Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Karakterer er købmandens logik – de bør fylde mindst muligt hos børn og unge

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Tænk hvis vi kunne uddanne vores børn, så de kunne bruge både hovedet og hænderne lige godt? En fremtidsvision, hvor en akademiker har basale håndværksfærdigheder, og en håndværker eller såkaldt faglært har styr på de mest fundamentale videnskabsteorier. En befolkning af kultiverede praktikere og praktiske intellektuelle.

Det er ikke den politiske opskrift, der kokkereres efter i disse år. Tværtimod ligner det et ræs mod bunden eller en dyrkelse af snævre kompetencer, som i øvrigt for alt i verden skal kunne måles og vejes, klassificeres med en karakter.

Det er så moderne med mål og kpi’er (Key Performance Indicator), at de skal være til stede overalt i vores liv. Selv i børnehaven har de mest progressive med julelys i øjnene indført læringsmål og test.

Uden at have egentlig videnskabelig dokumentation for det, vil jeg tillade mig at hævde, at der er en sammenhæng mellem den perverse trang efter mål og mængden af stresssyge personer. Vi skal nå det hele, men vi (ud)dannes kun til det halve. Hvis ikke man kan gå til eksamen i et fag, er det ikke relevant. Og eksamen. Ja, den er blevet mål i sig selv.

Hvis jeg skal bruge et særligt karaktergennemsnit, vil jeg gøre, hvad der skal til for at opnå de givne karakterer. Om det er at købe mig til en bedre karakter, eller om det er at fokusere ensidigt på at kunne nøjagtigt det, som vil blive afkrævet ved den grønne dug, er for så vidt ét fedt. Førstnævnte er dog amoralsk.

Begge strategier er udtryk for en kynisk indstilling, som jeg vil hævde forhindrer geniet i at blomstre. For skal man lære at mestre et fag eller en disciplin, må man gå i dybden med det, man må leve sig ind i faget, få det ind under huden. Man skal ikke hele tiden have et rigidt ciffer hængende som en forjættende bonus ude i horisonten. Da lærer man i hvert fald ikke at elske at lære, med mindre banal anerkendelse er ens stærkeste drivkraft. Den tilgang reducerer mennesket til en ivrig og enfoldig væddeløbshund, hvis eneste drivkraft er en mekanisk hare, som den aldrig vil indhente.

Med en del år på skolebænken ved jeg af erfaring, at det læringsparadigme har et forudsigeligt og trist facit. Nemlig at man har det med at glemme det, man har indstuderet, så snart man modtager sin karakter for bestræbelserne. Fokus er på resultatet. Flueben. Tjek. Man er videre.

Rigide mål

At uddanne sig bør ikke være et spil, hvor det vigtigste er at vinde, selvom det mange steder ligner det til forveksling. Dertil er viden og kundskaber for betydningsfuldt til, at det kan reduceres til en kamp eller en selskabsleg, hvor der skal kåres vindere og tabere.

Vinderne, de med de bedste forudsætninger for at ligge i toppen af den akademiske fødekæde, vil sandsynligvis ligge der uanset, hvordan vi sammensætter vores uddannelsessystem. Deres forældre er veluddannede, de ligger lunt i den høje indkomstgruppe, forældrene kan coache dem fra skolestart og være 1.-klasses lektiehjælp.

Men hvad med alle dem, der ikke har overskudsagtige forældre, som taler tre sprog og stadig kan løse en andengradsligning som den største selvfølgelighed?

I denne gruppe vil der være mange, som har tabt på forhånd. For mennesker og særligt børn er konkurrencemennesker af natur, kig bare på fodboldbanen i frikvartererne. Er oplægget konkurrence, kommer det i høj grad til at tage fokus fra, hvad det egentlig burde handle om. Nemlig at gå i skole, hvor man skal lære en masse grundlæggende færdigheder, så man kan forberede sig godt til voksenlivet med alt, hvad det indebærer af udfordringer, som ikke kun handler om at gøre sig kvalificeret til et job.

Jeg har ingen modstand mod karakterer og bonusordninger. De gør bare ikke særligt meget godt for børn og unge. Eller i hvert fald ikke for særligt mange af dem.

Selv de privilegerede må nemlig undertiden erkende, at karakterpresset ikke kun er lutter idyl. For en del af disse dygtige unge mennesker betragter alt andet end et 12-tal som en regulær fiasko.

Når man bygger sin skole og uddannelse op efter så rigide mål, som vi gør, betyder det også, at mange fag og færdigheder får kniven. For hvad skal man bruge håndværk, gastronomi, jordbrug, musik og tegning til, hvis man alligevel skal være advokat eller psykolog eller en af de nye uddannelser på CBS, som har en engelsk titel. Umiddelbart intet, men selv advokaten og psykologen kan få stor gavn af andet end at kunne fortolke paragraffer og læse Freud ind i alle menneskelige dårskaber.

Efter ungdommens hormonsump

Et menneske gennemgår som bekendt forskellige faser eller udviklingstrin fra fødsel til død. Og det bør være en bunden opgave at tilrettelægge uddannelse eller læring efter, hvilken fase man befinder sig i.

Begynder man f.eks. for tidligt at terpe fag, som overskrider elevens abstraktionsniveau, er der en risiko for, at eleven ikke knækker koden. Og i stedet for at blive interesseret og fascineret af faget, ender det med det stik modsatte. Og det er jo et kæmpe hasardspil, både hvad angår eleven, som går glip af en masse interessant og brugbar viden og nye færdigheder, og sandelig også for de fælles ressourcer, vi råder over som samfund.

Når først man har fået slæbt sig op af ungdommens hormonsump, giver karakterer og bonusser ganske fin mening, for da har man et fundament for at kunne være med og tage det sure med det søde. Man er klædt på til ansvar for eget liv. Men inden uddannelsesræset begynder, bør karaktererne ikke være til stede eller i det mindste kun fylde ganske lidt.

Det lyder måske lidt hippieagtigt, for det gør det meste efterhånden, der ikke kan sættes tal på og placeres i kasser og skemaer. Men jeg er ikke i tvivl om, at det netop i dette tilfælde giver mening med en lidt mere hippieagtig tilgang.

Glem det lange hår, de fodformede sko og det marxistiske idekatalog. Det handler om, at vi skal udfordre vores børn og unge på verden og alle dens fortræffeligheder og kompleksitet på en måde, hvor de bliver i stand til at forholde sig til den helt konkret med ægte, erfarede færdigheder. I stedet for at studere den, hvor der er et prædefineret, koldt mål.

Karakterer er købmandens logik. Men købmandskab har ikke nødvendigvis noget meningsfuldt at byde på i en skolekontekst, måske lige i matematikundervisningen.

Det er godt med systemer, har du dette eller hint gennemsnit, kan du komme ind på den og den uddannelse, har du ikke, kan du vælge noget andet, underforstået tilhører du taberholdet.

Hvis man nu rent faktisk lod sig inspirere af erhvervslivet på den måde, som kandidater ansættes på, ville man jo netop ikke skulle bruge et særligt gennemsnit. Da ville det komme an på en motiveret ansøgning, anbefalinger fra tidligere chefer (her undervisere) og til sidst samtaler og en test, som tester for netop det job eller den uddannelse, man søger optagelse på.

Lad os nu antage, at student Jensen har en naturvidenskabelig begavelse, er god med hænderne og rummer en empati ud over det sædvanlige. Altså den perfekte kandidat til f.eks. medicinstudiet. Samtidig er Jensen ikke imponerende i de humanistiske fag. Det betyder, at Jensens karaktergennemsnit ikke rækker til medicinstudiet, og samfundet kan dermed gå glip af en dygtig og motiveret læge.

Student Hansen er modsat ufatteligt systematisk og disciplineret, har overskudsagtige forældre, men interesserer sig ikke synderligt for naturfag, men er bare god til at studere og for sit 12-tal. I øvrigt halter han lidt socialt og har ti tommelfingre. Han kommer uden problemer ind på det prestigiøse medicinstudium, men enten dropper han ud efter et par år, fordi det alligevel var kedeligt, eller også ender han som en læge, der aldrig burde have haft ansvaret for menneskers helbred og trivsel.

Vi bør kraftigt overveje en ny kurs for den skole, vi alle sammen betaler til, så vi får mest ud af bestræbelserne, både menneskeligt og økonomisk. Det koster sikkert noget på den korte bane, men på den lange vil en omstilling helt sikkert kunne betale sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.