Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Hvis ikke politikerne forstår det, så...

For første gang i 70 år har folk ikke håb om et bedre liv. En forklaring på, hvad der driver den ene halvdel af de vestlige befolkninger til at kaste sig i armene på prædikanter, der udmærker sig ved at tale eliten midt imod uden at have noget konkret gennemførligt at sætte i stedet.

Hanne Feldthus.
Hanne Feldthus.

Hvis nu, det var en stor virksomhed, som gennem noget tid havde oplevet, at halvdelen af dens kunder sivede over til mærkelige konkurrenter med nærmest destruktive produkter og service, ville den forsøge at indkredse den underliggende kundeindsigt, som kunne bringe den tilbage på banen.

Politikerne kalder det tid til eftertanke. Alligevel springer de i den offentlige debat straks til forskellige løsningsforslag, der skal reparere lidt på deres fravalgte produkt eller rettere politik. Det er ikke til at holde ud at høre på, når man som jeg til daglig lever af at hjælpe virksomheder med at identificere de indsigter, som kan bringe dem nærmere deres kunder.

Tillad mig derfor at komme med en hypotese om, hvad der driver den ene halvdel af de vestlige befolkninger til at kaste sig i armene på prædikanter, der udmærker sig ved at tale eliten midt imod uden at have noget konkret gennemførligt at sætte i stedet. Hvad er det, som kan få hver anden til at bringe verdensøkonomien på randen af sammenbrud og i den proces lukke øjne og ører for, at det kommer til at gå ud over dem selv?

Siden Anden Verdenskrig har befolkningerne i den vestlige verden og særligt i Danmark levet med en kollektiv bevidsthed om, at livet ville blive bedre ikke bare for dem selv, men også for deres børn. Reallønnen ville stige. De ville få mere fritid, kunne gå tidligere på pension og få en bedre økonomi i den tredje alder. Skridt for skridt blev det mere sikkert at gå på arbejde, og der blev etableret et strammere sikkerhedsnet til at fange dem, som blev arbejdsløse og syge. I nogle perioder har de oplevet kriser, og det kunne se sort ud på den korte bane, men så kæmpede man inden for de nationale grænser for at løse problemerne.

I dag har den ene halvdel af befolkningen ikke længere udsigt til, at livet bliver bedre for dem. Faktisk kæmper de med bare at holde på det, de har. Det er dem, hvis jobs kan flyttes til lavtlønslande, overtages af øst-arbejdere eller automatiseres væk. De oplever, at hvis de kæmper for at få en større del af kagen, så bliver de sendt hjem på en forringet dagpenge-ordning. Er de offentligt ansat, flyttes deres jobs måske ikke til udlandet, men normeringerne bliver reduceret med stress og et dårligt arbejdsmiljø til følge.

Den del af befolkningen kan ikke forstå, hvad politikerne mener, når de siger, at EU og globalisering giver os mere velstand, for det er ikke deres velstand, der bliver forbedret. Deres dagligdag er fyldt med krav om besparelser, højere effektivitet, digitalisering, automatisering og måske oven i købet social dumping.

Så vil nogen måske mene, at den del af befolkningen burde være tilfreds med det, de har. Mange af dem ejer både parcelhus og bil og kommer på ferie flere gange om året, så hvad har de at brokke sig over? Men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at man har taget troen på et bedre liv fra dem. Ikke alene har de ikke udsigt til at få mere, de oplever i dagligdagen, at deres livskvalitet bliver forringet af usikkerhed, stress og angst. De er blevet bragt i defensiven og føler sig magtesløse, og det føles ad helvede til. For hvad er så meningen med det hele? Særligt når de kan se, at andre nyder godt af globaliseringen.

De hører om bankdirektører, der udbetaler kæmpe bonusser til sig selv og uddeler gyldne håndtryk til hinanden, selvom det var dem, som var skyld i finanskrisen. De hører rygter om, at direktøren for Danfoss får 50 millioner kroner om året i løn, hvilket er mere, end man kan vinde i Lotto.

De ser smarte revisorer, advokater, kommunikationsrådgivere og managementkonsulenter komme kørende i store biler og føre sig frem i kostbare jakkesæt, hvorefter de dyre drenge går i gang med at splitte de ansattes arbejdsplads ad og indføre forandringer, som man som ansat ikke kan se visdommen i.

De hører om, hvordan de rigeste flytter deres penge til Panama for at undgå at betale skat til de velfærdsydelser, som hele tiden bliver forringet. De hører om, hvordan besparelser i Skat har fået hele systemet til at bryde sammen, så de ikke engang kan finde ud af at opkræve de penge, folk skylder, hvis de da ikke med hovedet under armen sender pengene ud af landet til svindlere.

De hører om, hvordan København vokser, og hvor meget boligpriserne stiger i de store byer, mens de selv balancerer på kanten af teknisk insolvens i huse, der ikke kan sælges, fordi livet i provinsen er reduceret til Udkants-Danmark, hvor rådhuset er flyttet til en anden by, og ingen ved, hvor den nærmeste politistation ligger.

De forstår, at der er nogen, som nyder godt af den globaliserede verden, men at det ikke er dem selv, og de kan se, at uligheden vokser. De kender ikke den globaliserede elite, for den bor et andet sted og arbejder i en anden sfære. Og al den snak om, at de rige skal have lov til at blive endnu rigere, for at alle kan få det bedre, den er de berettiget holdt op med at tro på. Erfaringen siger noget andet.

Når de lytter til, hvad politikerne fra de gamle partier siger, tror de ikke længere på det. Alle de såkaldte økonomiske eksperter kan man heller ikke regne med. Hvornår har de nogensinde fået ret i nogen af deres forudsigelser?

Ja, faktisk er de alvorligt i tvivl om, hvorvidt magteliten overhovedet ved, hvad den gør. Det er jo helt åbenlyst, at vi aldrig skulle være gået i krig i Afghanistan og Mellemøsten, for det er der ikke kommet andet end terror, sammenbrud og endnu mere krig ud af, men det er der ingen, der vil indrømme.

Og hvorfor skulle alle de østeuropæiske lande med i EU, når social dumping var det eneste, som kom ud af det? Nej, det kan godt være, at de ikke selv kan overskue den nye globale verdensorden, men det kan politikerne helt åbenlyst heller ikke.

I deres ører lyder statsminister Lars Løkke Rasmussen og formanden for deres tidligere parti, Mette Frederiksen, ikke mindre populistiske, end politikerne på fløjene gør. Tværtimod.

I deres verden er det eneste fornuftige, at vi trækker os tilbage til nationalstaten og forsøger at få styr på det, vi rent faktisk kan gøre noget ved, så livet igen kan blive bedre. Så kan det godt være, at der bliver noget uro lige i begyndelsen, men det må man tage med.

Afmagt er det stof, revolutioner er lavet af. Afmagt kan drive folk til at foretrække det destruktive for at komme ud af handlingslammelsen.

Som menneske kan man acceptere en vis ulighed, så længe man kan se frem til at få det bedre, men man sætter hælene i, når nogen fortsætter med at blive rigere, uden at man selv har udsigt til andet end at blive presset til at arbejde hårdere under ringere vilkår i en velfærdsstat, der er ved at blive sparet sønder og sammen.

Hvis ikke politikerne forstår det, så er det min forudsigelse, at vi går en ny uforudsigelig klassekamp i møde. I vores tid står kampen mellem tre klasser:

1. De mennesker, som bliver presset af globaliseringen uden udsigt til et bedre liv

2. De mennesker, der kan arbejde grænseoverskridende, og hvis jobs og velfærd ikke trues af lavtlønslande.

3. Den ene procent super rige, der har hele verden som deres arbejdsplads og kan spille befolkningerne og skattesystemerne ud mod hinanden og profitere helt uhørt på det.

Lad mig understrege, at denne indsigt ikke er specielt henvendt til rød blok. Den gælder i lige så høj grad blå blok. For hvis vi ikke i fællesskab får skabt et fremtidshåb, så går det galt for os alle sammen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.