Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Jeg skammer mig. Og du har også et ansvar for at sige fra

Jeg skammer mig over den måde, Danmark bliver profileret på rundt omkring i verden efter Inger Støjbergs deling af sin Ipad-baggrund. Jeg skammer mig over, at man – selv om man må og selv om man kan – sårer og provokerer så store befolkningsgrupper ved igen at dele et billede af en profet, som man ved, udgør et ømt punkt for en hel trosretning. Selv om Lars Løkke juridisk set har ret til at have en Ipad-baggrund, der satirisk fremstiller kvinder uværdigt, værdsætter jeg som kvinde, at det ikke er tilfældet, da det ville være aldeles uværdig brug af ytringsfrihed.

Min far lærte mig dengang, han første gang sendte mig af sted på Roskilde Festival, at med frihed kommer ansvar. Med ytringsfrihed kommer ansvaret for at bruge det demokratiske privilegium med omtanke og fornuft. Med dette ikke sagt, at jeg er imod kritisk stillingtagen til både tro og kultur, men der er i mine øjne værdige og uværdige måder at tage den debat på, og det er væsentligt at reflektere over, hvad man gerne vil opnå med de budskaber, man sender ud i verden.

Absurd tanke

For en måneds tid siden besøgte jeg Auschwitz med min svigerinde, fordi vi var enige om, at det var et vigtigt historisk element at konfrontere sig selv med. Det var den mest forfærdelige oplevelse, jeg nogensinde har betalt for. Guiden var dygtig, og de besøgendes respekt var stor, men det er svært at være vidne til så ubegribelig meget menneskelig lidelse, og endnu sværere at forstå, hvordan nogen i ramme alvor kan have ment, at jøderne var årsag til alverdens problemer og systematisk burde udryddes.

Det er en absurd tanke, at en hel befolkningsgruppe skulle være født grisk og ondskabsfuld, og at de som en anden myretue skulle have én fælles bevidsthed og én fælles agenda, som indbefattede noget i retning af at snyde og skade alle os andre.

Når jeg tænker på, hvor lille et land Danmark er, og hvor forskellige personligheder, vores befolkning består af, er det svært at argumentere for, hvorfor individer fra alle andre folkeslag ikke skulle være tilsvarende forskellige. Det er svært at forstå, hvordan man under nazismens regime har fået sig selv overbevist om dette.

Forundringen varede lige, indtil jeg kom hjem igen og scrollede ned over mit Facebook-feed. Det er slående, hvor meget vores retorik omkring ikke-vestlig indvandring og mellemøstlig kultur minder om den tyske propaganda om jøder i 1920erne. Og jeg får ondt i maven, hver gang jeg møder retorikken. Det er præcis den samme dehumanisering og den samme spredning af myter om, hvad en bestemt gruppe mennesker er og ikke er.

Jeg var for nylig til en fødselsdag, hvor samtalen handlede om netop dette, og en af de tilstedeværende påpegede, at mange i Tyskland i 1920erne må have siddet på samme måde, som vi gjorde den eftermiddag med kaffe og muffins og have fulgt den tilspidsende retorik uden at gribe ind. Hendes kommentar ramte mig hårdt nok til, at jeg føler mig nødsaget til at gøre noget for at gribe ind og opfordre andre til at gøre det samme.

Utaknemmelige skvadderhoveder

Jo, jeg har mødt mennesker af anden etnisk herkomst, der var nogle utaknemmelige skvadderhoveder. Men jeg har også mødt tilsvarende danskere. Engang imellem er jeg også selv et utaknemmeligt skvadderhoved, som engang på Fuerteventura, hvor jeg tillod mig at bestemme, at jeg havde ret til en gratis refill af mine drikkevarer, fordi jeg syntes, maden var urimelig dyr. Jeg blev naturligvis opdaget. Efter den oplevelse var jeg ikke udpræget velkommen på pågældende restaurant, men det betyder vel ikke, at alle danskere fremadrettet skal ekskluderes fra at have lov til at komme på den restaurant og spise overprized lunken buffet, fordi der er øget risiko for, at de tiltusker sig gratis drikkevarer.

Et eksempel som dette fremstår absurd, men det er ikke desto mindre den retorik, vi fører om mennesker fra ikke-vestlige kulturer som en homogen, nassende, utilpasset masse.

Vi mangler i vid udstrækning at dele alle de andre nuancer med hinanden og hjælpe med at skabe en modpol til den meget ensrettede retorik om den griske, nassende indvandrer. Jeg har masser af eksempler at byde ind med og vil gerne lægge ud:

Jeg har arbejdet i et industrikøkken i otte år. En gammel toværelses lejlighed bygget om til at lave amerikansk cateringmad i udkanten af hovedstaden. Jeg brugte store dele af min gymnasietid i det køkken, og jeg elskede det. Vi var godt 25 medarbejdere, og stemningen var næsten som en familievirksomhed, hvilket til vores chefs evige fortrydelse betød, at vi grinede for meget og arbejdede for lidt.

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har stået i det køkken til kl. 3 om natten og lavet buffeter i bryllupssæsonen og havde en lige så hyggelig nat, som hvis jeg var taget ud med nogle venner.

Ali, Muhammed og Hisham

Men jeg stod ikke kun i det køkken og svingede oksesteg over disken med Morten og Allan. Jeg stod der med Ali, jeg stod der med Muhammed og jeg stod der med Hisham. De var hårdtarbejdende unge mænd, som læste til socialrådgivere og økonomer.

De forskellige kulturelle baggrunde viste sig jævnligt meget handy; i Ramadan-perioden, hvor drengene gerne ville være fri for at stå i den fristende duft af bearnaisesovs, ville vi andre unge gerne tjene ekstra penge til sommerferien, og i julemånederne, hvor vi andre lå vandret for at nå alle julefrokosterne, stod de klar til at tage vores vagter.

Hos os var det en fordel og ikke en ulempe med forskellige traditioner. Et år havde jeg ansvaret for køkkenet lillejuleaften. Ikke overraskende var det Hisham og Ali, der havde skrevet sig på vagtskemaet – de vidste godt, at dagene omkring jul var rigtig vigtige for mange af os andre. Da lillejuleaften ikke er det tidspunkt på året, hvor danskerne spiser mest amerikansk mad, købte jeg ind til at lave havregrynskugler, fandt nogle nissehuer ude på lageret og tunede ind på radio Soft, der som altid spillede julehits hele december. Så stod vi der, Hisham og Ali og jeg, i et helt kundedødt køkken og lavede havregrynskugler iført nissehuer til tonerne af Last Christmas.

Jeg ville sådan ønske, at nogle af vores hårdeste indvandringskritikere havde set det scenario. Det havde intet at gøre med, hvor man kom fra, eller hvad man troede på, det var bare mig, der delte et stykke af min kultur med to kolleger, der hyggede sig gevaldigt og tog havregrynskuglen til sig.

Det er ét blandt mange gode minder, jeg har fra det køkken. En anden gang kom Muhammed meget frustreret på arbejde efter at have fået en kommentar i bussen om, at han tog danskernes jobs. For som han pointerede: »Hvis jeg ikke arbejder, så nasser jeg på samfundet, og hvis jeg arbejder, så tager jeg danskernes jobs. Lige meget hvad jeg gør, så er det forkert.« Det rørte mig meget dybt.

I den periode, hvor jeg dyrkede mit singleliv med appen »Happn« blev jeg inviteret ud af en tyrkisk ung mand, hvis navn jeg aldrig formåede at lære at udtale. Jeg er sjældent blevet behandlet så ordentligt af en date i den periode, hvor jeg var på det digitale datingmarked, og selvom det ikke blev til mere mellem ham og mig, står det stadig som en af de bedste oplevelser, jeg har haft med at møde en anden over nettet. Der var ingen dårlige sidste-øjeblik-undskyldninger for ikke at dukke op, jeg blev ikke brændt af, jeg fik ikke ubehagelige seksuelle forespørgsler på upassende tidspunkter, og han skrev oven i købet »tak for i aften« efterfølgende. Selvom dette måske ikke fremstår ekstraordinært galant, er det ikke desto mindre mere end, hvad jeg ved mange lejligheder har kunnet forvente fra en dansk date.

Jeg kan også nævne en ung kvinde fra min gymnasieklasse, som jeg stadig har den dybeste respekt for. Hun gjorde sit tørklæde til en ekstra accessory og kørte det ind med fede print og friske farver, og det syntes jeg bare var så sejt. I øvrigt så jeg engang hendes kulsorte, skinnende lange hår i omklædningen i idræt, og min misundelse var til at tage og føle på med den portion sjaske-tyndt fehår, som mine forældre har velsignet mig med.

Lærte dansk fra bunden

Eller den udenlandske kvinde jeg engang mødte i forbindelse med mit studiejob, som havde lært sig selv dansk på ganske kort tid, da hun kom hertil. Fra bunden. Ved selv at oversætte bøger. Jeg forsøger for tiden at lære mig selv swahili, og jeg er stadig ikke nået længere end læs-let bogen »dyrene ved vandet«, som vel er swahili-undervisningens svar på Søren og Mette.

Jeg kunne hive mange eksempler frem, men jeg forestiller mig, at pointen er gået igennem: Alle grupper mennesker består af individer, som hverken kan eller bør omtales som en homogen flok nassere med et kollektivt mål om at ødelægge det danske samfund.

Jeg har et liberalt hjerte og er opdraget med, at der ikke er nogen forkerte måder at være menneske på, så længe man holder sig inden for loven og ikke begrænser andre mennesker i deres måde at have en tilværelse på. Sådan ved jeg, at mange af mine politisk mere røde venner også har det, for medmenneskelig tolerance har ikke en politisk farve.

Lad dog folk, der ikke spiser svinekød eller gerne vil være nyhedsværter og bære tørklæde, være mennesker på den måde, der er rigtig for dem. Hvis du ikke bryder dig om at se på det, så find en anden TV-kanal.

Min lillesøster spiser heller ikke kød. Hun er blevet veganer, hvilket hendes storesøster glæder sig over i erkendelsen af, at der findes mange væsentligt mere problematiske identiteter at prøve af i sine ungdomsår, og så er der mere svinemørbrad til os andre. Og min erfaring er, at både vellavet vegansk mad og vellavet syrisk mad smager fremragende.

Du har også et ansvar

Så kære danskere: Vi har alle sammen et ansvar for, hvordan vi taler om andre mennesker, vi har alle sammen et ansvar for at sige fra over for groft generaliserende stigmatiseringer, som giver grupper skylden for enkelte individers handlinger, og vi har alle sammen et ansvar for at være den forskel, vi gerne vil se i debatten, ved at tage stilling til, hvordan vi gerne vil benytte det privilegium, vores ytringsfrihed er.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.