Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Kirken skal befries – for falsk gøgl

Kristian Ditlev Jensen
Kristian Ditlev Jensen

En gudstjeneste er en samtale mellem Gud og mennesket. Sådan har Luther sagt, men hvad hvis samtalen ikke længere føles fri eller ligefrem?« Sådan skriver Aarhus Domkirke på sin hjemmeside, når den skal promovere i alt syv arrangementer, som skal gentænke gudtjenestens form og »befri« den.

Men hvad skal den egentlig befries fra, gudstjenesten? Ja, det giver jo næsten sig selv. Gudstjenesten skal, som de unge siger, pimpes.

Det lyder også, som om man udfordrer højmessens kendte form:

»Forvent et kalejdoskopisk mash-up af dansende kirketjenere, popsange og salmer, Michelin-nadver, nyskrevne bønner af danske forfattere og nye prædikener af aktuelle meningsdannere,« skriver stiftet på nettet.

Sidstnævnte er for eksempel en prædiken i søndags med den kvindelige imam Sherin Khankan, som genererede en solid fordømmelse i visse kristne kredse.

Jeg er nu selv stor tilhænger af, at man, som Luther skrev, ikke nøjes med gammel vin på nye sække og heller ikke ny vin på gamle sække, men derimod disker op med ny vin på nye sække. Som menighedsrådsmedlem i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro stod jeg for eksempel i spidsen for et Halloween-arrangement, der strakte en aftengudstjeneste så langt, man kunne – og måske endda lidt til. Men det arrangement var også kun tænkt som et supplement. En kreativt tænketank. Det var ikke ment som et opgør med hele måden, kirken fungerer på. Lidt som når DR laver en stor indsamling. Det er bare for at hjælpe de fattige endnu mere – det er ikke et opgør med ulandsbistanden eller et forslag om, at den som sådan erstattes af et game-show.

Aarhusianerne går selveste højmessen efter i sømmene. De vil tilsætte den noget – og måske i virkeligheden helst erstatte den med noget helt andet? Den tanke er bestemt ikke forbudt. Og ligesom det kan være pædagogisk at lade skolebørn skrive deres egen »nye« grundlov, vil mange kirkegængere nok vågne op, når de ser højmessen stillet på hovedet.

Men problemet med »fornyelsen« ligger samtidig også præcis der. At man overhovedet mener, at der er noget galt med højmessen. For måske har alt det nye, man pimper den med, slet ikke så meget med Gud at gøre. Det er lidt ligesom, når mange københavnere roser Absalons Kirke på Vesterbro: »Nøj, hvor er den kirke bare blevet fed, mand!« Jep – for den er lukket. De jubler over et beboerhus.

Grundpræmissen for befrielsen af gudstjenesten er, at man påstår, at folkekirken har en forkert eller kedsommelig højmesse. Det er muligt. Men derfor skal man ikke vende vrangen ud på sig selv for at please. Det er nemlig lidt, som om man lader verden komme udefra og ind i kirken i stedet for at lade budskabet inde fra kirken komme ud. Og så er man i gang med det stik modsatte af en befrielse af gudstjenesten – så er man snarere i gang med at kuppe højmessen.

Teatrets tilgang kan, rent kunstnerisk, undre, eftersom der jo er et gammelt mundheld blandt skuespillere: Man må aldrig bare må tage en sjov hat på. Professionelle skuespillere udtrykker nemlig karakterer. Dilettanter? De leger bare klæd-ud.

Det er det egentlige crux.

Kirken må ikke sælge ud

Skal folket ind til Gud? Eller skal Gud ud til folket? Men på det punkt ligger kirkens opgave sådan set fast siden oldkirken. Kirken skal ikke fortynde evangeliet, den skal forkynde evangeliet. Og den skal kun lukke folkeligheden ind i den udstrækning, det faktisk styrker forkyndelsen. Da Luther skrev salmer på sømandsmelodier, virkede det vildt. Men det var netop stadig salmer. Det samme gælder, når man for eksempel arrangerer en jazzgudstjeneste – som i øvrigt aldrig har noget med en højmesse at gøre.

Folkelighedens indtog skal være velkommen, men fremgangsmåden må aldrig være at sælge ud. Hvis man vil have flere i kirke, kan man godt erstatte salmesangen med popsange. Man kan for min skyld også indbygge en grillbar og en swingerklub i sideskibet. Men så er det bare ikke en kirke mere. Og kirkens krise er faktisk lige det modsatte. Den består ikke i, at kristendommen ikke er relevant mere, eller i at formen er kedelig. Krisen går ud på, at kirken alt for ofte ikke kan finde ud af at formidle, hvor vidunderlig troen kan være for hin enkelte, og hvor kategorialt afgørende protestantismen er for vores nation. Kirken er sommetider ved at brænde sammen i hittepåsomhed. Men den skal slet ikke »opfinde« en ny højmesse. Kirken skal snarere dyrke sine ritualer og traditioner til det inderste – og så lade dem overbevise befolkningen ved sin slående skønhed. Vi kender det alle sammen fra julegudstjenesten, hvor enkle toner af Bach spillet på en trompet kan føre os dybt ind i den kristne fortælling.

En klassisk misforståelse kan måske tjene som illustration. Mange danskere, som ikke er så vant til at gå i kirke, tror, at en rigtig god præst er sådan en, der kan sige alverdens tankevækkende ting i en prædiken ovre i kirken. Hun kan finde på, kan hun. Men sandheden er, at en prædiken ikke er en fristil. Det er derimod en bibeludlægning – og ud af bibelteksten vokser prædikenen. Det er med andre ord Bibelens visdom, det handler om, ikke præstens fantasi. Hun er på sin vis bare den spirituelle ekspedient, der pakker nådegaven ind. Hun sætter sløjfe på evigheden.

Det var vistnok Franz Kafka, som i sin dagbog skrev, at det »er let at finde på, men svært at finde«. Og det burde kirken lære af, når den skal »forny« sig. For at bringe evangeliet ud til befolkningen kan måske sammenlignes lidt med kunsten at koge en fond. Alle gode kokke – og alle gourmeter – ved, at fond er hjørnestenen i al velsmag. Og at den ikke bliver bedre ved, at man bare river en hel krydderihylde ned. Det gør den derimod, hvis man skærer ind til knoglen, bringer marven i kog – og så siden reducerer suppen. Dét intensiverer alt det gode, man faktisk allerede i forvejen har.

Selv drømmer jeg om netop sådan en folkekirke. En kirke, hvor præster og biskopper ikke er bange for at stole på, at det betaler sig at koge det kristne budskab helt ind – og så lade det overbevise folket.

Der er utrolig mange fakta og meget historie, som danskerne ikke længere er fortrolige med. Og det må ses som kirkens rå oplysningsopgave at informere befolkningen om, at muslingen på en Shell-tank faktisk er den samme som symbolet på pilgrimsvandringerne til Santiago i Nordspanien. Den formidling kræver ikke, at man ændrer muslingen, at man omlægger pilgrimsruten, eller at Shell-tanken vikles ind i guirlander. Det kræver bare, at man viser det frem, som allerede er der.

Drop ikke traditionen

Gudstjenestens inderste, dens kristne kerne, burde faktisk blive befriet – nemlig fra falsk gøgl. Og det var, oven på katolikkernes mere og mere outrerede udskejelser, netop selve Luthers mission. Men det skal ske ved, at vi griber tilbage og gendanner det tabte – som ordet »re-formation« jo faktisk betyder. Vi skal ikke finde på noget nyt. Vi skal finde tilbage.

Jeg er overhovedet ikke lukket for nytænkning. En relativt ny opfindelse er taizé-gudstjenesten, hvor man sammen synger ældgamle salmer, ofte på latin. Det tilfører troen en meditativ oplevelse og en dyb sanselighed. Men det sker ved, at man borer i traditionen, ikke ved at man dropper den. Et andet udmærket eksempel på nytænkning er det salmebogstillæg, som lige nu er under udarbejdning. Den fornyelse bliver netop et tillæg – noget, man kan vælge at tage med eller lade ligge.

Måske er det følelsen af, at man vil af med højmessen, der provokerer mange? I Aarhus har man lavet »en ny trosbekendelse«, så den ligesom kommer up to date. For min skyld kan man godt kalde en klapsammen for en sandwich. Men det er måske lige lovlig flot, når man tænker på, at de ord, præsterne bruger i folkekirken i dag, har deres kraft, netop fordi man har sagt de samme ord ordret i mange Herrens år. Nogle af de ord, præsten siger – oversat til dansk – er faktisk over 2.000 år gamle.

Det er der bare ikke så mange, der ved længere. Og det er snarere det, der er problemet.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.