Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Jeg glemmer aldrig hendes blik. Hun skulle have haft hjælp til at dø

Det blik. Man glemmer det aldrig.

Hun var først i halvtredserne. Som ung læge gik jeg stuegang på en langtidsmedicinsk afdeling. Hun var fast sengeliggende, fordi hele venstre kind var omdannet til et gabende, stinkende krater, som kunne lugtes helt ud på gangen. Hun havde fået hudkræft, men søgte ikke læge i tide, og nu havde kræften ædt sig dybere og dybere. Større smerter var der ikke.

Men når man fjernede den store, blodige forbinding, sås de vibrerende, hvæsende stemmelæber i bunden af krateret. Hun kunne ikke længere forme ord, kun udstøde lyde, og det fortvivlede blik talte sit tydelige sprog: »Hjælp mig!«

Man måtte gå videre til den næste…

Dengang var aktiv dødshjælp ikke noget, man talte ret meget om. Men i årene efter var det et spørgsmål, som kom til at fylde mere og mere både i samfundsdebatten og i min tankegang. Og når man først er nået dertil, er det som om, man i langt højere grad får øjnene op for menneskelig lidelse. Og kan konstatere, at der ligger mange patienter rundt omkring i hjemmene, på hospitalerne, på plejehjemmene og lider til ingen verdens nytte.

De har prøvet, hvad der kan prøves, inklusive palliativ behandling og måske hospice, og når de nu engang ikke kan få det bedre, har de kun et eneste ønske tilbage: Fred.

Men de beder ikke om den sidste hjælp. De ved jo, at det er ulovligt. At bønner om hjælp mødes med forbud. Den læge, der aktivt bringer lidelserne til ophør, straffes af samfundet. Er det for patientens skyld, for lægers eller af hensyn til samfundet?

Hovedargumenterne for lovliggørelse af aktiv dødshjælp er medfølelse, hensyn til folks selvbestemmelsesret samt en moralsk forpligtelse til at hjælpe, når de selv beder om det. Men vil en sådan potentielt farlig praksis kunne kontrolleres? Vil den kunne gøre de svage og forsvarsløse, de psykologisk ustabile, de fattige og andre underprivilegerede til ofre? Vil lovliggørelse føre til, at moralske grænser forrykkes, så at det, der begyndte som en uskyldig lovændring, gradvis undergraver de grundlæggende principper i vort samfund?

Modstandere har i tidens løb lanceret mange argumenter imod aktiv dødshjælp. To af de hyppigste er frygt for en glidebane og usikkerhed om, hvor grænserne skal gå.

»Hvorfor er det så forkert med selvhjælp?« spørger Svend Lings. Foto: Sonny Munk Carlsen.
»Hvorfor er det så forkert med selvhjælp?« spørger Svend Lings. Foto: Sonny Munk Carlsen.

Glidebanen

Ordet »glidebane« bruges af modstandere nærmest i flæng, som om betydningen er underforstået og almindeligt kendt. Men ofte har jeg været usikker på, hvad der egentlig menes, og et nærmere studium afslører da også, at det optræder i flere betydninger.

Ordet er ofte anvendt som metafor for de samfundsmæssige konsekvenser, en lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil føre med sig. Det hævdes fx, at retfærdiggørelse af aktiv dødshjælp efter anmodning, også vil bane vejen for andre handlinger, såsom aktiv dødshjælp uden anmodning.

Det er imidlertid kun et postulat.

Man hævder også, at der med tiden uundgåeligt vil ske et skred, fordi de mest vidtgående vurderinger hele tiden vil komme til at sætte nye standarder, eftersom det kan være vanskeligt at opstille klare grænser for, hvornår det er acceptabelt at udføre aktiv dødshjælp.

Også et postulat.

Der kan hos en syg opstå ønske om aktiv dødshjælp, fordi man ikke vil ligge sine omgivelser til byrde. Svækkede eller ældre individer kan føle sig presset til selvmord af omgivelserne.

Den slags må betragtes som grænsetilfælde, der ikke berettiger generel mistillid til pårørende. Man kan lige så godt forestille sig det omvendte, nemlig at de pårørende forsøger at presse patienten til at holde ud og blive her lidt endnu for deres egen skyld. Og jeg har søgt med lys og lygte i den internationale litteratur for at finde beskrivelser af tilfælde, hvor nogen er blevet presset til aktiv dødshjælp af omgivelserne.

Jeg har ikke kunnet finde et eneste.

Erfaringerne fra Oregon viser da også, at de, der vælger assisteret selvmord, er yngre, højere uddannet og mere vant til at træffe beslutninger end de fleste. Hvilket modsiger påstanden om at lovliggørelse vil lægge pres på ældre eller sårbare patienter, der søger døden ud fra en formodning om at gavne andre. Og kan man overtale nogen til at dø, hvis de ikke selv vil? Vort medfødte overlevelsesinstinkt og dødsangsten er stærke. Påstanden hviler altså på et usikkert grundlag. Hvad vi med sikkerhed ved, er, at der ligger mange mennesker rundt omkring og ønsker aktiv dødshjælp, uden at få det.

Hvordan har situationen udviklet sig i et land, hvor dødshjælp praktiseres lovligt?

Holland fik i 2002 en lov om afslutning af livet på begæring. Loven gælder voksne og børn mellem 12 og 18. I 2003 modtog 1.815 aktiv dødshjælp. I 2015 var tallet steget til 5.516. I efteråret 2016 fremsattes et nyt lovforslag om at gøre dødshjælp lovlig for ældre, der er mætte af dage.

»Ergo har vi en glidebane,« siger modstanderne.

Men at hyppigheden af aktiv dødshjælp stiger, viser jo bare, at behovet er stort. Lovene er visse steder blevet udvidet, jovist, men så længe man holder sig inden for lovens rammer, giver det ingen mening at tale om glidebane. Der er ikke påvist noget mentalitetsskred. Glidebanetanken bygger på frygt, er uden dokumentation og ligger fjernt fra vestlige demokratier. Love, der ikke virker efter hensigten, kan man afskaffe eller ændre.

Og glidebanetanken har rod i nazitidens Tyskland, hvor man aflivede folk imod deres vilje. Det var et diktatur, og staten havde hele magten. Her er det lige omvendt. Patienterne skal selv have magten og selv bestemme hele vejen (»autonomi«).

Hvor skal grænserne gå?

En deprimeret patient kan finde på at bede om aktiv dødshjælp for derefter at skifte mening når depressionen er overstået. Ja. Foreligger der sygelig depression, skal den naturligvis behandles. Men husk på, at vi taler om mennesker med kropslig sygdom, der er så alvorlig, at den naturligt medfører nedstemthed.

Man kan ændre holdning. Ja. Så er det altså umuligt at fastsætte klare og holdbare grænser for, hvornår man kan få aktiv dødshjælp?

Vi taler om alvorligt syge, og hovedreglen er, at det skal være patientens egen afgørelse. På et informeret grundlag. Der er tale om et altoverskyggende, eksistentielt valg, som ingen andre kan træffe.

Det hævdes, at det er umuligt at fastsætte klare og anvendelige grænser, at institutionalisering af aktiv dødshjælp vil give for stort spillerum for fortolkning. Der vil altid være en usikkerhed om patientens diagnose og prognose. Det sker også, at en patient lever betragteligt længere og måske også får det betydeligt bedre, end den medicinske prognose forudsiger. Derfor er det vanskeligt at opstille klare grænser for, hvornår det er acceptabelt at udføre aktiv dødshjælp.

Det er ikke rigtigt. Undersøgelser i de lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, har vist at 80 procent af de patienter, der søger aktiv dødshjælp, har lidt af kræft, kronisk lungesygdom eller fremadskridende neurologisk sygdom (fx ALS). Hvis sådanne veldefinerede og sikre diagnoser i loven anføres som betingelser for aktiv dødshjælp, vil man dække 80 procent af behovet og samtidig undgå afgrænsningsproblemer.

I dag

Det hævdes, at de nuværende regler er gode nok. Er systemet da sikkert? Ifølge sundhedsloven (§ 25 Stk. 3) må læger gerne give alvorligt syge så meget ekstra medicin, at de som bivirkning dør af det. Bare det ikke var det, der var meningen (»dobbelteffekt«). Vagthavende læge kan altså trygt skrue op for dosis, hvis han eller hun synes - også uden at kende patienten nærmere.

Men hvis patienten selv beder om det, er det ulovligt og strafbart iht. straffelovens § 240. Det er absurd og som klippet ud af en roman af Franz Kafka. Den nuværende lov er i virkeligheden potentielt farlig, fordi den giver klinikere mulighed for livsforkortende behandling til dødssyge, uden at der spørges til motiverne.

Over hele verden afslutter læger liv i hemmelighed. Flere undersøgelser har vist, at også danske læger ulovligt udfører aktiv dødshjælp. Resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse fra 1998 viste således, at fem procent havde givet en dødelig indsprøjtning på direkte anmodning.

Desuden indrømmede ikke mindre end 53 procent, at have givet »livsforkortende smertelindring uden informeret samtykke«, hvilket må betyde, at de har aflivet patienter i hemmelighed. Ifølge en senere Rambøll-undersøgelse havde 16 procent af de adspurgte læger ydet en form for aktiv dødshjælp. Der er altså en stor gråzone, og frygten for en »glidebane« virker på den baggrund som filosofisk pedanteri.

Lad os for alt i verden få området frem i lyset og reguleret både lovmæssigt og fagligt. Lad sundhedsvæsenet, fx palliative institutioner, få ansvar for ordentlig uddannelse, forskning og kvalitetssikring.

Hvem bestemmer og hvornår?

Læger, der er modstandere af assisteret selvmord, sætter deres egne moralske principper højere end patienternes. Hvorfor er det så forkert med selvhjælp? Hvis den blev tilladt, kunne dødssyge patienter gøre brug af en ordning, som er lovlig og lægefagligt i orden. Og hvis nogle læger vil tage konsulentopgaven på sig, hvad er der så galt med det?

Det hævdes, at vi ved at legalisere »aflivning« giver os ind på noget farligt, og at man kan finde eksempler på svært handikappede, der er tilfredse med deres liv. Pragtfuldt! Men det er ikke dem, vi taler om.

Udgangspunktet, hele grundlaget for aktiv dødshjælp, er en bøn om hjælp. Et nødråb fra et menneske med alvorlig, livsødelæggende og uhelbredelig sygdom, når alle behandlingsmuligheder er udtømt. Må bønnen opfyldes? Det er et almenmenneskeligt spørgsmål, ikke et specielt lægeligt. Det kræver ikke en højere uddannelse at hjælpe et medmenneske med at drikke af et glas.

Lad os samarbejde om at konstruere en sikker, etisk forsvarlig og lovlig struktur, der beskytter de sårbare, og samtidig giver mulighed for at vælge, hvordan man vil ende sit liv efter egne moralske værdier. En legalisering vil tilgodese såvel modstandere som tilhængere af aktiv dødshjælp. Begge grupper ville frit kunne følge deres eget ønske.

Nedenstående lovforslag omhandler udelukkende aktiv dødshjælp i form af assisteret selvmord ud fra den betragtning at patienten selv skal udføre den sidste handling. Det vil være den bedste prøve på om bønnen er alvorligt ment.

Forslag til lov om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark

Følgende hovedpunkter kunne en dansk lovgivning på området indeholde (formuleringen er ikke juridisk):

§ 1

Enhver myndig person som har haft fast bopæl i Danmark mindst et år, kan anmode om aktiv dødshjælp.

§ 2

Anmodningen skal være frivillig og personens eget udtrykkelige, gentagne ønske.

§ 3

Anmodningen skal fremsættes over for en læge med dansk autorisation og skal være begrundet i langvarig, ubærlig lidelse og udsigtsløs behandling.

§ 4

Hverken læger eller andre må på egen hånd aflive patienter uanset om disse ønsker det. En sådan handling er strafbar iht. straffelovens § 239.

§ 5

Når aktiv dødshjælp ydes, skal det ske under overværelse af mindst en læge med dansk autorisation og mindst yderligere tre identificerede og myndige vidner.

§ 6

Lægens og andres medvirken skal være frivillig. Aktiv dødshjælp kan aldrig pålægges nogen som en tjenstlig pligt.

§ 7

Lægen skal forinden have rådført sig med mindst to kolleger og have nedfældet samtalereferater i en journal.

§ 8 Forudsætninger

Stk.1

Patientens egen anmodning er en forudsætning for aktiv dødshjælp. Han eller hun skal klart over for lægen give udtryk for ønske herom, naturligvis efter rådslagning med mennesker som han eller hun har tillid til, og lægen må ikke være i tvivl om at anmodningen er frivillig og alvorligt ment.

Stk. 2

Patientens ønske skal fastholdes gennem mindst en uge og skal være begrundet i hvad der ud fra gængse lægelige kriterier kan betragtes som svær, kronisk sygdom eller skade af fysisk art. Begrebet ”lidelse” er vanskeligt at definere og graduere, så lidelsens sværhedsgrad kan kun endeligt afgøres af patienten selv.

Stk. 3

Aktiv dødshjælp kan kun komme på tale når en af følgende veldefinerede sygdomsdiagnoser er stillet med sikkerhed:

1)Uhelbredelig kræft

2)Kronisk lungesygdom i fremskredent stadium og resterende lungefunktion mindre end … %.

3)Fremadskridende og uhelbredelig neurologisk sygdom i senstadium.

4)Permanente følgetilstande efter hjerneblødning/blodprop eller andre skader i hjernen der er så svære at patienten ikke længere er selvhjulpen.

5)Svære multihandicaps. Dette punkt kan specificeres.

6)Yderligere præciserede, veldefinerede, alvorlige legemlige sygdomme.

Stk.4

Vedkommende skal enten være personlig myndig, eller også skal forældrene, når det drejer sig om børn, give deres samtykke, og de skal selv være til stede som vidner, jf. § 9.

Stk.5

Hvis patienten ikke længere er i stand til at udtrykke sine ønsker, men tidligere i sit livstestamente har anført ønske om aktiv dødshjælp i situationer som den foreliggende, kan dette opfattes som udtryk for patientens ønske under forudsætning af at lægerne er overbevist om at det blev fremsat frivilligt og efter moden overvejelse, og at der ikke er nogen relevant behandlingsmulighed.

§ 9  Børn

Barmhjertighedsdrab på meget svært handikappede nyfødte eller meget alvorligt syge børn uden udsigt til bedring er tilladt når forældrene har bedt om det og mindst tre læger, heraf mindst en med specialist-uddannelse på organområdet, er enige om sværhedsgraden og prognosen, jvf. § 3.

§ 10 Handlemuligheder

Stk. 1  Patienten skal selv kunne vælge mellem følgende metoder:

Metode 1

Patienten kan vælge at sove ind ved selv at drikke et glas med en overdosis sovemiddel, fx et barbiturat, under overværelse af en læge og mindst to vidner. En dosis på 12-15 gram pentobarbital giver som regel, når den indtages på den rigtige måde, en hurtig, sikker og smertefri død. Søvnen tiltager i dybde indtil åndedrættet stopper. Stoffet kan ikke længere købes på markedet (pas på, der er mange svindlere på internettet!).

Metode 2

Patienten skal selv trykke på en knap der starter et injektionsapparat som automatisk giver indsprøjtninger i dropslangen af først et bedøvelsesmiddel, så et muskelafslappende middel og til sidst kaliumklorid (samme medikamenter som i Holland).

Metode 3

Hvis patienten ikke selv er i stand til at trykke på knappen, kan hun eller han anmode tre vidner, fx pårørende, om at gøre det i fællesskab ved brug af tre indbyrdes afhængige, ”serieforbundne” knapper, dvs. at apparatet først starter når alle tre knapper er udløst. Patienten skal hele tiden kunne afbryde forløbet indtil sidste knap er udløst.

Stk. 2   I ventetiden, fra ønsket om aktiv dødshjælp fremsættes indtil hjælpen ydes, kan i alle tilfælde, hvis patienten ønsker det, behandles med mindre doser heroin og/eller cannabis.

§ 11

Forløbet journalføres af en læge.

§ 12

Alle tilstedeværende skal efterfølgende skrive under på en erklæring om at alle forudsætninger var opfyldt: omhu, frivillighed, eget udtrykkelige ønske, lidelsesfuld tilstand, behandling udsigtsløs osv. Hvis patienten er indlagt på en institution, kræves desuden institutionslederens skriftlige erklæring om at alle betingelser var opfyldt.

§ 13

En læge kan kun medvirke til aktiv dødshjælp hvis det af Sundhedsstyrelsen krævede kursus er gennemgået.

§ 14

Der nedsættes en statslig kontrol- og evalueringskomité hvortil alle tilfælde af aktiv dødshjælp indberettes. Komitéen skal sikre sig at reglerne overholdes og indsamle erfaringer til brug ved eventuelle senere lovændringer.

§ 15

Hver gang der er udført aktiv dødshjælp, skal en medvirkende læge inden fire dage foretage indberetning til kontrol- og evalueringskomitéen.

§ 16

At presse eller at forsøge at presse en patient til at anmode om aktiv dødshjælp er strafbart iht. straffelovens § 239. Hvis det sker for egen vindings skyld, er det en skærpende omstændighed.

Hvis man nærer bekymring for sundhedsvæsnets omdømme, kunne følgende tilføjes:

§ 17

Hjælpen bør fortrinsvis ydes i patientens eget hjem, subsidiært det plejehjem hvor patienten måtte have fast bopæl. Er dette ikke muligt, da på hospice eller ved anden palliativ institution.

Svend Lings er læge, ph.d., forfatter og formand for foreningen »Læger for aktiv dødshjælp«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.