Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kronik: Opråb fra en kystbane-socialist

»Det kan give god mening at være det, Johanne Schmidt-Nielsen dybest set er: En velhaver med social empati.«

Johanne Schmidt-Nielsens køb af en murermestervilla bragte nogle sind i kog. Men man kan godt være velhavende og vise empati, skriver Joachim Nielsen. Arkivfoto: Scanpix
Johanne Schmidt-Nielsens køb af en murermestervilla bragte nogle sind i kog. Men man kan godt være velhavende og vise empati, skriver Joachim Nielsen. Arkivfoto: Scanpix

Kan man bo i et godt og dyrt hus uden at have mistet sin sociale empati? Ikke hvis man skal lytte til det borgerligt/liberale hylekor, der satte i gang, da Enhedslistens tidligere leder, Johanne Schmidt-Nielsen, for nylig underskrev købet af en murermestervilla i Valby.

Kritikken er selvsagt uholdbar. Selvfølgelig kan man være solidarisk med samfundets svageste og ønske en bid af egen indtægt omfordelt til samme gruppe, selv om man har råd til at købe (eller blive bankgodkendt til) en villa i Valby.

Problemet i Danmark er således ikke antallet af kystbanesocialister. Det er antallet af kystbane-egoister. Den sande trussel mod et trygt Danmark, hvor flest muligt kan udleve deres fulde potentiale, er ikke dem, der gerne vil betale til, at alle har lige ret til bl.a. uddannelse og hospitalsbehandling. Nej, det er dem, der bekæmper det. De, der ikke kan se længere end til egen næsetip eller til tykkelsen af egen tegnebog.

De er den sande trussel!

Og det er de, fordi de som børnene i børnehaven ikke vil eller kan forstå, at det ikke nytter noget at slå eller bide, hvis man ikke lige nu får det stykke legetøj, man havde tænkt sig at lege med, selv om pigen ved siden af ellers havde det. Den automatreaktion er det alment anerkendt, at vi skal opdrage og kultivere vores børn bort fra.

Omvendt synes den borgerligt/liberale logik imidlertid at være i forhold til Johanne Schmidt-Nielsen og hendes villa i Valby. Eks-partilederen må ikke kunne købe sit hus og samtidig være for en socialistisk omfordeling fra rig til fattig. Fra stærk til svag. Hun må ikke. Hun skal proppe pengene i egen lomme. Hun skal rage til sig.

To mennneskesyn

Det lugter af manglede perspektiveringsevne, hvis man ikke i det mindste kan have forståelse for, at det kan give god mening at være det, Johanne Schmidt-Nielsen dybest set er: En velhaver med social empati.

Det vidner om, at man ikke har set de døde øjne hos byggearbejderne fra Bangladesh i Dubai, der er helt nederst i det økonomiske hierarki og uden nogen chance for at blive mødt med nogen form for social empati.

Det vidner om, at man ikke har set fattige på gaden i Mumbai sidde og spise skrald med ubehandlede bylder i ansigtet, fordi de ikke er i nærheden af nogen form for socialhjælp og rejsning mod selvforsørgelse.

Men det vidner også om, at man er totalt ligeglad med de mennesker, der er markant dårligere stillet end én selv. Eller også vidner de harske reaktioner mod Johanne Schmidt-Nielsen og hendes huskøb om, at man føler sig udstillet på sin egen grådighed. Man kunne jo rent faktisk godt være mere solidarisk med sin gode indtægt og sin eventuelle formue, end man er. Men det er man ikke. Man rager hellere til sig.

Det udstiller Johanne Schmidt-Nielsen og hendes huskøb.

Og hun udstiller dermed også en grundlæggende forskel mellem to menneskesyn. Selv om Johanne Schmidt-Nielsen sikkert er ateist (religion er jo opium for folket i hendes partis DNA), er hun sikkert enig med Pave Frans i, at han ser kirkens (den katolske) ærinde som værende: At fjerne menneskelig lidelse.

Det synes jeg vidner om et både klogt og smukt livssyn og et som flugter fint med de seneste årtiers lykkeforskning, der viser, at menneskelig trivsel primært opnås, når man gør noget for andre.

Kan der være en sammenhæng mellem den forskning, det faktum, at Danmark er et af verdens mest solidariske samfund og det faktum, at vi igen og igen bliver udnævnt til verdens lykkeligste land?

Eller skal vi hellere alle bekende os til, at pengene har det bedst i borgernes lommer, nappe en Uber og skide hul i, at de ikke betaler til fælleskassen og de goder, den giver? Og desuden lige købe et par ejendomme, hvis lejligheder vi udlejer via Airbnb, fordi det også er en perfekt måde at rage til sig på og dermed rendyrke den ideologi, man hader Johanne Schmidt-Nielsen for ikke at henfalde til (eller nedfalde i): Kystbane-egoismen.

For kystbane-egoisme er, hvad Johanne Schmidt-Nielsens hadere agiterer for. Topskatten skal væk, dagpengene ligeså, og kan man ikke leve af fattigdomsydelserne, må man »get a fucking job«, som Tea Party-aktivisterne i USA vedvarende råber efter Bernie Sanders og hans ligesindede i USA, fordi de tillader sig at påpege, at Danmark er det land i verden, hvor flest mulige mennesker har mulighed for noget så banalt som et godt liv.

Skål i dyr årgangsrødvin!

Men det er tydeligvis svært at forstå. I hvert fald opstod der et magisk moment af TV-historiske dimensioner, da DR2s Martin Krasnik interviewede kystbane-egoismens førstemand, Lars Seier Christensen, og skulle se dennes besiddelser udi dyre kunstværker, Formel 1 biler og, ikke mindst, en stor og sikkert meget dyr speeedbåd.

Stor var Lars Seier Christensens forbløffelse, da Martin Krasnik bekendtgjorde, at han ingen, absolut ingen, glæde finder ved at købe dyre ting. Et sekund, måske to, var Lars Seier Christensen helt tom i blikket og ramt af den tomhed, grådighed giver, fordi det er og bliver en dødssynd, der ikke for alvor giver mennesket dyb mening.

Skål i dyr årgangsrødvin på det, Lars Seier Christensen. Din er betalt af hurtig profit og kapitalgevinster og drønet yderst let beskattet ned i din lomme i Schweiz, som du og Lars Tvede gang på gang beskriver som et foregangsland, selv om junkierne ligger og rådner op på jernbanesporene uden for Zürich, og selv om det er umuligt for den menige schweiziske kvinde at tage noget, der minder om en rimelig barselslorlov med sine nyfødte. Men hey: Enhver er sin egen lykkes smed, og hvorfor arrangere os ud af den slags med en lidt højere skat, når man bare kan »get a fucking job«?

Men det skal nok gå det hele. Johanne Schmidt-Nielsen har fået sit hus, solidariteten i Danmark er intakt, og kun Liberal Alliances cirka syv procent af vælgerne har hede natlige drømme om lettelser i topskatten.

Alt i alt er der god grund til optimisme på Danmarks, solidaritetens og herunder kystbanesocialismens vegne.

Danmark og den skandinaviske model er stadig tættest på at være det samfund, salig Marx beskrev i »Kapitalen«, selv om meget selvsagt er sket siden dengang, og meget stadig skal ske.

Et solidarisk velfærdssamfund er en dynamisk størrelse i evig udvikling, og her er der al mulig grund til vedvarende at smide de sociale foranstaltninger langt væk, der ikke virker og ikke løfter danskerne socialt og kulturelt.

Væk med dem og ind med nye tanker og ideer som det nærmeste geniale iværksætterprojekt for nydanskere, Mind Your Own Business. Det er ypperlig solidarisk velfærdstænkning anno 2016, og det batter noget. Virksomheder bliver startet, mennesker løftet og arbejdspladser skabt.

Rejs ud i verden

Dét batter noget i stik modsætning til hån af Johanne Schmidt-Nielsens huskøb og agiteren for yderligere kystbane-egoisme. Det eneste, det fører med sig er større forskel på rig og fattig, bedre grunde for de fattige til at slå de rige ned og stjæle deres penge og deraf følgende bedre grund for de rige til at leve i gated communities med hegn, pigtråd og bevæbnede vagter.

Så lad dette være et opråb fra en kystbanesocialist til alle kystbane-egoister. Rejs ud i verden og for Guds skyld langt væk fra hotellernes fem-stjernede luksus.

Derude er der nemlig vilde beviser på, hvad der sker i samfund, hvor egoismen i den grad smadrer solidariteten og skaber kolossal grobund for menneskets største rædsel: Rendyrket menneskelig lidelse uden håb for forbedringer.

P.S.: Dagens kronikør er 43 år, bosat i Nordsjælland, murstensmillionær, kører jævnligt med Kystbanen, stemte liberalt som ung, men skiftede til venstrefløjen efter rejser til lande med mange mennesker uden nogen form for social værdighed og håb.

Joachim Nielsen er

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.