Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Hvad skal vi se i TV – og hvem skal betale?

»Er tiden inde til at lukke DR og de øvrige statsligt ejede public service-institutioner og i stedet for overlade al public service-produktion og midlerne til markedet? Tiden er i hvert fald inde til en diskussion af det vanskeligt definerbare public service begreb – dets indhold og berettigelse, men også til en diskussion af TV- og medieindhold i det hele taget.«

Hvorfor er det DR, der producerer et program som »X Factor«, spørger dagens kronikør. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Hvorfor er det DR, der producerer et program som »X Factor«, spørger dagens kronikør. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Som professionel TV-mand og ejer af TV-stationen dk4 kan jeg kun beundre et program som »X Factor«. En suveræn produktion, en seermagnet med et dramatisk og underholdende indhold – og et gigantisk budget.

Men når jeg fortæller mine samarbejdspartnere i resten af Europa, at konceptet vises på Danmarks førende public service-kanal, DR, og dermed finansieres med en del af de 3,6 milliarder licenskroner, der hvert år tilflyder nationalsenderen, så ser de først med vantro på mig – for derefter at slå en høj latter op. De tror, at det er løgn, for i andre lande findes et koncept som »X Factor« også – men selvfølgelig på en kommerciel TV-station.

Det samme gør sig gældende for andre af DRs populære formater som f.eks. »Den store bagedyst« eller »Gift ved første blik«. Fine produktioner, underholdende indhold, høje seertal – men er det vigtigt TV? Har det noget med public service at gøre? Eller er det, hvad Adam Holm i en kronik har kaldt »Poplic Service«?

Mange af DRs formater er rendyrket kommercielle, og de er ofte udviklet til reklamefinansierede kanaler med afhængighed af høje seertal. Hvorfor findes de så i stigende grad på DR, der tilføres ca. 3,6 milliarder kroner hvert år for ikke at være tvunget til at tage den slags hensyn? Eller for at være mere præcis: Hvilke programmer, hvilket indhold producerer og viser DR ikke for de penge, de bruger på dyre programmer, der mere naturligt kunne produceres og sendes af andre?

Disse berettigede spørgsmål stiller ikke kun mange borgere, men også kommercielle aktører, brancheforeninger og politikere sig for tiden.

Samlet set opfylder DR sin public service-kontrakt hvert år. Nationalsenderen leverer det, den skal, for ellers ville stationens public service-redegørelse ikke blive godkendt af Radio- og TV-nævnet. Men hvordan harmonerer det med DRs stigende fokusering på kommercielle formater og vigende interesse for kerne public service-indhold? Hvordan kan man producere, købe og distribuere mere kommercielt indhold og mindre kerne-public service-indhold og alligevel leve op til en public service-kontrakt?

Er der behov for en præcisering af, hvad nationalsenderen skal producere og distribuere, og hvad den ikke skal beskæftige sig med, men tværtimod kan overlade til andre? Er den logiske konsekvens ikke at befri DR for forpligtelsen til at tage sig af udvalgte public-serviceopgaver og i stedet overlade dem til andre producenter og distributører – og selvfølgelig også de midler, de ville have kostet nationalsenderen?

Hvad skal public service være?

Det kunne tyde på, at tiden er inde til en diskussion af relevansen af en nationalsender, dens udformning, forpligtelser og ikke mindst programindhold, eller mere overordnet til en debat om, hvilket TV- og medieindhold, der skal stilles til rådighed for danskerne. Hvem skal producere det, hvordan skal det distribueres, hvad må det koste, og hvem skal betale for det?

Er der overhovedet behov for en statsfinansieret, national public service-kanal, der på de bedste dage kan samle befolkningen, underholde, oplyse, være debatskabende og dagsordensættende, men som også i mindre grad leverer kerne-public service for i stedet at bevæge sig ind på de kommercielle aktørers område?

Er tiden inde til at lukke DR og de øvrige statsligt ejede public service-institutioner og i stedet for overlade al public service-produktion og midlerne til markedet, som det nu nedlagte Public Service Udvalg havde som det mest vidtgående scenario i sin afsluttende rapport? Eller er der netop nu i en tid med globale mediegiganter behov for en styrket national public service-institution, der enten udvider sit virkefelt eller i højere grad koncentrerer sig om kerne public service-opgaver – når disse er blevet defineret – og overlader alt det andet til kommercielle stationer, produktionsselskaber, streaming-tjenester og sociale medier?

Tiden er i hvert fald inde til en diskussion af det vanskeligt definerbare public service begreb – dets indhold og berettigelse, men også til en diskussion af TV- og medieindhold i det hele taget. Hvilket indhold har vi brug for? Hvem skal levere indhold til TV og øvrige platforme, hvad må det koste, og hvordan skal det finansieres? Dvs. det indhold, vi i Danmark anser for så vigtigt, at det skal tilbydes på TV og andre platforme, fordi det er defineret som vigtigt og nødvendigt i et samfund som vores, og fordi det respekterer og favner alle befolkningsgrupper og interesser og bidrager til at fastholde og udvikle den demokratiske debat og de danske værdier – og ikke fordi, der nødvendigvis er mange seere i det.

Hvor er EU, Tyskland og kulturen?

Hvorfor fylder f.eks. EU-stoffet så lidt? Aldrig før har det europæiske samarbejde haft så stor betydning, eller har været så meget til diskussion som nu, og alligevel behandles det hovedsagelig ud fra en nyhedsvinkel og som indslag og meget sjældent dybdegående i kontinuerligt sendte programformater. Det forekommer grotesk i en tid, hvor nationalstater, globalisering og internationalt samarbejde fylder stadigt mere i samfundsdebatten.

Hvem skal producere og vise det, hvis det anses for vigtigt og afgørende? Hvordan skal det finansieres?

Hvorfor er den politiske debat på TV blevet udvandet til en karikatur, hvor fokus er på underholdning, stemning, skænderi, iscenesættelse og forfladigelse? Er der ikke behov for en mere seriøs og værdig beskæftigelse med det, der vedrører alle borgere i landet?

Hvorfor fylder Tyskland så lidt i mediebilledet i Danmark, når landet har omfattende økonomisk, politisk og kulturel betydning for vores land, og vi oven i købet har en unik Tysklandsstrategi?

DR har kompetente korrespondenter i Tyskland, men også her arbejder de hovedsagelig nyhedsorienteret og med kortere indslag. Kan det i øvrigt være rigtigt, at nationalsenderen ikke kan interviewe tyske politikere, forfattere, erhvervsfolk eller andre gæster på tysk, når disse besøger Danmark?

Hvordan kan det være, at litteratur- og bogstoffet stort set kun findes som del af underholdningsformater på TV? Hvordan kan man være public service-institution uden kontinuerligt og dybdegående at beskæftige sig med denne del af dansk kulturliv?

Er transmissioner, anmeldelser, klip, interviews og analyser af dansk scenekunst ikke kerne public service-stof? Hvorfor svigtes den scenekunstinteresserede del af licensbetalerne så markant, og hvorfor prioriteres dansk scenekunst ikke med kontinuerlige og dybdegående programmer? Det forekommer uforståeligt, at der ikke findes et eneste program med anmeldelser, klips og interviews med relation til dansk scenekunst. Hvorfor får revyerne med den brede appel al TV-pladsen?

Hvad med den klassiske musik, operaen, jazzen og den folkelige musik? Hvordan kan vi have så fremragende ensembler, solister og kunstnere i landet uden at disse genrer har en fast placering i TV-udbuddet i Danmark? Hvad med dansktoppen eller danskpoppen, den rytmiske musik? Er disse genrer ikke fine nok, eller hvad er grunden til, at dansk musik ikke kontinuerligt er til stede på TV?

Hvad med alle jægerne, campisterne, lystfiskerne, sportsudøverne inden for de små sportsgrene? Hvem skal producere og distribuere kvalitativt, underholdende, debatskabende og oplysende TV-indhold, der hæver sig over »Nak og æd-niveauet« til dem? Og hvad med de 1,3 mio. borgere over 60 år? Ville det ikke være kerne public-service og sikre alsidighed og mangfoldighed at beskæftige sig med temaer, der vedrører denne del af befolkningen?

Læseren kan selv fortsætte listen. Den bliver lang, men for at sige det kort:

Hvilket danskproduceret indhold skal danskerne garanteres adgang til? Hvad er vigtigt og afgørende i fremtiden? Hvordan sikrer vi mangfoldighed og alsidighed i TV-indhold og medieudbud? Hvem skal producere? Hvordan skal det distribueres, og hvordan skal det finansieres – og ikke mindst: behøver det at være så dyrt?

Lad os komme videre med debatten –nu.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.