Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Ingen skal forsørge staten, før de forsørger sig selv

Som blot 34-årig har jeg ikke lyst til at være bitter, men det er tæt på, at jeg bliver det, når jeg tænker på, at jeg kunne tage et års tid derhjemme og hygge mig på dagpenge uden at miste en øre.

»Modelfoto: Scanpix
»Modelfoto: Scanpix

Man hører ofte fra politikere og meningsdannere, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Som regel sigtes der til de lavtlønnede grupper, for hvem det er dokumenteret – blandt andet af tænketanken Cepos – at arbejde i mange tilfælde ikke betaler sig fremfor overførselsindkomst. I nogle tilfælde sætter lavtlønnede endog penge til, når de troligt står tidligt op hver morgen og tager bilen på job i stedet for at lade sig forsørge af samfundet.

Det skyldes blandt andet, at erhvervsaktive har højere transportomkostninger end folk på overførselsindkomst, samt at man som lønmodtager betaler AM-bidrag på otte procent af sin løn. En post, man slipper for, når man er på dagpenge eller kontanthjælp.

Hvad man ofte overser er, at der er tilfælde, hvor det end ikke kan betale sig at arbejde til en nogenlunde gennemsnitlig løn. Lad mig komme med et konkret eksempel: Mit eget.

Jeg fik som hjemmegående på barselsdagpenge (dimittendsatsen) ca. 10.000 kr. udbetalt om måneden. Hertil kom børnepenge, boligstøtte og delvis friplads i institution til vores ældste barn. Disse tilskud fik vi, da min mand, som er selvstændig, heller ikke har en høj indkomst.

Min situation ændrede sig, jeg kom i job, og jeg glædede mig til at have lidt ekstra på kontoen hver måned. Min mands indtægt gik også en smule op, og i dag tjener vi begge mellem ca. 20.000 og ca. 25.000 kr. om måneden før skat. Skønt! Så gik der ca. 15.000 kr. ind på min konto hver måned i stedet for kun 10.000.

Men ak, glæden varede kort. For stigningen i indkomst har bevirket, at vi ikke længere får boligstøtte, som tidligere udgjorde godt 2.000 skattefrie kr. om måneden. Desuden har jeg nu transportomkostninger på rundt regnet 1.500 kr. om måneden, hvad jeg selvsagt ikke havde, da jeg var på barsel. Trip-trap-trylle – vores families gevinst ved, at jeg går på arbejde fremfor at være på dagpenge, forsvandt stort set som dug for Solen.

Jamrer jeg over, at en familie som vores ikke får udbetalt støtte til at bo i lejebolig? Slet ikke!

Naturligvis skal alle familier klare sig selv i det omfang, de er i stand til det. Sagen er blot, at det er ualmindeligt demotiverende at opleve, at ens økonomiske situation ikke forbedrer sig, når man står tidligt op, bruger en time i offentlig transport, undværer sine børn døgnets bedste timer, bruger en time i offentlig transport igen og kommer hjem til ulvetime og madlavning, for så at synke udmattet ned i sofaen om aftenen – hvis børnene altså er så flinke at sove. Og forfra næste dag.

Det må være nogenlunde, som når en dedikeret løber træner og træner og løber det ene maraton efter det andet uden nogensinde at forbedre sin tid. Ikke en grund til at give op, for hvem ved, om tiden ikke forbedrer sig til det næste marathon, eller det næste, men fortvivlende og bitterhedsfremkaldende.

Som blot 34-årig har jeg ikke lyst til at være bitter, men det er tæt på, at jeg bliver det, når jeg tænker på, at jeg kunne tage et års tid derhjemme og hygge mig på dagpenge uden at miste en øre.

I stedet knokler jeg som en god protestant, og i modsætning til folk i mange af de vellønnede grupper, hvor det ofte postuleres, at man betaler sin skat med glæde, får jeg intet økonomisk ud af det.

Jeg er selvstændig med min egen lille virksomhed og arbejder i to deltidsjobs. Det hele munder ud i ca. 30 lønnede arbejdstimer om ugen, der for maj måneds vedkommende beløber sig til en samlet indkomst på ca. 23.000 kr. brutto. En udmærket arbejdsindsats – hvis jeg selv skal sige det – når man også skal have kræfter til at være mor til to små børn.

Men kunne jeg da ikke bare sparke mig selv bagi og arbejde fuld tid, når nu det med pengene åbenbart er så vigtigt for mig? Jo, det kunne jeg godt. Arbejdede jeg 40 timer om ugen i stedet for 30, ville jeg tjene i omegnen af 27.000 - 28.000 kr. om måneden. Det ville bevirke, at der ville blive skåret i vores delvise fripladstilskud til børnenes institutioner.

Skulle min familie op på et økonomisk niveau, hvor der ikke længere kunne skæres i vores tilskud, fordi de ville være fjernet, skulle jeg tjene over 30.000 kr. om måneden (forudsat at min mands indtægt forbliver uændret). Derefter ville eventuelle indkomststigninger være ren fortjeneste – i hvert fald lige indtil topskatten rammer.

Kan jeg da ikke tjene 30.000 som akademiker? Jo, det kan jeg muligvis. Jeg har søgt hundredvis af jobs i mit liv, nogle til en bedre løn end andre.

Det er ikke utænkeligt, at jeg kunne gøre mere, søge mere, stræbe mere. Det ændrer ikke på, at det er absurd, at en person i min situation skal op på et indkomstniveau på over 30.000 kr. om måneden, før hun så småt begynder at mærke bare en lille stigning i sit månedlige rådighedsbeløb.

At arbejde burde altid kunne betale sig – for alle. I særdeleshed burde det som en selvfølge kunne betale sig at gå 7.000 - 9.0000 kr. op i bruttoindkomst, som jeg gjorde, da jeg gik fra barselsdagpenge til job.

Det kan det bare ikke, hvis man har børn, bor til leje, og har en partner, hvis indkomst heller ikke er prangende. Og så har vi slet ikke beskæftiget os med de enlige forsørgere, der i den grad er udfordret på incitamenterne til selv at tage hånd om deres tilværelse: Fuld friplads til børnene og høj boligstøtte skaber en situation, hvor en enlig mor, der bor til leje og har børn i institutionsalderen, meget nemt kan tabe penge på at være i job fremfor på kontanthjælp.

Selvfølgelig er der for langt de fleste langsigtede fordele ved at være i arbejde. Selvfølgelig handler arbejde og selvforsørgelse ikke kun om penge, men også om stolthed, identitet og at være et forbillede for sine børn.

De fleste af os har det dog med at føle os snydt, hvis vi ikke mærker en gevinst, når vi gør os umage, og hvis gevinsten måske lader vente på sig i mange år, kan fristelsen til (i mine øjne helt forståeligt) at lade sig forsørge af samfundet fremfor selv at gøre en indsats, blive svær at modstå. Specielt, måske, hvis man har små børn, man gerne vil være meget sammen med, inden de bliver store.

Efter min opfattelse bør man derfor øge den kontante belønning, der følger af et lavt- eller middellønnet job. I stedet for kun at jagte overførselsmodtagere og have et ensidigt politisk fokus på at skære deres ydelser ned, bør man gøre det mere attraktivt at arbejde. Gulerod frem for pisk i videst muligt omfang.

Ingen bør betale skat af de første mindst 7.000 kr., de tjener. Ingen bør forsørge staten, før de kan forsørge sig selv. Vælger den ene forælder i en familie at gå hjemme, skal den andens fulde månedlige fradrag på 7.000 kr. kunne overføres til ægtefællen eller samleveren. Ligesom børnenes fradrag, som de bør have frem for børnefamilieydelsen, skal kunne benyttes af forældrene.

Ligeledes skal afgifter og moms sættes kraftigt ned, så folk i de lavere indkomstgrupper kan få råd til at leve – også selv om de eventuelt tager et job under mindstelønnen eller arbejder mindre end fuld tid (hvad nogle er nødt til af helbredsmæssige årsager). Diverse ydelser til børnefamilier skal sættes ned, og indkomstgrænsen for fripladstilskud til institutioner reduceres, så det primært kommer de virkeligt mindrebemidlede til gavn.

Jeg drømmer kort sagt om et frit og fleksibelt samfund, hvor skatter og leveomkostninger er betydeligt lavere end i dag, hvor vi tager os godt af de svageste og skaber rammerne for, at resten kan nyde frugterne af deres arbejde.

Hvor det ikke kun er dem, der kan producere værdi for over 110 kr. i timen, som kan få adgang til arbejdsmarkedets hellige haller. Og hvor man får lov at forsørge sig selv og sin familie, inden man bliver bedt om at forsørge andre. Mon det når at blive indført i min levetid?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.