Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Irak-krigen vurderet nok en gang

Den vigtigste del af Chilcot-rapportens kritik angår nok det område, hvor de færreste vil lytte. Den angår forsømmelsen af at bruge tilstrækkelige midler på at vinde krigen. Skal et diktatur ikke bare overvindes, men omdannes til et stabilt samfund, kræves en enorm og vedvarende indsats. Det forsømte man i Irak.

John Chilcot præsenterer udvalgets rapport. Foto: Jeff J. Mitchell/Reuters
John Chilcot præsenterer udvalgets rapport. Foto: Jeff J. Mitchell/Reuters

Så kom Chilcot-udvalgets rapport om Irak-krigen. Der har været flere sådanne rapporter, senest Butler (2004), men hver gang er de blevet kasseret, fordi de afviste, at der blev løjet, hvilket førte til kravet om nok en rapport. Selv om Chilcot når samme resultat som alle de fore­gående rapporter, er den formuleret så kritisk, at den måske alligevel bliver den sidste.

Rapportens fokus er begrænset til invasionen i 2003. Det kan give det indtryk, at problemerne med Irak, og for den sags skyld også med terrorisme og hele det brændende morads i Mellemøsten blev »sat i gang« med invasionen i 2003. Det er imidlertid forkert.

Mellemøsten har været et tilbagestående område præget af undertrykkelse, sekterisk terror og anti-vestlig aggression meget længe. Tænk blot på Libanons langvarige sekteriske borgerkrig, palæstinensisk terror i Europa og bomberne i Bali 2002, der dræbte flere danskere. Al-Qaeda blev skabt før 1990 og angreb med stigende intensitet vestlige mål indtil kulminationen 11. september 2001 i USA. Borgerkrigen i Syrien er ikke knyttet til Irak, men til Det Arabiske Forår, der begyndte vestpå i Tunesien i 2010.

I relation til Irak må man mindst tilbage til Saddams invasion af Kuwait i 1990, selv om Saddams massedrab på kurderne omkring Halabja med masseødelæggelsesvåben (WMD) i 1988, og krigen mod Iran, der kostede mindst en mio. livet, også er eksempler på sekteriske stridigheder. Det er således udtryk for en selvoptaget afstumpethed at tro, at alle ulykker begyndte med vores indblanding i 2003. De kan godt selv.

Selv om rapporten er kritisk over for Blair, svigter den nok alligevel på det punkt, der betyder mest for hans kritikere. Rapporten lægger, som alle de tidligere rapporter, alle facts frem, og det fremgår således nok en gang, at hverken Blair eller efterretningstjenesterne løj. De var overbevist om, at Saddam besad WMD, og at han ville snyde FNs våbeninspektører, som han beviseligt havde gjort før. Som Butler-rapporten kritiserer også Chilcot både Blair og efterretningstjenesten for at have udtalt sig med for stor sikkerhed om efterretningerne, selv om sådanne notorisk er usikre, men at man handlede i god tro afvises ikke. Efter krigen var de allierede således sikre på at finde WMD i Irak, indtil Iraq Survey Group (ISG) dokumenterede, at man i alt væsentligt havde taget fejl.

Chilcots konstatering, at ingen havde løjet, blev fejret med en stor demonstration i London, hvor demonstranterne igen chantede »Blair Lied«. Det såkaldte postfaktuelle samfund, hvor folk er fløjtende ligeglade med facts, er bestemt ingen nyhed og trives i bedste velgående.

Det nye i Chilcot er vurderingen af regeringens handlinger op til krigen, herunder forholdet til USA og FN. Her kommer rapporten med vurderinger, som reelt er politiske, og har man smag for kritisk tænkning, kan man spørge, om disse vurderinger overhovedet tilkommer et udvalg af embedsmænd og historikere post-festum. Rapporten kritiserer Blair for forløbet, og medierne, der altid kigger efter en letfattelig »smoking gun«, har hæftet sig ved Blairs tidlige besked til Bush om, at vi er med jer »whatever« (uanset hvad). Men læser man rapporten, fremgår det også, at Blair ikke var tvunget til at følge USA, hvilket netop er en central del af kritikken. Der redegøres loyalt for, at Blair med sin støtte til Bush ville sikre, at man fik indflydelse på politikken, hvilket man også fik i vidt omfang, bl.a. det såkaldte FN-spor, men indflydelsen på en supermagt var trods alt begrænset, hvilket så også kritiseres.

Den slags rapporter har den luksus, at de – i modsætning til politikerne, der skulle træffe beslutningerne – ikke skal forholde sig til, hvad alternativet havde indebåret. Men det hindrer jo ikke en i at tænke selv.

Betingelsen for at standse fjendtlighederne efter Kuwait­krigen i 1991 var Saddams afrustning. Det nægtede han, og i stedet blev Irak pålagt sanktioner. Man lod ham blive ved magten i den tro, at en diktator ville stabilisere Irak. Man blev hurtigt klogere. Sadda­m, der var sunni, slog shia-oprøret ned med en ekstrem brutalitet og gik derefter systematisk i gang med at udsulte shiaerne. Det kurdiske mindretal i nord blev også nedslagtet, men så valgte Vesten at etablere en no-fly zone, hvilket reddede kurderne. Vi kommer aldrig til at kende det egentlige antal ofre, men de kan godt stå op imod de ca. 160.000 dræbte, som rapporten anslår er krigens tab. Børnedødeligheden steg under sanktionerne fra 56 til 131 per 1.000 i det sydlige Irak, men faldt i samme periode i det kurdisk kontrollerede nord fra 80 til 72, formodentlig fordi området var befriet fra Saddam (Ali & Shah). Det skønnes, at sanktionerne førte til en overdødelighed blandt børn på ca. 227.000 (Garfield). Disse lidelser skabte et voldsomt had i den arabiske verden mod Vesten, og al-Qaeda brugte sanktionerne som hverve­kampagne.

Alle disse lidelser var endda overflødige, for Saddam brugte FNs olie-for-mad program til at skaffe sig og sin kreds enorme illegale indtægter, og som Chilcot dokumenterer, var sanktionerne smuldret så meget omkring 2000, at man seriøst overvejede at ophæve dem. Det nævnes ligeledes, at ISG efter krigen konkluderede, at Saddams strategi var baseret på besiddelse af WMD til at undertrykke sin befolkning og holde Iran i skak, og at han forsøgte at bevare sin kapacitet hertil. ISG bekræftede således efterretnings­tjenesternes opfattelse af Saddam og antog, at han ville have genoptaget produktionen, så snart sanktionerne var hævet. Det var altså alternativet til at fjerne Saddam.

Chilcot nøjes med at bemærke, at når staterne i FNs Sikkerhedsråd, navnlig Frankrig og Rusland, ønskede, at FNs våbeninspektører skulle fortsætte, kunne man ikke sige, at krigen var sidste udvej, som Blair hævdede. Den kritik klinger lidt hult, når rapporten også viser, at Frankrig principielt var imod at fjerne Saddam, uanset hvad man fandt. Blairs påstand om, at valget enten var at fjerne Saddam eller lade ham gå fri, virker stadig korrekt.

I en dansk sammenhæng er det interessant at læse vurderingen af krigens legale grundlag. Chilcot er med rette stærkt kritisk over for planlægningen, men det fremgår også, at resolution 1441 med vilje blev skrevet så tvetydig, at den tilgodeså både ønsket om at forankre sagen i Sikkerhedsrådet, og Bushs ønske om egenhændigt at kunne genoptage krigshandlingerne, som Clinton havde gjort i 1998, såfremt Saddam fortsatte sin politik.

Den engelske kronadvokat, Goldsmith, mente på den baggrund, at det bedste ville være en godkendelse i Sikkerhedsrådet, men i mangel heraf kunne man tilslutte sig den amerikanske opfattelse af res. 1441. I Kosovo havde man jo angrebet Serbien uden godkendelse fra Sikkerhedsrådet med den begrundelse, at Sikkerhedsrådet ikke havde sagt nej vel vidende, at Rusland ville sige nej, havde man spurgt. Hvis Kosovo var lovlig, var Irak det også. Brugen af res. 1441 krævede imidlertid, at Saddam ikke samarbejdede. Her var problemet, at tilbagemeldingerne fra diplomaten Hans Blix gav begge sider i Sikkerhedsrådet noget: Saddam samarbejdede ikke fuldstændigt, men dog nødtvunget. Chilcot vurderer ikke lovligheden, og det er da også mere en politisk vurdering end en retlig: hvad er bedst, at hindre serbernes overgreb i Kosovo og standse Saddams regimente, eller at respektere staternes suverænitet og undgå krig?

Den vigtigste del af rapportens kritik angår nok det område, hvor de færreste vil lytte. Den angår forsømmelsen af at bruge tilstrækkelige midler på at vinde krigen. Skal et diktatur ikke bare overvindes, men omdannes til et stabilt samfund, kræves en enorm og vedvarende indsats. Det forsømte man i Irak.

Chilcot standser i 2009, men siden har vi set, at krigsmodstandernes strategi personificeret i præsident Obama om ikke-blanding har spillet fallit. Ikke-indblandingen i Syrien har skabt mere kaos og terror, flere dræbte og styrket vores fjender langt mere, end Irak gjorde. Det lykkedes at stabilisere Irak med oprustningen i 2007 (The Surge), og da Obama trak tropperne ud i 2011 uden hensyn til stabiliteten, faldt Irak tilbage i borgerkrig. Obama har siden måttet opgive sin politik og genindsætte tropper, men det sker drypvis og modstræbende. Hvis Chilcot kan få Obama m.fl. til at forstå, at intervention kræver mere end det, har rapporten været ventetiden værd.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.