Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Hvad skal vi med DONG Energy?

I april 2015 fremlagde regeringen en ny politik for statens rolle i statslige selskaber. Den angiver, at der skal opstilles finansielle mål, hvilket jo er et fremskridt, men det ændrer ikke ved, at de energipolitiske målsætninger er fraværende. Det er på høje tid, at der gøres op med mange års undladelser.

Mogens Rüdiger
Mogens Rüdiger

DONG Energy er på børsen. Efter politiske kampe, op- og nedture, hårdt arbejde, kritik og begejstring. Et nyt kapitel i selskabets historie er åbnet, og det er en god anledning til at se lidt tilbage på forløbet, hvad der gik godt og – især – hvilke problemer og mangler, der har vist sig undervejs.

DONGs to topfigurer har allerede været på banen med et par kommentarer. Formanden Thomas Thune Andersen har blandt andet understreget, at det er det strategiske skift fra »sort« til »grøn«, der er grundlaget for de senere års relative succes. Dvs. en omstilling fra en traditionel energivirksomhed baseret på fossile brændsler til en virksomhed, der er ledende på offshore vindkraft, en proces, der i 2008-2009 blev iværksat under den forrige leder, Anders Eldrup, og som kostede ham jobbet i 2013.

Det er indiskutabelt, at denne proces ikke bare reddede DONG Energy først fra det voldsomt pressede gasmarked og dernæst fra en livstruende nedtur som følge af de pludseligt faldende oliepriser. Selskabet har dygtigt sat dagsordenen på havmølle-området og dermed til fulde udnyttet den mulighed, der opstod, da en række stater besluttede rundhåndet at støtte udviklingen af dette område.

Den nuværende direktør, Henrik Poulsen, har også givet en kommentar til forløbet, en lidt irriteret en af slagsen: Kritikerne af den voldsomme værditilvækst er uvidende, hvis de ser noget odiøst i den. DONGs medarbejdere har knoklet for at løfte virksomheden. Det sidste har han ret i, lige som man sagtens kan sætte sig ind i, at han føler, at erkendelsen heraf »går lidt tabt i de halvpolitiske kampe, som har en tendens til at opstå omkring den her virksomhed.« (Energiwatch 1.6.2016).

Om det er fikst at betegne sine kritikere på denne måde er tvivlsomt: Viden er ikke en forudsætning for at deltage i en demokratisk debat – og den omtalte uvidenhed skyldes jo også manglende informationer fra de informerede. Men uanset om kritikken i 2013-2014 var baseret på viden eller ej, så er det nok sundt også at se den som udtryk for en bekymring for, hvad der sker på energiområdet. DONGs produkt er vigtigere end »arvesølvet«, det er vigtigere end »bundlinjen«, det er helt afgørende for alle mennesker hver eneste dag. DONG er kort sagt en virksomhed med et helt specielt produkt: energi.

Det rejser spørgsmålet om den måde, DONGs hovedaktionær, Finansministeriet, har forvaltet denne specialitet på. Som så meget andet vedrørende kapitaltilførslen og børsnoteringen er det begrænset, hvad der er kommet til offentlighedens kendskab. Rigsrevisionen løftede imidlertid en flig, da den kritiserede Finansministeriet for, at staten ikke havde optrådt som aktiv ejer. Og her ligger efter min mening en del af forklaringen på den uvidende kritik.

Den største undladelsessynd er, at de skiftende finansministre ikke på noget tidspunkt har givet udtryk for, hvad staten skal med et statsligt energiselskab. Det giver sig selv, at finansministrene har været tilfreds med, at DONGs overskud de fleste år har skæppet godt i statskassen, men derudover har tavsheden været larmende. Og i perioden med Fritz Schur som formand for bestyrelsen (2005-2012), var der heller ikke megen hjælp at hente fra den kant.

Der kan selvfølgelig være ideologiske grunde til, at staten ikke formulerer strategiske overvejelser vedrørende DONG. Det var f.eks. tilfældet, da Claus Hjort Frederiksen i forbindelse med den sidste runde om værdiansættelsen gav udtryk for, at staten ikke kan drive virksomhed. Det er selvfølgelig et legitimt standpunkt, også selv om DONGs udvikling de sidste tyve år modbeviser udsagnet.

I april 2015 fremlagde regeringen en ny politik for statens rolle i statslige selskaber. Den angiver, at der skal opstilles finansielle mål, hvilket jo er et fremskridt, men det ændrer ikke ved, at de energipolitiske målsætninger er fraværende. Hvorfor er det vigtigt, at staten fortsat har majoritet i selskabet? Hvilke energipolitiske fordele er der ved at have et selskab, selv om staten ikke længere kan pålægge det bestemte opgaver?

I 2004, da Folketinget besluttede at børsnotere DONG, var det ikke en diskussion, der blev taget. Det var heller ikke tilfældet i 2005-2006, da DONG fusionerede med fem andre selskaber, og selv ikke under den noget tumultariske kapitaludvidelse i 2013-2014 spillede hverken finans- eller energiminister offentligt ud med, hvad formålet med det statslige engagement er, hvilke samfundsmæssige interesser, der ligger til grund for statens engagement i DONG.

Efter den forrygende introduktion på børsen er der stadig behov for at tage diskussionen. Det vil være oplagt, hvis det indgår i den nyligt nedsatte energikommissions arbejde. Den skal som bekendt foreslå en bedre indretning af det danske energisystem og en bedre sammenhæng mellem energipolitiske mål og de midler, der er til rådighed. Målet er en »grøn realisme«, dvs. en mere effektiv sammenhæng mellem energi- og klimapolitik. DONG Energy er Danmarks suverænt stærkeste energivirksomhed, og selskabets rolle vil forhåbentlig blive formuleret som et element i de nye politiske rammer for den grønne omstilling.

En anden væsentlig grund til at diskutere DONGs rolle som statsselskab finder vi i Nordsøen. Mærsk har håndfast meldt ud, at Tyra-feltet vil blive lukket med mindre rammevilkårene for udvinding af olie og gas i Nordsøen ændres (som det er sket i de andre lande). Man må formode, at der er forhandlinger i gang, og hvis de – rent hypotetisk – ender med lempeligere indvindingsvilkår, så vil vejen være banet for at gentænke DONGs rolle i Nordsøen, herunder om virksomheden fortsat skal indvinde olie og gas, eller om det skal sælge de samfundsmæssige interesser i Nordsøen til en af de andre spillere.

Igen, det nødvendiggør en politisk diskussion af de samfundsmæssige interesser i et statsligt energiselskab. Det er, kort sagt, på høje tid, at der gøres op med mange års undladelser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.