Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Kæmp for alt, hvad du har kært«

Frihedskampens budskab står stadig ved magt. Hvis vi af frygt lægger os ned, kan vi være sikre på at blive trådt på, sagde fhv. udenrigsminister Per Stig Møller 4. maj i sin tale ved mindehøjtideligheden i Mindelunden i Ryvangen.

Henrettelsespladsen i Mindelunden i Ryvangen. Foto: Brian Bergmann
Henrettelsespladsen i Mindelunden i Ryvangen. Foto: Brian Bergmann

»Drenge, I drenge, som døde,
I tændte for Danmark i dybeste mulm,
en lysende morgenrøde.«

Disse ord indleder Kaj Munks digt »De Faldne«, der i sidste øjeblik nåede med i hans sidste, illegale digtsamling: »Den skæbne ej til os«. Det er skrevet lige efter den 29. august 1943 til minde om de 23 faldne, danske soldater, der den dag nægtede at overgive deres kaserner og våben til den tyske Værnemagt.

»For nu kan vi atter være,
se verden i øjne roligt og frit.
I frelste jo Danmarks ære,«

forklarer han i tredje strofe.

Med rette blev Kaj Munks mindeord over disse faldne indskrevet på Mindemonumentet over de danske frihedskæmpere, som blev henrettet her i Mindelunden, hvor der ved befrielsen blev fundet 202 danske lig. Ved pælene her i Ryvangen blev de dødsdømte, danske frihedskæmpere henrettet ved daggry. Morgen­solen over Danmark kom først den 5. maj, hvor »det blev forår og Danmark frit«, som Mads Nielsen skrev i befrielsessangen, hvori vi »mindes stille de tapre døde,/ hvis navne lever i Danmarks navn« og beder »Gud trøste dem, der har lidt og stridt,/ til det blev forår og Danmark frit.«

Det er de henrettedes enestående, tapre medvirken til denne frihed, vi igen i aften er samlede for at takke dem for. I kraft af deres og de overlevende frihedskæmperes indsats blev vi i 1945 talt med blandt de allierede nationer, der havde bekæmpet Nazi-Tyskland. Det forekommer i dag selvfølgeligt, for hvorfor skulle vi ikke regnes med her? Men det var dengang ingen selvfølge. Tværtimod blev de i Storbritannien internerede, danske søfolk længe omtalt som »friendly enemies«, selv om de mod den danske regerings vilje meldte sig under allierede flag.

»Venligtsindede fjender«, sådan var Danmarks omdømme, indtil modstandskampen og dens mange, danske ofre over­beviste de allierede stormagter om, at Danmark rent faktisk var besat og kæmpede for at blive frit.

I Danmark var det nemlig langtfra en selvfølge at kæmpe og stritte imod. Tværtimod stod der i den straffelov, Folketinget vedtog i januar 1941, at de, der forbryder sig over for de uden­landske styrker, »der efter Overenskomst med den danske regering befinder sig her i landet« eller går i »modstandernes krigstjeneste« eller beskadiger tyskernes »krigsmateriel«, kunne dømmes op til livstid, fordi de, som der stod i straffeloven, skadede »Danmarks interesser i forhold til udlandet,« hvormed mentes Tyskland.

Da stadig flere danskere alligevel trodsede Folketinget og regeringen og, i stedet for at rette ind, rettede deres sabotage mod værnemagere og fabrikker, der betjente Tyskland, jernbaner, der førte materiel og tropper gennem Danmark, og tyske skibe med mere, da holdt Danmarks statsminister, Vilhelm Buhl, den 2. september 1942 sin antisabotagetale i radioen, hvori han ikke alene opfordrer befolkningen til at stikke sabotørerne, men også fordømmer alle, der »i uforstand … i ord og skrift« udtaler sig imod regeringens politik i forhold til besættelsesmagten. For, advarer han, der er »ubesindige elementer … på færde,« der forstyrrer »ro og orden« og volder »landet vanskeligheder.«

Men det var netop denne tilpasningens ro og orden, alle disse henrettede frihedskæmpere ikke kunne leve med og derfor satte deres liv ind for at bryde. Og det var dem, Kaj Munk – trods sit forbud mod at prædike i København – forsvarede i sin prædiken i Domkirken den 5. december 1943 med ordene:

»Ofte hører vi sagt om sabotørerne, at det er ugerningsmænd, og det kommer bare til at gå ud over os selv. Kommunister kalder man dem. De er ikke kommunister. Der er nogle af dem, der er. Men de er alle slags folk. For de er danske. De er søn af en biskop, søn af en professor, af en skikkelig husmand, af en håndværker … Det er dem, der tager sig på at vise Danmarks ansigt. Med en enestående dygtighed, med en hensynsfuldhed, der når himlen. Næsten ingen danske menneskeliv, har det kostet, mens de selv ustandselig sætter liv og lemmer på spil – ja, sætter sig i fare for større ting end at miste livet,« prædikerede Kaj Munk og vendte sig til slut mod den danske tilpasningspolitik, for »holdt vi komedien gående med gode miner til fjendens slette spil, koblede vi jo blot os selv som en lille påhængsvogn til Tysklands store vogn på dens raslende færd ned ad bjerget.«

Det var denne påhængsvogn, frihedskæmperne nægtede at sidde i, og derfor lå den lille danske vogn ikke den 5. maj 1945 ved bjergets fod sammen med Tysklands store, smadrede vogn. Det var såvel Modstandsbevægelsen som ikke mindst Folketinget og regeringen lykkelige for på den glædens dag. Regeringen og Folketinget agerede med deres samarbejdspolitik for at skåne flest mulige danske liv. Frihedskæmperne agerede for at bekæmpe den umenneskelige nazisme. De nægtede at sidde og vente uden reelt »at vide på hvad«, som den unge, faldne digter Morten Nielsen skrev i sit digt »Ventetid«. Den nægtede blot at sidde og vente på, at unge mænd fra andre lande satte deres liv til for, at vi, uden selv at kæmpe, en dag kunne blive frie igen. Som Martin A. Hansen skrev i sit illegale digt i anledning af D-dagen i Normandiet, lader hvert liv, det koster ved »Normandi«, ét af vore gå fri. Men sådan ville disse henrettede her i Ryvangen ikke blive frie. De ville aktivt medvirke til, at Danmark fik friheden tilbage. Man kan sige, at takket være regeringens politik kom Danmark igennem med livet i behold, og takket være de »ubesindige elementer« kom Danmark igennem med æren i behold.

De nægtede at bøje nakken, mens de fleste bare bøjede af. Nogle handlede, fordi Danmark den 9. april havde mistet sin ære, som de med deres handlinger ville genvinde. Andre handlede, fordi de fandt nazismen utålelig. Uanset de forskellige bevæggrunde var det, med modstandsmanden Jørgen Kielers ord, for dem alle et »etisk spørgsmål«, som de vel hver for sig besvarede med at spørge sig selv: »Hvis ikke jeg, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så?«

Det er alle dem, de henrettede, de dræbte, og de, som over­levede, vi igen i dag kan takke for, at vi lever med fuld personlig frihed i et frit og samarbejdende, demokratisk Europa i et fredeligt Danmark. De lærte os, at frihed og fred forudsætter en indsats for friheden og freden; thi den 9. april lærte Danmark, at den, der bøjer nakken, ender med at få én over den.

Selv om vi dag fejrer den befrielse, der kom for 71 år siden, er historien ikke slut, for vor frihed og vort demokrati har fået nye fjender, ude som hjemme. Derfor står frihedskampens budskab stadig ved magt: »Kæmp for alt, hvad du har kært.« Hvis vi af frygt lægger os ned, kan vi være sikre på at blive trådt på. Dengang den 9. april 1940 lagde Danmark sig ned og fik en støvle i hovedet. Mod denne støvle rejste frihedskæmperne sig. De er blevet et eksempel for eftertiden, som vi må holde os for øje. Hele tiden. Derfor slutter Kaj Munk sit digt »Drenge, I drenge, som døde« med ordene, vi hvert år på denne dag gør til vore:

»Tak! Gud jer det evigt lønner.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.