Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Kolonitiden er mere end slaver og undskyldninger

Vi skylder os selv at trænge dybere ned i vores koloniale arv og være åben over for resultatet. Kolonitiden er trods alt mere end slaver og undskyldninger.

Akvarel fra Danmarks tid som kolonimagt på Guldkysten, i dag Ghana. Her giver guvernør Edward Carstensen (bror til Tivolis grundlægger Georg Carstensen) 28. januar 1843 frokost på fortet Christiansborg for Prinsen af Joinville. Originalen tilhører M/S Museet for Søfart.
Akvarel fra Danmarks tid som kolonimagt på Guldkysten, i dag Ghana. Her giver guvernør Edward Carstensen (bror til Tivolis grundlægger Georg Carstensen) 28. januar 1843 frokost på fortet Christiansborg for Prinsen af Joinville. Originalen tilhører M/S Museet for Søfart.

Danmarks kolonihistorie bliver i den offentlige debat ofte reduceret til to modstridende positioner. Den ene position mener, at Danmark skal undskylde for fortidens fortrædeligheder, der omfatter alt fra slaveri over tvangsflytning til vold. Den anden position mener derimod, at Danmark hverken kan eller skal undskylde for fortiden, da nutidens danskere ikke står til ansvar for, hvad der skete i en fjern fortid. Vi kan nok blive enige om, at slaveri, tvangsflytning og vold er uskønne pletter på vores frihedselskende selvbillede. Vi kan sikkert også blive enige om, at børn ikke har ansvar for forældrenes handlinger, og derfor giver det næppe mening at undskylde for fortidige handlinger, der blev begået på fortidens egne præmisser. Dødvandet bliver netop understreget af den konsekvente uimodsigelighed, som begge positioner tydeligvis rummer.

For at kvalificere forståelsen af vores koloniale fortid og dens nutidige betydning, bliver vi nødt til at pensionere debatten om slaver og undskyldninger. Samtidig bliver vi nødt til at opgive den indgroede forestilling om kolonitiden som en idyllisk hyggeperiode, der uigenkaldeligt førte frem til f.eks. de vestindiske slavers frigivelse og grønlændernes civilisatoriske ophjælpning. Der findes en historie før og efter det. Med andre ord skal den danske konsensuskulturs selvbillede, som begge positioner bevidst og ubevidst abonnerer på, udfordres. Det er ikke nemt, da den i kraft af sin natur vil tilstræbe en god og selvbekræftende fortællestruktur. Det sås klart i filmene »Peter von Scholten« (1987) og »Guldkysten« (2015). Lad os alligevel prøve at tage opgøret: Hvad betyder kolonitiden for nutidens Danmark?

Købmænd og storborgere i kolonierne

I 1849 fik Danmark sin første grundlov. En flok velbjærgede borgere havde vejret morgenluft efter Christian 8.s halvtidlige død i 1848, og så var de gået til den nye konge, Frederik 7., for at forlange en fri forfatning. Kongen imødekom borgernes krav. Mere næring til konsensuskulturen. Nå, det er knap så vigtigt her. Det iøjnefaldende er, hvem der succesfuldt pressede den enevældige konge til at opgive sin magt – borgerne. Borgerne er som gruppe ret interessant i nærværende sammenhæng. Hvorfor? Købmænd og storborgere deltog i handelen på kolonierne. I tidens løb blev de så rige, at de gradvis kunne få indflydelse på statsstyrelsen. Opdagelser og kolonisering igangsatte en bedre kædereaktion af politiske, religiøse og økonomiske tanker, der stærkt forenklet bidrog til at samle borgerne til problematisering og kritik af kongemagten under det fænomen, som Jürgen Habermas kalder »borgerlig offentlighed«. En forudsætning for den borgerlige offentlighed var kapitalismen, og en forudsætning for den tidlige kapitalisme var kolonialisme. Dermed kan der givetvis trækkes en forbindelseslinje fra kolonialismen over borgerskabet til demokratiet. All right. Billedet er ret karikeret, og der er selvklare elementer, der inviterer til nye fiktive fortællestrukturer. Men selv karikaturer kan rumme sandhed. Mange faktorer bidrog selvfølgelig til at skabe vores demokrati. Alligevel er det vistnok begrundet at udtale, at én blandt flere forudsætninger for vores demokrati var, at købmænd og storborgere blev rige på at lade vestindiske slaver trælle i sukkerplantagerne og tilskynde grønlænderne til lukrative fangstmetoder ved diverse regelsæt. Kan noget så frygteligt som kolonialisme og noget så fantastisk som demokrati virkelig være forbundet? Sandsynligvis.

Nu bragede mine strøtanker frontalt sammen med konsensuskulturens forståelse af dansk historie. Hvilke forudsætninger skulle være på plads, før borgerne med held kunne fremsætte de krav, der gennemgribende kom til at ændre Danmark? Det vil den konsensusorienterede grundfortælling helst ikke beskæftige sig med. I hvert fald ikke på foranstående måde. Den vil helst ikke behandle kolonitiden, men når den tvinges til det, skulle det gerne være en parentes i fortællingen om bønder, embedsfolk, godsejere og kongerne. I den rækkefølge. En trællende slave eller sælfangende grønlænder passer slet ikke i fortællingen. Hvis de endelig bliver inddraget, så er det højst som et kuriøst indslag til hyggefortællingen, hvor det hurtigt understreges, at vi – i skarp modsætning til alle andre – var en godgørende kolonimagt. Ja, nogle vil i ramme alvor betvivle, at en af kolonierne, altså Grønland, overhovedet var en koloni. Fair nok. Sådan er grundfortællingens spilleregler.

Kolonierne skal med som en udfordring til fortællingen om Danmarks demokrati, selvbillede og verdensforståelse. Ikke som et simpelt redskab i et politisk spil om retten til at definere historiens uretfærdigheder ved at påtage eller fralægge sig ansvar. En sprække er åbnet ind til en verden af i går, der har relevans for verden af i dag. Grønland hører endnu til Danmarks Rige, men det barsler med selvstændighed ud fra fortolkninger, der netop cirkler om kolonitidens virkelige eller forestillede overgreb. Dansk Vestindien har ikke haft forbindelse til Danmark i 100 år, og øerne hedder i dag De Amerikanske Jomfruøer. Alligevel bliver vi ganske utilpasse, når indignerede øboere selvsikkert fremsætter krav om erstatninger og undskyldninger til den tidligere koloniherre. Nogle kan forstå grønlænderne og vestinderne, andre synes, at de henholdsvis er utaknemmelige og kugleskøre. Grundfortællingen slås med den grønlandske modstand og den vestindiske indignation, fordi den ganske enkelt ikke passer ind i rammen.

Danmark har i rigtig mange år dyrket fortællingen om den fredelige og demokratiske brobygger, der kan tale med alle om alt og intet i de store forsamlinger. Afkastet har været stort i FN, vi fik f.eks. lov til at beholde vores koloni Grønland i 1954, fordi verdenssamfundet havde tillid til Danmarks godgørende indsats. Det vil være dumt at underkende de stærke forhandlingsfordele, som opsparet velvilje fra omtalte fortælling giver os. Derfor kan regeringen ikke erkende, at den i tidligere tider – nu hæver vi blikket fra simpel og skiftende partipolitik – har begået overgreb imod nogen som helst. Det er næsten som om, at Danmark ikke har haft nogen kolonihistorie. Her er det måske lettere i andre lande, der ikke i samme grad har spundet sig ind i et selvbillede af hygge og lykke. Hvis man underkender sin egen fortrinlighed, så begynder skønmaleriet at krakelere indadtil og udadtil, og det dur da bestemt ikke. Derfor balancerer regeringen på et knivsæg, og netop derfor er det en ganske gratis omgang, når det ene eller andet af de omtalte argumenter tages i brug. Hvad kan vi gøre for at sætte bølgegang i dette dødvande?

Kolonitiden og vores selvbillede

Helt grundlæggende kan det siges, at vi skal erkende dybde og nuancer i det samspil, der foregik mellem kolonierne og moderlandet fra 1620 til 1954. Ellers skaber vi en masse blinde vinkler for os selv til skade for bl.a. vores relation til Grønland. Vi har hårdt brug for at vide meget mere om, hvilken betydning den dybest set paradoksale forening af og modsætning mellem konsensuskultur og kolonitid har (haft) for vores selvforståelse. Hvordan greb vi egentlig vores rolle som koloniherre an, og på hvilken måde smittede rollen af på os selv? Uanset hvad svaret er, og uanset om det kan nære en ny grundfortælling, så slipper vi ikke for at tage ordentligt livtag med vores kolonihistorie. Kolonitiden giver nemlig masser af stof til at nuancere og udfordre historien om Danmarks demokrati, selvbillede og verdensforståelse. Danmark havde trods alt Dansk Vestindien og Grønland som kolonier i relativ lang tid efter demokratiets indførelse. Derudover var Danmarks genindtrædelse på verdensscenen efter en definitorisk periode som politisk bænkevarmer uden tvivl betinget af landets herredømme over geostrategisk vigtige kolonier. Vi skylder os selv at trænge dybere ned i vores koloniale arv og være åben over for resultatet. Kolonitiden er trods alt mere end slaver og undskyldninger.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.