Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Kvindernes kampdag – hvil i fred

Anne Sophia Hermansen: Tak og respekt for pinonérfeministernes kamp for ligestilling her på kvindekampens 100-års dag - men fødselsdagen er også en god dag at dø på.

Kvindernes internationale kampdag fylder i dag 100 år. Sidst jeg selv fejrede den var i 1990, og her havde jeg slæbt en stakkels fyr med, som ikke turde sige nej til sin elevrådsskingre kæreste. I ligestillingens hellige navn havde vi malet kvindetegn på kinderne, og sådan marcherede vi rundt med et par veninder og deres favoritaccessory: kæresten fra den sproglige klasse. Når jeg tænker tilbage på den emotionelle militarisme, vi behandlede vores kærester med dengang, virker det komplet ironisk, at det var Kvindernes Kampdag, der blev markeret. Naturligvis anerkender vi vores mødres enorme indsats, pionérfeministernes kamp for barsel, uddannelsesmuligheder, højere løn, selvstændighed, mere respekt og tak for det! Men når kvindernes kampdag i dag kan fejre jubilæum og gøre status over sine mange særdeles herlige sejre, 100 år og hurra, så er det måske ikke kun en fødselsdag, men også en god dag at dø. For hvad er det egentlig, vi kæmper for på kvindernes kampdag?

Lad mig gætte, uha, det er sørme svært, men vi kæmper jo nok for flere kvinder i magtfulde stillinger og i bestyrelserne. Vi kæmper nok også for ligeløn, lige barsel og lige muligheder på arbejdsmarkedet. Det er i alt fald det, jeg har googlet mig frem til, for jeg aner det ikke selv. Eller noget andet. Det kunne også skyldes, at jeg som veluddannet storby-kvinde i 30erne mærker det samme samfunds-beat som mange af mine jævnaldrende medsøstre, nemlig det, at vi har en enestående mulighed for at trykke den max af, hvis vi vil og har talentet. Vi føler os ikke som ofre for tumpede magtstrukturer, kulturens byrde eller for mandschauvinister i bestyrelseslokalerne, og det kunne jo skyldes, at vi stadig har til gode at møde dem. Selvfølgelig hører vi da vandrehistorier om ronkedorer, der favoriserer mænd, men de er jo en uddøende race, og når vi hører om dem, så ved vi også, hvilke arbejdspladser vi ikke behøver spilde tid på.

Når jeg ser på min generation af mænd, synes der egentlig mere at være behov for en Mændenes Kampdag. For hold fast, hvor er her tale om en generation, som får kam til deres hår af kvinder, der i 70erne blev klonet med Barbarella, mens de selv blev opflasket med Trille og en mor, som var så vred på mandesamfundet, at bhen konstant lå og knitrede på stegepanden. Vi kalder i dag mange af de mænd for BØVer, børnevoksne, og mindre kærligt for tabermænd, og jeg må ærligt indrømme, at jeg egentlig er mere bekymret for dem end for antallet af kvinder i bestyrelserne. Uddannelsesstatistikker bevidner også faktuelt om, at der nu er flere kvinder end mænd, som får en videregående uddannelse, for mændene falder fra undervejs og sumper i stedet rundt på Props eller i Parken med en fadøl i hånden. Ærgerligt tab af talentmasse. Da jeg selv læste humaniora i 90erne, var der bemærkelsesværdigt mange af mine mandlige medstuderende, som fandt det »under niveau« at arbejde ved siden af studiet, medmindre de kunne assistere en professor i semiotik eller redigere et tidsskrift med artikler om ingenting. De drømte om at blive kunstnere eller filminstruktører. Skrev digte og kom fra ressourcestærke familier, men de var flyttet hjemmefra uden en regulær opfattelse af at modtage deres SU for en dag at skulle betale samfundet tilbage. Enkelte af dem er i dag i slutningen af 30erne og har et absolut minimum af erhvervserfaring, og det har også vist sig at være unødvendigt, når de har kunnet leve et liv henslængt på sociale ydelser. Og samtidig kunnet instruere lidt musikvideo. Interessant nok har jeg aldrig mødt kvinder med den holdning.

Til gengæld har jeg mødt masser af kvinder, som hellere vil være alene end at forsørge en børnevoksen, og det er også i over 75 procent af skilsmisserne kvinden, der går. Og endnu bedre: hun tager ikke børnene med. For måske har hun forladt en playstation-baby i hættetrøje og eksistentiel hængerøv, men mens min generations fædre var fremmedgjort over for bleskift, føder vi i dag børn, der reelt har en mor og en far. Så vi tager os begge af dem. Alligevel er det overvejende kvinden, der tager barsel. Men kunne det mon være vores eget valg, vil jeg gerne spørge de feminister, der sætter barsel, løn og bestyrelsesarbejde på dagsordenen i dag. Som mor til en søn og med 11 måneders barsel på mit kvinde-CV, er jeg stadig uforstående over for, at der skal tvangslovgives om noget, der i virkeligheden er en privat forhandling ved køkkenbordet. Er det for at hjælpe kvinder på vej, som har en mand uden ører og ansvarsfølelse? Så bliv dog skilt. Her hjælper lovgivning alligevel ikke.

På samme vis medgiver jeg, at man formentlig kan finde mænd i samme stilling som jeg, men som tjener fem-syv procent mere. Jamen, tillykke med det. Det kan sagtens tænkes, at de er knippelgode til lønforhandling, men det kan også skyldes, at jeg hellere vil se min søn fem-syv procent mere. I al fald hulker jeg ikke, når jeg ser lønstatistikkerne, for jeg ved, at jeg aktivt har tilvalgt det bedste af to verdener: et godt arbejde og mere tid til mit barn - og det betaler jeg gerne for. Jeg ved heller ikke i hvilken verden, man er en helt, hvis man som mand kun tager 14 dages sølle barsel, men jeg kan forestille mig, hvor bitterfisset hans kæreste/kone bliver af det.

Angående flere kvinder i bestyrelserne, så mangler jeg stadig at få en forklaring på, hvorfor kvinder, der aldrig har haft en ledende stilling, skal sidde i en bestyrelse. Det er pludselig blevet enormt trendy at kunne skrive bestyrelsesmedlem på sit CV, men jeg oplever egentlig ikke, at bestyrelserne er afvisende over for kvinder. Kan det være så enkelt, at de bare tillader sig at tjekke vores CV og vurdere, om de rette kompetencer er til stede? Egentlig meget betryggende for os, der ejer aktier og foretrækker en ledelse, der kan optimere et afkast. Selv om kvinder ganske vist historisk har været undertrykt og sikkert også er blevet forbigået i mange sammenhænge, kan jeg ikke se, hvorfor det fremadrettet skal lægges bestyrelserne og direktionerne til last. Og hvorfor jeg, fordi jeg er kvinde, skal føle mig som en ynkelig minoritet, der skal særbehandles, fordi der skal afbetales på fortidens synder.

Hvor jeg samfundsmæssigt ser en kvindesag handler det altså hverken om løn, barsel eller bestyrelsesposter. Det handler snarere om at skabe (eller vælge!) arbejdspladser, hvor vi ikke stilles over for et valg mellem karriere eller familie. Hvor vi både kan være mødre og gøre karriere. I de år, jeg har været på arbejdsmarkedet, har jeg overvejende arbejdet i den finansielle sektor, men på trods af dens ry for maskulin nålestribet konservatisme, har jeg ikke i andre sektorer set et tilsvarende familievenligt miljø. Så her til inspiration: Hjemmearbejdsplads, kantinemad ud af huset, fleksible arbejdstider, fokus på work/life balance, på stress og på talentudvikling. En chef, der ikke klapper ad en, fordi man arbejder som en psykopat og særligt indrettede rum med legetøj til børn, der gerne vil med på arbejde, men som hurtigt falder ned af kontorstolen af kedsomhed. Når der bliver sat så fremragende rammer for en, er det svært ikke at præstere, men nemt at få hentet barnet i institutionen.

Hvor jeg personligt ser den største kvindesag handler imidlertid om noget helt andet. Den handler om, at kvinder skal holde op med at klynke og betragte sig selv som ofre for alt muligt. At vi skal tage ansvar for vores valg, også de dumme, og ikke mindst for vores egen ligestilling ved at vælge vores mænd og arbejdspladser med omhu. Lidt selvkritik er også godt, måske gik jobbet ikke til en anden, fordi han var mand, men fordi han var dygtigere, og måske kigger vores kæreste efter yngre kvinder, fordi vi er holdt op med at gøre os attraktive.

Da jeg for et par dage siden tømte et tremmerum, fandt jeg et par kasser med gamle bøger. Der lå en masse Fay Weldon og Erica Jong. Ah, det var rart at bære dem ned til storskrald. Mellem dem og mig er der 20 år, et barn, en perlerække af forhold, uddannelse, jobs og ikke en eneste mand (eller kvinde), der har underholdt mig med noget så latterligt, som at der er ting, jeg ikke kan pga. mit køn. Til gengæld har jeg adskillige gange læst og hørt, at der findes et særligt sted i helvede til kvinder, som ikke hjælper hinanden. Men hvorfor kun til kvinder? Der findes da et særligt sted i helvede til alle idioter, uanset køn.

Nå, kære Kvindernes Internationale Kampdag. Du er 100 år, og du er træt. Hvil nu i fred i de evige bestyrelseslokaler, og må du få samme løn, uddannelsesmuligheder, social anerkendelse og barselsvilkår som Patriarken, der også ligger deroppe. Vi vil passe godt på din arv. Det kan du tro. Abso-fucking-lutely.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.