Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ja, jeg indrømmer, jeg er 66 år, og???

Ingen kvinde bliver mentalt mere end 37, men lad os se i øjnene, at vi fysisk bliver ældre, hvis vi er heldige. Er det så pinligt, at det må dølges?

Ingen kvinde bliver mentalt mere end 37, men lad os se i øjnene, at vi fysisk bliver ældre, hvis vi er heldige. Er det så pinligt, at det må dølges?
Ingen kvinde bliver mentalt mere end 37, men lad os se i øjnene, at vi fysisk bliver ældre, hvis vi er heldige. Er det så pinligt, at det må dølges?

Jeg står ved billetlugen og beder om en seniorbillet. Manden bag skranken ser venligt på mig og siger: »Det kan vist ikke passe?«

Et øjeblik bliver jeg smigret, men derefter let irriteret på mig selv, selv om jeg smiler til den unge mand. Hvorfor er det en kompliment, at man ikke ligner én på 66 somre (og lige så mange lange, mørke vintre) når man nu er det? Er det ikke noget, man kan være stolt af?

Åbenbart ikke, for forleden sagde en jævnaldrende veninde til mig: »Du skal fjerne din alder på Facebook.«

»Hvorfor?« spurgte jeg, måske lidt naivt.

»Der er ingen, der gider høre, hvad en 66-årig har at sige.«

Slam. Den sad. Lige midt i en ellers hyggelig sammenkomst.

»Man må da stå ved sin alder,« forsøgte jeg, men blev straks afbrudt.

»Ja, det gjorde jeg også, da jeg var 25.«

Jeg er træt af berøringsangst, når det kommer til kvinders alder.

Og her kommer en tilståelse mere: I godt 25 år stod jeg i spidsen for kvindeblade, der uafladeligt bliver beskyldt for at ville gøre kvinder yngre – enten i fotoshop eller ved ganske enkelt at udelade at skrive om kvinder over 50. Det er en sandhed med modifikationer, men jeg indrømmer, at jeg også har redigeret blade, hvor 38-årige kvinder har stået frem med deres glatte ansigter og perfekte kroppe og udtalt sig om, hvordan de bekæmpede alderens vemod.

Måske på grund af min baggrund i magasinpressen mærker jeg nu på egen krop, at det er svært at få lov til at blive ældre og skilte med det.

På bunden af en skuffe ligger en stak fødselsdagskort, jeg har købt. Temaet for samtlige kort er: Man taler ikke om kvinders alder. Et af dem viser en kvinde på 60 plus, og teksten lyder: »Have yet another 38 years birthday«… (tøhø).

Jeg er klar over, at ingen kvinde mentalt bliver mere end 37, men lad os se i øjnene, at vi fysisk bliver ældre, hvis vi er heldige. Er det så pinligt, at det må dølges? Er Lise Nørgaard gammel? Er Ghita Nørby? Ikke i mine øjne. I hvert fald er de værd at lytte til.

Jeg har besluttet, at de fødselsdagskort aldrig bliver sendt.

For en del år siden huserede en vittighed:

Mellem 15 og 25 er kvinden som Afrika. Et uudforsket område, hvor man gerne går på opdagelse. Mellem 25 og 35 er hun som Asien: Hed og eksotisk. Mellem 35 og 45 som Europa: Erfaren og raffineret. Over 45 er hun som Australien: Alle ved, hvor det ligger, men ingen gider tage dertil.

Jeg tænker, at det måske er vittigheder som denne, der var skyld i nogle overraskende reaktioner, da jeg for et års tid siden overvandt min modvilje mod »de grå hjelme« og stoppede med at farve håret.

I begyndelsen var der ingen, der kommenterede det, selv om min frisør havde gjort sig umage med tidligt i processen at fremhæve det grå. Efter nogle måneder, da det grå dominerede, begyndte både mænd og kvinder at spørge: »Er du blevet blondine?! Og så tilføjede de et: hehe….mens de så den anden vej…

Jeg holdt stædigt fast i deres blikke: »Nej, jeg er gråhåret. Det sker måske også for dig, hvis du tør.«

Og så var det emne uddebatteret.

Nogle kvinder, alle 60+, protesterede ligefrem mod min beslutning: »Du må da ikke blive gråhåret,« sagde de, mens de lod hånden glide gennem egne ravnsorte lokker med kamstrejf af rødt, eller gennem det kornmodsgyldne lange hår, som det havde kostet mange penge og meget tid hos frisøren at opnå.

»Hvorfor ikke?« borede jeg tankeløst.

»Du kommer til at se ældre ud.«

»Ældre?«

»Ældre end du er.«

»Skubber det til din angst for din egen alderdom?«

Det var der ingen, der svarede på, men jeg fik indtrykket af, at jeg var i færd med at forråde hele kvindekønnet.

Mon Michael Meyerheim eller hans kønsfæller også fik slige kommentarer, da de blev gråhårede?

Har det noget med biologi at gøre?

Mænd får interessante furer, kvinder får rynker.

Kvinder bliver slidt ned, mænd bliver slidt op.

Ugeblade og aviser bringer artikler om cougars – modne kinder der gifter sig med unge mænd. Men er det en trend? I hvert fald er det de samme eksempler, der hives frem hver gang: Grevinde Alexandra og Martin Jørgensen f.eks., og i dag ved vi jo, hvordan det match gik. Det er i hvert fald så interessant, at man skriver om det.

I foråret var jeg på safari i Østafrika. Vores guide (på 70) understregede, at når de afrikanske chauffører tiltalte os »Mama«, var det ikke fordi, vi fremkaldte moderfølelser, men simpelthen fordi navnet på swahili er et adelsmærke. Man sidestiller alder med erfaring, som man har respekt for.

I min roman »Vovestykker« spørger den 60-årige hovedperson på et tidspunkt den unge topchef, der er meget fokuseret på ungdom: »Er der slet ikke noget, du synes, man bliver bedre til med årene?«

Det svarer han ikke på.

For et års tid tiden havde jeg en snak med en jævnaldrende bordherre om alder.

»I Sydeuropa værdsætter man modne kvinder,« sagde han. Og jeg nikkede. Han talte henført om, hvordan bedstemødre var familiens centrum, der blev lyttet til dem og gjort kur til dem. Sådan syntes han også det burde være i Danmark, hvor han kendte så mange dejlige, kloge modne kvinder.

Jeg lyttede og så på hans kone, der sad overfor.

»Så er det interessant, du har giftet dig med en blondine, der er tyve år yngre end du,« sagde jeg.

Det var et lykkeligt tilfælde, mente han.

Lyder jeg ikke alene gammel, men – oh rædsel –bitter? Det får man skyld for, når man nævner noget med alder. Jeg er bare træt af eufemistiske omskrivninger, når det kommer til kvinders alder.

Vi taler om, at 50erne er de nye 40ere, og jeg ser kvinder, 50 plus og 60 plus arbejde hårdt på at holde alderstegnene fra livet. Det er selvfølgelig fornuftigt og glimrende at ville holde sig i god form. Jeg arbejder selv på det dagligt, men når kjolesømmene kryber længere og længere op i håb om, at looket ikke er konet, og stilletterne bliver højere og højere, mens forfoden synker længere ned, kan det ende med at blive patetisk.

Når jeg er i jævnaldrende kvinders selskab, tales der ofte om maratonløb, nye rulleskøjter, baghånd i tennis, golfhandicap der skal forbedres, spinning, yogatrends og kaproning, og sjældent om småskavanker, vemoden ved at blive ældre og pensions­ordninger.

Meget livsbekræftende, men holder det alderdommen på afstand? Hvis man ligner én på 45, bliver man ikke overset? Er det sådan det er? Har min veninde ret, når hun siger: Ingen gider lytte til, hvad en 66-årig har at sige? Måske havde Simone de Beauvoir fat i noget, når hun sagde: »Alderdommen er en skæbne, og når den bemægtiger sig vores liv, bliver vi målløse.«

Jeg er, og undskyld jeg indrømmer det, selv i gang med at indstille mig på at blive ældre, (jeg tør ikke tage ordet gammel i min mund), både økonomisk, psykisk og til dels helbredsmæssigt. Jeg vil fortsætte med at arbejde, og jeg er så heldig, at jeg tilhører et segment af selvstændige, hvor arbejde og fritid hæger sammen. Men jeg holder møde med min bankrådgiver om pensionsvilkår og overvejer, om jeg skal blive boende på 4. sal uden elevator. Det er aldrig for tidligt at få en god alderdom.

Jeg ser livet som en stadig udvikling, ikke afvikling. Jeg har drømme om bøger, jeg skal skrive, om mere kærlighed og (gisp) sex. Jeg planlægger rejser, ja, endda at bo i udlandet i nogen tid. Jeg synes ikke, jeg er gammel, men jeg har indset, at livet er en lang tagen afsked. Med barndommen, med ungdommen, med drømmen om at blive elitegymnast, supermodel, dykkerinstruktør eller IT-ingeniør.

Jeg forestiller mig ikke, at jeg skal henslæbe min alderdom i usynlighed, men snarere at jeg sidder i en gyngestol og øser af min erfaring til alle, der gider lytte. Til den tid er erfaring måske en dyd på linje med ungdom.

Lige nu insisterer jeg på at få lov at være 66 år og alligevel have noget på hjerte. Og jeg sletter ikke min alder på Facebook.

Camilla Linnemann er bogaktuel med romanen »Vovestykker«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.