Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Kina har løsnet spændetrøjen

Selv om begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads for 25 år siden fortsat er tabu, har de kinesiske magthavere lyttet langt mere til kravene fra 1989, end de nogensinde vil være ved. Men takket være Kinas massive historieforfalskning aner unge kinesere ikke, hvad deres forældre og bedsteforældre har været igennem.

Kinas magthavere frygter fortsat demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads som i 1989, hvorfra billedet stammer. Arkivfoto: Scanpix
Kinas magthavere frygter fortsat demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads som i 1989, hvorfra billedet stammer. Arkivfoto: Scanpix

I Kina begyndte de at »round up the usual suspects« allerede i marts. Folk har fået forbud mod at vende hjem til Beijing før 5. juni. Og 150 bevæbnede specialenheder har siden 12. maj udført »anti-terrorist stabilitetsvedligeholdelse« i Beijing. Det lokale politi bekræfter stolt den stående ordre til »at dække hovedstaden fuldstændigt i tid og rum, retning og stilling« for at forhindre en »massebegivenhed«.

Massebegivenhed! Myndighederne vil forebygge sådan en til minde om en begivenhed for 25 år siden, som samme myndigheder nærmest nægter har fundet sted og prøver at henvise til Kinas store historiske Glemmebog.

Begivenheden, som skal slettes af den kollektive bevidsthed, er Folkets Befrielseshærs brutale nedkæmpelse af ubevæbnede demonstranter i Beijing natten til 4. juni 1989. Ingen, der var der, kendte nogen, som var der, eller mistede nogen under massakrerne i Beijing og andre kinesiske storbyer natten mellem 3. og 4. juni 1989, glemmer nogensinde den ulyksalige nat.

Og uanset, hvad myndighederne måtte foregive, glemmer de den heller aldrig selv. Hvert år op til årsdagen myldrer Den Himmelske Freds Plads med sikkerhedsfolk i »civil«. Balladepoliti er kørt i stilling i sidegaderne, klar til udrykning ved mindste tegn på uregelmæssighed.

Læs også: Kinas industri viser tegn på bedring

Her ved 25-året for opstanden er magthaverne ekstra på vagt, ligesom de, der kæmper for historisk oprejsning, og for at deres dræbte slægtninge ikke går helt i glemmebogen.

Var opstanden og dens mange ofre forgæves? Skræller man følelserne af, var kravene i 1989 enkle:

• Demokrati.

• Opgør med korruption og nepotisme, gennemskuelig forvaltning.

• Kørekort til den nye økonomiske virkelighed med inflation og markedsmekanismer.

• Medindflydelse på egen daglige tilværelse, f.eks. valg af uddannelse, arbejde og ægtefælle. Ikke frihed i storladen eller romantisk forstand, men til at træffe en række dagligdags beslutninger, som vi slet ikke overvejer, at staten eller fællesskabet skal blande sig i.

Nogle af magthavernes indledende forsøg på atter at gøre Bei-jings indbyggere glade i kølvandet på den brutale nedkæmpelse, var patetiske. F.eks. blev hele byen vinteren 1989-90 oversvømmet med en tidligere mangelvare, bai cai, kinakål; indbyggerne blev tvunget til at købe 50 kg hver. Tvangskøb af kinakål! Man ser lokalregeringens mødedagsorden for sig: 1) forfølge og fængsle demokratiaktivister. 2) afgøre mængden af kål, hver borger skal tvinges til at købe. 3) grundig gennemgang af dagens leder i Folkets Dagblad … osv., osv.

Brandhanerne omkring Den himmelske Freds Plads fik øget trykket, så man kunne nedkæmpe ubevæbnede civile med vandkanoner i stedet for rigtige kanoner, hvis det skulle blive nødvendigt en anden gang.

Men demokrati, forstået som flerpartistyre og tredeling af magten i udøvende, lovgivende og dømmende, er stadig udelukket. Kinas forfatning er underlagt Kommunistpartiets forfatning, hvorved en masse fortræffelige artikler bliver ligegyldige. Kinas parlament, Den nationale Folkekongres, var uforfalsket ekspeditionskontor for Kommunistpartiets beslutninger i 1989.

Læs også: En verden med Breaking Power

I mellemtiden har der været symbolske eksempler på medlemmer, der stemte blankt eller ligefrem mod Kommunistpartiets beslutninger. En kontroversiel lov, som ikke bare fik Mickey Mouse-stemplet, men var syv-otte år undervejs, var den om privat ejendomsret.

Siden opstanden i 1989 har alle kinesiske ledere erklæret krig mod korruptionen, der dels er en af kinesernes største frustrationer, dels blandt magthavernes mest presserende udfordringer. Men magthaverne har ikke leveret en helhjertet indsats mod korruption og nepotisme i egne rækker de seneste 25 år. Det står givet højt på deres to do-liste.

Til gengæld har Ministeriet for Overvågning samt Statens Bureau til modtagelse af Klager, der er et levn fra kejsertiden, faktisk bedt Folketingets Ombudsmand om hjælp til at bekæmpe korruption og styrke forvaltningskulturen i håb om at rette op på den mistillid, befolkningen nærer til magthaverne.

Langt det meste af kinesernes retssikkerhed er styrket betragteligt de seneste 10-15 år. Tidligere opfattede befolkningen retsvæsenet som en farlig forlængelse af statsmagten, ikke som værn om folkets rettigheder. Dommere og anklagere blev rekrutteret i Partiet og Befrielseshæren og havde ikke juridisk baggrund. Det har de i stigende grad i dag.

Når man tænker på de tusindvis af demonstranter, som blev dømt for kontrarevolutionær propaganda og tilsvarende forbrydelser efter opstanden i 1989, må det tælle som fremskridt, at kontrarevolution er slettet af straffeloven. Men erstatningen, opildnen til omstyrtelse af staten, er dog lige så elastisk og strafbar.

Som noget nyt blev 45.000 af de 14,2 millioner sager, der blev ført ved Kinas lokaldomstole i fjor, transmitteret direkte på TV, angiveligt for at fremme gennemskueligheden. Transmissionerne ufortalt, er sandsynligheden for en fair retssag nu om dage langt større end tidligere – med mindre, man kritiserer Partiet eller Staten. Så falder de hårde straffe på et uigennemskueligt grundlag.

Tortur er blevet forbudt, men er ikke ophørt. Det tager årtier at omskole mange millioner politifolk til nye rutiner, der hviler på tekniske beviser i stedet for tortur. Men der er eksempler på domme, som er blevet omstødt, fordi tilståelserne var fremkommet under tortur, og hvor torturbødlerne er blevet straffet.

Kinas daværende leder, Deng Xiaoping, ville aldrig nogensinde offentligt tilstå demonstranterne den mindste indrømmelse. Men faktum er, at han – og siden hans efterfølgere – satte alle sejl til for at tilfredsstille kineserne materielt med økonomisk frihed.

Læs også: Velkommen til en barskere verdensorden

Ikke politisk frihed, som Mikhail Gorbatjov lagde op til i den smuldrende Sovjetunion dengang i 1989, men frihed til at blive rig, mæt, få tøj på kroppen og tag over hovedet.

Frem til 1992 var det kineserne forbudt overhovedet at bevæge sig rundt i Kina uden internt visum. Det var så godt som umuligt og i hvert fald uhørt at skifte job. Selv uddannelse – eller manglende samme – var ikke en personlig beslutning; ligesom med arbejde og bopæl var det systemets anliggende.

Hverdagens spændetrøje blev løsnet. Mulighederne voksede, folk kunne komme omkring; de fik måske et godt job og råd til at købe smart tøj, dyrt tøj. Og takket være Kinas massive historieforfalskning aner unge kinesere ikke, hvad deres forældre og bedsteforældre har været igennem på vejen til dette nye Kinas socialisme med særlige kinesiske kendetegn.

I 1992 blev forbuddet mod at tale politik og kritisere samfundet ophævet – under private former dog, ikke offentligt.

Selv om ordet langtfra er frit i Kina, er der offentlig debat om emner, som for ikke så længe siden var tabu: korruption, vold i hjemmet, uretfærdigheder, voldelige arbejdsgivere, magthaveres overgreb – af Kinas magthavere kaldet hverdagsanliggender, men som vi kender som politik. Alle kinesere kender grænsen og mestrer selvcensuren.

Fremskridtene kommer drypvis. Øget retssikkerhed, nye miljøhensyn, bønderne slipper for skolepenge for at styrke deres uddannelsesniveau, små skridt til social- og folkepension, sundheds- og arbejdsløshedsforsikring; arbejderne tilkæmper sig bedre vilkår.

Kinas færd har aldrig været lige ud ad landevejen i ensartet tempo. Det er frem- og tilbageskridt, somme tider begge dele på én gang. Der er krampetrækninger, som kaster landet tilbage i udvikling, f.eks. 1950ernes Store Spring Fremad og nedkæmpelsen af opstanden i 1989.

Men spørger man de allerfleste kinesere, har de aldrig haft det bedre. De kan udtrykke sig mere og friere, og selv om de stadig lever i en formynderstat, har de – på godt og ondt – fået mange flere valg i tilværelsen. Fattige har stadig ringe – men dog betydeligt bedre – kår. Og alle kinesere har større muligheder end for 25 år siden.

Kritikere af systemet har det fortsat endog meget svært i Kina, og på netop det felt er alle ikke lige for loven.

Magthaverne har lyttet langt mere til kravene fra 1989, end de nogensinde vil være ved. Som Deng Xiaoping sagde: »Det er ligegyldigt, om katten er hvid eller sort, så længe den fanger mus.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.