Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Kommissionen, der skal adskille kirke og folk

Jesper Langballe: I dag mødes en 20 mand stor kommission til sit månedlige møde for at nå frem til en kirkeforfatning. Målet er at adskille folkekirken fra folket, fortæller DFs medlem af kommissionen, Jesper Langballe. Men skal vi omkalfatre en 163 år gammel velfungerende ordning, bare fordi vi har en inkompetent minister, spørger han.

Foto: Morten Dueholm
Foto: Morten Dueholm

Indtil i dag er en 20 mand stor kommission mødtes i kirkeministeriet en gang om måneden med det endemål at adskille folkekirken fra folket. Jeg ved det, for jeg er selv medlem af kommissionen, indsat af Dansk Folkeparti. Kommissionen er nedsat af ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen. Formålet er at give folkekirken en såkaldt kirkeforfatning med en synode i spidsen – noget, som folkekirken, trods flere forsøg, lykkeligt har undgået i de 163 år, der er gået, siden vi fik grundloven. Derfor har vi i dag verdens bedste og frieste kirkeordning. Det vil snart være slut, hvis kommissionsformand Hans Gammeltoft Hansens intentioner føres ud i livet.

Det mærkelige er, at som ordet »kirkeforfatning« normalt er brugt, har en sådan til formål at løsne forholdet mellem kirke og stat. Men det er ikke det, man er ude på. Tværtimod: Ifølge de modeller, der nu tegner sig, skal kirkeministeren have en betydelig magt.

En adskillelse af kirke og stat kræver en grundlovsændring og dermed en folkeafstemning. Alle regner med, at den vil initiativtagerne tabe med et brag. Men det forhindrer ikke, at man kan opbygge en synode, der giver folkekirken mund og mæle – altså udover det at forkynde evangeliet i kirkerne hver søndag. Fremover vil så enhver journalist i sin lommebog eller mobiltelefon have det telefonnummer, han kan ringe til, hvis han vil have autoritativ besked om, hvad folkekirken mener om udlændingepolitik, abortpolitik og alverdens politiske ting. Folkekirken vil hurtigt være totalpolitiseret.

Men kirkeministeren vil fortsat have enerådig magt til at sige ja eller nej til, hvad synoden foreslår. Han vil efter planerne nærmest blive en enevældig kirkefyrste.

Undskyldningen for denne katastrofe er grundlovens § 66, som siger: »Folkekirkens forfatning (eller forhold, det betyder det samme) ordnes ved lov«. Man kalder den »løfteparagraffen« – altså en paragraf, der rummer et løfte om en kirkeforfatning. Men det er en tilsnigelse. Det var utvivlsomt den oprindelige betydning af paragraffens formulering, især fra D.G. Monrads side (en af de største ulykkesfugle i danmarkshistorien).

Men allerede ved grundlovens vedtagelse vidste især Grundtvig, at det ville være en ulykke for kirken at blive selvstyrende og dermed politiserende. Så han tolkede paragraffen sådan: »Folkekirkens forhold ordnes ved lov« – det betyder: ved de love, som Folketinget vedtager, altså præcis det system, vi har i dag. Sådan har det været i 163 år, og dermed må Grundtvigs grundlovsfortolkning vel siges at have vundet forfatningskraft. Hvad vigtigere er: Den har fungeret fremragende, især ved at holde kirkeligheden ude fra al politisk magt. Dermed har den holdt kirke og folk samlet, så kirken ikke blev præste- eller bispe­styret.

Især da vi i 1903-1912 havde fået J.C. Christensens (og Jacob Appels) menighedsrådslove – de bedste love i folkekirkens historie. For de understregede, at folkekirken styres »nedefra« – fra det enkelte sogn – og ikke ovenfra – fra Christiansborg eller ministeriet i Frederiksholms Kanal. Den er ikke en statskirke med en minister og en generaldirektør eller ærkebiskop i toppen, men den er de menige sognefolks kirke.

Nu vil man vende op og ned på det hele og skabe en centralistisk, topstyret kirke, hvor de permanente stiftsråd, som blev oprettet i 2009, ophøjes til synode på landsplan

De fire mulige »modeller«, man har sat på papiret, til styring af det, der kaldes »folkekirkens indre anliggender«, ser sådan ud:

1. Den nuværende ordning, som i høj grad bygger på sædvane, lovreguleres. Det sædvanebestemte har imidlertid (indtil Manu Sareen) bevirket, at man har måttet tale sig til rette. Manu Sareens opførsel som en elefant i en glasbutik i forbindelse med homovielserne kan måske siges at have gjort en lovregulering berettiget.

2. Bisperådsmodellen. For første gang bliver biskopperne officielt betragtet som et samlet magtfuldt kollegium. Lovgivningen skal fastsætte bestemmelser om forholdet mellem minister og bisperåd. Endelig kobles stiftsrådene på bisperådet.

3. »Den lille kirkerådsmodel«. Her er der tale om en egentlig synodeopbygning. Hvert stiftsråd vælger to repræsentanter til et kirkeråd. Præsterne i stiftsrådet vælger to præster, biskopperne vælger to biskopper og provsterne to provster. Hertil kommer et par observatører fra personaleorganisationer. Dette råd kan suppleres med et bisperåd. Rådets indstillinger fører frem til, at ministeren indstiller til kgl. resolution vedrørende salmebøger, ritualer etc. Ministeren er vel at mærke ikke bundet af indstillingerne, men kan vælge at skrotte det hele.

4. »Udvidet kirkerådsmodel«. Her kan kirkerådet (synoden) drøfte dem af folkekirkens indre anliggender, der i dag reguleres ved lovgivning, og indstille til ministeren, at ny lovgivning udarbejdes. Og så hedder det: »Kan regeringen støtte forslaget, udarbejder ministeren i samarbejde med rådet et udkast til lovforslag«. Synoden er altså gjort lovforberedende, men også her har ministeren det definitivt sidste ord. Repræsentanter for frivillige kirkelige organisationer skal være observatører.

Ministerens formelle kompetence er uændret, men hans magt bliver kraftigt forøget, fordi det hidtil sædvanebestemte bliver lovreguleret. I stedet for, at man taler sig til rette, kan ministeren vælge at gøre, som han vil. Ingen kan komme efter ham, hvis han går frem efter bogen.

Men kirken selv? – ja, den er blevet en hierarkisk pyramide, ledet af en kirkelig elite. Hermed er tillige den tendens forstærket, der vil gøre folkekirken til en af velfærdsstatens serviceydelser. Og ligesom andre statslige væsener, der leverer serviceydelser – DSB f.eks. – har også kirken sin selvstændige bestyrelse. Men beslutningsansvaret er stadig ministerens.

Drivkraften bag det hele er en god portion kirkelig selvgodhed. Man siger, at folketingsmedlemmer i dag ikke har noget forhold til folkekirke og kristendom, så den sag ligger bedst i hænderne på fromme og indsigtsfulde folk som »os«. Jeg har sagt hertil, at problemet ikke er folketingsmedlemmerne. Deres forhold til kirken er nok som de fleste folks.

Nej, problemet er, at vi for tiden har den mest uvidende kirkeminister, folkekirken nogensinde har haft.

Men er det en begrundelse for at omkalfatre en 163 år gammel velfungerende ordning, at vi for tiden har en inkompetent minister?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.