Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Kunsten at sidde i fængsel

»I USA og Skotland er der med held indgået samarbejder mellem fængselsvæsnet og kultursektoren,« skriver Eva Hjelms, og opfordrer til, at man gør noget lignende i Danmark.  Foto: Ernst van Norde
»I USA og Skotland er der med held indgået samarbejder mellem fængselsvæsnet og kultursektoren,« skriver Eva Hjelms, og opfordrer til, at man gør noget lignende i Danmark.  Foto: Ernst van Norde

Justitsminister Søren Pape Poulsen har flere gange givet udtryk for, at det »bør være hårdere at sidde i fængsel«. Ifølge ministeren bør der gøres op med den danske blødsødenhed, og det skal i hvert fald ikke være en rar oplevelse at sidde i fængsel.

Dette synspunkt er der ganske givet mange mennesker, der deler. Sidder man i fængsel, er det fordi man har forbrudt sig mod loven, og det skal man straffes for. Punktum. Debatten om, hvad det egentlig er, vi vil opnå med fængselsvæsnet – hvem det er, vi vil gavne ved at gøre opholdene sværere, den samfundsøkonomiske omkostning, der vil være ved at fjerne de såkaldt bløde værdier – tages ikke op her, da det jo som altid er one-linere som »tough-on-crime«, der er nemmest for de fleste politikere at formidle, og for vælgerne at forholde sig til.

Men når man prøver at se på, hvad der egentlig virker, både i forhold til, hvad der for eksempel kunne mindske graden af konflikter mellem indsatte og over for personalet, eller hvordan man kan sænke andelen af indsatte, der fængsles igen efter løsladelse, er det andre midler, der bør tages i brug. Ikke kun for de indsattes skyld.

Både personalet samt indsattes pårørende står over for en lang række udfordringer i forvejen, som en »hårdere« tilgang til indsatte og fængselsforhold ikke vil lette. Beretningerne om fængselsbetjente der udsættes for vold og trusler er efterhånden hverdagskost, og den følelsesmæssige belastning, de pårørende er udsat for, er enorm.

Shakespeare i fængslet

Det kan derfor være svært at forstå, hvad det præcist er, ministeren forestiller sig, at en hårdere kurs skal gøre godt for andet end en diffus »retsfølelse«.

Hvis man derimod løfter blikket lidt, er der meget, der taler for, at det både på kort og på lang sigt kan have gavnlig virkning at anvende andet end pisken og benytte andre redskaber, der måske endda kan give de folk, som har afsonet deres straf, en mulighed for at komme videre i et kriminalitetsfrit liv.

I USA og Skotland er der med held indgået samarbejder mellem fængselsvæsnet og kultursektoren. I Californien er der et helt Arts in Corrections program, hvor der blandt andet arbejdes med Shakespeare in Prison.

Her har Marin Shakespeare Company siden 2003 gennemført et forløb med indsatte, der trænes i skuespil, og er med til at opsætte eksempelvis Hamlet og Othello. Der arbejdes også med andre kunstneriske udtryk såsom skrivekurser, musik og billedkunst og ifølge lederen af California Department of Correction and Rehabilitation, Jeff Beard, har der været en positiv indvirkning på indsatte. Han forklarer, at »De rehabiliterende programmer lærer de indsatte nye kompetencer, hvilket også giver dem en mulighed for følelsesmæssig udvikling og refleksion.« (Min oversættelse.)

Et andet eksempel er Shakespeare Behind Bars (SBB), der samarbejder med University of Wisconsin. Her er der foretaget undersøgelser, der påviser et markant fald i genfængslinger blandt deltagerne i SBBs programmer: blot 5, 1 pct. i skarp modsætning til et nationalt gennemsnit på ca. 50 pct.

Tallene viser ikke noget om de enkelte deltageres forskelle (alder, kriminalitetsbelastning mm.), men forskellen mellem programdeltagelse og nationalt gennemsnit for tilbagefald til kriminalitet er alligevel så påfaldende, at den ikke kan ignoreres.

Men også under selve fængselsopholdet var projekterne med til at fremme de indsattes sociale kompetencer, og mindske aggressioner både indsatte imellem og over for de ansatte. I en rapport fra 2014 peges der på, at op mod 61 pct. af deltagerne gav udtryk for, at de kom bedre ud af det med personalet efter at have deltaget i et 12-ugers program (både læse/skrivegrupper, drama, musik, kunst oa.) Interessant nok var der dobbelt så mange af de langtidsindsatte (50 pct.), der påpegede dette, hvilket giver en indikation af, at der faktisk er håb selv for folk med lange fængselsdomme.

Ligeledes var der 60 pct. af de langtidsindsatte i undersøgelsen, der gav udtryk for, at de opnåede højere selvværd, samt at de begik færre disciplinære forseelser i fængslet. De opførte sig simpelthen bedre. Ganske tankevækkende, når det sættes over for »tough on crime«-ytringerne fra Søren Pape Poulsen.

Også Citizens Theatre i Glasgow arbejder med dramaprojekter for indsatte og for deres pårørende. Projektet indgår i den samlede indsats, Inspiring Change, som Scottish Arts Council finansierer. Altså fokus på den forandring, de indsatte gennemgår via kunsten, og den forandring de selv er med til at skabe, ved at træffe andre valg for deres fremtidige liv.

Ros for første gang

I en undersøgelse fra 2007 fra Århus Universitet blev ansatte i en række såkaldte kontraktfængsler spurgt om deres syn på kulturelle aktiviteter, og hvad disse kunne have af forskellige funktioner. Eksemplerne på svar var mange:

»[…] modvirke en subkultur udelukkende omhandlende rusmidler og kriminalitet; medvirke til, at indsatte får mulighed for at få »virkeligheden« at se og blive klædt på til at returnere til verden udenfor fængslet og begå sig i den, […] være rekreative og give indsatte overskud til at arbejde med problemstillinger […]; Det kan fx være teater, musik, højtlæsning af klassikere […].; medvirke til, at indsatte selv bliver kulturbærere af en ny kultur, som indsatte ikke tidligere er blevet introduceret for.« (Lodahl & Pedersen 2007)

Disse eksempler afspejles også i noget af det, Citizens Theatre-projektet er nået frem til gennem et samarbejde med Barlinnie fængslet. Indsatte fik i løbet af processen styrket deres evner til at samarbejde og reflektere, og tilskuerne til den endelige forestilling (der blev skrevet, komponeret og opsat af de indsatte selv) fik indtryk af indsatte som andet end blot kriminelle.

De var ikke kun et problem, men havde faktisk ressourcer og kunne bidrage med noget. For mange af de deltagende indsatte i Barlinnie var det første gang, de oplevede at være en del af et konstruktivt fællesskab, og første gang der var nogen, der anerkendte dem for, hvad de kunne, og ikke bedømte dem på fortidens handlinger.

Der findes enkelte gode eksempler i Danmark, med fangekoret og Café Exits aktiviteter som de bedst kendte. Herudover er der mange aktiviteter drevet af frivillige og/eller af fængselspræster, der gør et beundringsværdigt arbejde, men ofte er aktiviteterne båret af enkeltpersoner og er derfor sårbare. En samlet strategi, og dermed også mulighed for at vurdere, hvad der virker bedst, findes ikke, hvilket ellers giver god mening.

Pensel frem for pisk

For på trods af at kulturelle aktiviteter på ingen måde i sig selv løser de indsattes mange udfordringer, og på trods af at det nok heller ikke vil være alle indsatte, der vil få gavn af tilbuddene, vil det omvendt for 90 pct. af de indsatte ikke have en gavnlig effekt at stramme kursen, ifølge formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye.

På samme vis peger kriminolog ved Syddansk Universitet, Linda Kjær Minke, på, at der er et større behov for strukturerede kreative forløb for de indsatte, end der pt. findes. Kriminalforsorgen stiller sig heller ikke afvisende over for flere forløb, ifølge en artikel i Politiken om kunstterapi i Sdr. Omme fængsel. Begge parter er dog enige om, at området kræver ekstra ressourcer, og at de kan være svære at finde i fængslernes pressede økonomi.

I forhold til de samfundsøkonomiske aspekter ved f.eks. genfængslinger vil midlerne til projekter og en samlet strategi på området være forsvindende få. Så udover de rent menneskelige gevinster, der kunne være, er jeg overbevist om, at der er meget at hente. Så hermed en opfordring til de relevante ministre, til Kriminalforsorgen og til Fængselsforbundet om at åbne for forsøg, og til Statens Kunstfond eller andre fonde om at følge Scottish Arts Councils og The California Arts Councils eksempler, og afsætte midler til, at der kan laves strukturerede, professionelle indsatser på området.

Vi skylder både indsatte, ansatte, pårørende og ofre at prøve at skabe en positiv forandring. Hellere med pensel end med pisk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.