Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Lad os få indført parlamentariske undersøgelser

»Vi kunne med fordel indstifte en form for parlamentarisk undersøgelse i Danmark på linje med en række andre lande,« mener Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget. Billedet er fra en høring i Folketinget i 2014 om lån på landet. Foto: Simon Skipper og Nils Meilvang
»Vi kunne med fordel indstifte en form for parlamentarisk undersøgelse i Danmark på linje med en række andre lande,« mener Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget. Billedet er fra en høring i Folketinget i 2014 om lån på landet. Foto: Simon Skipper og Nils Meilvang

Berlingskes samfundsredaktør, Bent Winther, skrev en meget medrivende og forfriskende kommentar i lørdagens avis (Berlingske 20. maj) om, at den store skattesag burde behandles som en åben, parlamentarisk undersøgelse og ikke som den sædvanlige undersøgelseskommission, der nu er lagt op til.

Jeg er meget enig i hans overordnede betragtninger og er glad for, at samfundsdebattørerne nu begynder at beskæftige sig med dette emne. Og jeg ser frem til, at landets lederskribenter og chefredaktører også snart blander sig i koret. At vi med fordel kunne indstifte en form for parlamentarisk undersøgelse i Danmark på linje med en række andre lande. Så vil man også opdage, at vi faktisk er nogle, både i det nuværende og det tidligere præsidium, som har tænkt i disse baner og længe ønsket denne mulighed indført i Danmark.

Som det vil vides fra tidligere indlæg, er det faktisk en af mine mærkesager som formand for Folketinget, ligesom jeg også støttede forslaget i det tidligere præsidium, da Mogens Lykketoft som formand bragte ideen til torvs. Og jeg er sikker på, at debatten vil fortsætte i Folketinget. Det afgørende er at finde en model for form og organisation, der er tilpasset danske forhold.

Jeg tror ikke, jeg er helt enig med Bent Winther i, at en parlamentarisk undersøgelse ville være egnet til den kæmpe store sag om Skat, der nu skal undersøges. Det er sagen simpelthen for kompleks og omfattende til. Men havde vi allerede for 20 år siden haft mulighed for parlamentariske undersøgelser, tror jeg ikke, at skattesagen havde fået den dimension, som den har i dag. Den kunne være taget i opløbet og hen ad vejen i stedet for at vokse sig til den kæmpe knude, den er blevet til.

Modstand fra ministerierne

Det er tankevækkende, at allerede 29. maj sætter den nyligt afskedigede direktør for FBI, James Comey, sig i vidneskranken over for Senatets efterretningskomité i den amerikanske kongres. Det sker i en åben høring om russisk indblanding i den amerikanske valgkamp. Og hvis vi vil, kan vi i Danmark tænde for computeren og følge høringen direkte på nettet.

I en tilsvarende sag i Danmark skulle vi jo nok længere ud i fremtiden, før en undersøgelseskommission ville være på plads og parat til at indkalde en tidligere chef for PET.

Modstanden mod parlamentariske undersøgelser i Danmark findes først og fremmest hos ministeriernes øverste lag. På trods af, at der næppe er nogen i Folketinget, der ønsker at gå efter embedsmændene med de parlamentariske undersøgelser.

Når vi i Folketinget hidtil har talt om at indføre parlamentariske undersøgelser, har det været fordi, at vi ønsker en hurtigere procedure til at undersøge et eventuelt ministeransvar.

At undersøge ministeransvar er også det, Folketinget gør i dag med de nuværende, traditionelle undersøgelseskommissioner, hvor der sidder en dommer som formand. Det foregår i Udvalget for Forretningsordenen. Her følger man op på undersøgelseskommissionens rapport, og i udvalget koncentrerer man sig udelukkende om spørgsmålet om ministeransvar. Man kigger altså ikke på embedsmændenes rolle, uanset at dommerundersøgelsen i overensstemmelse med sit kommissorium har brugt megen tid på at indstille, hvilke navngivne embedsmænd der efterfølgende kunne rejses personalesag imod.

Men sjovt nok siger kommissionen ikke, om der skal rejses en sag mod en minister efter ministeransvarsloven. Det må den ikke efter loven. Den afgørelse skal overlades til Folketingets Udvalg for Forretningsorden. Der er faktisk eksempler på, at rapporter fra undersøgelseskommissioner er blevet misfortolket i pressen og udlagt som om, at embedsmændene får kritik, men ministeren går fri. Om ministeren går fri, ved man altså først efter, at Folketinget har taget stilling til rapporten.

Ved at indføre parlamentariske undersøgelser er der i øvrigt ingen, som ønsker at indskrænke den retssikkerhed og den vidnebeskyttelse, som embedsmænd har over for en undersøgelseskommission. Også i en parlamentarisk undersøgelse skal et indkaldt vidne have retten til at nægte at udtale sig, såfremt der må antages at være mulighed for strafansvar eller disciplinært ansvar for den indkaldte i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter.

Er kommissioner besværet værd?

Som i Norge må man gå ud fra, at det i en dansk model kun vil være et fåtal af embedsmænd, det overhovedet kan komme på tale at udspørge. Vi taler øverste chefer i departementer og direktører for styrelser.

I Norge deltager embedsmændene normalt ikke alene under en udspørgning. Ministeren er til stede og kan vælge at svare i stedet for embedsmanden.

Jeg har tit spurgt mig selv: Er det virkelig så stor er fordel for såvel ministre som embedsmænd, at en sag, som han eller hun er involveret i, trækker ud i årevis? At han eller hun ved, at engang ude i fremtiden, om fire-fem år, lander der en indkaldelse i postkassen til at vidne i en undersøgelseskommission? Ville det ikke være bedre at få sat et punktum i den sag hurtigt, når en parlamentarisk undersøgelse har taget stilling til ministeransvaret?

Ud fra en demokratisk og samfundsøkonomisk betragtning kan man også diskutere, om undersøgelseskommissionerne er besværet værd. De er i hvert fald dyre og tidskrævende. De otte undersøgelseskommissioner, der har været nedsat siden 1999 og afsluttet deres arbejde, har kostet mere end en kvart mia. kr. Med en parlamentarisk undersøgelse får vi derimod en hurtig og billig og direkte reaktion i forhold til ministrene på et tidspunkt, hvor sagen fortsat er aktuelt, og inden den bliver for stor.

Det har også været nævnt, at Folketinget slet ikke er gearet til at kunne tilrettelægge og gennemføre parlamentariske undersøgelser. Lokalerne har vi og såmænd også en TV-kanal til at transmittere fra dem. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi i det relevante folketingsudvalg kan få den nødvendige sagkyndige bistand, enten fra egen administration eller ved på ad hoc basis at købe sig til faglig ekspertise. Det kunne være advokater, professorer og mange andre.

Så er der spørgsmålet, om folketingsmedlemmer er i stand til at løfte rollen som udspørgere og varetage rollen samtidig med, at de er opmærksomme på de retsgarantier, de også skal forvalte. Det er jeg overbevist om, at de er, og de vil under alle omstændigheder kunne læres op og trænes til formålet af professionelle og garvede folk med den slags erfaring. Og her gælder der også den mellemvej, at folketingsmedlemmerne vil kunne udpege en person, der ikke er parlamentariker, men som kan stå for de indledende afhøringer, mens Folketingsudvalget overværer det.

Som jeg indledte med at sige, rejser Bent Winther en meget vigtig og aktuel debat og jeg håber, at det nu står klart, at jeg som formand for Folketinget og som tidligere menigt præsidiemedlem længe har arbejdet for, at vi får indført en form for parlamentarisk undersøgelseskommission, som vi kender det fra andre lande. Og samtidig håber jeg, at flere i pressen nu får øjnene op for denne oplagte mulighed. Men for Skats vedkommende er løbet nok kørt. Her er der ingen vej udenom en traditionel undersøgelseskommission.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.