Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Kan man være nationalsindet uden at være nationalist?

En af tidens store misforståelser er at blande nationalisme sammen med nationalsindethed, ligesom racisme automatisk kobles sammen med indvandrerkritik. Det er nogenlunde ligeså begavet som at sætte lighedstegn mellem social og socialisme.

Den nationale arv, som sikrer vores sammenhængskraft, er under pres fra adskillige sider, og den nyeste front er sammenblandingen af ønsket om en bevarelse af vores hævdvundne rettigheder i et demokrati, bygget på kulturkristne værdier og, i nogens øjne, nationalisme.

I det øjeblik man sætter »isme« bag national, trækker man dermed nogen af Europas mørkeste kapitler frem i lyset, hvilket lugter fælt af at sætte fokus på alt andet end egen politik.

De nationalsindede bliver i skrivende stund udstillet som fremmedfjendske, højreekstreme og fascistiske, hvilket må skyldes en manglende forståelse for den nyere europæiske historie. Tyskland i 1940erne udsprang eksempelvis af nationalsocialismen og havde meget lidt at gøre med et nationalt konservativt/liberalt tankesæt, og de eneste, der holdt hovedet koldt, var de britiske konservative.

Forskellen på nationalsindet og nationalistisk er afgrundsdyb, da nationalsindede i udgangspunktet ønsker at bevare de værdier, landet bygger på, og ikke med vold og magt ønsker at nedbryde den samfundsorden, der i generationer er forfinet og udbygget. Den nationalsindede har ofte en forståelse for vores tradition og historie, som i dagens politik forveksles med manglende tolerance og angst for det fremmede, hvilket tydeligvis bunder i en historisk uvidenhed, når man målrettet går på jagt efter personer, der tør sige fædreland.

Nationalsindet kontra liberalist

Fra flere sider kobles det nationalsindede og protektionistiske også sammen, en udvikling der på nogle områder præger amerikansk og fransk politik, men ikke en vej, vi eksempelvis ønsker i Nye Borgerlige.

Frihandel er det, der binder os sammen, sikrer en fælles velstand, og ikke mindst nedbryder de menneskelige barrierer, der bygges op ved protektionisme. Omvendt er der intet forgjort ved at vælge de lokale jordbær eller øl fra rundt om hjørnet fremfor de importerede fra Sydamerika.

Samhandlen i Europa, og resten af verden er det, der i fremtiden skal sikre en fredelig udvikling, det skal ikke være en tvungen monokultur og dikteret samfundsorden, der er ens for hele Europa. Et Europa uden toldmure, hvor varerne kan flyde frit, mens retten til at sætte dagsordenen for udviklingen ligger nationalt. Jeg tvivler oprigtigt på, at vi har det helt store at lære af det italienske bureaukrati eller græsk embedsførelse, ligesom den skandinaviske samfundsmodel næppe passer direkte ind i Spanien.

Den nationalsindede ønsker at passe på Danmark, passe på vores demokrati, men har i overvejende grad en bekymring for, at vi er begyndt at tolerere det intolerante, og at vi samtidig i liberalismens hellige navn skal sætte alt frit. Som nationalstat bør vi selv kunne diktere, hvem vi ønsker at lukke ind og give ophold, ligesom stort set alle andre lande i verden, uden for EU.

Bevægelsen i Europa mod indvandring, og mod et elitært EU, er ikke en ultrahøjredrejning, højrefascisme, nationalisme eller nazisme, det er simpelthen et modsvar på den åbne dørs politik, som Sverige og Tyskland har været særligt store fortalere for. Det er derudover et direkte svar på den overnationale magt, der fjerner nærdemokratiet og udhuler de enkelte landes borgeres mulighed for at få indflydelse på de elementer i deres tilværelse, der betyder noget for dem.

Modreaktionen på en uhæmmet indvandring og en politisk ansvarsforflygtigelse er kun lige begyndt, men imperier som EU har det med at afvise bekymringen med et »de ved jo ikke bedre« snarere end at tage ansvaret på sig, og lytte til befolkningerne.

Den nationalsindedes forståelse for værdier vil ofte konflikte med en liberalists ønske om at sætte alt frit. Værnepligten skal nedlægges, kongehuset bortskaffes, og kristendommen puttes i en flyttekasse og gemmes på loftet.

Den nationale forståelse vil i ny og næ også betyde, at man kommer til at bruge ordet fædreland, hvilket for socialisten og liberalisten er ubehageligt, da man derved skal forholde sig til sit ophav.

Nationalsindede tager udgangspunkt i Danmark Riges Grundlov af 1849, senest ændret i 1953, hvor hele fundamentet hviler på kristne værdier uagtet, at vi inden for rammerne af samme kan være asatroene, muslimer, sikher eller medlemmer af The Flying Spaghetti Monster.

Indvandring bekymrer

Grundloven er pejlemærket og er ikke en lov, vi skal ændre, hver gang en liberal finder anledning til at sætte spørgsmål ved det hæmmende i enkelte passager.

Grundloven er hjørnestenen i den udvikling, der har gjort Danmark til et af de mest stabile demokratier i verden og sikret de frihedsrettigheder, der er unikke for vores del af verden.

Den nationalsindede er i øjeblikket bekymret for særligt den ikke-vestlige indvandring. Bekymret for, at deres integration vil ske ufatteligt langsomt eller nogensinde. Store omvæltninger i demografien kalder samtidig på store omvæltninger i den måde, vi definerer os på, og det har historisk aldrig været en god ide. De polske roehakkere på Lolland faldt til næsten øjeblikkeligt, vietnameserne er stort set alle assimileret, og de bosniske flygtninge fra 1990erne er nogle af de mest arbejdsomme mennesker, jeg har mødt. Den arabiske immigration har derimod skabt ghettoer, plantet betonklodser i Nyhavn og kønsopdelt svømmehallerne, elementer i udviklingen, som den nationalsindede ikke bryder sig om.

Friheden til at bade i bar røv, drikke en pilsner, lade homoseksuelle være i fred og alle de andre ting, vi tager for givet, ønsker den nationalsindede ikke at ændre på. Derfor siger de også fra, hvis der opstår situationer, hvor idyllen bliver påvirket af udefrakommende faktorer, uagtet om det er EU eller immigration.

Det har intet med nationalisme at gøre, og forsøget på at udstille nationalsindede som racister, fascister og nationalister er historieforvanskning og de magtelitæres forsøg på at stille sig selv i bedre lys.

Den nationalsindede er ej heller racist, blot fordi man mener, at indvandring fra muslimske lande giver nogle helt særlige udfordringer. Der er vist efterhånden et ganske godt faktagrundlag at arbejde ud fra, når man siger, at netop personer med islamisk baggrund giver nogle udfordringer, der hverken ses med europæere eller andre vestlige indvandrere.

Den tilspidsede debat skal ses i lyset af det krav, der opstår fra netop muslimer om særbehandling, hvilket skaber et dilemma i forhold til rummelighed og tolerance, da vi pludselig skal forholde os til begrebet at rumme det intolerante.

Myriaden af undskyldninger for, hvorfor netop denne gruppe er en udfordring, står i kø på venstrefløjen og hos de liberale. De flygtninge, vi modtog fra Balkan, gled helt ind i vores samfund og er stort set assimileret, uagtet at de kom med vidt forskellig religiøs, etnisk og politisk baggrund, ligesom en stor del kom med svære traumer efter etniske udrensninger og borgerkrig. Dette til trods har de fundet sig til rette med bolig, uddannelse og job og er som tidlige nævnt vel de mest arbejdsomme, jeg har mødt. Netop den gruppe er flygtet på baggrund af en nationalisme, der har ulmet siden slaget på Kosovo Polje i 1389.

Der går ikke en dag, hvor der ikke bliver skrevet indlæg om udfordringer med indvandrere af ikke-vestlig oprindelse. Enten er det i form af et gennemført eller afværget terrorangreb, manglende integrering, økonomiske belastninger af samfundet eller de direkte afledte begrænsninger i vores frie samfund. Fakta er, at vi aldrig har været så overvågede, pakker os ind i beton og må kaste uendelige ressourcer i politiet for at modvirke følgevirkningerne af indvandringen.

Balancen mellem den nationale selvforståelse og en hardcore nationalisme, uanset fortegn, er langt fra hinanden, og vil man se den udført i praksis, kan jeg anbefale en tur til Balkan, hvor begge dele findes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.