Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kvinderne i mit liv

Kønsroller. Kvinderne i de skiftende danske TV-serier har fulgt mig siden »Super Carla«, og jeg er ikke i tvivl om, at de har spejlet og bidraget til synet på kvindernes og kønnenes stilling gennem de sidste snart 50 år. »Bedrag« giver et billede af familien, hvor ansvaret ikke ensidigt ligger hos kvinden.

Tine Smedegaard Andersen
Tine Smedegaard Andersen

Af Tine Smedegaard Andersen

Kulturdirektør i DR

For ikke så længe siden læste jeg, at USAs kvindelige præsidentkandidat, Hillary Clinton, var faldet over en »obskur dramaserie«, som hun var blevet dybt optaget af, fordi den angiveligt mindede så stærkt om hendes eget liv og erfaringer.

Det var »Borgen«, hun talte om, og jeg må indrømme, at jeg undrede mig lidt. Ikke fordi hun var blevet optaget af serien. Men jeg havde svært ved at forstå, hvordan den kvindelige præsidentkandidat, som havde haft sit liv og hjem i Det Hvide Hus, kunne identificere sig med Birgitte Nyborg. Jeg havde ikke tidligere tænkt på Bill Clinton som en pendant til TV-seriens søde, betænksomme mand, der tager over på hjemmefronten i murermestervillaen – men hvad ved man? Jeg tænkte også, at magtkampene i Washington formentlig var noget hårdere end på Christiansborg.

Men mindst af alt havde jeg forestillet mig, at USAs måske kommende kvindelige præsident kunne identificere sig med den særlige danske version af de sidste årtiers debatterede og tilbagevendende kvindelige dilemma mellem et krævende arbejde og rollen som kvinde og mor. Men det er selvfølgelig en anden version af et kvindeliv end det, den kvindelige hovedperson Carrie har valgt i den amerikanske serie »Homeland«, og som Hillary Clinton i samme interview røbede, at hun ikke var helt opdateret på.

For mit eget vedkommende har kvinderne i de skiftende danske TV-serier fulgt mig siden »Super Carla«, og jeg er ikke i tvivl om, at de har spejlet og bidraget til synet på kvindernes og kønnenes stilling i Danmark gennem de sidste snart 50 år. Ikke avantgardistisk, men skarpt nok til, at generationer har fulgt med, har genkendt sig selv eller fundet anledning til at tage stilling – som det også sker lige nu med sidste skud på stammen i »Bedrag«. Men dramaseriernes succes i udlandet har også været med til at præge udlandets syn på os som nation og kultur – »obskur« i den amerikanske præsidentkandidats mund var tydeligvis ikke negativt ment.

Jeg boede i USA i slutningen af 1970erne sammen med min familie. USA lå endnu meget langt fra Danmark. Det var før Skype og mails. Det var også før »Dallas« og »Dollars« nåede de danske TV-skærme. Vi sad der hele familien måbende foran vores amerikanske fjernsyn, mens vi fulgte en soap, der dårligt kunne have været længere fra den hjemlige »Huset på Christianshavn«, som havde været fast lørdagsunderholdning i mit barndomshjem i Aarhus.

Jeg tror ikke, jeg går nogen for nær, hvis jeg siger, at jeg er vokset op i et hjem, hvor kønsrollerne lå lige så fast som den jyske højderyg. Det hører til de tidligste erindringer fra mit TV-liv, at vi sad omkring spisebordet og så flyttemand Olsen herse omkring med Helle Virkner (hed hun andet end Fru Olsen?), mens vi lo ad ham og med hende i ly af kameraet. Det var alt sammen meget uskyldigt og humoristisk, men det var også første gang, (u)ligestillingen – og sitcom – kom ind i primetime i mit hjem. Genren lignede, men »Dallas« var »de andres« glitrende liv for åben skærm. »Huset på Christianshavn« var vores – eller det kunne være vores. En hel nation sad og så sig selv.

Det var lykkedes mine forældre at finde et hus i en velhavende lille forstad til New York, hvor vi egentlig ikke havde råd til at bo. Huset var umøbleret, og vi lånte alle møblerne af menigheden i den danske kirke i Brooklyn. Så det gav på en måde konkret mening, når drengene i min amerikanske 9. klasse hævdede, at Danmark var et socialistisk land, selv om det var svært fremmedgørende, at de dermed rangerede Danmark meget tæt på Sovjetunionen. Siden er den danske samfundsmodel blevet genstand for diskussion i en af de præsidentielle live-debatter, hvor Hillary Clinton var omhyggelig med at lægge afstand til den. Men kvinden, som kan blive USAs næste præsident, har altså også set sig selv i »Borgen«. Det siger noget om kunstens kraft, at den præger os alle – selv præsidentkandidater – om end sommetider i smug.

De danske TV-seriers succes beror på årtiers indsats, stærke kunstneriske visioner og historier, der er mere end gode plot. De skal »sætte samfundet til debat«, som Georg Brandes engang sagde om litteraturen – længe før bogen på mange natborde blev afløst af en lille, lysende tablet med TV-serier lige så fængende og omtalte som fortidens romaner.

Jeg fulgte Fru Olsens genkomst i »Matador«s Elisabeth Friis, som jeg længe antog for at være seriens egentlige heltinde. Men efterhånden, som jeg blev ældre, fik jeg mere sans for Maude. Hun fandt verdensomstyrtende kræfter frem i sig, da hun kørte Hr. Stein i sikkerhed i grisemandens bil, hvilket både hendes evner som chauffør og tyskernes besættelse taget i betragtning var noget mere heltemodigt, end når hendes søster flyttede hjemmefra for at blive spillelærerinde. Maude viste en hel nation, at der selv for en overbeskyttet stueplante af en forstadskvinde er håb og plads i et moderne liv.

Der kom nye facetter til i »Rejseholdet«, hvor kvindernes fremmarch begynder at koste mændene deres bastioner. Den kvindelige leder i skikkelse af Ingrid Dahl måtte ikke bare afsløre forbrydere over det ganske land; hun måtte også gøre op med fordommen om, at kvinder, der bliver ledere, er nødt til at blive mænd. Karakteristisk nok vandt hun hierarkiet med sin dygtighed. Men mændenes loyalitet og seernes kærlighed fik hun først, da hun havde vist, at hun stadig var kvinde – sårbar ved tabet af sin mand.

»Krøniken« fulgte op, hvor »Matador« havde sluppet. Men der skete også noget helt nyt: Sarah Lund opstod i egen sweaterklædte person. Hun er kvinde, men det er ikke det interessante ved hende. Hendes noget kantede forhold til omverdenen skulle vise sig at have sin forlængelse i Saga fra »Broen«, der lever på kanten af en psykisk diagnose – ikke ulig Carrie i øvrigt, i »Homeland«. Men Sarah Lund har ikke nogen diagnose. Hun bruger bare hverken mændenes eller kvindernes traditionelle våben for at nå sine mål; hun kommer ikke i klammeri om køn eller sex. Hun passer sit arbejde. Og aldrig har en nordisk kvinde – det skulle da lige være hendes sjælelige søster Frk. Smilla (og et sted langt borte Pippi Langstrømpe) – i den grad taget verden med storm. »Forbrydelsen« er stadig den internationalt mest berømte nordiske TV-serie nogensinde.

Sarah Lund kunne mere end blive statsminister. Hun kunne blæse på kendte kategorier og ordne sine ting. »Fri« ville være et forkert ord; »off« er bedre. Og efter »Arvingerne«, der symbolsk begyndte med matriarkens fald, kommer så seneste skud på stammen: Claudia, den kvindelige hovedperson i DRs nye dramaserie »Bedrag«.

Manuskriptforfatter Jeppe Gjervig Gram har sagt, at han trængte til at se en mindre »god« kvinde på skærmen end »Borgen«s Birgitte Nyborg, der forsøger at holde sammen på rollen som kvinde, mor og statsminister med sin røde frakke, sit smukke smil og den evige dårlige samvittighed hængende i foret. Claudia har taget et andet, aktivt valg – forretningslivet og karrieren og en omvendt 10-4-ordning med sin eksmand. En kvinde, der muligvis har hjertet på rette sted, men vælger at følge sin forstand og vilje til en stejlt opadgående kurve for karriere og indflydelse.

Nogle oplever et stereotypt kønsrollemønster i serien. Jeg opfatter snarere, at ansvaret for balancen i etik, familie og samfund i »Bedrag« ikke ensidigt ligger hos kvinden – men bl.a. hos den flossede politimand i skikkelse af Thomas Bo Larsen, der også har sit at se til på hjemmefronten. Jeg forholder mig afventende sammen med resten af befolkningen, og mens vandet stiger i kontor-akvarierne, papirer gennemvædes og mennesker stiger til vejrs eller drukner, tænker jeg, at dansk dramatik igen har lagt vores tid i fremkaldervæske: Det er ikke udpræget beroligende at se på, men det er en lettelse, at hjertet og balancerne ikke alene er kvindernes ansvar, men et fælles.

Måske er dansk drama igen på vej mod et nyt kønsrollemønster. Et »vi«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.