Kronikken

Lad dit barn stå på egne ben

Forældre skal lære deres børn og unge at udholde noget bøvl på hjemmebane, så de bliver robuste og også kan klare tilværelsen på udebane. Hvis børn ikke møder modstand, men lever et let liv med all inclusive, bliver de nogle usikre vatnisser.

Det er forældrenes ansvar alene at yde deres børn passende modstand på daglig basis, ellers svigter vi dem og den vigtige opgave, som vi har taget på os som forældre.
Det er forældrenes ansvar alene at yde deres børn passende modstand på daglig basis, ellers svigter vi dem og den vigtige opgave, som vi har taget på os som forældre.

Det er forældrenes ansvar alene at yde deres børn passende modstand på daglig basis, ellers svigter vi dem og den vigtige opgave, som vi har taget på os som forældre. Hvis MODSTAND lyder forkert i de sarte forældre-ører anno 2016, kunne vi jo kalde det for MEDSTAND i stedet, fordi vi ved at stå IMOD går MED børnene mod målet om at blive robuste og livsduelige. Når vi yder vores børn passende modstand, hjælper vi dem godt på vej på den lange bane fremfor her-og-nu-opdragelse, der kun virker her og nu. Yder vi ikke vore børn modstand, får vi – i stedet for en flok livskompetente og modvindsparate børn og unge, der kan medskabe det samfund og den verden, de skal være en del af – en flok usikre vatnisser, hvis bedste virkemiddel er at skabe sig og få ondt af sig selv, når tilværelsen viser sig at byde på andet end all inclusive. Børnene er uden skyld, alle fingre peger tarveligt på en forældregeneration, der måske har glemt, hvad opgaven går ud på.

Børn og unge i dag passer fint til den tid, de er født i og med de forældre, de er blevet udstyret med. Tegn på dårlig trivsel, usikkerhed og manglende selvværd eller overdreven egoistisk adfærd ser vi i stigende grad hos danske børn, unge og »ny-voksne«. Men årsagen bor næsten altid hjemme hos mor og far, og derfor skal vi forældre huske os selv på, hvad vores opgave egentlig går ud på, og hvornår vores opgave er at give slip. Når en mor eksempelvis ringer til sin 23-årige pilot-søns arbejdsgiver for at få en forklaring dagen efter, at sønnen er blevet fyret, fordi han ikke formåede at passe sit temmelig ansvarsfulde job, så er det i mine øjne et klart tegn på omsorgssvigt. Sønnen havde naturligvis fået sin pilotuddannelse til en million foræret af mor og far og aldrig tidligere haft et arbejde. Derfor blev det en stor udfordring at møde til tiden, også om mandagen, at tage ekstra vagter og arbejde en stor del af sine vågne timer. Det der arbejde var faktisk temmelig besværligt! Hvis piloter ikke møder til tiden, så bliver det hurtigt totalt kaotisk at organisere flytrafik, hvor sikkerhed og punktlighed måske er de vigtigste kodekser. Friværdi i fast ejendom kan som bekendt bruges til mange forskellige ting, og omsorgssvigt er altså en af dem.

Et andet og måske mere genkendeligt billede: En fortravlet mor til to, der kommer slæbende gennem skolegården med en baby på den ene arm, tasker og madpakker i den anden på vej ind i klassen for at putte madkasse og drikkedunk i køleskabet, hænge overtøjet på plads i garderoben, stille skoletasken på plads og give læreren besked om, »at lille Maximus har haft en lidt svær morgen og derfor skal stryges blidt og med hårene og mødes med overbærenhed og forståelse, ellers flipper han sikkert ud! Han kan i øvrigt ikke være med til idræt, da han ikke er så vild med gymnastik lige pt. og har lidt ondt i det ene øje her til morgen. Han behøver ikke at læse op for klassen i dag, da han allerede har læst teksten op for mor, og uden en eneste fejl!«

Stakkels lille Maximus. Han er umyndiggjort lige fra morgenstunden af sin elskelige mor, der med de bedste intentioner i verden svigter ham. Han aner ikke, hvad der er i hans skoletaske, eller hvilke fag, han skal have den dag, madpakken ved han heller ikke hvor er, eller hvad der er i den, og han er usikker på, om han mon har regntøj og gummistøvler med, da vejret skifter, og klassen skal i skoven. Så er det nemmere at gemme sig for læreren. Han kommer i tvivl om, hvorfor han ikke skal være med til idræt. Han vil ellers gerne, da de skal starte med at spille stikbold, og det elsker han. Men læreren siger, at mor siger, at Maximus ikke skal have idræt, bl.a. fordi han har ondt i sit øje. Hvad skal han så finde på imens...?

Raske drenge (og piger), der ikke ved, hvad de skal, eller hvad der forventes af dem, skal nok selv finde på noget at give sig til. Raske drenge (og piger) med ADHD, der ikke ved, hvad de skal, eller hvad der forventes af dem, har allerede fundet på mange forskellige ting at tage sig til før nogen opdager, at de ikke rigtig er med... Kan du se, hvilken tjeneste Maximus´ mor har gjort ham ved at pakke ham stramt ind i fløjlsbløde hensyn?

Børn og unge, der ikke behøver at tage deres eget liv på sig ligesom Maximus, har meget svært ved at indgå respektfuldt og ordentligt i besværlige og komplicerede sociale sammenhænge med andre mennesker. Skole, børnehave, fodboldtræning er super komplicerede sociale sammenhænge, der kræver det store medmenneskelige kørekort. Kørekort er som bekendt noget, man tager, og ikke noget, man kan få foræret, og det er heller ikke noget, ens mor kan tage for en. Det samme gælder, når det handler om at lære at forstå og navigere i komplicerede sociale sammenhænge, hvor ens egen adfærd er afgørende for de relationer og sammenhænge, man kan indgå i. Hvis man ofte gør sit barn til noget ganske særligt, til en der skal tages særlige hensyn til, en med helt særlige behov, og en der ikke kan indgå ligeværdigt i sociale relationer og fællesskaber med andre børn og voksne, så skaber man et lille, sårbart og helt særligt barn, der opdrages i den tro, at hele verden kan og bør indrettes efter lige netop barnets behov. Det er vist det, man kalder en bjørnetjeneste, og den slags tjenester bør vi som forældre være meget opmærksomme på at undgå at gøre vores børn. De rigtige tjenester forpligter, giver af og til skrammer, og resulterer i medmenneskelig forståelse, tolerance og empati og ikke mindst en følelse af livsduelighed for det barn, der får lov til at stå på egne ben. Det væsentligste ved at være menneske er at være sammen med andre mennesker. Det forpligter alle gensidigt, og det skal læres, mens vi er små, ellers bliver det alt for svært at indhente senere. Derfor er det forældres opgave at gøre det muligt for børn og unge konstant at øve sig i at være menneske på godt og ondt sammen med andre mennesker. At tage ansvar for sig selv og hinanden, at hjælpe og vente på tur, at tage sit eget liv på sig i det omfang, det er muligt.

Alder og modenhed er selvfølgelig en afgørende faktor at tage højde for, når man lader børn og unge gøre sig ægte erfaringer med tilværelsens ups and downs, det er klart. Vi skal drage omsorg for vores børn og ikke udsætte dem for farer, men vi skal ikke drukne dem i misforståede hensyn og gøre dem livsinkompetente. Alt det børn og unge selv kan, skal de selv gøre – det er en god huskeregel! Børn skal gøre sig livsvigtige erfaringer – selv! Når mor eller far stalker deres børn, tager over og sørger for at hele tilværelsen bliver så behagelig som overhovedet muligt for lille Maximus, så er der overhængende risiko for, at han aldrig rigtig får lært det, der er svært, fordi han står ude på sidelinjen uden at blive udfordret og uden mulighed for at mærke, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Mor og far oplever til gengæld mestring, mens Maximus oplever umyndiggørelse som passager og tilskuer til sit eget liv.

Det er svært at være forælder. Først skal vi drage omsorg og begrave børnene i uforbeholden kærlighed 24-7. Derefter skal vi påbegynde vores opdragelse i anerkendelsens hellige navn og langsomt klippe navlestrengen, inden den kvæler både børn og voksne. I mine øjne er der alt for mange forældre, der har alt for svært ved den sidste del og desværre kvæles barnet før den voksne. Giv slip. Lad dit barn stå selv, gå selv og gøre sig afgørende erfaringer selv. Gør dem til hovedpersoner i deres egen tilværelse, og giv dem mulighed for at vokse lidt hver eneste dag. Børn kan meget mere end de selv tror, og dobbelt så meget som deres forældre tror, men de er nødt til at opdage det først…

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.