Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Hvorfor skulle mormor flyttes fem gange?

Der er sikkert gode administrative og lægefaglige grunde til, at en meget syg patient sendes i omløb. Men hvis jeg skræller det lag væk og kigger et døende menneske som min mormor i øjnene, må jeg erklære alle disse grunde for ugyldige.

I sommeren 2011 var min mormor respiratorpatient og cirkulerede mellem seks af hovedstadens sygehusafdelinger på seks uger. Gentofte, Herlev, Rigshospitalet, Hvidovre, Rigshospitalet og Hvidovre igen. Jeg var vidne til det behandlingsmæssige paradoks, at det virkeligt farlige for patienten bestod i at være i bedring.

Min mormor døde i en respirator på Hvidovre Hospital i juli 2011, kort efter sin 73 års fødselsdag. Halvanden måned tidligere havde hun deltaget i middagsselskaber, motioneret og passet sine børnebørn. Tilsyneladende er min mormors historie eksemplet på en særlig styringslogik, hvor mekanismen er følgende: Hver gang patienten er i bedring, flyttes hun til et mere lokalt sygehus, fordi hendes sengeplads skal gives til én, der p.t. har det værre. Hvis patienten så igen får det værre, flyttes hun, fordi den opståede komplikation skal håndteres af en specialiseret enhed. På den måde kan patienter rotere et uendeligt antal ambulancekilometer.

10. juni blev min mormor indlagt til en rutineprocedure på Hjerteafdelingen på Gentofte Hospital. Vi spiste jordbær, og hun grinede, når min søn kørte sengen op og ned. Men noget gik galt, og hun måtte visiteres til akut operation på Herlev Hospital. Da hun ankom til Herlev på en båre, spurgte lægerne, i vores påhør, ambulancefolkene, hvem damen på båren var? Hendes ankomst var ikke meldt, og lægerne var usikre på, hvad de skulle stille op med hende. Efter tre timer blev hun kørt til Rigshospitalet, fordi Gentofte havde fejlvisiteret hende.

Læs også: Tusinder af ældre bliver indlagt uden grund

Hendes tilstand blev akut kritisk, og hun kom i respirator. Rigshospitalet er imidlertid et højt specialiseret sted med store sengedøgnsomkostninger, så da der opstod pladsmangel, blev hun hentet af en ambulance og fragtet til Hvidovre Hospital. Overflytningen bestod i, at ambulancefolkene frakoblede hende det apparatur, der holdt hende i live, sluttede hende til mobilt udstyr, kørte hende ud på vejene og ind på det modtagende hospital, hvor hun igen blev koblet til. Min mormor var nu respiratorpatient på Hvidovre, indtil der opstod en komplikation, som krævede en specialfaglig indsats. Derfor blev hun transporteret tilbage til Rigshospitalet, indtil hun – igen på grund af pladsmangel – blev sendt retur til Hvidovre.

Min mormors tilstand kan sammenlignes med det, man kalder for Locked-in syndrome. Det er en tilstand, man kan komme i som respiratorpatient, hvor kroppens muskler gradvis lammes, så øjnene til sidst er eneste kommunikation ud til omverdenen. Man ligger med en viden om, at det er computere og sonder, der holder én i live. Man kan ikke spørge om afgørelser i behandlingsplanen eller gøre indsigelser. Man er afhængig af, at personalet informerer om ens aktuelle tilstand (hvor tæt er jeg mon på at dø?).I løbet af de seks uger havde min mormor en enkel episode, hvor hun var stærk nok til at få respiratorslangen ud af halsen og hviske, at hun var bange for at blive flyttet igen.

Den julieftermiddag på Rigshospitalet, hvor min mormor stod for at skulle skifte hospital for femte gang, havde jeg meget svært ved at se hende i øjnene og forklare hende, at der var styr på situationen. Jeg måtte gå om bag forhænget og græde uden lyd, inden jeg overbragte hende nyheden om, at hun nu skulle flyttes. Igen. Efter nok en ambulancetransport lå hun på Hvidovre, indtil hun døde 25. juli – netop som personalet havde besluttet, at hun skulle flyttes tilbage til Rigshospitalet, fordi der var opstået en komplikation, som krævede en specialfaglig indsats.

Læs også: »Det kan vi ikke være bekendt. Det er uværdigt«

Der er sikkert gode administrative og lægefaglige grunde til, at en meget syg patient sendes i omløb. Men hvis jeg skræller det lag væk og kigger et døende menneske som min mormor i øjnene, må jeg erklære alle disse grunde for ugyldige. Først og fremmest ud fra et humanistisk perspektiv. Men også fra et systemperspektiv: Den måde at håndtere patienter på virker simpelthen irrationel midt i al sin rationalitet. Det vil jeg gerne begrunde.

Fysisk svækkelse. Efter hver ambulancetur fik min mormor »dårligere tal« og nye komplikationer. Der er nemlig en infektionsrisiko ved at få slanger koblet til og fra operations- og kropsåbninger, køre i ambulance og skifte hospitalsmiljø. Den højt specialiserede infektionsbehandling på det enkelte hospital var med andre ord ét skridt frem, mens overflytningen var to skridt tilbage.

Manglende kontinuitet i behandlingsplanen. Hvis der var planlagt en session med en fysioterapeut på Rigshospitalet om fredagen, og min mormor blev overflyttet om torsdagen, betød det at hun ikke fik fysioterapi i mange dage frem. Og det vel at mærke selv om lægerne understregede, hvor afgørende fysioterapi er for at komme ud af lammelsen og undgå livstruende komplikationer. De modtagende læger kunne (forståeligt nok) være mange timer om at godkende den voksende medicinliste. Vi oplevede efter hver flytning, at antibiotika blev udskudt eller simpelthen sprunget over. Hun fik konstant nye infektioner.

Øget risiko for fejlbehandling. Min mormors journal blev naturligt længere og længere, og efterhånden blev den til korte overflytningsnotater. Da hun ikke selv var i stand til at tale, var det ofte os pårørende, der skabte overblik. På et tidspunkt havde den forrige afdeling glemt at notere, at hun led af en kronisk sygdom, hvilket vi oplyste til lægen. »Colitis ulcerosa – interessant!« noterede han på en Post-it og sagde os tak for oplysningen. Vi pårørende fik en ubehageligt central rolle.

Mistillid og utryghed hos patienten. Ifølge venteværelsets brochurer, er det afgørende for intensivpatienters helbredelse, at »de tror på det«. Min mormor startede med en stærk kampgejst, og som pårørende fulgte vi entusiastisk brochurernes anbefalinger. Vi klistrede for eksempel billeder af hendes børnebørn op på sengen. Men det virkede efterhånden meningsløst at blive ved med at hænge billederne op på nye senge. En særligt utryg episode var en dag, da overlægen på Rigshospitalet stillede sig ved fodenden af min mormors seng og bedyrede, at det var uforsvarligt at overflytte hende, fordi hun havde fået en lungekomplikation, der gjorde hende til højrisikopatient. Da overlægen var taget hjem et par timer senere, kom beskeden: »Der mangler sengepladser, så vi flytter dig i morgen.« Ifølge personalet var Rigshospitalet det eneste sted i hovedstaden, der kunne håndtere hendes lungekomplikation.

Ingen behandlingsansvarlig læge. Kernen i det hele er formentlig, at vi savnede en gennemgående, behandlingsansvarlig læge. Da jeg for eksempel ringede til Rigshospitalet efter en akut overflytning for at spørge, hvor min mormor aktuelt befandt sig, sagde sygeplejersken: »Hun er ikke længere vores bord.« Er det ikke absurd, at jeg konstant var i tvivl om, hvor i byen en lammet kvinde i respirator befandt sig? Jeg var efterhånden i kronisk alarmberedskab: »Hvor befinder hun sig? Er hun død i ambulancen eller er hun i bedring? Og hvis hun er i bedring, flytter de hende så igen?« Jeg mødte mange ildsjæle blandt læger og plejepersonale, som forsøgte at kompensere for et ofte dysfunktionelt system. Problemet er, at de gjorde det godt på deres egen afdeling, mens forløbet mellem indlæggelserne var et ansigtsløst tomrum uden telefonnummer.

Læs også: »Vi stod simpelthen uden fødested og med en graviditet uden for kontrol«

Det er givet, at et sygt menneske kan dø. Det er givet, at lægen er nødt til at prioritere ressourcerne, så sengepladsen gives til den dårligste patient. Det er givet, at lægevidenskabens gode behandlingsresultater er et produkt af faglig specialisering. Men kan det være rigtigt, at det her er en accepteret skabelon for et patientforløb? Eller har man glemt at tage højde for, at specialisering kombineret med sengepladsmangel kan have alvorlige konsekvenser for en gruppe af patienter, der sendes i omløb? Jeg mener også, der er et aspekt af ressourcespild. Det virker absurd at yde så fornem og dyr behandling, når den konstant afbrydes (beregnet ud fra Region H’s takstkatalog har hun kostet minimum to millioner kr. i sengedøgn, operationer, dialyse og ambulancekørsler). Jeg ser også et ulighedsaspekt. Hvad gør en lammet intensivpatient, som ikke har pårørende? Hvem kan gøre indsigelser på hans vegne? Hvem transporterer posen med hans ejendele rundt mellem hospitalerne?

Jeg ønsker mig to ting. For det første, at vi anvender antallet af overflytninger pr. patient som parameter i behandlingsplanen. For det andet at vi får en mere enstrenget kommunikation i forløb, hvor flere hospitaler er involveret – med en behandlingsansvarlig læge, der kan fungere som hjælpestruktur for patienten på tværs af hospitalerne. Så kan vi forhåbentlig lande et sundere sted i spektret mellem behandling af mennesker og umenneskelig behandling.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.