Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Jeg ser på Europa og frygter en økonomisk rutschetur

»Med høj arbejdsløshed og beskeden vækst, hvem kan så ikke bruge en syndebuk?«

Frederik Engholm
Frederik Engholm

Det er valgår i Europa. Jeg står og kigger ud over kapitalmarkederne. Der er ikke en vind, der rører sig, og investorerne går ubekymrede rundt. Det ligner en fredelig søndag i Dyrehaven. I baggrunden toner konsekvenserne af Donald Trumps valgsejr sig frem – tweet for tweet. Og i horisonten skimtes en række europæiske skæbnevalg, der kommer stadigt tættere på.

Som økonom og strateg ser jeg ikke en fredelig søndag i Dyrehaven. Jeg ser et Europa på farlig kurs, hvor mørke skyer trækker op i horisonten. Om det trækker op til en fredelig byge eller en kraftig storm, vil bl.a. de kommende valg i Europa afgøre. Valgresultaterne kan i værste fald starte et skred, der kan sende regionen på en økonomisk rutschetur og rive investeringsmarkederne med.

Læs også: Wall Streets sværvægter slår hårdt ud efter Donald Trump

Lad mig sætte lidt flere ord på det.

Tyskland står som klippen i et ellers oprørt europæisk hav. Alt peger på Angela Merkel – på kontinuitet og stabilitet. Men i resten af euro-området kan de næste måneder forandre det politiske landskab til ukendelighed – som en motorvej gennem Dyrehaven.

Frankrig og Holland skal som bekendt til stemmeurnerne inden for de næste par måneder, Tyskland til efteråret og Italien muligvis i sensommeren og senest foråret 2018.

Falder valgene ud til populisternes fordel, tvivler jeg på, at markederne bevarer illusionen af, at det ikke betyder det store – også selv om vi umiddelbart slap for uvejr i forbindelse med både Brexit og Trump.

Vi er på en farlig kurs

Men hvad er egentlig på spil her? Lige nu indikerer nøgletallene, at Brexit ikke er en økonomisk katastrofe, og at dømme ud fra erhvervstilliden er Trump en gave til USAs små virksomheder. Bankerne i Italien re-kapitaliseres langsomt, men sikkert, selv om regeringen mistede livet.

Så er det bare pjat? Kan populisterne køre showet akkurat så godt som andre politikere?

Nej! Jeg er overbevist om, at den kurs, vi sætter, er ekstremt farlig. Vi risikerer at nedbryde bærende institutioner, demokratiske værdier og måske hele fundamentet for den økonomiske fremtid på populisternes alter.

Læs også: Er dette farvel til verden, som vi kender den?

I Holland er Geert Wilders solidt foran i meningsmålinger inden valget om to måneder. Med meningsmålinger, der tyder på cirka 35 pct. af stemmerne, står hans nationalistiske, euroskeptiske parti, PVV, til at blive mere end fordoblet og få 50 pct. flere mandater end regeringspartiet, VVD (centrum-højre). Ingen vil samarbejde med Wilders, så det bliver svært at omdanne mandater til regeringsmagt, men størrelsen gør indflydelse uundgåelig.

Marine Le Pen og Front Nationales fremmarch i Frankrig er velbeskrevet. Agendaen minder om Wilders’, men er mindre skinger. Skepsis over for indvandring, islam, euroen, EU og globalisering. Le Pen står til at få en fjerdedel af vælgerne i første runde af præsidentvalget i april – flere end nogen anden kandidat – men kan næppe stå distancen i anden runde. Det skyldes, at moderate vælgere på begge fløje sandsynligvis stemmer imod hende, når hun står over for en kandidat, der er tættere på den politiske midte (det tænkte mange dog også om moderate republikanere forud for valget af Trump).

Men den nationalistiske magtbase styrkes, og modkandidater presses til en mere indadvendt linje for at undgå vælgerskred.

I Italien er billedet det samme, men agendaen en anden. Beppe Grillos M5S er nok populistisk, men ikke nationalistisk (det er til gengæld Lega Nord, der står til at blive tredjestørste parti). Grillo er langtfra den klovn, han naturligt bliver gjort til på grund af sin komikerfortid.

I et land med udpræget korruption og politisk indspisthed har Grillo italesat generationer af italieneres frustration over magthaverne og indførelsen af euroen, som førte til, at Italien og middelhavslande under gældskrisen reelt mistede selvbestemmelsen til gengæld for støtte fra den europæiske centralbank, ECB. I et land med et udtalt behov for reformer, ikke mindst på grund af særinteresser i brancher, som er hermetisk lukket for konkurrence, giver det stadigt mere polariserede landskab ringe forhåbninger for fremtiden.

Italien fuldender billedet af en politisk dynamik i euro-områdets anden-, tredje- og femtestørste økonomi i retning af populisme og euro/EU-skepsis.

Og mens markedsanalytikere og økonomer som jeg kan bekræfte hinanden i, hvor uhensigtsmæssig bevægelsen er, så er det ikke svært at forstå dens baggrund.

I de 15 år, der er gået, siden italienerne skiftede lire ud med euro, er Italiens BNP pr. indbygger skrumpet seks pct. I de 15 år, der gik forud for euroen, voksede indkomsterne i Italien med 30 pct. Det er nemme argumenter at gribe for Grillos folk.

Særligt fordi en forfejlet sparepolitik ordineret af ECB i samspil med den internationale valutafond, IMF, bærer en del af ansvaret. Samtidig har flygtningekrisen i italienernes øjne vist, at EU ikke magter at finde fælles løsninger på problemerne, men efterlader sorteper, hvor den lander først.

EU bør lempe reglerne

FN venter i 2017 flere bådflygtninge i Italien, end vi så i 2015-16. Mens aftalen med Tyrkiets præsident Erdogan skærmer os andre mod strømmen, er flygtningekrisen i Italien i 2017 så aktuel som nogensinde. I Frankrigs tidligere industrielle højborge finder Le Pen størst medvind. Det drejer sig om sydøst og nordøst, hvor kul-, stål- og tekstilindustri stod stærkt, men i dag oplever høj arbejdsløshed presset af globaliseringen. Le Pen spiller derfor i lighed med Trump på en romantisk idé om genrejsning af industrien med protektionisme som løsningen. Desuden nærer hun den frygt for fremmede, som terrorangrebene forståeligt har styrket i Frankrig – og med høj arbejdsløshed og beskeden vækst, hvem kan så ikke bruge en syndebuk?

Vi er nødt til at håndtere de udfordringer, som populismen næres af.

Det betyder, at EU bør leve med, at budgetunderskud i kriselande ligger over det, som stabilitets- og vækstpagten lægger op til, mens strukturreformerne gennemføres. Ganske enkelt fordi hårde sparekrav gør problemerne værre. Tyskerne må droppe deres unuancerede kritik af ECBs lempelige pengepolitik, for uden den ville der være ringe håb.

ECB nævner aktuelt politiske/juridiske udfordringer som et snærende bånd i forhold til at implementere opkøbsprogrammet på en mere vækstfremmende facon (større obligationsopkøb i periferien, mindre i Tyskland), men trusler fra Bundesbank skræmmer. Og i det omfang der stadig er tabere trods stærkere vækst – og det vil der være i en hastigt globaliseret verden – så må vi sikre os, at denne gruppe gribes, så de ikke lokkes af de overforenklede fix, der tilbydes hos populisterne.

Når man skal vurdere investeringsklimaet fremadrettet, er det centralt at se på, i hvor høj grad populisternes hidtidige sejre slår ud i vækstskadelig politik. Hvad gennemfører Trump? Hvordan ender Brexit? Vil populismen brede sig yderligere, eller vil den miste terræn? Det sidste vil de kommende valg give et praj om, men det samme vil signalerne fra Tyskland, ECB, Europa-Kommissionen og helt generelt Europas politiske top. I IMF og OECD forstår man i stigende grad, hvad der er på spil, men det kræver, at man ofrer hellige køer og accepterer, at stive regler bøjes lidt, uanset om det gælder rekapitalisering af banker, offentlige underskud eller noget tredje.

Vi kommer ikke uden om, at politiske udfald og beslutninger er blevet en stadigt mere afgørende faktor i de finansielle markeder.

Som strateg ser jeg nok en fredelig søndag i Dyrehaven lige nu, men mørke skyer trækker op. Og selv om jeg ikke tror, at stormen rammer os, så bør man som investor have risikoen i baghovedet – den er ganske reel. Men forhåbentlig giver det næste halve år i stedet grund til at tro på, at vindene endelig blæser i en retning, der styrker snarere end svækker internationalt samarbejde, samhørighed og økonomisk stabilitet.

  • Frederik Engholm er chefstrateg i Nykredit.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.