Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Ja tak til en folkelig Danmarkskanon

Er kanondiskussionen mest af alt et røgslør over en ukærlig borgerlig nedskæringspolitik? Måske. Men det er også en mulighed. En mulighed som Socialdemokraterne gerne vil gribe. Bl.a. miljø- og klimabevægelser samt kampen for homoseksuelles rettigheder skal med i en kanon.

Mogens Jensen.
Mogens Jensen.

Danmarkskanon er blevet den nye overskrift for den kulturpolitiske debat. Kulturminister Bertel Haarder (V) har sat debatten om en kanon for danske kulturelle værdier, vaner, traditioner og tankesæt i gang. Det skete ved et møde med en række kulturpersonligheder for nylig. Han siger, at han gerne vil starte en debat om, hvad vi som nation og folk er rundet af.

Borgerlig kulturpolitik ser ud til at være noget med kanoner. Vi fik rigtigt mange kanoner, sidst de borgerlige havde magten. Kulturkanon, naturkanon, historiekanon og en demokratikanon. Har de haft betydning? Er de blevet brugt? Vi ved det ikke. Svaret blæser i vinden, og det er lidt paradoksalt, at vi nu skal have endnu en kanon om kultur og kulturarv, når ministeren samtidig skærer uhørt dybt i de kulturinstitutioners budgetter, som netop skulle formidle vores kulturarv. Er kanondiskussionen derfor mest af alt et røgslør over en ukærlig borgerlig nedskæringspolitik? En afledningsmanøvre? Måske.

Men det er også en mulighed. En mulighed som Socialdemokraterne gerne vil gribe.

Vi var og er meget kritiske over for processen omkring de mange kanoner, der så dagens lys under Anders Fogh-Rasmussens regering i nullerne. Men Bertel Haarder inviterer til debat på en anden måde. Han inviterer alle til en folkelig debat, udelukker ikke noget eller nogen på forhånd og havde f.eks. flere nydanske kulturpersonligheder med på sin åbningskonference. Det er, som professor Garbi Schmidt sagde i et interview forleden, vigtigt, at en Danmarkskanon bliver en diskussion om, hvordan vi kan rumme hinanden i stedet for at ekskludere hinanden. Det er jeg enig i.

Vi socialdemokrater er stolte over den indsats, der er blevet gjort for at bringe vores samfund til, hvad det er i dag. Det er ikke sket uden kampe og ofre, men vi nåede gennem mange års hårdt arbejde – og ofte med modstand fra de borgerlige – frem til det velfærdssamfund, som verden ser på med beundring, og som vi vil værne om.

Enhver kulturkreds og ethvert samfund har brug for at fejre sine fineste traditioner og værdier. De skal holdes synlige ved at blive drøftet, forfægtet og realiseret i en daglig praksis. Det holder et folks dannelse levende og rig på rejsen mod en ny tid. Vi behøver ikke at ængstes for denne fremtid, men kan møde den med en tydelighed i ståstedet og en bevidsthed om, hvilken retning vi vil gå.

Den hollandske psykolog og kulturforsker Gert Hofstede påviste allerede for 30 år siden, at i forhold til de fleste andre lande var Danmark kendetegnet af værdier som lav magtdistance, et lavt struktureringsbehov/høj evne til at klare forandringer, en høj grad af kvindelige værdier og en høj grad af individualisme. Måske er det stadig gældende. Lad os finde ud af, hvor det kommer fra.

Vi har allerede en demokratikanon fra 2008, som – til trods for den ufolkelige tilblivelse – faktisk rummer spændende læsning om væsentlige nationale og internationale bidrag til vores nations opbygning og kultur. Den skildrer den historiske vej til demokrati. Den afrundes med nogle meget relevante betragtninger over udfordringer i det danske demokrati, som vi bliver nødt til at tage op i debatten om den nye kanon. Multikulturalisme er et af dem, og det er jo relevant, fordi globale værdi- og religionsforskelle nu dukker op inden for vore egne grænser.

En anden er det præsentative demokrati. Ikke det repræsentative, men netop det præsentative, fordi medieudviklingen ifølge demokratikanonens forfattere har gjort vælgerne til tilskuere til et 24/7-politisk show og partierne til professionelle mediemaskiner, der sælger ud af de oprindelige værdier for i enhver situation at placere sig opportunt i forhold til antallet af vælgere. Dette må drøftes, og mange vil nok mene, at det ikke helt har mistet sin relevans siden 2008.

Men der er sandelig mange andre betydelige tankesæt og bevægelser, som ikke var med, men som bør med i drøftelserne om en Danmarkskanon. Ministeren peger på andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, højskolebevægelsen og kvindebevægelsen. Det er jeg enig i. De er allerede med i den eksisterende demokratikanon og skal med i en Danmarkskanon også.

Derudover skal kampen for homoseksuelles/seksuelle minoriteters ligestilling med. En langvarig bevægelse, som har mødt bitter modstand fra reaktionære kirkefolk og borgerlige partier helt op til vor tid, og stadig møder det i mange andre lande. I Danmark står der i dag respekt om denne bevægelse, og den bør være en del af en Danmarkskanon.

En række andre vigtige strømninger er blevet tydeligere siden 2008 og skal med; miljø- og klimabevægelsen og den socialøkonomiske bevægelse f.eks.

Til de basale tankesæt hører også de økonomiske. Der er opstået en drejning af nogle bevægelser over mod ekstrem fundamentalistisk liberalisme. Der er samtidig opstået en ny ikke-socialistisk lighedsøkonomi med udspring i amerikanske og franske økonomer som mener, at regulering af markederne er uomgængeligt, og som peger på en markant udvikling i nonprofit, sociale og deleøkonomiske bevægelser.

Den neoliberale økonomi har fået vind i sejlene og har også fået magt som tankesæt i Danmark. Det former vort land, og vi må drøfte, om det afspejler det, vi er rundet af. Det gælder f.eks., hvordan vi takler udfordringerne ved at være en konkurrencestat. Hvordan prioriterer vi demokratisk mellem hensynet til konkurrencen og markedet på den ene side og hensynet til menneskelige værdier og værdighed på den anden? Hvor megen ny fattigdom i vores land kan vi med bevarelsen af vore danske værdier acceptere? Det er ikke et spørgsmål, om vi har en konkurrencestat, men om, hvordan vi vil udforme den som dansk model præget af det, vi er rundet af.

Indvævet i vores hverdag og på kryds og tværs af andre bevægelser har de kulturelle bevægelser formet os. Den danske sang, folkehøjskolesangene, salmerne, børnesangene, den dansksprogede rock, den afroamerikanske musik, bevægelser som spejderbevægelsen, idrætsbevægelserne, arkitektoniske bevægelser, frednings- og lokalarkivbevægelser, museernes, bibliotekernes, musikskolernes stærke vækst og kraft i vores kultur. Ingen Danmarkskanon kan være dette foruden.

Professor Ove Korsgaard skrev i en kronik for nylig, at vi skulle huske handlingerne. Ikke kun værdierne, som kan være sværere at give klart udtryk. Store og gode handlinger er en væsentlig del af en nations fortælling. Lad os inspirere af dette i debatten og få bragt gode eksempler på de store og gode handlinger ind for at give den nye kanon fortællekraft.

Kulturministeren kalder sit initiativ et dannelsesprojekt. Og derfor skal det ud og virke i en dansk hverdag. Det skal kunne give varig inspiration til undervisning i folkeskole, gymnasier, tekniske skoler og andre steder, hvor alle her i landet får skærpet sin dannelse og tanke og, hvor refleksionen over det at være dansk finder sted.

Der bliver meget at tale om. Men der skal også handling til. Jeg glæder mig til begge dele.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.