Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Jeg registreres, altså er jeg

Pia Lauritzen: På den ene side har vi en klar idé om, hvad der skal til for at klare sig på fremtidens globale marked. På den anden side har vi regeringens aktuelle børnepolitik. Hvorfor peger de i hver sin retning? En mors alarmklokker ringer.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Det ser godt ud, når Berlingske rapporterer fra daginstitutionen Kongshvile i Gladsaxe (31.05.). Leder, pædagoger og børn er i fuld gang, og regeringens task force-­ekspert, professor Niels Egelund, kan bekræfte, at det er med det rigtige: forældrekontrakter, Dokumentation af Pædagogiske Læreplaner (DAP), FOKUSBARN-skemaer, målsætninger, kompetence­opfølgning og planer for børnenes udvikling.

Mit yngste barn går i en naboinstitution til Kongshvile, og som forældrerepræsentant i Dagtilbudsrådet i Gladsaxe Kommune kender jeg børne- og undervisningsudvalget godt nok til at vide, at formand Trine Græse (S) og de øvrige politikere har de bedste intentioner med at prioritere børneindsatsen, som de gør.

Alligevel ringer alle alarmklokker, når jeg læser, at institutionerne i Gladsaxe Kommune »meget vel kan være rollemodel for fremtidens børneinstitutioner«. For hvordan hænger Gladsaxe Kommunes og dermed den børnepolitik, regeringen ønsker udbredt i resten af landet, sammen med de krav og forventninger, vores børn skal honorere om 10-15-20 år? Hvilken selvforståelse kommer vores børn til at møde frem­tiden med? Bliver de lige så innovative og kompleksitetsvante, som vi er enige om de skal være for at sikre Danmark en plads på det globale marked?

Det afhænger af de rammer, pædagogerne får til at udvikle børnene i. Rammer der, selvom det sjældent siges højt, handler om økonomi. Således er der i Gladsaxe Kommune en tæt sammenhæng mellem de pædagogiske idealer om dokumentation og læreplaner og den område- og ledelsesstruktur, der i 2009 samlede 5-8 institutioner/børnehuse i områder med én overordnet leder, årsplan og børnesyn. DAP er ligesom de øvrige kommunale tiltag sat i verden for at sikre, at de forskellige børnehuse i de forskellige områder alle arbejder ud fra de samme pædagogiske principper og mål. Det er lettere og billigere, end at ledere og pædagoger arbejder ud fra de principper, de tror på. Og det skaber administrative stordriftsfordele ligesom lukningen af institutioner på under fire børnegrupper.

Men hvad betyder det for den pædagogiske praksis?Udover hæftet »DAP Pædagogikkens landskaber i et teoretisk perspektiv«, der udførligt beskriver de 6 kompetencer, børnene skal tilegne sig, inden de fylder 6 år, udstyres pædagogerne med en lang række skemaer og opgaver, de dagligt skal finde tid til at løse. Som fx at »følge barnets spor«, lave portofolier, udfylde Skema 1, 2, 3 og FOKUSBARN-skemaet, der dokumenterer, hvem af børnene og hvilken af de seks DAP-kompetencer pædagogen har haft fokus på den pågældende dag.

Især det med at »følge barnets spor« og udfylde FOKUSBARN-skemaer synes jeg er relevant at opholde sig ved i en diskussion af børns selvforståelse og reaktionsmønstre. Men også det faktum, at man fra kommunens side har en »one-size-fits-all« tilgang, når det gælder kompetenceudviklingen af vores børn, fortjener kritisk opmærksomhed.

For hvad er det man ikke skriver i de kulørte hæfter, men uvægerlig indpoder i børnene, når de behandles som noget, der kan beskrives i en kompetencekanon? At det kun er, når de udviser en bestemt adfærd, der modsvarer de på forhånd fastlagte kompetencer, at de er værd at beskæftige sig med? At alt det, der ikke kan beskrives med fine ord og afrapporteres i generiske skemaer, ikke har nogen værdi? At det kun er, når der er nogen, der kigger på dem og dokumenterer det, de ser i et dertil indrettet­FOKUSBARN-skema at de er og kan noget?

At overlade det kendte, svarene og de voksnes autoritet til et skema er det samme som at skyde en hvid pind efter vores fremtid.

Jeg er bange for det. Og det siger jeg som en såkaldt ressourcestærk mor til to sunde og velfungerende børn, der har været så heldige at gå i verdens bedste børnehave. En børnehave hvis leder og pædagoger har haft erfaring og selvtillid nok til ikke at lade skemaer og dokumentation overskygge deres imponerende faglighed og engagement.

Alligevel ændrede mit ældste barn adfærd, da FOKUSBARN-skemaerne gjorde deres indtog i pædagogernes hverdag. Udover hans sprog, som pludselig indeholdt ord som »projekt« og »aktiviteter«, var det ikke længere nok for ham fx at lege med sin lillesøster. Vi skulle også se, at han legede med hende og vi skulle anerkende den måde, han legede med hende på. Det viste sig fx ved, at han kunne finde på at afbryde en leg for at henvende sig til mig med ordene: »Se mor, vi samarbejder« (en underkompetence i »Personlige og sociale kompetencer«).

Spørgsmålet er, hvordan de børn, der ikke har gået i verdens bedste børnehave, reagerer på at blive set på gennem et skema. For lad os være ærlige: Det vil der være pædagoger, der gør. Det er langtfra alle, der har den erfaring og selvtillid, der skal til for at holde hovedet koldt, når deres kommunale arbejdsgivere sender dem en manual og et dokumenta­tionsskema og dermed klart og tydeligt siger, at de ikke har tillid til, at ledere og pædagoger passer deres arbejde godt nok af sig selv.

Faktisk vil jeg vove den påstand, at forestillingen om, at »det gode barn« kan defineres, registreres og måles til udfoldelse, i langt de fleste tilfælde hæmmer snarere end fremmer pædagogens muligheder for at gøre et godt stykke arbejde. Det hænger sammen med, at der uanset hvor godt man beskriver de ønskværdige kompetencer, og hvor detaljeret, man laver sine skemaer, altid vil mangle det vigtigste i forhold til at skabe udvikling hos andre mennesker: Det der ikke kan defineres, og som vi derfor er tilbøjelige til at glemme, når vi hele tiden konfronteres med og måles på det, der kan. Lad os kalde det mødet med det menneskelige: Pædagogens evne til at vurdere, hvad der er vigtigt hvornår, og til at se og høre barnet, som det formidler sig selv frem for som det formidles gennem et på forhånd fastlagt skema.

Netop dette menneskelige, som børnene er så afhængige af for at kunne spejle og udvikle sig som de mennesker, de er, kommer alvorligt under pres, når pædagogen ikke kan lytte til og følge sine egne værdier og ideer, fordi hun på den ene side skal anspore til udvikling af nogle helt specifikke og veldefinerede kompetencer og på den anden side skal »følge barnets spor«. Pædagogens »egne spor«, som i modsætning til både skemaets og barnets bygger på erfaret indsigt i kød og blod, reduceres til et minimum og elimineres i værste fald helt.

Det kan hverken pædagoger eller børn være tjent med, og det er katastrofalt for det samfund, vi drømmer om at få. Innovation og udvikling opstår ikke i et tomrum, men i mødet mellem det nye og det kendte, spørgsmål og svar, børn og voksne. At overlade det kendte, svarene og de voksnes autoritet til et skema er det samme som at skyde en hvid pind efter vores fremtid. Tilbage står vi med en FOKUSBARN-fokuseret generation, for hvem det vigtigste i verden er at blive set og registreret i de allerede etablerede systemer, de indgår i.

Gladsaxe Kommune er et mønstereksempel på det, regeringen får med sin børnepolitik: kommunale administratorer, der er bange for at tage, og derfor give ansvar til de mennesker, vores børn er afhængige af for at kunne spejle og udvikle sig som de mennesker, de er. Standardiserede systemer hvis eneste formål er at dokumentere, at dem, journalisterne ringer til, når der alligevel opstår svigt, ikke selv har svigtet. Genvalgsvenlige tal på, at politikerne har gjort alt, hvad man kan forvente af nogen, der ikke selv er i kontakt med børnene; nemlig registreret og kontrolleret dem, der er. Man behøver vist ikke tilhøre næste generations nytænkere for at sætte spørgsmålstegn ved, om det er de bedste rammer for pædagoger og børn at skabe et innovativt og fremtidssikret Danmark i.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.