Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Klaus Rifbjerg – en moderne klassiker

»Man bliver aldrig færdig med Klaus Rifbjerg. Han er i sandhed en moderne klassiker, og det myldrer med højdepunkter i forfatterskabet.«

Klaus Rifbjerg, fotograferet i Kandestederne. Arkivfoto: Scanpix
Klaus Rifbjerg, fotograferet i Kandestederne. Arkivfoto: Scanpix

Da man for efterhånden en del år siden udarbejdede den første såkaldte kanonliste over dansk litteratur, var der blot én nulevende forfatter på listen: Klaus Rifbjerg. Mens man til dels voldsomt diskuterede for og imod de andre navne på listen, så var der ingen diskussion om Rifbjerg. For selvfølgelig hørte han til blandt f.eks. H.C. Andersen, Steen Steensen Blicher, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen. I den ledsagende begrundelse nævntes Rifbjergs evne til at præsentere »et danmarksbillede af tiden fra 1930erne til i dag«. Dette er så sandt som det er sagt, for Rifbjerg er en erindringskunstner af rang. Derudover anførtes i den noget tynde begrundelse hans imponerende produktivitet, usædvanlige sproglige musikalitet og udtrykskraft og endelig, ganske upræcist, hans udtryksform, der kunne »være enkel eller sammensat, eksperimenterende eller gennemsigtig, poetisk eller udfordrende, rettet mod børn eller voksne«.

Læs også: Ordsprinteren Rifbjerg var klart foran feltet

Naturligvis er alt dette korrekt, men der er så meget mere at hente i forfatterskabet, hvis størrelse, som det også kan læses i begrundelsen, er »imponerende« og vel ikke matches af nogen anden skandinavisk forfatter siden August Strindberg. Der er simpelthen ikke den litterære genre, som Rifbjerg ikke har anvendt – også dette er en formidabel præstation. Det er blevet til flere end 200 værker, alene sidste år udkom tre bøger af ham, hvilket er ganske godt gået af den 83-årige forfatter, om hvem rygterne gik, at hans forlag, Gyldendal, til stadighed skulle have fire-fem færdige manuskripter af ham liggende i et pengeskab.

Lad det være slået fast med syvtommersøm, at det naturligvis ikke er alt, hvad Klaus Rifbjerg skrev, der har bidraget til hans klassikerstatus, ligesom tavsheden også bør sænke sig over det meste af hans politiske og kulturradikale polemik, der ikke mindst i de senere år var en uværdig forestilling. Alligevel vil en række værker sikre ham en fornem plads i den danske litteraturhistorie, og jeg tør gerne hævde, at det først og fremmest er som lyriker, at Rifbjerg vil indtage sin plads på parnasset.

TV: Se Berlingskes interview med Klaus Rifbjerg i Beinovs hotspot

 

Talentet er allerede åbenlyst i den første digtsamling »Under vejr med mig selv« (1956), en formidabel debut, der ukonventionelt rækker tilbage til digterens undfangelse, og som introducerede en barok og overgiven tone i vor litteratur efter Heretica-digternes, Ole Sarvigs og Ole Wivels, dystre analyser af en undergangstruet verden. Med »Konfrontation« (1960), Rifbjergs egentlige lyriske gennembrud, slog så modernismen igennem med et brag. Konkrete sansninger registreres og modstilles hinanden på en hidtil ukendt måde, men herudover viste Rifbjerg sig som en associationens mester, ustyrlig og disciplineret på samme tid, hvilket f.eks. gør digtet »Nultime« til et absolut hovedværk i dansk lyrik, som stadigvæk volder selv trænede læsere hovedbrud. Endnu vanskeligere gjorde han det for sit publikum med samlingen »Camouflage« (1961), et storslået forsøg på at erobre virkeligheden gennem en rejse ind i det ubevidste og tilbage til fortid, til myter og egen erindring.

Læs også: Billedgalleri: Farvel til Store Klaus: Her er Rifbjergs liv i billeder

Men Rifbjerg ville ikke være Rifbjerg, hvis han ikke til stadighed satte nye accenter. Således vendte han i 1965 tilbage til den ydre genkendelige verden med »Amagerdigte«, en samling opkaldt efter forfatterens fødeø og gennemtrængt af personlige minder fra barndommen. Med deres nøgterne, registrerende stil var disse digte med til at indføre den såkaldte nyenkelhed eller nyrealisme i vor litteratur.

Der findes endnu en lang række lyriske højdepunkter i forfatterskabet. Her kan blot peges på »Mytologi« (1970), »Udenfor har vinden lagt sig« (1984) og den melankolske og inderlige, faktisk ret formidable, men noget oversete »Sæsonen slutter« (2004), skrevet over det stedse tilbagevendende dødsmotiv. At Rifbjerg endnu havde sin digteriske kraft i behold viser forårsdigtene »Time out« (2009) og hans sidste digtsamling med den noget pjattede titel »Fut fut fut« (2014), gennemtrængt af barndomserindringer og hilsener til en række klassiske digtere, som provokatøren Rifbjerg her hylder kærligt – måske som en slags afskedssalut. Og hermed er kun nævnt enkelte af Rifbjergs mange digtsamlinger, hvormed han fornyede den danske lyriske tradition som en anden Johannes V. Jensen.

Rifbjergs stræben efter realisme omkring 1965 kom også til udtryk i debutnovellerne »Og andre historier« (1964), der gennem forskellige synsvinkler viser udviklingsstadier fra barnets uskyld over ungdommens seksuelle forvirring til de voksnes fortrængninger. Også romanen »Arkivet« (1967) skildrer ned til den minutiøse detalje hverdagslivet – et Samuel Beckettsk portræt af mennesker i venteposition – men bag den tilsyneladende banale facade myldrer det med underdrejede psykologiske iagttagelser, der er en mester værdig.

Det drejer sig her om to hovedværker, der ufortjent er kommet til at stå i skyggen af gymnasieklassikeren, romanen »Den kroniske uskyld« fra 1958, trykt i ca. 350.000 eksemplarer, en skildring af fortrængt seksualitet og dermed sårbar pubertet, der rammes af destruktive kræfter. Uskylden må overvindes, ellers bliver den kronisk og fører lukt ind i katastrofen. Det kan dreje sig om dæmoniske magter, der f.eks. er ude efter titelpersonen i romanen »Operaelskeren« (1966) – også en klassiker. Matematikeren Helmer Franks velordnede, rationalistiske verden krakelerer gennem mødet med en operasangerinde. I en række flashbacks afsløres uløste konflikter, der kan følges tilbage til barndommen.

Læs også: Kommentar: Sådan var Rifbjerg

At vi manipuleres af skjulte kræfter er et tilbagevendende motiv i Rifbjergs romaner og kommer måske mest overbevisende til udtryk i et andet af hans prosahovedværker, »Anna (jeg) Anna« (1969), om en neurotisk diplomatfrues dramatiske flugt væk fra sit luksusliv sammen med en ung hippie, samt i den undervurderede og ligeledes fremragende roman »Brevet til Gerda« (1972), en protest mod det statiske og passive, der dækker over en angst for livet, men som i sidste ende er en angst for døden. Temaet gentages op gennem forfatterskabet og gennemspilles allerede igen i den filosofiske roman »R.R.«, der sammen med »Mytologi« og »Operaelskeren« også er et udtryk for Rifbjergs fascination af mytiske skikkelser. »R.R.« er intet mindre end en Faust-roman med en direkte kritik af den rationalistiske livsanskuelse, som titelpersonen har solgt sin sjæl til.

Ellers er det skildringen af den ydre virkelighed, der ved en hurtig gennemlæsning karakteriserer de fleste af Rifbjergs romaner. Men det ville være formålsløst at remse den ene titel op efter den anden. Dog skal yderligere to højdepunkter i dansk romankunst nævnes: Den eksperimenterende Esbern-trilogi (2005-08) om mellemkrigstidens digter Gustaf Munch Petersen og »Jordbær« (2011), hvor erindringskunstneren Rifbjerg vækker førkrigstidens Danmark til live med et neddæmpet Herman Bangsk portræt af en sørgende kvinde og hendes minder ved mandens dødsleje. Temaerne er velkendte: Forholdet mellem mand og kvinde, det undertrykte følelsesliv og de bristede forhåbninger, altsammen holdt sammen af den gamle mesters suveræne behandling af det danske sprog.

Læs også: Jelved: Derfor får vi aldrig én som Rifbjerg

Efter Klaus Rifbjergs død må det være tilladt at stille spørgsmålet: Hvad bliver nu stående af hans forfatterskab? Stilles dette spørgsmål f.eks. i forbindelse med Jørgen-Frantz Jacobsens forfatterskab bliver svaret let: romanen »Barbara« – for Jacobsen skrev kun den ene roman. Men hvad gør man, hvis en top-ti-liste ønskes, når det gælder et så enormt stort forfatterskab som Klaus Rifbjergs? Jeg vover alligevel pelsen og peger på digtsamlingerne »Konfrontation«, »Amagerdigte« og »Sæsonen slutter«, blandt novellesamlingerne på »Og andre historier« og blandt de 38 romaner vædde en kasse fin fransk rødvin på, at »Operaelskeren« holder længere end »Den kroniske uskyld«, der dog også skal med på top-ti-listen sammen med »Anna (jeg) Anna«, »R.R.«, »Brevet til Gerda«, »Esbern-trilogien« eller »Jordbær« eller...

Man bliver aldrig færdig med Klaus Rifbjerg – han er netop en moderne klassiker!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.