Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Jihad er den største trussel, ikke en subkultur

Før jeg anklages for at underbetone underprivilegerede unges vilkår, skal jeg hilse at sige, at jeg er indforstået med, hvilken virkelighed de unge med minoritetsbaggrund i ghettoerne lever under – undertegnede er selv fra en af disse ghettoer.

Geeti Amiri, Stud.scient.pol.
Geeti Amiri, Stud.scient.pol.

Kan vi forsøge at forstå de bagvedliggende mekanismer for, hvorfor vore unge drager i hellig krig ved at betragte tendensen som en subkultur?

Det hævder nogle forskere på området for radikalisering i hvert fald. I et større interview i Politiken, bragt 16.01, konkluderer flere forskere enstemmigt, at »Jihad er vor tids store subkultur.«

Ved at drage paralleller til tidligere ungdomsbevægelser forsøger forskerne at rationalisere de unges irrationelle handlinger, når de drager i hellig krig. Ifølge forskerne skal samfundet, i stedet for at betragte de unges dragen i hellig krig som terror, tolke deres handling som en subkultur, der forsøger at fortælle os noget.

Med fare for at lyde hård, spørger jeg: Prøver denne såkaldte »Jihad subkultur« at fortælle os som samfund, at vi har med nogle unge at gøre, som vi ikke har krævet nok ansvar fra?

Og før jeg anklages for at underbetone underprivilegerede unges vilkår, skal jeg hilse at sige, at jeg er indforstået med, hvilken virkelighed de unge med minoritetsbaggrund i ghettoerne lever under – undertegnede er selv fra en af disse ghettoer.

Men relativiseringen og den søgte forståelse af, hvorfor vores unge lader sig blive forført af islamistiske dagsordner, er at gøre os alle sammen en kæmpe bjørnetjeneste.

For nok kan virkelighedens vilkår være barske for underprivilegerede unge, men noget siger mig, at »Jihad«, i stedet for en subkultur, minder mere om en dårlig undskyldning for manglende evner til at realisere sig selv, til trods for alskens muligheder der stilles til rådighed herhjemme.

Som alle andre har jeg ikke noget imod, at vi bliver klogere på tendenser, der vedrører os alle. Faktisk søger vi alle på hver vores måde at kunne forklare, hvad der får unge mænd og kvinder til at drage i hellig krig, uanset om det er i Syrien eller i vores europæiske storbyer, fordi det vedrører os alle. Men det forbavsende ved påstanden om, at vi har med en ny subkultur at gøre, er det bortforklarende aspekt. Hvorfor gives der ikke en forklaring på, hvem der bærer skylden eller ansvaret for, at »Jihad« er vor tids største »subkultur«, tilsvarende de tidligere oprørsgenerationer.

Og er det overhovedet relevant at betragte jihadister på linje med punkere, hippier og bz’ere, og hvem der nu ellers er blevet analyseret som subkulturer i nyere dansk samtidshistorie?

Ifølge forskerne kan vore unges hellige krigsførelse forklares som et resultat af den modløshed, de møder i den europæiske virkelighed. Men hvordan skulle denne modløshed modarbejdes, når de vildfarne unge søger et eventyr, der viser sig at være det sande mareridt, allerede inden IS-stemplet på panden har fået lov at tørre ind.

Modløshed modarbejdes ikke med omstændigheder, der får ghettoens vilkår til at ligne candyfloss. I stedet modarbejdes det ved, at de unge drager nytte af de rige muligheder, som vores samfund nu engang tilbyder alle – uanset social status og køn. Med statsbetalte uddannelser, SU og utallige foreninger, danske såvel som muslimske, hvor kan de kan udfolde al deres energi for at komme de mindre bemidlede til undsætning.

Nej, den såkaldte »Jihad subkultur« er et bevis på, at de unge mennesker ikke er blevet afkrævet et ansvar for eget liv, hvorfor de kan spille hasard med egne og andres skæbne ved at drage i hellig krig.

Straks værre er det, når det konstateres, at flertallet af disse helligt krigsfarne unge er børn af forældre, der har forladt deres eget hjemland med håbet om en bedre fremtid for deres børn. Deres mange ofre fremstår som en nytteløs vittighed, når de hjælpeløst må overvære, at de unges rygsække pakkes med Koranen og »Islam for dummies.«

Desuden holder forklaringen om »Jihad subkulturen« ikke, for subkulturer har det til fælles, at de medfører refleksion og nybrud hos mainstreamkulturen. Den såkaldte »Jihad subkultur« agerer derimod splittende for sammenholdet, modsat tidligere subkulturer. Denne såkaldte subkultur øger kun fortvivlelsen og spreder større kløfter mellem eksisterende skel. Den agerer ikke som en underliggende minikultur, den forsøger at smadre den herskende kultur.

Startende med de unge selv.

Vores nuværende samfund har lært en del af sine subkulturer gennem tiden, ingen tvivl om det, men jeg er bekymret for, at individets ansvar fratages denne, når vi erklærer »Jihad« som vor tids store subkultur. Der er langt mellem danske og øvrige europæiske tilstande, og med de mange privilegier de unge har herhjemme, bliver vi nødt til at erkende, at »Jihad« i højere grad agerer som en fralæggelse af individets personlige ansvar.

Vi er nødt til at erkende, at »Jihad« er vor tids største trussel, og ikke vor tids store subkultur, selvom intentionerne bag den sidste konklusion er nok så gode.

For »Jihad« er en trussel der rammer os alle, uanset partipolitisk fløj, etnicitet og religiøse overbevisning. »Jihad« splitter familier, venskaber og sammenhængskraften i samfundet og efterlader store ar, når rodløse drenge udfører handlinger, der er planlagt af forkvaklede mørkemænd.

Og det er på tide at erkende, at det vedrører os alle. Det er ikke kun den desperate mor, der forgæves henvender sig på kommunen angående sin radikaliserede søn. Det vedrører heller ikke kun mediefolk, der skal tænke sig om, før de ytrer sig. Det vedrører heller ikke kun minoriteters skrøbelige position som samfundets underdog, hvorfor de ikke skal bebrejdes, hvad ekstremister begår i deres religions navn.

Det drejer sig om os alle som helhed.

Vigtigst af alt omhandler det de unge selv, fordi de ikke selv forventer mere af livet. Og i deres ringe forventninger til sig selv kan vi nemlig spejle vore egne forventninger til de her unge: Vi kræver ikke noget af dem.

Derfor skal vi ikke begynde at ryste på skuldrene af »Jihad« og tage det som endnu et ungdomsoprør. Ej heller skal vi som højrefløjen få paniske anfald og ty til drastiske metoder. I stedet skal vi bevare roen og tænke rationelt.

Rationel tænkning er, hvad der adskiller os fra de irrationelle individer, der begår vold i Guds navn.

Lad os i stedet kræve noget af disse modløse unge ved at stille dem til ansvar for eget livsforløb, før de begår utilgivelige handlinger. Velvidende, at det betyder, at samfundet skal agere forældre for fremmedes børn. For vi er nødt til at erkende, at vi står over for en gruppe unge, der har brug for håndfast vejledning, hvis de ikke alle skal ende som martyrer eller hellige krigere. For baglandet alene magter ikke opgaven.

Og et ressourcesvagt bagland findes skam i alle sociale lag.

Uanset om vi kalder tendensen en trussel eller en subkultur, kræver det en fælles opdragelse, hvilket er en investering i vore alles fremtid. Derfor skal samfundet gribe ind, før de unge ender i et radikaliseret spor.

Vi har hverken råd til resocialiseringen eller de menneskeliv, det vil koste os, hvis vi tøver. Har de underprivilegerede unge først startet en kriminel livsbane er det svært at ændre kursen drastisk. Derfor skal de unge mennesker tildeles ansvarsforståelse i de tidligste år ved, at samfundet udfordrer deres forventninger til dem selv.

Første sted er folkeskolen, herefter følger resten af samfundet trop.

De unge skal turde forvente mere af sig selv og tro på, at man kan udrette noget for det bedre med andet end bomber og middelalderlige metoder. Løsningen er ikke at forære dem et privilegeret liv, men at minde dem om, hvor privilegerede de allerede er, i kraft af at være danske borgere.

Løsningen er, at vi i fællesskab lærer dem, hvad ansvar er.

Bortforklaringer af det uansvarlige i deres handlinger under dække af et ungdomsoprør gavner hverken samfundet eller de unge selv.

Der er nemlig intet oprør i at tage til Syrien og ende som endnu et offer for en agenda, som man aldrig var herre over til at starte med. Derimod er det et rigtigt ungdomsoprør, når børn af ringe kår kan være med til at forbedre det samfund, der nu engang har været med til at opdrage dem.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.