Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Kære folkevalgte. I er i gang med at gøre Danmark mindre tillidsfuldt, mere ustabilt, mindre effektivt og fattigere

Kære folkevalgte.

Demokrati betyder direkte oversat »folkestyre«, og er i en dansk tradition udtryk for, at landets styre skal ske efter folkets vilje, hvilket igen principielt forudsætter, at hver enkelt borger individuelt har taget stilling til, hvordan landet så bør udvikle sig. Særligt i Danmark har vi i mange år lagt meget vægt på, at det ikke er staten, der skal skabe sig nogle borgere, men netop borgerne, der skal skabe sig en stat. Dette afspejles stadig i vores høje grad af tillid, tilslutningen til demokratiet og vores udbredte loyalitet over for vedtagne flertalsbeslutninger.

Demokratiet har den åbenlyse fordel, at det – hvis det praktiseres ordentligt – afstedkommer, at langt de fleste beslutninger bliver truffet på et oplyst grundlag efter en fri, offentlig debat, hvor argumenter for og imod er blevet præsenteret. Noget sådant kan kun lade sig gøre, hvis bl.a. følgende forhold er opfyldt:

1) Enhver kan frit, og uden efterfølgende sanktioner, bidrage til den fælles debat, med den saglige indsigt, vedkommende måtte have.

2) Borgerne har adgang til undervisning og oplysning.

3) Statens praktiske styrelse, retssystemet og regeringsførelsen er præget af åbenhed, og er baseret på saglige argumenter.

Desværre har Folketinget og kommunerne i løbet af de seneste 20 år bidraget til en udvikling, hvor de tre nævnte forudsætninger er blevet undergravet i en grad, så et reelt demokrati ikke vil kunne fortsætte i længden. Jeg er sikker på, at dette ikke har været intenderet, og derfor vil jeg i det følgende illustrere, hvad problemerne består i, og sluttelig hvordan de overordnet kan imødekommes.

Tre problemer

1) I dag er det et mindretal af borgerne, der uden frygt for sanktioner kan engagere sig reelt i vores fælles samliv og debatterne herom. Som Folketingets ombudsmand i en kronik i Jyllands-Posten 16. maj 2016 påpeger, er der især i det offentlige store problemer med ytringsfriheden.

Undertrykkelsen af ytringsfriheden er til tider direkte i form af påtaler og de facto afskedigelser, men oftest foregår den langt mere subtilt. Det er f.eks. almen viden, at man som offentligt ansat er bedst tjent med at skrotte enhver faglig anstændighed for blindt at følge ethvert påfund, der måtte komme ovenfra. Inden for det private har der også været rapporter om tilsvarende problemer, men her synes der dog at være en større ledelsesopmærksomhed på det uhensigtsmæssige heri.

2) Siden 2013 har Danmark mere eller mindre officielt været underlagt det, som den daværende undervisningsminister betegnede som en »læringsrevolution«, og fra vuggestue til universitet gøres der ihærdige forsøg på at målstyre og effektivisere borgernes »læringsudbytte«.

Den læringsforståelse, der ligger til grund for disse, tiltag er udpræget målbar, styrbar og instrumentel. Kort fortalt synes det at være forestillingen, at dagtilbud, skoler og uddannelser er institutioner, hvor borgerne bliver trænet til at indgå i en af staten forestillet fremtidig arbejdssituation. Flere partier supplerer endda denne arbejdsmarkedspolitiske forståelse med socialpolitiske argumenter således, at undervisning bliver til både arbejdsmarkeds- og socialpolitik.

Om end dette helt sikkert sker med de bedste intentioner, vil jeg påpege, at undervisning ikke bør foregå på denne måde, hvis man ønsker at bevare et demokrati. I et sådant bør undervisning derimod være et samvær, hvor sagen og kundskaberne, ikke statens styringsbehov, er i centrum. Herefter kan den enkelte som fri borger med viden og indsigt så engagere sig i samlivet.

3) Der har i de senere år været en tendens til at opfatte lovgivning og embedsførelse som managementtiltag, der skal »sælges« for enhver pris. Dette har medført, at mange beslutninger er blevet vedtaget på – videnskabeligt set – yderst tvivlsomme præmisser. Denne udvikling er I folkevalgte naturligvis slet ikke eneansvarlige for, og jeg kan sagtens forstå, at blandt andre lobbyister og medier er stærkt medvirkende hertil.

Samlet bevirker disse tre grundproblemer, at I desværre er i gang med at forme et postdemokratisk samfund, hvor kun få tør engagere sig reelt i det fælles samliv, og næsten ingen tør råbe vagt i gevær, hvis noget er ved at gå helt galt. I dette samfund vil et ægte engagement i længden slet ikke været muligt, da statens borgere med tiden alle vil have gennemført industrialiserede, evidensbaserede læringsforløb således, at de er blevet forhåndstilpasset efter statens præfabrikerede strategier.

I har på Danmarks vegne meldt os ind i en international konkurrence om at producere det mest effektive, lydige og strømlinede samfund, hvor alle gør som Finansministeriet finder bedst.

I har primært lyttet til eksperter, der i starten mest var bange for kinesernes imponerende økonomiske udvikling, men nu mere og mere synes at have udviklet en generel angst for livet og verden som sådan. Der tales om »globaliseringen«, »fremtidens udfordringer« og de mytiske »21st century skills«, som om vi alle blot er statister i et fremmedartet liv, vi ingen indflydelse har på. Således har I som folkevalgte desværre bidraget til at skabe en situation, hvor borgerne så industrielt og evidensbaseret som muligt nu fra vugge til grav tilpasses de forestillede uundgåelige fremtidsvilkår.

Fire løsningsforslag

Når situationen også i en samfundsøkonomisk optik er dybt alvorlig, skyldes det flere ting. Her vil jeg nævne to af de mest centrale:

For det første vil Danmark nok aldrig kunne slå eksempelvis Kina i en konkurrence om ensretning og finansministeriel lydighed. For det andet har vi på alle væsentlige parametre (f.eks. lykke, tillid, demokrati, lighed og velstand) traditionelt været blandt de førende lande i verden, hvilket bedst kan forklares som et resultat af vores kulturelt overleverede erfaringer og samværsformer. Derfor er det uklogt at »revolutionere« sig væk fra alt, hvad vores samfund bygger på. Vi har så at sige, som et lille land uden de store naturresurser, »levet af« vores måde at være sammen på. Efter al sandsynlighed er I altså i gang med at gøre Danmark mindre tillidsfuldt, mere ustabilt, mindre effektivt, og dermed fattigere.

Igen vil jeg understrege, at jeg ikke tror, at ovenstående er tilsigtet. Jeg kan også godt forstå, at det kan virke besnærende at iværksætte tiltag, der på papiret virker både beslutsomme, målrettede og lovende, og at det måske kan være svært at opdage, hvornår man som ellers demokratisk indstillet politiker saver den gren over, som man selv og demokratiet sidder på. Ikke desto mindre er det netop dette, der er ved at ske.

Jeg forestiller mig ikke, at I som folkevalgte alene kan redde situationen, men I er afgørende for at skabe en situation, hvor udviklingen kan vendes. Følgende generelle overvejelser kunne være en start:

1) Iværksættelse af en række tiltag, der gør op med usaglig målstyring, konsulentvælde og ensretning i den offentlige sektor, således at faglig integritet og anstændighed kan komme i højsædet. Dette vil give mindre kontrol, men utvivlsomt større effektivitet.

2) Revurdering af samtlige større dagtilbuds-, skole- og uddannelsestiltag, der alle er præget af en helt misforstået opfattelse af vores samfunds bærende ideer.

3) Indskærpe at offentligt ansatte har pligt til at forholde sig fagligt til den opgave, de skal udføre på vores alle sammens vegne, også i den offentlige debat, hvis den faglige anstændighed kræver det.

4) Tænksom stillingtagen til hvilke »konkurrencer«, Danmark bør melde sig ind i, set i lyset af, at vi formelt er en selvstændig stat bestående af frie, myndige borgere.

Den konkrete udmøntning af disse overordnede forslag bør sigte på at tage et oprigtigt ansvar for Danmarks udvikling, samt fastholde en opmærksomhed på, hvad det i grunden er for en fælles kulturel grunderfaring, der har fungeret så godt indtil videre. Herefter kan man så trække denne i forskellige ideologiske retninger, hvilket jo er jeres egentlige opgave – modsat blind administration af udefrakommende, indbildte fremtidsvilkår.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.