige interesser, og da H.C. Andersen selv foretog en stor rejse ned gennem datidens Europa for at bese Marokko og Konstantinopel og følte sig meget inspireret ved mødet med den muslimske kultur, som han beretter om i »En digters bazar«, var det også kulturel nysgerrighed, der drev ham.

Meget har ændret sig siden, men for dem, der for tiden dyrker »det danske« kontra det kosmopolitiske, kan der være god grund til at erindre sig, at der netop historisk set før det fatale 1864-nederlag, som vi i den seneste tid har gjort meget for at genopfriske som en slags skæbnestund for det danske og den danske mentalitet, ikke var nogen modsætning imellem at se indad og at se udad for at finde os selv.

Som handels- og søfartsnation lå det ikke i kortene, at vi kun havde øje for os selv, tværtimod var vi både økonomisk og kulturelt dybt afhængig af, at vi plejede omgang med den større verden. Alene det danske sprogs mange låneord fra latin, tyrkisk, fransk, tysk og engelsk vidner om vores omfattende kommunikation med omverdenen, og i den mørkere og fortrængte afdeling af dansk historie gjorde vi os også gældende som en imperial magt i mindre format med en omfattende slavehandel på den såkaldte afrikanske Guldkyst med henblik på at betjene de dansk ejede bomuldsplantager i Dansk Vestindien – en aktivitet som den danske stat i dag burde levere en officiel undskyldning for.

Europa – den fønikiske prinsesse

At vi i vores gener bærer rundt på aftryk fra arvemassen hos de østeuropæiske og ikke mindst russiske folkeslag er i dag ukendt for de fleste. Går vi til bronzealderen og overgangen fra bondestenalderen, er der klare arkæologiske indicier for, at vi allerede dengang stod i handelsmæssig og kulturel udveksling med fjerne lande som Ægypten.

Selvtilstrækkeligheden undermineres yderligere og mere afgørende af, at den kristendom, som af mange regnes for en mental og åndelig grundpille for dansk kultur, etik og kunst, gennem tiderne har sit udspring blandt de semitiske folkeslag i Mellemøsten.

Både de grundlæggende moralforestillinger, og opfattelsen af, hvad kærlighed og ikke mindst næstekærlighed er, er i græske, romerske og tyske gen- og nyfortolkninger forankret i årtusindgamle indsigter, kommet til os fra Mellemøsten. I vores kontekst har de fået deres danske særpræg, bl.a. hos Grundtvig og Søren Kierkegaard blandet op med arven fra Hellas og den fransk-hollandsk-tyske oplysningstid og en forudgående renæssance, som skylder de arabiske lærde i Mellemøsten ganske meget gennem deres fastholdelse og videreudvikling af de græske antikke indsigter.

At Mellemøsten, herunder israelitternes land og Libanon og de kyster, hvorfra vi i dag stadigt mere modvilligt i mange europæiske lande modtager mennesker på flugt fra krige, er indgraveret i selve navnet på det europæiske kontinent, som vi tilhører, er således langtfra en tilfældighed.

Ifølge den græske mytologi er Europa navnet på en prinsesse af det fønikiske folk, hvis faktiske hovedbyer Byblos og Sidon var placeret i det arabiske Libanon, og hvis alfabet var forbillede for det græske. Mens den smukke Europa gik og plukkede blomster på kysten ud for Libanon, blev hun forført og borført af den græske gud Zeus, der i skikkelse af en tyr tog hende med til Kreta, hvor han fornøjede sig med hende.

Billedet er klart: Vi europæere tog og øste af den skønhed og lærdom og indsigt, som vi havde brug for til vores egen gavn og var så begejstret for transaktionen, at vi mejslede den ind i navnet på vores eget kontinent.

Der opstod da det paradoks, at det, som vi tog og placerede hos os som vores, blev forbundet med landflygtighed på vores eget kontinent, svarede til, at de arabiske lande havde opkaldt deres ansamling efter en stedbundet nymfe som Kalypso.

Europas voksende selvtilstrækkelighed

Ikke alene er prinsesse Europa hjemløs i sit europæiske navn, men navnet Europa er i dag ved at blive et symbol på et kontinent, som i land efter land stiller stadigt flere barrierer op for at modtage hendes nødstedte søstre, brødre og børn.

Forstået på denne måde, må man spørge: Er det i virkeligheden ikke en del af os selv, som vi i stigende grad siger nej til eller er tilbøjelige til at forkaste – i vores voksende selvtilstrækkelighed? Gælder det ikke den mellemøstlige idé om næstekærlighed, som hos grækerne har fået navnet Agape og her associerer på medmenneskelighed i kontrast til Eros, den sanselige kærlighed?

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, savner mere barmhjertighed, tilgivelse og næstekærlighed frem for, at kristendommen bliver brugt til at ekskludere minoriteter fra det danske fællesskab. Mens den tyske kansler Merkel med dækning i det meste af det politiske spektrum i Tyskland – op imod det nationalistiske Alternative für Deutschland med deres ca. 14 procent af vælgerne bag sig – standhaftigt har fastholdt barmhjertighedsprincippet og medmenneskelighedsbegrebet i forhold til tidens flygtninge, og senest med sit parti står til en mindre fremgang, så kan den danske statsminister ikke få sig selv til i en nytårstale at votere for disse størrelser. Skulle det være af angst for med den lutheranske puritanisme som baggrund at blive for følelsesfuld?

Men vi, der husker Oluf Palme med hans erklæring om, at medmenneskeligheden er det centrale princip i den nordiske velfærdsstat, behøver ikke at krympe os under dette udtryk, især hvis der sættes handling bag det i forhold til de flygtninge fra Mellemøstens krigszoner, som er tidens mest udsatte.

Og vi behøver ikke, ligesom heller ikke det overvejende flertal af tyske politikere eller majoriteten i den tyske befolkning, at forveksle voldsfascinerede og narcissistiske enkeltpersoners græsselige terrorhandlinger med majoriteten af flygtninge eller indvandrere. Det drejer sig her – som senest den uhyggelige og tragiske terrorhandling i Berlin – om personer, der i sidste øjeblik griber ud efter den forstærkede signalværdi af frygt, som Islamisk Stat repræsenterer. Noget den nøgterne danske terrorekspert Lars Erslev Andersen har påpeget.

Faren for en gentagelse af de mere organiserede og længe planlagte terroraktioner med en reel baggrund i Islamisk Stat, som det man så i Paris i 2015, hvor 130 blev dræbt, kan naturligvis ikke afvises, men vejen er ikke, udover skærpet og dygtigt efterretningsarbejde og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, at skrue ned for den medmenneskelighed og humanisme og de tanke- og trosfrihedstraditoner, der er noget af essensen i den europæiske civilisation. Det er netop, når værdierne er under pres, at det gælder om at skærpe dem. Som landets dronning, der advarer imod selvtilstrækkeligheden og opfordrer til følgende: »Lad os gøre et nytårsforsæt! Lad os prøve at se de mennesker, der omgiver os. Lad os huske også at lægge mærke til dem, vi ikke kender i forvejen.« Frem for Støjbergs afvisende hånd taler Dronningen om den hjælpende hånd. De over 100.000 Venligboerne har allerede anvist vejen.

Som det hedder: »Selvtilstrækkelighed sammensnerper verdensmandens hjerte.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.