Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Jøder, kristne og muslimer

Når religion i den offentlige debat bliver gjort til et »stridens æble«, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for at elske sin nabo.

Foto: Linda Kastrup, Kasper Palsnov og Henning Jensen.
Foto: Linda Kastrup, Kasper Palsnov og Henning Jensen.

Det danske samfund og de danske kulturværdier er baseret på et kristent menneskesyn. Men efter de sidste årtiers indvandring, er Danmark i højere grad blevet et multietnisk, multireligiøst samfund. Visse røster i den offentlige debat forsøger at benægte det, nogle endda at modarbejde det, men faktum er, at Danmark i dag befolkes af en masse mennesker med forskellig baggrund, hudfarve, holdninger, værdier og tro. Og i en globaliseret verden, og et EU der tilstræber arbejdskraftens frie bevægelighed, kan vi forvente at se endnu mere diversitet i fremtiden.

I løbet af de sidste 25 års politiske diskurs, har denne forskellighed i stigende grad været årsag til konflikt og konfrontation, og i nogle tilfælde endda forfølgelse: »Fremmedarbejdere« er blevet mødt med had og modstand, flygtninge underlagt kummerlige kår i et inhumant asyl-system, religiøse minoriteter er blevet mistænkeliggjort og overvåget. I denne fortløbende debat har religion spillet en ikke uvæsentlig rolle. Og tro er oftere blevet gjort til stridspunkt end det modsatte.

Vi vil med denne kronik gerne belyse, hvordan denne konfliktsøgende argumentation ikke stemmer overens med de abrahamiske religioners egne værdier, og er i direkte modstrid med de hellige teksters budskab. Både jødedom, kristendom og islam prædiker næstekærlighed og forbrødring, ikke blot blandt egne tilhængere, men mellem alle mennesker. Alle tre trosretninger indskærper sine tilhængere kærlighed og omsorg for ens nabo – uanset om naboen er en trosfælle eller en fremmed. Det bibelske ord for »nabo« er »næsten«. Min næste er min nærmeste i landsbyen, min frænde, min landsmand. I 3. Mosebog, kap. 19, vers 18 indskærpes næstekærlighedsbuddet for jøder og kristne: »Du skal elske din næste som dig selv.« Så højt skal man værdsætte sin nabo: Man skal elske ham/hende så meget, som man elsker sig selv.I en berømt jødisk fortælling kommer en hedning til den berømte rabbiner Hillel og kræver at lære jøde- dommen stående på ét ben. Hillel svarer: »Hvad du ikke vil, at man skal gøre mod dig, skal du heller ikke gøre mod andre. Det er Torahens kerne. Alt det andet er forklaringer.«

Profeten Muhammad siger tilsvarende: »Elsk for menneskeheden det, du elsker for dig selv.« (Hadith Bukhari) og Koranen 4:36 siger: »I skal være gode imod jeres forældre og slægtninge, forældreløse og fattige; imod den nabo, der er beslægtet, og den nabo, der ikke er beslægtet; imod ledsageren ved jeres side, imod den vejfarende og de slaver, I ejer!« Imam Hasan bin Ali (d.670) sagde desuden, at en god nabo ikke er den, som afstår fra at gøre fortræd mod sin nabo, men den, som tåler fortræd fra sin nabo. Eksemplarisk naboskab er at være tålmodig over for eventuelle gener.

Min næste og nabo er ikke udelukkende dem som bor umiddelbart ved siden af mig. Det kan være nabolaget, en arbejdskollega, medvandrende på en turistattraktion eller de medstuderende i et klasselokale. De mennesker man omgås, er alle ens nabo. Inden for islam er godt naboskab tegn på ens tro. Uden eksemplarisk naboskab kan man ikke tilegne sig de troendes kvaliteter. Man skelner ikke mellem tro og etnicitet for at blive klassificeret som nabo i islamisk teologi. Heller ikke inden for jødedommen er min næste »kun« min nabo. Med udgangspunkt i, at der kun findes én Gud, siger jødedommen, at der også kun findes én menneskehed: En menneskehed hvor alle nyder samme ret for Gud. To gange i sin daglige gudstjeneste udtaler jøden (Salme 145) »Gud er god mod alle, barmhjertig mod alt, hvad Han har skabt.«

3. Mosebog kap. 19 v. 34 siger: »Den fremmede, som bor hos jer, skal være som en indfødt iblandt jer, og du skal elske ham som dig selv, for I har været fremmede i Ægyptens land.« I kapitel 24 hedder det: »Den samme forskrift skal gælde for den fremmede som for den indfødte.« Det er jødisk tankegang at forstå pligten over for den fremmede som et religiøst påbud, idet der for Gud ikke gives nogen fremmed. I jødisk tankegang er der mange veje til Gud. Det betyder, at mennesker, der dyrker en anden monoteistisk religion, ikke alene er ligeværdige, men også har del i den kommende verden. Det er også »naboskab«.

Jesu forkyndelse i Det Nye Testamente radikaliserer også næstekærligheden, der ikke skal begrænses til ens nærmeste eller landsmænd, men til enhver, man kommer til at stå i forhold til, uanset om man har villet det eller ej. Grundfortællingen herom er Lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner (Lukasevangeliet 10, 25-37), der siger, at næstekærlighed er konkret hjælpsomhed overfor den/dem, der har brug for mig – uanset hvem de er og hvilken gruppe, de måtte tilhøre. I Matthæusevangeliet 5,24 siger Jesus sågar: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer«. Det er ikke nok blot at elske dem, man hører sammen med (familien, vennerne, fællerne) – nej, endog ens fjender skal man elske. Forligelse og forsoning er en central og uopgivelig del af kristen tro. Gud har forliget sig med os uanset vore fejl – derfor skylder vi at gøre det samme over for enhver, vi har et udestående med. En kristen må altid være parat til at være den første, der rækker hånden frem til forsoning og venskab.

Ordet »elske« er i bibelsk forstand ikke et følelsesord, men et handlingsord. »At elske« betyder »at gøre godt imod«. Med andre ord: Du skal gøre lige så godt imod din nabo, som du gør imod dig selv. Alt, hvad du søger at opnå for dig selv og din familie, skal du med andre ord være rede til at dele med din nabo, dine fæller. Jødedommen er som følge heraf en gerningsreligion. Det betyder, at kun der hvor den gode hensigt forvandles til handling, udtrykkes ægte jødedom. Princippet findes blandt andet i forholdet til enken og de faderløse: Man skal ikke alene være opmærksom på, at disse eksisterer, men man skal sørge for dem.

I 5. Mosebog kapitel 24, findes et utal af love der helt konkret forpligter jøder, blandt andet i forhold til den fattige. At lade et hjørne af marken stå var et påbud om, at der skulle være mulighed for, at den, der ikke selv ejer jord, også har ret til afgrøde, og bestemmelsen om, at hvis du under høst glemmer et neg på marken, må du ikke gå tilbage, for det skal tilhøre den fremmede, er vel på mange måder unik.

Dette er helt i tråd med islamisk tankegang: Da en af Profeten Muhammads trosfæller, Abdullah ibn Umar, havde slagtet et får, bad han den blive distribueret, startende med deres jødiske nabo. Med den holdning kan godt naboskab forandre et lokalsamfund.

Den kristnes forhold til Gud afspejler sig også i hans måde at handle – eller ikke handle – på over for sine naboer eller næster: I Matthæusevangeliet 25, 31-45 skilles fårene fra bukkene alt efter, om man har givet de fattige mad, vand og tøj, taget sig af de fremmede og syge og besøgt indsatte i fængsel. Jesus siger: »Alt, hvad I har gjort eller ikke gjort imod disse mindste, har I gjort – eller ikke gjort – imod mig.«

Kærlighed til og omsorg for næste og nabo er uomgængelig i alle de tre abrahamiske religioner. Og den begrænser sig ikke til den troendes allernærmeste, eller mennesker af samme tro eller herkomst. Den omfatter alle mennesker, den troende står overfor – nær såvel som fjern. I Matthæusevangeliet 22, 34-40 kalder Jesus sågar kærligheden til Gud og næsten for lovens vigtigste bud. Når religion således, i den offentlige debat, bliver gjort til et »stridens æble«, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for både at elske sin nabo og yde omsorg for ham eller hende. At argumentere for det modsatte er at gå imod både Torahen, Bibelen og Koranens ord, og at gøre det med en af de hellige tekster i hånden, er direkte misrepræsentation.

Det er vores håb og mål, at danske jøder, kristne og muslimer vil tage disse ord til sig, og kunne sætte pris på de værdier for næstekærlighed og godt naboskab, som vore tre religioner har til fælles. Vi opfordrer både troende og ikke-troende i Danmark til at huske på de hellige skrifter, tænke over deres betydning i dag og gøre en indsats for godt naboskab.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.